Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2015 Weingut Raddeck, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

img_4031Alle gode gange 3 … her nemlig sidste vin i denne omgang fra Weingut Raddeck, nemlig hans almindelige Gutsriesling, altså en lille, lillesøster til den foregående Riesling Edition 2Hügel.

Den har selvfølgelig Schraubverschluss = skruelåg, og ligger i et prisleje, hvor alle kan være med … 5,90€, eller samme niveau som Georg Gustav Huffs Riesling Hipping Trocken.

Måske er denne Raddeck Gutsriesling én af de vine, som de mange gæster på Raddecks vingård nyder ved fester på  stedet. I hvert fald tilbyder Raddeck, at der kan holdes både fester, bryllupper og andre arrangementer på den imponerende vingård,  som ligger smukt med udsigt over Nierstein og Rhinen.

Vinbuddy Gert og frue var i hvert fald ret imponeret over gården og placeringen, så de havde anbefalet mig, at vi besøgte den på vores roadtrip, som jo netop svingede forbi Nierstein. Imidlertid fandt vi den ikke og var presset på tid, så det besøg må vi ha’ til gode til en anden gang.

Det er nu – vel også med rette – et stykke fra storesøsteren, for her er duften mere simpel … so to speak. Der er lidt papkasser, hyld, fin dybde, lidt blomster og estragon. I munden er der en fin bitterhed, syre … balance og sødmen er ikke udtalt, men ligger gemt i lag med lidt lemon. Bitterheden er lidt mere ukontrolleret end hos Riesling Edition 2Hügel og udtrykket knap så kompleks og forfinet.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor prisen er 5,90€ … eller omkring 44 kr.

Rating 4/7

2013 Joseph Drouhin, Chorey-les-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2013 Joseph Drouhin, Chorey-les-Beaune, Bourgogne, FrankrigEn vin fra ugen … nemlig en Bourgogne … Chorey-les-Beaune fra Maison Joseph Drouhin i Beaune.

Maison Joseph Drouhin har 73 hektar vinmarker og er et af de største vinhuse i området. De ejer vinmarker overalt i Bourgogne, nemlig 38 hektar i Chablis, 32 hektar i Côte de Nuits og Côte de Beaune samt 3 hektar i Côte Chalonnaise.

Og de fleste af markerne er endda enten Premier eller Grand Crus, og der dyrkes naturligvis kun de to burgundiske druer Pinot Noir og Chardonnay. Nogle vinmarkerne hører endda til blandt de mest berømte i Bourgogne, fx Clos des Mouches, Montrachet Marquis de Laguiche, Musigny, Clos de Vougeot og Corton Charlemagne.

Herudover supplerer Drouhin også produktionen med druer fra andre vinbønder i området … typisk familier, som man har haft samarbejdsaftaler med gennem en lang årrække.

Maison Joseph Drouhin er grundlagt i 1880 af Joseph Drouhin i en alder af blot 22 år. Han kom fra Chablis området, men slog sig ned i Beaune med det formål at blive vinbonde og lave vine af høj kvalitet. Hans arbejde blev videreført af sønnen Maurice, som fik gjort vingården kendt og udvidede ved køb af marker som Clos des Mouches og Clos de Vougeot.

Robert Drouhin, der i 1957 efterfulgte Maurice, fik vingården op på det nuværende niveau og størrelse, bl.a. via køb af yderligere marker, og kvalitetsmæssigt ved – som én af de første  i Bourgogne – at indføre “culture raisonnée”, hvor man ikke anvender hverken pesticider eller andre kemikalier i vinmarkerne. Han stod også for opbygningen af et laboratorium, som blev drevet af  Laurence Jobard, den første kvinde ønolog i Bourgogne.

I dag er det Robert og hustuen Françoise Drouhins fire børn Philippe, Véronique, Laurent og Frédéric, som driver vinhuset. Og de viderefører de gamle traditioner og den filosofi, som har været gældende siden 1880, nemlig at der være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker.

Den filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.

Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.

Denne Savigny-Les-Beaune Clos er lavet med druer fra Maison Joseph Drouhins egne marker ved den gamle landsby Chorey-les-Beaune, som ligger ca. 3 kilometer nord for Beaune by. Marken er 1,3 hektar, oprindelig anlagt i 1237 af Edouard de Froment og har vinstokke med en alder på omkring 53 år.

