Tag-arkiv: Spanien

2010 Bodegas Valduero, Reserva Premium 6 años, Ribera del Duero, Spanien

2010 Bodegas Valduero, Reserva Premium 6 años, Ribera del Duero, SpanienWhat a wine! Man kan næsten kun trække på smilebåndet, når man smager denne Reserva Premium 6 años fra det historiske vinhus Bodegas Valduero … i hvert fald hvis man elsker vin fra Ribera del Duero. Jeg har også historisk altid været glad for vin fra det område og smiler derfor.

Bodegas Valduero ligger lidt øst for den lille by Gumiel de Mercado og er grundlagt tilbage i 1984 af Don Gregorio Garcia Viadero. Dengang var Valduero blot den 6. vingård i Ribera del Duero DO og har således været en af pionererne i det i dag populære vinområde. De anses derfor også i dag som værende blandt nogle af de mest prestigefyldte producenter i Spanien.

Garcia Viadero familien har samlet over 200 hektar vinmarker, som samtidig har nogle af områdets ældste Tinto Fino aka Tempranillo vinstokke, som jo blev plantet før området blev internationalt anerkendt.

Markerne ligger samtidig som nogle af de højest beliggende i hele Ribera del Duero i omkring 840 meters højde og dyrkes uden brug af kemiske sprøjtemidler.

I dag drives vinhuset af Don Gregorios to døtre, Carolina García og Yolanda García Viadero. På billedet ovenover kan I se far Don med sine døtre … og det er Yolanda til højre. Det er hende, som i dag er ansvarlig vinmager på Bodegas Valduero.

Familien har i år 2000 bygget et nyt, moderne og underjordisk vineri med 3 underjordiske tunneler, hvor der er plads til 3.500 egefade og over 1 million flasker. De mange fade udskiftes hvert 4. år, så det må sgu være lidt af en udskrivning.

Placeringen under jorden betyder en konstant temperatur og høj luftfugtighed, helt perfekt til lagring af vinene, så jo samtidig – som fx denne Reserva Premium 6 años – lagres i lang tid.

Reserva Premium 6 años er selvfølgelig også lavet på Tinto Fino, altså 100% Tempranillo, som kommer fra vinstokke, der er over 40 år gamle. Den er en af husets absolut topvine … kun overgået af deres Gran Reserva 12 Años.

Vinen er alene lavet med druernes egne gærceller og har – som navnet siger – samlet lagret 6 år, hvoraf de 3 år er på egefade af 4 forskellige slags eg. Derefter er vinen lagret 3 år på flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt en eksplosiv dame … kraftig, mørk og kølig. Don’t mess with her. Der er godt med fad, vanilje, lakrids, chokolade, kaffe, sød tobak og mørke bær. Det er næsten boblende, gærende bær, så det bliver herlig landligt, vådt og fugtigt. Frugten virker nærmest mælket, cremet og fed.

Det smager imidlertid langt mere elegant og køligt, end man måske ud fra duften kunne forledes til at tro. Vinen har nemlig en klar og ren frugtsmag og en præcis, skarp syre, som gør vinen køligere end Ribera del Duero normalt. Måske skyldes det også højden på vinmarkerne.

Der er peber og sindssygt mange tanniner … det er vildt tørt og den nærmest suger din mundhule for alle tænkelige væsker. Smagen er eksplosiv og det er sgu næsten som voksenslik af bedste skuffe. Monsterflot Ribera del Duero.

Forhandles herhjemme bl.a. af Korsør Vinimport, hvor en flaske koster 498 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Viña Ijalba, Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2011 Viña Ijalba, Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienSceneskifte … vi fortsætter nemlig med lidt Rioja vin, idet vi nu har denne Reserva Selección Especial fra vinhuset Viña Ijalba i glasset.

