Tag-arkiv: Frankrig

2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commaraine, Bourgogne, Frankrig

2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commeraine, Bourgogne, FrankrigHurtigt videre til 2011’eren af Jean Gagnerots Pommard 1er Cru Clos Commaraine og atter et lille fund fra kældrene fra det gamle Maison Corton-Andre.

Vinen er lavet som foregående 2012’er … altså med vinifikation efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen er startet i de termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Igen er der denne herlig, lyse transparente farve i glasset … og samtidig er frugten en kende mørkere end farven i glasset med en moden, mørk, landlig og småanimalsk frugt, jordbær, vilde skovbær og så igen flæskede og mejeriagtige noter og blæk. Vinen har en sart, delikat og vildt lækker frugt, svag mentol, rosenblade, masser af træ, våde fade … og dufter vildt godt.

I munden er vinen skam ikke meget ældre end foregående, for smagen er fortsat spillevende med syrlig og dyb kant, tørre tanniner, stram og fyrig frugt. Det er vildt tørt, meget burgundisk, men det er en vin, som jeg er total vild med. Men et godt råd … giv den endelig tid i glasset, så bliver den lidt artig, galant og velopdragen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 565 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 289,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commaraine, Bourgogne, Frankrig

2012 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commeraine, Bourgogne, FrankrigNæste vin fra vinkælderen i det gamle Maison Corton-Andre er denne Pommard 1er Cru Clos Commaraine, som jeg faktisk skal smage i to årgange og jeg starter med 2012’eren.

Vi er nu i Pommard … som jo  ligger i selve Côte d’Or mellem Beaune i nord og Volnay i syd. Her ligger de fleste marker på bakkeskråninger, der er øst og syd-østvendte. Der laves kun rødvine i Pommard og der er ingen Grand Cru marker, men der er til gengæld 28 Premier Cru marker, hvor Clos de la Commaraine er én af disse.

Pommard er et område, hvor vinene er faste og blandt de mest tanninrige og robuste i Bourgogne, men de bliver behageligt blødere med alderen. Vinene fra Pommard vine betegnes som det maskuline modstykke til de mere feminine vine fra nabokommunen Volnay.

Selve Clos de la Commaraine 1er Cru marken ligger også næsten op til bygrænsen mod Volnay, hvor en leverer kompleks, kraftig vin, der kan lagres i årtier. Og den blev endda særlig berømt, da præsidenten  Thomas Jefferson under et besøg bestilte 126 flasker vin fra marken med hjem til eget forbrug. Så marken er en præsident værdig.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Der er noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over vinen, som i glasset er lys, transparent teglfarvet med en let, elegant samt småbrunlig nuance, mens den duftmæssigt viser sine maskuline og småanimalske biceps frem, men på en lidt lys og yndig facon. Dertil kommer først lidt lyse, flæskede samt småmælkede noter, jordbær og vilde skovbær, vilde parfumerede og smørduftende blomstermarker, en snert af lidt engelsk lakrids, peber, tobak og våde fade.

I munden mærkes det også, at frugten er en snas mørkere end ved de foregående vine, men det er stadigvæk med en syrlig og dyb kant, masser af tørre tanniner, stram og fyrig frugt og vinen viser absolut ingen tegn på alder. Alt er spillevende og skriger gem mig nogle år i kælderen, men det gør jeg ingenlunde, for det smager fremragende allerede nu. Og med lidt luft og varme i glasset, så får vinen også mere sammenhængskraft, sødme og venlighed med i forestillingen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 565 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Jean Gagnerot, Saint Aubin, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Saint Aubin, Bourgogne, FrankrigNæste burgundiske vin i det houlbergske glas var en 2017 Saint Aubin fra Jean Gagnerot, der ikke er et decideret vinhus, men et brand, som i dag ejes af den store vinkoncern GCF Group.

Oprindelig blev Jean Gagnerot vinene produceret på Chateau de Corton-André, men det blev solgt i 2014. Selve det kendte slot blev solgt til Frey familien, der i forvejen ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og Domaine Paul Jaboulet Aîné. Men den store negociantforretning Maison Corton-Andre blev solgt til Maison Béjot Vins & Terroirs.

Med i handlen til Béjot fulgte også masser af vin i kælderen og nu har Supervin fået fingre i et større parti af disse vine, da de mange nedlukkede restauranter ikke aftager vin i øjeblikket. For netop hos Béjot – som senere blev opkøbt af Les Grands Chais de France aka GCF Group – har Supervin fundet en masse vin … både nogle af de gamle, som er lavet før købet i 2014, men også nogle nyere vine og alle udelukkende flasket under Jean Gagnerot brandet.

Vi starter med en nyere vine, nemlig denne 2017 Saint Aubin … den lille nabo til Puligny- og Chassagne-Montrachet i Côte de Beaune og nok er mest kendt for sine hvidvine.

Vinen er lavet med en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage. Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og derefter er vinen lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Duftmæssigt er det vildt overraskede … total landlig, animalsk og måske endda lettere svovlet. Det er næsten bio bio svedig landmand på toppen af en mødding, men samtidig med de landlige og rustikke noter, så er der også en ædelkvalm og moden frugt med kirsebær, våde fade, gammel træ og lidt kalkede noter.

Men hvor er den blød … meget saftig og smålæskende med en let rustik frugt, kirsebær, blommer, ribs, fine og fleksible tanniner, mens syren egentlig er lys, stram og fin. Samtidig giver det en lidt simplere og mere ukompliceret bourgognevin med venligt appeal.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Domaine Rossignol-Cornu et Fils, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Rossignol-Cornu, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, FrankrigHer er det så den anden årgang af Volnay 1er Cru Robardselles fra Domaine Rossignol-Cornu et Fils midt i Volnay by … altså 2013’eren.

Den er selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde som 2014’eren … altså med en 100% afstilkning, koldmaceration i 5-6 dage samt gæring i betontanke, mens den malolaktiske gæring er sket i egefade. Vinen har så lagret 12 måneder på 228 liter barriques, hvoraf 15% er nye fade. Sluttelig er vinen omstukket til ståltanke, hvor den har hvilet 6 måneder inden aftapning.

Hvor er vinen da smuk, transparent svag rød i glasset … så lys, så delikat og fin. Startmæssigt minder den ret meget om 2014’eren med denne lille æteriske, lyse, luftige og modne aroma. Der er en lys og moden frugt med jordbær, lyse kirsebær og moreller, roser, violer og andre blomster, godt parfumeret og så et lille kækt dask af nogle fadnoter med både chokolade, trøfler, vanilje og kalkagtige mineraler.

Smagsmæssigt er har vinen et purungt sind … tør, stram og grøn med tonsvis af burgundisk nerve. Frugten er ribs, rabarber, jordbær, mens syren er skærende klar med citronsyre, lyst syrebid og barberskarp præcision. Det er således fortsat en ung vin, hvor kanterne sagtens kan slibes med alderen, men allerede nu smager det godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Domaine Rossignol-Cornu et Fils, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Rossignol-Cornu, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, FrankrigJeg smagte to mere vine fra Didier og Julien Rossignol på Domaine Rossignol-Cornu et Fils midt i Volnay by og det var Volnay 1er Cru Robardselles i både 2014 og 2013. Vi starter her med 2014’eren.

Marken Robardselles er på 0,43 hektar, ligger tæt på Mersault og har vinstokke, der er fra 22 til lidt over 60 år gamle. Efter høst er druerne først afstilket og så er der sket koldmaceration i 5-6 dage, hvorefter gæring er sket i betontanke, mens den malolaktiske gæring er sket i egefade. Vinen har lagret 12 måneder på 228 liter barriques, hvoraf 15% er nye fade. Sluttelig er vinen omstukket til ståltanke, hvor den har hvilet 6 måneder inden aftapning.

Nu løfter duften sig et kvantespring … en lille æterisk, luftig, moden og lettere parfumeret duft. Nu snakker vi finesse, slank, raffineret og graciøs elegance. Der er skovbær, jordbær, lyse kirsebær og alle bare modne, småsaftige og hypnotiserende. Der er roser, violer, lys tobak, skovbund, chokoladepålæg, trøfler. salvie og lidt vanilje. Elsker sgu vinens lette, feminine og delikate udtryk.

I munden er vinen monstertør … vitterlig stram burgundisk og grøn med ribs, rabarber og umodne tranebær. Tanninerne er ultratørre og sprællevende, sætter sig bestemmende og syrligt i munden med sur mine og de får hjælp af grus, knuste sten og mineraler, som giver vinen et ungdommelig teenageragtig sind. Men hvor er det dog henrivende og fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Domaine Rossignol-Cornu et Fils, Volnay, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Rossignol-Cornu, Volnay, Bourgogne, FrankrigNår vi nu har forvildet os til Volnay, hvorfor så ikke smage mer’ Volnay? Jeg er frisk. Den næste er en Village vin fra Volnay og fortsat fra Rossignol, men her er det fra Domaine Rossignol-Cornu et Fils.

Vinhuset i Volnay – ikke så langt fra det forrige Domaine Michel & Marc Rossignol og har rødder tilbage til 1840, hvor familierne Rossignol fra Volnay og Cornu fra Pernand-Vergelesses slog pjalterne sammen. Siden 1989 er familiens vingård blevet drevet af seneste generation i form af Didier Rossignol, dog med hjælp fra sønnen Julien.

De har knap 6 hektar vinmarker, som både ligger i Volnay, men også Pommard, Pernand-Vergelesses og Mersault. I markerne arbejder de efter lutte raisonée, altså kun sprøjtning, hvis det ikke kan undgås og så kun et par pløjninger om året og ellers holdes høstudbyttet nede for at give ekstra intens smag til druerne.

Markerne høstes dog med maskiner, hvilket ifølge Didier Rossignol giver druerne lidt mere sødme, da høstmaskinen efterlader umodne og rådne druer tilbage. I vinkælderen arbejder far og søn med kølig maceration over 10 -20 dage, men afslutter gæringen ved 35 grader for at sikre vinen den rette farve.

Vi starter med at smage deres Village vin, hvor Pinot Noir druerne kommer fra nogle 30-45 år gamle vinstokke på markerne Les Grands Poisots og Les Grands Champs klods af en 1er Cru marken Les Mitans.

Efter høst er der sket afstilkning, en koldmaceration i 6 dage samt gæring i betontanke over 10-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques, heraf 10% nye fade.

Næsen er pænt lys og har fin, let frugt, masser af frisk egetræ, blomster, masser af blomster, roser, tulipaner og pollen, hyben, tranebær og kirsebær. Der er ikke så fint, kompleks, feminint og sart som foregående vin, men har en friskhed, lidt kant og fennikel.

Der er noget bid i smagen, masser af skarpe kanter og syrlig frugt, ribs, sure kirsebær og sure rønnebær, lidt svag lakrids, en rustik og markant fyldig syre. Det er fortsat en ung vin, som bestemt kun vil ha’ godt af at modnes nogle flere år.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigNår vi er ved de gode ting i livet, så skal jeg smage mer’ bourgognevin. Life is good. Jeg fortsætter hos huset Domaine Michel & Marc Rossignol og denne gang med deres 2017 Volnay 1er Cru Les Pitures.

1er Cru marken Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Nøjjjj, hvor den dufter godt … den har sådan et sart, delikat og skrøbelig aroma, luftig, fin, feminin med lyse bær, jordbær, lyse kirsebær, tranebær, svag karamel, klementiner, roser, violer, røde bolsjer, mælkechokolade og træ.

I munden er der en svag bitter, silkefin og syrlig frugt, masser af friskhed … streng, præcis og kompleks. Der er umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler. Det suppleres af et lidt stenet og mineralsk bid, smuk, fin og snorlige syre, hvorved vinen står både ung, ædel, raffineret og fin. Smuk dansende Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, FrankrigGode ting har det med at komme igen … og det gælder også denne Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. I januar smagte jeg vinen i årgang 2018 og nu smager jeg sgu vinen igen … blot med yderligere 4 år på bagen. Det kan jeg vel nok lige overkomme.

Druerne til Beaune 1er Cru Les Teurons kommer selvfølgelig fra Premier Cru enkeltmarken Les Teurons, der er en af de bedste i Beaune og anerkendt for vine med klasse og harmoni. Teurons marken ligger mellem Les Grèves og Clos de la Mousse syd for Beaune og marken vender sydøst med veldrænende kalkholdig jord.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter presningen omstikkes vinen til 228 liters burgundiske egetræsfade – heraf 20% nye – hvor den lagrer 11-18 måneder inden aftapning og frigivelse.

Jeg er nødsaget til først at kommentere farven i glasset, for den har denne transparente teglfarvede med småbrune kanter. Duften er så blid som Bamseline og langt mere moden end 2018’eren. Her er det fint, sart og så smooth feminint, at man omgående bliver glad. Der er jordbær, søde kirsebær, snert af tranebær, blomster, rosenblade, en røget trænote samt svagt aftryk fra fadlagringen med kanel, vanilje samt en smuk ibenholt ædelaroma.

Smagsmæssigt viser vinen imidlertid ikke tegn på alder … snarere tværtimod, for vinen har frisk, spændstig, frisk og syrlig frugt, ribs, lyse kirsebær, ribs og granatæbler. Her er der sgu ingen kære mor, for far syre bestemmer sammen med stor tørhed, fine men nogle satans stramme tanniner og stenede mineraler. Sidst skrev jeg, at årgang 2018 burde ha’ nogle år i kælderen og det samme kan jeg skrive om denne årgang 2014. Dermed havner vi på 5 store tommelfingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 219 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Henri de Villamont, Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Henri de Villamont, Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige, Bourgogne, FrankrigMer’ burgundisk vin i glasset med denne basisvin Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige fra Domaine Henri de Villamont, der ligger i midt i byen Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset har en lang historie, der går tilbage til starten af 1900-tallet, hvor den idealistisk Léonce Bocquet, som drev det velansete vinhus Chateau Clos de Vougeot, byggede slottet og de massive, lange underjordiske vinældre. Den karakteristiske slot med tårnet Guettes blev tegnet af arkitekten Charles Suisse og er meget iøjefaldende.

Efter Léonce Boquets død har vinslottet haft mange forskellige ejere indtil 1964, hvor det blev købt af schweiziske Schenk, som jo er en af Europas største vinkoncerner.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. gennem datterselskaber i de respektive lande og dermed udnyttelse af den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset netop Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Siden Schenk overtog Henri de Villamont investerede koncernen frem til 2004 betydelige summer i at højne produktionen i antal på vinslottet via satsning på deres negociantdel. Det betød, at de i den periode årligt producerede 20 millioner flasker hvert år.

I 2004 blev de trætte af at jage de enorme mængder og besluttede at droppe deres negociantforretning. Den beslutning blev fulgt af en række investeringer, hvor vineriet blev renoveret og re-designet for at satse på kvalitet. De hyrede også vinmageren Pierre Jhean til at stå for produktionen … og i dag er det fortsat Pierre, som har ansvaret for produktionen.

I stedet for 20 millioner flaske vin, så producerer Domaine Henri de Villamont i dag mere beskedne 350.000 flasker årligt, som kommer fra deres 10 hektar vinmarker.

Denne Pinot Noir Cuvée Prestige er husets basisvin, hvor Pinot Noir druerne kommer fra forskellige af husets marker. Vinen er lavet helt traditionelt og efter fermenteringen har 40% af vinen lagret på eg i 14 måneder og resten i de rustfrie ståltanke og først derefter er den endelige vin sammenstukket.

Næsen er lettere parfumeret med blomsterflora, mens frugten sådan er ovre i kirsebær, jordbær og ribs, men ellers lidt neutral. Der er klart en vis mineralitet, knuste sten og tør grus, mens fadpræget er svagt med sagte noter af vanilje, kaffe og mælkechokolade.

I munden er der pænt med tør, pænt med syre og godt med strenge, syrlige og let pebrede tanniner. Det er en rå og maskulin burgundisk Pinot Noir, der som en ung, bumset teenager lige mangler den sidste opdragelse, som vil kræve lidt tid i kælderen. Der er fennikel, lidt småskarpe krydderier og streng syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, FrankrigDomaine Daniel Rion & Fils ligger ved den lille by Prémeaux syd for Nuits-Saint-Georges. Nu smager jeg en 2017 Bourgogne Passetoutgrain … den oversete Bourgogne appellation, der med muligheden for at blande Pinot Noir med Gamay bygger bro til Beaujolais.

Domaine Daniel Rion & Fils er grundlagt i 1955 af Daniel Rion, som havde arvet en 2 hektar vinmark i Vosne Romanée efter hans bedstefar. Men druerne  fra marken solgte Daniel til et lokalt negociantfirma … først i 1978 – da sønnerne Christophe og Olivier kom ind i foretagendet  – begyndte man at flaske og sælge vinene under eget navn

Sønnerne opkøbte yderligere vinmarker og byggede også et nyt vineri med en større vinkælder og smagerum. Daniel gik selv på pension i 1995, så lige siden har Christophe og Olivier Rion stået for driften i Domaine Daniel Rion & Fils.

I dag har vinhuset 18 hektar vinmarker i hele 18 forskellige appellationer omkring de 6 byer i Côte des Nuits og Hautes-Côtes, nemlig Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne Romanée, Chambolle Musigny, Vougeot and Marey-les-Fussey.

Den årlige produktion ligger på 800 hektoliter, hvilket giver omkring 100.000 flasker vin, hvoraf omkring 75% eksporteres.

Her har vi fat i husets Bourgogne Passetoutgrain, en vin lavet på 2/3-dele Pinot Noir samt 1/3-del Gamay fra 30 år gamle vinstokke. Efter høst afstilkes druerne for at undgå den mest barske garvesyre og grønne smagsnoter og derefter udblødes druerne et par dage.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og har – så vidt jeg kan se – heller ikke lagret på egetræ eller i hvert fald i en kort periode og en passetoutgrain skal da også helst drikkes helt ung. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i 2015 årgangen, men her er det altså 2017.

Hold da op … i modsætning til 2015’eren, så er der skrald på duften her med klare Beaujolais bondsk landlighed, mødding, mejeri og så lidt kødfuld med mørke kirsebær, tranebær, tonsvis af blomster og blomsterpollen og saftig vellyst. Det suppleres med lidt søde krydderier … sådan lidt brovten og våd.

Smagsmæssigt er det en saftig, bondsk og rustik vin med kraft, saftige mørkerøde kirsebær, tranebær, brombær, moreller og så en simpel, enfoldig og ligetil syre. Der er samtidig masser af den … altså syren, der suppleres af kraft og let bitterhed. Bondevin i ordets bedste forstand.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7