Fabelagtig vin. Første rødvin var fra et for mig ukendt AOC område, nemlig Bellet, og det var intet mindre end en ganske imponerende vin. Bellet er en lille appellation i Provence, og det meste af produktionen går til Nice. I Bellet dyrker man lokale druer som Rolle, Braquet og Folle Noire. Bellet blev officiel AOC anerkendt i 1941.
Vi er hos en gammel vinfamilie, nemlig familien Dalmasso, som driver Domaine de la Source. Vingården ligger i området Chemin de Saint-Roman de Bellet i Nice, og det er lidt nordvest for den store by.
Vingården er grundlagt i 1962 af Joseph Dalmasso, da han købte jorden omkring hans fødeegn i Chemin de Saint-Roman de Bellet, og navnet på vinhuset henviser til den kilde, som gør dette område så ideelt til dyrkning af blomster, grøntsager … og vindruer.
Det er imidlertid Josephs søn Jacques, som får sat vinproduktionen i system på Domaine de la Source, bl.a. ved tilplantning af vinmarkerne i 1986. Siden 2003 er børnene Carine Jacques og Eric også kommet med i driften af vingården og de beskedne 5 hektar vinmarker, som de samlet driver i dette solrige område ved den franske Riviera.
Domaine de la Source laver tre forskellige vine, en hvid, en rosé og denne røde vin. Herudover produceres der også lidt olivenolie. Alt er selvfølgelig lavet manuelt. Denne Bellet Rouge er lavet på 80% Folle Noire og 20% Grenache.
Folle Noire druen er også kendt som Fuella Nera, og det er en gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig. Den er hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter.
Vi fik smagte vinen blindt og gættede på Bandol … ikke helt ved siden af … vi i er hvert fald i Provence. Jeg bemærkede, at duften var ret intens … nærmest som en “naturewine”, og det er heller ikke helt ved siden af, for siden 2008 har Domaine de la Source omlagt produktionen til økologisk og organisk. Ding … point til Houlberg.
Og tro mig, duften i vinen er ganske speciel, men på en god måde. Den er animalsk med masser af hestestald, mødding og komøg, fårenosser, sved og mørke hindbær. Anderledes, men ganske flot.
Smagen er meget ren og “smooth”, godt med frugt, god syre … faktisk en rigtig dejlig syre, som ikke bliver for meget. Der er lidt lyse kirsebær i smagen, som næsten er helt tysk i udtrykket. Virkelig en overraskelse. Thumbs Up.
Købt i Frankrig. På vingården koster vinen 28,50€ … eller 25,50€ hvis du køber 12 stk.