2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe to unge biodynamiske vinavlere Antoine og Baptiste Delhomme driver Domaine Delhomme & Co, der ligger lidt ude på landet mellem Treigny-Perreuse-Sainte-Colombe og Saint-Amand-en-Puisaye på grænsen mellem Yonne samt Nièvre … to af de vestligste departementer af Bourgogne og næsten helt i Loire.

Flere tager da også fejl og skriver, at Domaine Delhomme & Co holder til i Loire … men vi nærmer os altså også og er dermed klart et stykke fra den mere kendte mainstream del af Bourgogne.

Nå men det altså derfra, at vi nu smager næste vin … en 2019 Rouge de la Pinot Noir fra Antoine og Baptiste Delhomme, hvor den ene af brødrene allerede har smidt bukserne oppe ved baren, hvis det altså er brødrene, der er illustreret på etiketten.

Antoine og Baptiste startede deres vinhus tilbage i 2015 og har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger både syd for Yonne omkring Puisaye-Forterre samt nord for Nièvre på skråningerne af Tannay. Alt dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk uden brug af hverken pesticider eller kemisk gødning.

Fætrene fokuserer på mangfoldighed og har plantet druesorter, som tidligere var udbredt i dette område, bl.a. Sacy og Savagnin, men de har også sorter som Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir. Markerne bearbejdes både med en gammel traktor og med trækhesten Basile, som de låner af deres nabo Cyril.

I kælderen arbejder de også med respekt for den lokale terroir, hvorfor de kun bruger druernes naturlige gær og tilsætter intet til vinene udover ganske lidt svovl ved flaskning … men kun, hvis det er absolut nødvendigt. Der arbejdes også både med tønder, kar samt amforaer i kælderen.

Der høstes manuelt i små kasser for at undgå beskadigelse af druerne, mens afstilkning sker ved håndkraft. Druerne presses også manuelt i en over 100 år gammel træpresse – igen alt er som i de gode gamle dage. Tingene tager lidt længere tid, men respekten for druerne og mosten skinner igennem i hver en flaske.

Denne Rouge de la Pinot Noir er lavet med kort gæring og maceration over 5 dage, hvorefter den pressede vin er lagret 10 måneder på 600 liter fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Næsen er klart mere burgundisk end biodynamisk, har denne elegante, lette og lyse side med nogle landlige, flæskede noter med røget kød, bacon, hængt kød, svag mejeri, gæret frugt med kirsebær, jordbær, tranebær, tobaksblade, våde egefade og kalkagtige noter.

I munden har vinen en læskende, let og sødmefuld smag. Der er jordbær, kirsebær og måske endda anstrøg af lidt blommer. Det er ikke en fin, feminin burgundisk vin, men en vin med saftig, blød og rund balance. Der er kul, bly, koks, en mineralsk nerve og syre, som samtidig giver vinen en slank rygrad. Det er virkelig en vin, der har mange sider, saftig, slank, frugtrig, frisk, mineralsk, læskende og samtidig venlig og nem at drikke. Love it.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7