2022 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2022 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDenne Côtes du Rhône Villages fra La Bastide Saint-Dominique er altid et godt glas rhônevin og nu smager jeg vinen igen og her i årgang 2022.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og 15% Carignan. Druerne kommer fra markerne Champovin og Bois Lauzon, hvor vinstokkene er mellem 20-60 år gamle.

Efter manuel høst og sortering afstilkes druerne inden gæring og maceration ved 28 grader i store temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Processen tager 18 dage med daglig punchdown. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en rank, grøn og urtet vin med frugt af blåbær,  blommer, ribs og granatæbler, eukalyptus, mentol, lakridsrod og tør engelsk lakrids, blæk samt oliven. Der er også rhônekrydderier, lidt lavendel og alt med en lidt syrlig kant.

Men i munden er vinen anderledes, fyldigere, federe, mørkere og mere intens med en kraftig cremet smag. Her kommer der solbær, sorte kirsebær og ribs, masser af engelsk lakrids, sød finsk lakrids, lidt peber og samtidig en vis frugtsødme. Det er skruet satans godt sammen, så dermed 91 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr. mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Giannicola di Carlo, Iconic Rosé, Abruzzo, Italien

2024 Giannicola di Carlo, Iconic Rosé, Abruzzo, ItalienDen næste af de buttede vine fra Giannicola di Carlo var så en rosévin, for det var denne 2024 Iconic Rosé.

Det er en vin, der er lavet på et blend på Merlot og Sangiovese fra husets egne marker i Chieti provinsen i Abruzzo på nogle sydøstvendte skråninger i 250 meters højde.

Efter både afstilkning og en blid presning er alle druerne i ganske kort kontakt med skindet i en kryomaceration, hvilket har givet vinen lidt bleg rosa farve. Vinen er så gæret i rustfri ståltanke ved kontrolleret temperatur og der er den også lagret kortvarigt inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det først blomster, som kommer frem … tørrede rosenblade og tulipanstilke i skøn forening og så en lidt urtet og grøn frugt med granatæbler, ribs og kandiserede kirsebær, men igen med en slank, spinkel og let krop.

Også i munden er det en let., slank og spinkel vin med lyserød frugt, hindbær, ribs, granatæbler og citrusfrugter … ganske svagt også en lille frugtsødme, som dog virker meget ren, klar og fersk, men samlet bliver det en frisk lille rosé … 87 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr. og en kampagnepris på kun 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2024 Giannicola di Carlo, Desiro Sauvignon Blanc, Abruzzo, Italien

2024 Giannicola di Carlo, Desiro Sauvignon Blanc, Abruzzo, ItalienJeg sidder nu og skal teste to søde, små buttede flasker vin fra Giannicola di Carlo aka Famiglia Di Carlo, som jeg er stødt på flere gange og laver vin i byen Villa Caldari i Chieti provinsen i Abruzzo. Jeg starter med at smage deres 2024 Desiro Sauvignon Blanc.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer også fra husets egne marker i netop Chieti provinsen i Abruzzo

Markerne ligger i 250 meters højde og høsten foregår i september, når druerne er perfekt modne. Vinificeringen omfatter blid presning, kontrolleret temperaturgæring i ståltanke og der er den også lagret kort tid inden aftapning på flaske med nænsom filtrering.

Lad dig ikke snyde af den søde buttede flaske, for under de runde former gemmer sig duftmæssigt en syleskarp Sauvignon Blanc vin med aroma af grøn peber, hyld, græs, hø, solbærblade, tomatstilke, stikkelsbær,  ny bælgede ærter, ærteskud, lemon og så lige en lille antydning af lidt tropisk frugt med ananas og mango.

I munden er det også en frisk vin, men knap så sylespids som den duftede, men også mere spinkel og vandet. Det er melon, fersken, lidt hyldeblomstsaft og stikkelsbær med et skvæt citroner. Der er okay syre, lidt svag grapeagtig bitterhed og sammenlagt en fin lille vin, der overrasker med dens Sauvignon Blanc renhed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr. og en kampagnepris på kun 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Triacca, Valtellina Superiore Riserva La Gatta, Lombardiet, Italien

2019 Triacca, Valtellina Superiore Riserva La Gatta, Lombardiet, ItalienCasa Vinicola Triacca ligger på adressen Via Nazionale i Villa di Tirano. Vi er i Lombardiet eller mere præcis i Valtellina … den lange og smalle dal omgivet af Alperne nær Schweiz og derfra smager jeg en 2019 Valtellina Superiore Riserva La Gatta lavet på Chiavennasca aka Nebbiolo.

Triacca er et familieejet og -drevet vinhus, der oprindelig blev grundlagt i 1897 af Domenico Triacca og i dag drives af 5. generation i form af brødrene Gino, Giovanni og Luca Triacca … og det er Luca, der er ønolog og står for produktionen.

I dag foregår Triaccas vinproduktionen i den historiske La Gatta ejendom, som Triacca familien erhvervede sig tilbage i 1969 og sidenhen har restaureret. La Gatta er et gammelt kloster, der oprindeligt blev bygget helt tilbage i 1500 tallet

Udover vingården La Gatta i Valtellina ejer familien i dag også 2 vingårde i Toscana … La Madonnina i Chianti Classico området og Santavenere under Nobile di Montepulciano appellationen.