Viña Ijalba ligger lige udenfor byen Logroño … ja faktisk på den anden side af Ebro floden i La Rioja. Det er en spansk vinhus, som er grundlagt af Dionisio Ruiz Ijalba, som i 1975 plantede sin første vinmark i en tidligere grusgrav, som Dionisio havde anvendt i hans forretning med handel af grus og sten. Vinhuset blev dog reelt først grundlagt i 1991, hvor han byggede sit ejet moderne vineri i en ny ejendom, som han kaldte Camino de Viña Ijalba.

Allerede fra starten var driften økologisk, blev certificeret økologisk i 1994 og arbejder derudover fortsat med produktion af vinene efter de gamle, traditionelle teknikker.

I dag er både 2. og 3. generation trådt ind i firmaet, som nu også samlet har over 90 hektar vinmarker, som ligger spredt over flere områder ved Logroño, San Vicente de la Sonsierra samt i Najerilla Valley.

Hovedparten af markerne høstes manuelt, men omkring 30% høstes med maskiner og danner baggrund for en række konkurrencedygtige vine, som sælges på verdensmarkedet.

Viña Ijalba har topmoderne udstyr til vinproduktionen, bl.a. store rustfrie ståltanke med en kapacitet på samlet 1,25 millioner liters vin samt en stor kælder med plads til mange barriques. På billedet ovenover kan I se hele familien i barriquekælderen.

Denne Reserva Selección Especial er en specialcuée, som familien Ijalba kun laver i de bedste år. Den er lavet på et blend bestående af 50% Graciano og 50% Tempranillo.

Vinen lagrer 24 måneder på barriques efterfølgende af 36 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

I næsen er der blæk, eg, røg, grannåle, mørke bær, solbær og virker ved første snus en smule sprittet. Det går imidlertid langsomt over og byder derudover på lakrids, chokolade og grønne urter, så den stritter lidt i forskellige retninger.

Smagsmæssigt har vinen en krydret syre med fin frugt, kirsebær, blommer, peber, urter, jord og egentlig okay syre/sødme balance. Den er klart mere frisk i frugten end i duften, men tanninerne strammer og samlet bliver sådan lidt jævnt.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 160,79 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, Spanien

2013 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, SpanienFra det klassiske Rioja område smager vi nu enkeltmarksvinen El Puntido fra Viñedos de Páganos, som er et af flere vinhuse, som ejes af Viñedos de la familia Eguren.

Eguren familien har lavet vin siden 1870. Erfaringerne er således gået fra generation til generation, og huset laver nogle af de bedste vine i Rioja. Familien har adskillige gange været kåret til årets vinproducent i Spanien.  Vinmager Marcos Eguren har ligeledes vundet adskillige priser for sit fantastiske arbejde med familiens vine.

Viñedos de la familia Eguren laver en række af Spaniens bedste vine, hvilket sker under vinhusene Dominio de Eguren, Sierra Cantabria, Viñedos Sierra Cantabria, Señorio De San Vicente, Tesa La Monja og Viñedos de Páganos. Det hele startede med den klassiske Rioja serie fra Sierra Cantabria. Siden kom enkeltmarksvinene San Vicente og Finca el Bosque.

Familien producerer også de bedste Toro-vine, der kan opdrives, navnene er Numanthia og Termanthia. Seneste skud på den imponerende stamme er den ekstremt magtfulde og koncentrerede Amancio.

El Puntido er endnu et projekt, som Marcos opstartede i 1998 og idéen er at bringe vinfremstillingen så tæt på dyrkningsstedet som muligt.

Og da El Puntido marken ligger i Pàganos-Laguardia i Rioja Alavesa, opførte man derfor et splinternyt vineri udelukkende til denne enkeltmarksvin. Produktionen er som med så mange af Sierra Cantabrias vine særdeles begrænset. Behandlingen i vineriet er også konsekvent og meget omhyggelig.

El Puntido marken er på 25 hektar, er tilplantet i 1975 og har i alt 84.175 vinstokke. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, og vinen er lavet med 100% afstilkning af klaserne, maceration i 5 dage og alkoholisk gæring i 8  dage med 28-30 grader. Derefter sker en eftermaceration i 8 dage inden vinen lagres på nye franske egefade i 16 måneder.

Duftmæssigt en meget animalsk vin, hvor den økologiske og biodynamiske tilgang nærmest kan lugtes. Der er krudt og landlighed sammen med lakrids, røget bacon, mejeri, chokolade, vanilje, blæk, kaffe og frugten er gærede solbær, blommer, hindbær og lidt enebær. Det dufter virkeligt godt og meget intenst.

I munden er frugten langt mere ren og frisk end duftnoterne måske indikerer, men det bidrager kun til, at det bliver ganske elegant. Der er også sødme, peber, solbær, godt med tanniner … intens og meget pågående, virkelig en flot vin med en fantastisk lang eftersmag. Klassevin.

Forhandles hos Sigurd Müller, hvor prisen ligger på omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Bodegas Pirineos, Pico de Añeto Rosado, Aragon, Spanien

2017 Bodegas Pirineos, Pico de Añeto Rosado, Aragon, SpanienEn lummer hverdagsaften dannede rammen om en lille vinsmagning, og vi startede i roséafdelingen med denne Pico de Añeto Rosado fra Bodegas Pirineos.

Ja, den ser nu imidlertid ikke roséfarvet ud, men det skyldes såmænd blot, at den kolde vin hurtigt blev drukket i sommervarmen.

Bodegas Pirineos er et kooperativ, som ligger lidt nord for byen Barbastro i appellationen Somontano i vinregionen Aragon aka Aragonien. Det er grundlagt i 1993 og har omkring 200 vinavlere som medlemmer.

De har sammenlagt 737 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Macabeo, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc samt de røde sorter Tempranillo, Garnacha, Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah, Parraleta og Moristel.

Bodegas Pirineos er samtidig en del af kooperativerne Barbadillo og Cooperativa Comarcal de Somon.

Selve appellationen Somontano hører til den absolutte nordligste del af Aragonien og noget væk fra regionens andre appellationer. Somontano betyder; ved foden af bjergene,  hvilket selvfølgelig hentyder til Pyrenæerne.

Vinmarkerne ligger som små lodder i et klippefyldt landskab, hvor vidderne aldrig er ret store. Mange små vandløb og den driftig flod Vera skærer ind i bjergene og skaber nogle dramatiske slugter og klipperevner. Det er smukt, barsk, grønt og saftigt.

For hundrede år siden var Somontano et meget stort vindistrikt, men da det blev ramt af vinlusen, så gik alt i stå. Det var først i 1970’erne, at vinproduktionen igen for alvor blev taget op.

Denne Pico de Añeto Rosado er lavet på druerne Tempranillo og Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med kort udblødning med skindet. Vinen er flasket uden længere lagring.

Næsen er lutter jordbær, masser af jordbær … vi snakker næsten jordbærgrød med fløde, meget rund, men egentlig frisk nok. Smagsmæssigt er vinen til den sødere side, også med jordbær i smagen, godt med frugtsødme, let krydret, lidt jern og meget let drikkelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vin, hvor en flaske koster 56,50 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2007 Miguel Torres, Mas La Plana, Penedès, Spanien

2007 Miguel Torres, Mas La Plana, Penedès, SpanienVi fortsatte med spanskrøret, nemlig med den ikoniske Mas La Plana … tidligere kendt som Gran Coronas Black Label fra det store vinhus Miguel Torres. Det er reelt samme vin, som ved en blindsmagning i Paris i 1979 slog Château Latour 1970, men her selvfølgelig i en noget nyere årgang.

Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene rødvin og hvidvin … altså på spansk forståes, Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stk. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien.

Altså et kæmpe vin-imperium, og dermed langt væk fra tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.

Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, som driver vinfirmaet, men 5. generation er allerede med i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.

Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.

Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas Black Label op mod Château Latour 1970 … og vandt.