Vinen er lavet med macararion på 2-3 uger og derefter er vinen lagret 12-15 måneder på barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt har vinen en herlig ren og klar næse med hindbær, jordbær, rabarber, ribs … ikke animalsk på nogen måde, men bare lys frugt, lidt grønt og blid syre. I munden er vinen let, sådan med lidt bolsjer, rabarber og grønne elementer. Vinen er slet ikke stram, som Bourgogne ellers ofte er, men meget direkte og let med eg og beskeden syre.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 215 kr.

Rating 4,5/7 

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, ItalienDenne Piemonte Rosso er en søstervin til den tidligere anmeldt Piemonte Rosso … har samme kedelige etiket og er en ny vin i Azienda Agricola G.D. Vajras sortiment … en bastard i et skønt mix af både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Dermed lægger den sig også en smule op ad Vajras vin Langhe Rosso, som er et blend på Pinot Noir, Barbera, Dolcetto, Nebbiolo og Albarossa.

Som på den hvide Piemonte Bianco står der et M R på flasken, og det henviser til ejendommen Monterustico, som ligger i den lille by Farigliano omkring 10-15 kilometer syd for huset vingård tæt på Barolo.

Det er nemlig derfra, at druerne til både Vajras Piemonte Bianco og Piemonte Rosso kommer. Der laver G.D Vajra en række nye vine og eksperimenterer samtidig med sammensætning af gamle piemontesiske druesorter.

Der er ingen oplysninger om, hvor meget der er af hver druesort i blendet og heller ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er der bestemt langt mere at komme efter end den foregående Dolcetto d’Alba. Frugten er langt rundere og langt mere tilgængelig. Der er mere sødme, god tæthed … men det er fortsat tørt, grønt med klare italienske gener.

Smagsmæssigt er vinen herlig tør … alligevel med den runde frugt, tydelige tanniner, selvom de ikke bider så voldsomt. Derudover grønne elementer og en fin syre, som leger og spiller på tungen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, ItalienVi laver igen et sceneskifte, nemlig med 6 x italienske vine fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra … bl.a. fra en Selection smagning hos den lokale Vinspecialist. Og den første ud af disse 6 er denne Piemonte Bianco.

G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.

De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.

Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag,

Denne Piemonte Bianco er lavet på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay og Arneis. Arneis kaldes også Nebbiolo Bianco og er en typisk drue i Piemonte, hvor den tidligere været brugt til søde vine og til at blande med Nebbiolo. Arneis forsvandt næsten i 1970, men vandt dog popularitet små 10 år senere.

Hvidvine lavet på Arneis er blevet markant bedre de seneste år i Piemonte. Nye teknikker og produktionsapparater har gjort vinene mere aromatiske og friske. I dag laves der tørre hvidvine i specielt Roero på druen, men her er den altså blandet med de mere internationale druer Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Traditionel vinificering med fermentering i op til 15 dage i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer videre i ståltanke i nogle måneder, før den tappes på flaske for at bevare friskhed og druernes aromatiske nuancer.

I næsen er der en smule abrikos, god luftighed eller en form for lethed, friskhed, pærer og derudover lidt stenede noter. I munden er vinen egentlig dejlig sprød med sten, jern og mineraler, svag bitterhed med lemon og lidt salt. Overraskende god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal Vi ræser videre med de portugisiske vine … eller måske skulle vi hellere sige flyver videre på eventyr med denne røde Aventura, som er lavet af den kvindelige vinmager Susana Esteban.

Aventura er nemlig spansk for eventyr, og den gode Susana er da også født i Tui i den nordlige del af Spanien.

Der er hun oprindelig uddannet kemiker fra Santiago de Compostela universitetet og derudover uddannet ønolog fra universitetet La Rioja.

Hun startede egentlig sin karriere indenfor vin i 1999, hvor hun fik arbejde som vinmager på Quinta do Côtto i Douro i Portugal. Og siden er hun blevet hængende i Portugal og har bl.a. arbejdet på flere vinerier i Alentejo området, bl.a. vinhuse som Tiago Cabaço, Herdade do Barrocal, Monte dos Cabaços og Monte da Raposinha.

De mange erfaringer gav Susana mod på at starte sit eget projekt, og allerede i 2009 begyndte hun at lede efter marker rundt om i Alentejo. Men først i 2011 fandt hun to marker, som passede til hendes ønsker.

Den ene mark lå ved byen Évora var hovedsageligt tilplantet med gamle Alicante Bouschet vinstokke, som gav et meget lille udbytte. Den anden mark fandt hun ved Portalegre ved bjerget Saint Mamede og med flere forskellige sorter.

Fra de to marker lavede Susana sin første vin Procura, som netop på portugisisk betyder at søge. Siden har Susana opkøbt flere marker, således hun i dag laver 4 vine, nemlig Procura og Aventura i både røde og hvide udgaver.

Susana har etableret sin vingård Quinta Seca da Boavista lidt øst for byen Mora i Portalegra området, som er den køligste del af Alentejo.

Men udover hendes egne vine, så er Susana voldsomt aktiv i nye projekter. Således har hun også skabt projektet Sidecar, hvor hun hvert år udfordrer en ven til at skabe en vin sammen med hende i vinkælderen … men først efter de har været rundt i området med Susana i hendes cykel med sidevogn.

Derudover har den foretagsomme kvinde også etableret et joint-venture hendes gode ven og vinmager Sandra Tavares, hvor de to laver vinene  Crochet og Tricot sammen fra Douro området.

Og hun har siden etableringen gjort det ganske godt … og det er også blevet bemærket. Således modtog Susana Esteban i 2012 prisen som årets bedste vinmager af Revista dos Vinhos, endda som eneste kvindelig vinmager nogensinde. I januar 2016 fik hun også prisen, som den mest nyskabende vinmager af det anerkendte magasin Essência do Vinho.

Denne røde Aventura er lavet på 40% Aragonês og 40% Touriga Nacional, mens de sidste 20% består af forskellige lokale sorter fra Portalegre området. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt vinen er lagret på eg, men der laves årligt 12.000 flasker af vinen. Ud fra smagen kunne det dog godt tyde på en vis fadlagring.

Næsen er nemlig præget af kanel, eg, våde fade, blåbær, brombær, sorte kirsebær og lidt brændt varme, varm jord, asfalt, gummi, lidt sæbe … men også nogle syrlige noter. I smagen er der godt med mørke bær, blåbær, krydret syre, jern og en vis sødme, som dog heldigvis aldrig kammer over. Der er også rigtig god og lang eftersmag. Fyldig blødt, behageligt … tanninerne er bløde og generelt en venlig vin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 129 kr. for en flaske og 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, Portugal

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, PortugalOlho no Pé Pinot Noir Reserva hedder denne vin fra Tiago Sampaio, som driver vinhuset Folias de Baco. Det ligger lidt udenfor den lille by Alijó i Douro området omkring 10 kilometer øst for Vila Real.

Tiago Sampaio kommer fra en familie af vinavlere, men grundlagde selv Folias de Baco i 2007 ifb. med overtagelse af nogle gamle vinmarker fra familien. Forinden havde han uddannet sig som vinmager, først på landbrugsskolen Agrícola Conde de S. Bento, dernæst 5 år med universitetsstudier i Vila Real og endelig uddannelse samt praktik i Oregon, USA, bl.a. med en PhD i vindyrkning og ønologi ved Oregon State University.

Hvor mange hektar vinmarker Tiago har kan jeg ikke se, men markerne ligger 500-700 meters højde og omfatter gamle vinstokke … bl.a. havde Tiagos bedstefar dyrket denne drue for 60 år siden. Og det passede Tiago helt perfekt, for han var blevet forelsket i druen under opholdet i Oregon og kunne nu selv begynde at eksperimentere med druen.

Og det er der kommet denne Olho no Pé Pinot Noir Reserva ud af … en vin, som der årligt alene laves sølle 1.850 flasker af.

Efter høst udblødes druerne koldt i 5 dage, hvorefter de presses blidt. Der sker alene afstilkning af en del af druerne. Gæring sker i temperaturstyrede rustfri ståltanke, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske mediumristede barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Og jo … det dufter bestemt af Pinot Noir, men lidt varmere i stilen end det jeg normalt smager. Der er godt med kirsebær, brombær og den er mere skarp i næsen end nogle af dens europæiske søstre. Der er lidt mentol samt en svag animalsk note med en syrlig landlighed og grønhed. Smagen har godt med frugt … igen kirsebær, mens syren er lidt kantet og ikke så feminin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 179 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, TysklandEfter et par dages ro på bloggen kunne nogle måske forledes til at tro, at bjørnen – a.k.a Houlberg … den flittige vinblogger – sover.

Det er imidlertid langtfra tilfældet, men jeres trofaste vinskribent har været optaget af diverse gøremål, bl.a. løbet Randers City Stafet, hvor jeg løb inkognito som overlæge (rolig nu … foretog ingen større hjerneoperationer) med 4 dejlige sygeplejersker … ja og så har jeg også været til portugisisk vinsmagning, men det skal I nok høre mere om.