Samlet har famien 40 hektar vinmarker i Valtellina, hvor de er fordelt mellem markerne La Gatta, Valgella, Sassella og Tirano.

Her smager vi husets 2019 Valtellina Superiore Riserva La Gatta, der er lavet på 100% Chiavennasca aka Nebbiolo. Al høst og den efterfølgende selektering er foretaget med håndkraft, hvorefter vinen gennemgår en 15-17 dage lang maceration og gæring i ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på en kombination af store, brugte botti og små brugte fade.

Fadene kan allerede fra start duftes … der er vanilje, kanel,. mælkechokolade og en lidt mørk solbæragtig frugt med frugtsødme, garvet læder, tørrede rosenblade og alligevel fornemmer man en vis tørhed, lidt vermouth og langsomt dukker lysere bær også op med hindbær, lyse kirsebær og jordbær på en lidt balsamisk måde.

I munden har vinen klart nogle Nebbiolo med denne lyse, stringente frugt med ribs og syrlige kirsebær, men det er på en blid, feminin og mere varm facon. Der kommer lidt bitter lemon og grape, mens alle tanninerne også er tilstede uden dog at blive knastørre eller vilde, men det gør, at vinen sidder i munden i lang, lang tid. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Trocken, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Trocken, Mosel, TysklandVi skal igen et smut til Mosel, hvor vi i den lille by Leiwen sydvest for Bernkastel-Kues i den store sløjfe på Mosel floden mellem Klüsserath og Trittenheim finder Weingut Josef Rosch og derfra smager jeg en 2023 Riesling J.R. Trocken

Weingut Josef Rosch holder til midt i byen og vingården er har været i familiens eje siden 1825, men drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter sin far Josef Rosch i 1985.

På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

Denne Riesling J.R. Trocken er en Gutsriesling og lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke uden tilsætning af kulturgær. Vinen er også lagret en tid i ståltankene og så har den 4,6 gram restsukker pr. liter.

Duften virker dejlig blød, mild og rund … ikke megen petroleum udover en svag antydning, så det er mest en blanding af pærer og søde æbler samt en eksotisk frugt af fersken, melon og papaya, alt velfriseret, blid, følsom og rolig.

I munden har den en frisk, let og ukompliceret frugt, hvor der er bløde og søde æbler, umodne ferskner og så ellers lidt citrusfrugter med citroner, lemon og endda lidt grape. Der er noget frugtsødme, så syren aldrig bliver for vild, men blot giver en frisk, behagelig og lækkerfin Riesling. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Prosper Maufoux, Mâcon-Igé Grand Terroir, Bourgogne, Frankrig

2021 Prosper Maufoux, Mâcon-Igé Grand Terroir, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste vin i Bourgogne, men er rykket til Mâconnais, hvorfra jeg smager en 2021 Mâcon-Igé Grand Terroir fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg har smagt mange vine fra.

Chardonnay druerne til vinen kommer fra kalkholdige marker i Mâcon-Villages-kommunen Igé, der ligger lidt nord for det berømte Pouilly-Fuissé.

Efter høsten presses druerne skånsomt i hele klaser i en pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate druemost finder vej til den vinen og så hviler vinen først ved 12 grader i 24 timer, hvorefter vinen har gæret og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i både ståltanke og 228 liters barriques, hvoraf 15% er nye fade.

Klokkeklar dejlig bred og fadlagret Chardonnay duft med ristede hasselnødder, noget smeltet smør, lakridskonfekt, vanilje og en blød, hvid frugt med pærer, fersken, mango, ananas og blomsterpollen, alt er blødt, rundt og virkelig Meursault tiltrækkende.

I munden strammes der lidt op i forhold til frugten … er klart mere frisk og syrlig med noget syltet citron, grillet lemon, men ellers æbler og grønne, umodne pærer og ferskner med en kalket mineralitet, lidt kridt suppleret med hvid peber og diskrete krydderurter … virkelig en fin lille hvid burgundisk perle. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Daniel Bouland, Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Daniel Bouland, Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte min første vin fra Daniel Bouland i Corcelette nær Villié-Morgon i Beaujolais. Dengang var det en 2022 Morgon Bellevue Sable, men nu smager jeg hans Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes i samme årgang.

Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes er lavet af Gamay druer fra 60-80 årige gamle vinstokke, som står plantet på den mest sandede og granitholdige del af Morgon højen.

Alle druer er håndhøstet og gæret spontant i hele klaser med semi macération carbonique med druernes naturlige gærceller før lagring på gamle foudres og en aftapning uden filtrering.

Uhhh det er sgu lige mig … bondsk, landlig, animalsk og næsten dyrisk i næsen, hestepærer under træskoene og en snert dampende varm mødding, tulipaner, banan samt frugt af kirsebær, jordbær og alt med en feminin, let og nærmest burgundisk lethed og nogle blækagtige elementer.