Gran Coronas Black Label kaldes i dag Mas la Plana, så det er – som jeg nævnte indledningsvis – faktisk den ikoniske vin, som vi hermed har i glasset. Det er 100% Cabernet Sauvignon, som kommer fra en 29 hektar stor mark. hvor vinstokkene er plantet i perioden mellem 1964 og 1979.

Vinen er lavet med 28 dages maceration i rustfrie ståltanke, 7 dages fermentering ved 28-30 grader og lagret 18 måneder i nye franske barriques inden flaskning i juli måned 2009. Denne 2007’er har fået 93 point af Parker.

Og det dufter faktisk også af stor vin … våd hund, våde og behårede gamle egefade, solbær, blåbær, blommer, vanilje, kanel, chokolade, trøffel og jord … en intens og dyb aroma. Herligt.

I munden er vinen mere streng, end duften egentlig indikerer, men det er bestemt alene til den gode side. Det er solbær, peber, god ren frugtsmag, lidt sødkrydret og bider … men på en god måde med en mærkbar og markant tørhed.

Forhandles af bl.a. Pedersborg Vin , hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2006 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva Especial, Ribera del Duero, Spanien

2006 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva Especial, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin bliver vi i Ribera del Duero i Spanien … jeg har nemlig fået vinen Reserva Especial fra Bodegas Arzuaga Navarro i glasset.

Jeg har vist efterhånden smagt alle vinene fra Bodegas Arzuaga Navarro, så på den måde er vinhuset en gammel kending her på bloggen … og for den sags skyld også hos byggesjakket, som generelt elsker vinene fra det spanske vinhus. Ikke mindre end 6 gange tidligere har der været vin fra Bodegas Arzuaga Navarro på smageprogrammet under vores byggemøder, så nu er det således 7. gang, at vi har en flaske Arzuaga på bordet.

Men hvad gør det … Arzuaga laver jo fremragende vine. Jeg vil igen undlade at skrive en masse om huset … der kan I bare søge efter tidligere blogindlæg i søgefeltet. I stedet kaster vi os over denne herlige Reserva Especial.

Reserva Especial er lavet på 95% Tinta del País, altså Tempranillo og 5% Blanca del País, som også kaldes Tempranillo Blanco og er en mutation af den røde Tempranillo.

Druerne er høstet med håndkraft og vinificering sker uden afstilkning og uden brug af pumper. Den alkoholiske gæring sker i trætanke og den malolaktiske gæring nye franske egefade, hvor vinen også lagrer i 24 måneder. Der er produceret omkring 5.200 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er der også masser af eg, hvilket suppleres med chokolade, sød engelsk lakrids, blæk samt mørke, gærede bær, solbær, sødme og svage krydderier.

I munden slår egetræet også igennem … måske endda for meget, hvilket sker sammen med vanilje, sødme og lækker blødhed. Det er virkelig cremet og fyldig vin med et spansk temperament. Men bestemt en fadpræget vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske 2011 koster 560 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2002 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2002 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienNæste vin blev en rigtig danskervin … Flor de Pingus fra Peter Sisseck på Dominio de Pingus, her i en smuk og unik  årgang 2002.

Peter Sisseck har jeg tidligere skrevet om på bloggen … da jeg smagte tidligere årgange af denne 2. vin fra ham, nemlig Flor de Pingus.

Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug.

Sideløbende med det, så puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet Pingus, som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.

Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var den største unge rødvin han nogensinde havde smagt fra Spanien, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, men jeg kan dog ikke se, hvad denne 2002 Flor de Pingus har opnået af ratings. Den skulle – efter sigende – være lavet fra deklassificerede druer fra førstevinen Pingus, som ikke blev lavet i årgang 2002.

Året 2002 var relativt koldt med masser af regn ved høsttid, og Peter Sisseck besluttede sig for ikke at lave Pingus dette år. I stedet er der lavet denne vin, hvor druerne kommer fra lejede marker i Horra.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo, som er høstet med lavt udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar, Vinen har lagret 14 måneder i nye barriques og der er lavet 4.000 kasser af denne 2002’er.

Duftmæssigt tør, engelsk lakrids, tjære, syrlige bær, krudt, brombær, hindbær, meget tæt i frugten med ristet eg, som dog virker fint integreret i vinen, sammen med kaffe, urter, læder, violer, jord, blod og te-blade. Læg dertil en smule modenhed.

I munden er vinen utrolig frugtrig … der er tonsvis af syrlig frugt, moden og syrlig frugt. Det er kirsebær, silkelet og nærmest presset sammen i en skøn, syrlig frugtintensitet. Det er vildt og denne 2002’er er vel den bedste Flor de Pingus, som jeg endnu har smagt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos DK Wine Import, hvor en flaske i dag koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Pago de los Capellanes, Joven Roble, Ribera del Duero, Spanien

2016 Pago de los Capellanes, Joven Roble, Ribera del Duero, SpanienPC siger logoet på denne spanske Joven Roble Ribera del Duero vin … og det betyder, at den kommer fra vinhuset Pago de los Capellanes, som ligger lidt udenfor den lille by Pedrosa de Duero, Burgos i Ribera del Duero.

Pago de los Capellanes er grundlagt i 1996 af Paco Rodero og Conchita Villa. Paco havde overtaget vingården fra sin fader Doroteo Rodero og arbejdet på gården siden barnsben. Selve vingården havde været i familiens eje gennem generationer, men havde oprindeligt tilbage i det 14. århundrede tilhørt byens præst, som havde fået gården som betaling for hans kirkelige tjenester.

Ved overtagelse i 1996 købte Paco Rodero yderligere marker og startede med salg af egne vine fra gårdens marker i Ribera del Duero. Og siden har familiens mål været produktion af håndlavede kvalitetsvine med respekt for området terrior og traditioner.

Capellanes ejer i dag 35 parceller i Ribera del Duero, alle med Tempranillo druen plantet. Hver eneste parcel høstes og vinificeres for sig, inden de bruges til en af husets fem rødvine.

I 2004 har Rodero familien endda udvidet aktiviteterne med købet af O Luar do Sil vingården i Seadur, Ourense, hvor de laver galiciske hvidvine som supplement til de røde fra Ribera del Duero.

Her er det basisvinen Joven Roble på Pago de los Capellanes, og altså lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra flere marker i og omkring Santa Gadea. Efter høsten lægges druerne i en kold præmaceration ved 12 grader i 6 dage, hvorefter den alkoholiske fermentering sker ved udvalgte gærtyper.

Det sker i rustfrie ståltanke med overpumpning og kontrol to gange dagligt, hvorefter vinen undergår malolaktisk gæring med bærmen med tilsætning af bakterier ved 22 grader i 24 dage. Derefter er vinen modnet i 300 liter franske egefade i 5 måneder inden vinen flaskes.

Duftmæssigt er det både blæk, gærede bær, krydret frugt, solbær, let eg, men mest af alt … tonsvis af krydderier. Det er virkelig en monsterkrydret næse.

Smagen er lidt i samme boldgade … blæk, grafit, krydderier, men ganske ren i frugten og lagringen på eg slår ikke rigtigt igennem, for frugten er frisk, der er godt med syre, men det hele bliver lidt simpelt og uden den helt store struktur.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, men denne Joven Roble er ikke fundet i deres sortiment, men vil gætte på en pris omkring 150-160 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet er kun få uger siden, at jeg smagte en 2012 Montelaguna Selección fra vinhuset Dehesa Valdelaguna … og nu er det husets almindelig Montelaguna Crianza, som jeg har fået i glasset.

Jeg har både smagt deres Roble og topvinen Montelaguna Selección et par gange, men faktisk aldrig deres Montelaguna Crianza. Crianza er jo – for dem som ikke kan huske det – en vin, som jf. de spanske regler som minimum skal have 2 års lagring.

Denne Montelaguna Crianza er lavet med maceration i 18 dage efterfulgt af gæring i rustfrie, temperaturstyrede ståltanke alene med druernes naturlige gær. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade, hvoraf de fleste er franske og så selvfølgelig yderligere 12 måneder lagring på flaske inden frigivelse.

Som storesøsteren er Montelaguna Crianza en mørk og kraftfuld vin … mørke bær, masser af egetræ, kirsebær, brombær, karamel, vanilje, balsamico, mentol, papkasser og sådan lidt indelukket i aromaen.

I munden er vinen tæt, mørk og fyldig med peber, masser af mørk frugt selvfølgelig, tæt i tanninerne … måske endda en smule grov og syre viser også lidt tænder. Man kan godt mærke, at dette er lillesøsteren, men den har fortsat Ribera del Duero klasse.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 105,73 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Pago del Vicario, EntreCepas Rosado Petit Verdot, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Pago del Vicario, EntreCepas Rosado Petit Verdot, Castilla-La Mancha, SpanienMed sommeren godt undervejs popper rosévinene ud af skabet, og seneste er denne EntreCepas Rosado Petit Verdot … en meget mørk af slagsen fra vinhuset Pago del Vicario.

Pago Del Vicario ligger 9 kilometer fra byen Ciudad Real med floden Guadiana til den ene side og bjergkæden Montes de Toledo til den anden samt tæt på nationalparken Parque Nacional de Cabañeros. Vi er i det store vinområde Castilla-La Mancha … og vinen er en Vino de la Tierra, hvilket er betegnelsen for vine udenfor den normale DOC … Denominación de Origen i området.

Beliggenheden tæt ved floden frembringer et særligt klima, som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området. Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – særdeles gunstige betingelser for modningen af druerne.

Vi er tidligere stødt på en vin fra Pago del Vicario, da jeg i 2014 smagte vinen Penta lavet på de 5 druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Tempranillo og Syrah.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, som blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinhuset ligger i et byggeri, som vel nærmest ligner et langt teleskop, som er gravet halvt ned i jorden og falder godt i med omgivelserne og vinmarkerne omkring vineriet.

Pago del Vicario har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste udenfor DOC appellationer, dvs. Tierra de Castilla til produktion af Vino de la Tierra, men de ejer også lidt marker i appellationen Bierzo længere mod nord i Castilla y León vinområdet.

Jordbundsforholdene omkring Ciudad Real er meget forskelligartede, spændende fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale.

Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er vinmarkerne inddelt i mange mindre separate parceller, hvor de fleste ligger i omkring 600 meters højde.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er Susana López Mendiondo, som er oplært hos Peter Sisseck. Hun får dog hjælp af australske Richard Smart, én af de mange flyvende vinmagere. Han har også været stærkt involveret med bistand til udvælgelse og sammensætning af Paco del Vicarios vinmarker i relation til de anvendte druesorter.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man, er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne rosévin fra Pago del Vicario … lavet helt utraditionelt på 100% Petit Verdot og vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke med en kort, kold udblødning af druerne inden fermenteringen, hvilket har givet vinene dens virkelig mørke farve.

Nu er Petit Verdot også samtidig i forvejen kendt som en druesort, som virkelig giver farve til vin, og det må man sige er tilfældet her. Og så trækker den en højoktan på 15% alhokol.

Næsen er jordbær samt masser af kirsebær, let tørhed, violer, rosenblade, en smule sødme, grønne vinblade, saltvand, balsamico, blomster, sten, lakrids og en anelse mentol. Egentlig ganske behagelig … og man mærker i næsen, at der er mere fylde i denne rosé end mange andre rosévine.

I munden er frugten ganske tør og vinen virker lidt opulent med fylde, peber, en skarp syre og så er der sgu også godt med tanniner i dyret.  Det er ganske okay rosévin … lidt anderledes og med fylde, skarp syre, peber og lidt bid fra alkoholen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men pt. er på tilbud på 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7