En af vinene fra ugen er denne lillebjørn … vinen Tapps fra Weingut Oliver Zeter, som vi stiftede bekendtskab med for lidt over en måned siden (eller mere, for tiden går sgu da alt for stærkt). Dengang var det en 2013 Spätburgunder Trocken, som jeg smagte på Falernum, men her altså en hvidvin, en cuvée på forskellige druer, som jeg nød udenfor Bistroteket … et af mine favoritsteder i byen.

Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. Olivers forældre var imidlertid ikke vinproducenter, så Oliver startede sammen med broderen og faderen som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.

Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.

I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.

Og i 2007 kunne de sende deres første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på alle etiketterne. Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.

I dag har Weingut Oliver Zeter samlet 6 hektar vinmarker, men køber også fortsat druer fra andre vinavlere.Tapps er en serie af 3 vine … en entry-level serie fra Zeter med en rød, en rosé og denne hvide, som er lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra marker omkring Diedesfeld og Hambach.

Müller-Thurgau stokkene er omkring 25 år gamle, men de øvrige langt yngre. Zeter siger selv, at selvom Müller-Thurgau ikke er den mest populære drue, så er det nok en af de mest undervurderede druer i Tyskland.

Druen er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabt tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Her er den produceret med hurtig presning og kold fermentering. Lavet på ståltanke og ellers ikke så meget at berette om produktionen. Det er en vin beregnet til hverdag … let drikkelig vin.

Næsen er blød med æbler, pærer, melon og let vingummi. Virker umiddelbart lidt fyldig i udtrykket … lidt bjørnefedt om hofterne. Smagen er blød, blid, omgængelig og fyldig. Syren er forholdsvis svag med lidt muskat og med tendens til en lidt nøddet note … bliver måske en anelse flad i udtrykket, men meget easygoing og fin.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 95 kr., men alene 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, Frankrig

2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, FrankrigWeekenden bød på mere fransk … her nemlig en flaske 2005 Château Bois Pertuis, som er et af de mange vinslotte, som er ejet af den ældre rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Château Bois Pertuis ligger i Saint-Christophe-de-Double nær den store skov i Double, kendt for Merrain eg, som anvendes til fremstilling af barriques. Det er omkring 20 kilometer nord for Saint-Emilion og således på den højre side af Garonne og La Dordogne … egentlig i udkanten af Bordeaux området.

Magrez købte ejendommen meget billigt, da den slet ikke var efterspurgt af andre vinproducenter, men Magrez så et potentiale og investerede i ejendommen. Der er nu imidlertid ikke meget château over ejendommen, som primært består af fabrikslignende lagerbygninger samt 125 hektar marker, hvoraf 68 hektar er vinmarker.

Bernard Magrez laver to vine på Bois Pertuis, nemlig denne Château Bois Pertuis, en prisbillig Bordeaux lavet på Cabernet Sauvignon and Merlot – maskinhøstet – og en storesøster Excellence de Bois Pertuis eller Cuvees d’Exception, som den også kaldes. Den laves på Merlot fra den bedste marker og får masser af ny eg og laves årligt kun i omkring 4.000-5.000 eksemplarer.

Denne almindelige Château Bois Pertuis produceres der dog mange flere af, nemlig omkring 320.000 flasker. Vinen er lavet på 75% Merlot og ellers de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinen er lagret 8 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt er her lidt grafit, lidt alder, tørhed, blommer, solbær, råt kød, muldjord, mentol samt et snert af lidt vanilje. Alderen kan dog på ingen måde mærkes i smagen, som er præget af god syre, ren frugt, lidt blommer, stål, tørhed og en klat blæk. Ganske okay Bordeaux.

Købt i Vinspecialisten til 139,95 kr.

Rating 4/7 

2011 DFV Wines, Irony Monterey Pinot Noir, Californien, USA

2011 DFV Wines, Irony Monterey Pinot Noir, Californien, USAFredag er som bekendt Spätburgunderdag på den houlbergske blog, men jeg fangede tilfældigt denne Irony Monterey Pinot Noir i køleskabet … og hvorfor ikke stifte bekendtskab med denne amerikanske fætter? Det lugter jo lidt af …

Irony Wine Cellars ejet af DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards, som drives af Indelicato familien, som i over 90 år har dyrket vin i Californien.

Vinhuset er grundlagt i 1924 af den unge Gaspare Indelicato, som oprindeligt stammer fra Sicilien i Italien, men emigrerede til USA og købte en vinmark i Manteca i Californien.

I dag drives Delicato Family Vineyards CEO Chris Indelicato, som er barnebarn og dermed 3. generation i vinhuset. Han driver vinhuset sammen med hans søstre og brødre … Jay, Mike, Frank Junoir, Cheryl og Marie.

Og under Chris’ ledelse er vinhuset i dag vokset til at være blandt de 10 største vinhuse i USA med en årlig produktion på over 7 millioner kasser vin. Det er fordelt på en række brands, bl.a. Belle Ambiance, Black Stallion, Bota Box, Brazin, Diora, Gnarly Head, HandCraft, Juxtapoz, La Merika, Loft, Massimo, Noble Vines, Sequin, Twisted, Z. Alexander Brown og Irony. Og det er vine fra primært USA, men også andre lande som fx New Zealand og Argentina.

Chris er da også blevet kåret som American Man of the Year i 2011 af  Wine Enthusiast Magazine, bl.a. for hans enestående resultater i innovation og markedsføring af vine. DFV Wines blev også i 2007 kåret som American Winery of the Year af Wine Enthusiast.

Delicato Family Vineyards ejer selv imponerende 1.700 hektar vinmarker i 3 områder i Californien, nemlig San Bernabe Vineyard i Monterey, Clay Station ved Borden Ranch i Lodi og Black Stallion Estate Winery i Oak Knoll distriktet.

Vinene under Irony brandet kommer fra familiens marker i Monterey, som ligger lige ved havet omkring 100-120 kilometer syd for San Francisco. Klimaet her er let afkølet fra Stillehavet, jordbunden er særdeles god til druesorten. Denne kombination af betingelser forlænger vækstsæsonen og giver bedre druer.

Der laves 4 Irony vine på henholdsvis Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot samt denne Pinot Noir. Jeg har tidligere smagt en 2007 Irony Pinot Noir, men der var druerne fra Russian River området langt længere mod nord, men den er i dag åbenbart udgået af produktionen.

Druerne til denne Irony Monterey Pinot Noir skulle efter sigende komme fra 3 forskellige områder i Monterey, nemlig Arroyo Seco, San Lucas og San Bernabe. Den har lagret 3 måneder på franske og amerikanske fade og kommer – som alle Irony vinene – med en korkprop med små ironiske beskeder og udsagn.

På denne står der; Plan some spontaneity … planlæg spontanitet.

I næsen er der først en omgang kirsebær, modne hindbær og derefter en grøn, nærmest syrlig note med lidt eucalyptus samt brændt gummi, hvid peber, fugtig tørretumbler og vaniljekranse. I smagen er der godt med sødme, kirsebær, meget easygoing og lette, lyse bær, vaniljeessence og en blid syre. Mangler lidt syre, rygrad og kompleksitet, men bestemt en venlig vin.

Forhandles af Vin & Vin, hvor man plejer at kunne få vinen til 99 kr., såfremt man køber 6 flasker. Ser dog pt. ud til at være udsolgt.

Rating 4/7

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, Frankrig

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, FrankrigÅhhhh Gérard Bertrand igen fristes man næsten til at udbryde … for jeg har efterhånden en del gange været omkring den store, tidligere franske rugbyspiller og hans mange vinslotte.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac har jeg imidlertid ikke tidligere smagt, selvom den er lillesøster til vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac, som jeg til gengæld har smagt nogle gange.

Begge vine kommer dog fra Château de Villemajou, som er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde.

Château de Villemajou blev købt i 1970 af Gérards far og navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Château de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac er lavet på samme druer som storesøsteren … her er det 30% Grenache, 20% Syrah, 40% Carignan og 10% Mourvèdre. Carignan og Syrah druerne vinificeres i hele klaser med en macerationstid på 10-18 dage, mens Grenache og Mourvèdre afstilkes inden macerationen på 15-20 dage.  Vinen lagrer derefter på franske egefade 10-12 måneder inden den flaskes uden nogen form for filtrering.

Næsen er godt mørk og animalsk, Der er solbær, lakrids, kaffe, vanilje, grønne urter, en smule eucalyptus og lidt læder. I smagen er der – trods det fyldige duftindtryk – en bemærkelsesværdig god syre, godt med mørk frugt og fin balance. Ganske habil vin, men dog ikke på samme niveau som storesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4/7