Det smager lige så godt, som det dufter … igen animalsk, blomstrende, luftig, let og silkeblød cremet. Der er bløde kirsebær, hindbær, rabarber, ribs og granatæbler, men så rent, aromatisk samt læskende saftigt, sødbittert og alligevel lidt kødfuld. Det er en vild og henrivende elegant vin, der er ekstrem charmerende … 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Weingut Bründlmayer, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, Østrig

N.V. Weingut Bründlmayer, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte vin fra Weingut Bründlmayer – et af af bedste østrigske vinhuse – var det en rosévin på Zweigelt druen og nu har jeg igen smagt pink vin fra huset på bl.a. samme drue … deres imponerende flotte mousserende Rosé Brut Reserve og her endda i en magnum udgave.

Denne østrigske Sekt er – som der står på etiketten – lavet med en Traditionelle Flaschengärung handgerüttelt … altså med traditionel flaskegæring og håndfyldt,

Den er lavet på Pinot Noir, Zweigelt og Sankt Laurent, der er  er høstet ved håndkraft fra kalkholdige marker i september, når syre- og modenhedsniveauet er helt perfekt.

Efter en nænsom selektering gærer vinen på stål, hvor den også gennemgår den malolaktiske fermentering. Herefter foretages flaskningen med sukker og gær, hvorefter andengæring sker på flasken over 2 år inden degorgering er sket i juni 2023.

I glasset er vinen nok ikke helt pink … mere lys lakserosa med rødguldlige refleksioner, mens duften er fabelagtig, bruser godt, syrlige og aggressivt op med nærmest frugteksplosion med masser af kirsebær, jordbær også som lidt rosmarin, vanilje, karamel med landligt præg og eller pænt med sommerblomster.

Smagen er meget elegant og overgår klart mange champagner, bruser blidt og godt op med fin mousse, små bobler og er utrolig velsmagende med stor frugtrigdom. Der er både jordbær, hindbær, rabarber og sødbitter lemon … smuk tekstur, krop og balance, som giver en kompleks og alligevel hamrende tilgængelig vin, så jeg er fandeme begejstret … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 455 kr., mens prisen er 305 kr. ved køb af 6 flasker, mens en magnumflaske koster 710 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bernard Magrez, Juan Rivas Temperancia Roble, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bernard Magrez, Juan Rivas Temperancia Roble, Ribera del Duero, SpanienDen rige, gamle Bernard Magrez er fortsat going strong og laver vine fra det meste af verden. Selvom det mest kommer fra Bordeaux, så laver han også spansk vin, som nu fx denne 2020 Juan Rivas Temperancia Roble.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som Bernard Magrez selekterer fra udvalgte ler- og kalkstensrige marker i Ribera del Duero og det er fra marker dyrket efter bæredygtige principper.

Gæring og maceration er sket over 15 dage ved 26 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret kortvarigt 5 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Trods den begrænsede fadlagring, så er er duftmæssigt smæk på fadnoterne med mælkechokolade, nougat, vanilje, sød lakrids og så virker frugten egentlig også meget moden med saftige blommer, blåbærsyltetøj og kirsebærsauce og pænt med frugtsødme.

Smagen er mere simpel end smagen, idet den mangler samme sgu fedme og dybde. Der kommer lysere og mere syrlig frugt med både kirsebær, jordbær og blåbær, lidt peber og citroner, men balancen er klart mindre, selvom det fortsat – og specielt til prisen – er en rigtig fornøjelig Ribera del Duero vin, der dog kalder på noget mad. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, Italien

2023 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, ItalienNæste vin er også fra Toscana, for det er andenvin Passi di Orma til Tenuta Sette Pontis flotte topvine Orma og jeg har nu smagt årgang 2023 af den bordeauxinspirerede vin.

Tenuta Sette Ponti er jeg jo ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog og har bl.a. tidligere smagt både topvinene Orma i årgang 2019 samt Oreno i 20172018 og 2019 … blot for at nævne nogle af de smagte vine fra det spændende vinhus.

Passi di Orma har jeg også smagt før og den er – som med Orma – lavet med druer fra husets vinmarker mellem Ornellaia og Sassicaia. I denne årgang 2023 er det et blend på 40% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc, der kommer fra 15 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i temperaturstyrede ståltanke ved 28-30 grader over 18 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse. Det er en vin, som Tenuta Sette Ponti startede med at lave i 2015.

Den har en møglækker næse … sådan lidt dyb og animalsk kombineret med nogle bordeauxagtige elementer med cedertræ, våde fade, røg, ristede kaffebønder, toast, chokolade, vanilje, kanel, sød lakrids og tjære, mens frugten klart er solbær, sorte kirsebær, brombær og blommer. Der er en vin, der i næsen viser lidt biceps samt store muskler.

Sådan smager den også … og alligevel med en ren, tør og let syrlig nerve med kirsebær, blommer, tranebær og noget lidt rød vermouth bitterhed, men det er alt sammen pakket pænt ind i disse fede, bløde og cremede smage med fylde, dybde og intensitet. Der kommer også noget mineralsk sammen med et noget tannisk udtryk. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger