Tag-arkiv: Spanien

2018 Bodegas San Alejandro, Evodia, Aragon, Spanien

2018 Bodegas San Alejandro, Evodia, Aragon, SpanienI appellationen DO Calatayud i vinregionen Aragon finder vi i byen Miedes vinkooperativet Bodegas San Alejandro, hvorfra vi nu smager denne Evodia.

Kooperativet Bodegas San Alejandro er grundlagt i 1962 af en flok entusiastiske vinavlere i Miedes og opkaldt efter den lokale helgen.

De ville forene kræfterne i det område, som var blevet noget overset til trods for, at der har været lavet vin i det bjergrige Aragon aka Zaragoza i det nordøstlige Spanien i over 2.000 år.

I dag er der over 150 vinavlere tilknyttet kooperativet med samlet 950 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.250 forskellige parceller, som ligger forholdsvis højt i op til 1.100 meters højde.

Den årlige produktion er på ikke mindre end 3 millioner flaske vin årligt og vinene sælges under brands som Baltasar Gracián, Clos Baltasar, Viñas de Miedes, Las Rocas, Marqués de Nomrevilla og Evodia.

Vinene laves af et team af vinmagere bestående af Alejandro Lecinena, Ruben Carnicer, Germán Villaba og Juan Carlos Collado. De står altså også bag denne Evodia, som er lavet på 95% Garnacha aka Grenache, 5% Syrah og med en højoktan på 14,5%.

Druerne til vinen kommer fra stejle skifer- og kvartsitholdige marker i 850 meters højde tæt ved Sierra de la Virgen-bjergene, hvor de 40-100 år gamle vinstokke dyrkes så naturligt som muligt.

Vinen laves ved, at de afstilkede druer gærer og macererer i betontanke over 20 dage efterfulgt af en 7 dages eftermaceration med ekstra ekstrahering af kraft. Derefter har vinen lagret omkring 10 måneder … hovedparten i betontankene og 20% i amerikanske og franske brugte egefade.

Lidt en spøjs, skør odeur … sød, sødkrydrede blåbær, krydrede grønne grene, våde fade, kanel, spidskommen, tør jord, an vase med blomstervand, peanutbutter, kakao, chokoladem epo-vild og fed … men spøjs og parfumeret.

Smagen er sød, men slet ikke vild opulent, men klart fyldig med en syrlig nerve, som redder rigtigt meget. Der er blomster, sødlig rød frugt, kirsebær, tranebær og måske endda granatæbler. Der er en klar, syrlig syre, ganske lidt tanniner og en livlig, frugtrig eftersmag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2011 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, SpanienBodegas Altanza ligger på vingården Hacienda Valvarés lige syd for byen Fuenmayor i det spanske Rioja Alta. Og det er derfra, at jeg nu smager husets Club Lealtanza Reserva.

Det er en vinos, som jeg har smagt tidligere … sidst var det i en årgang 2005, men her altså en nyere årgang 2011.

Bodegas Altanza er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen og med et klart mål om at lave kvalitetsvine i moderne stil og udelukkende på Tempranillo.

Bodegas Altanza har samlet 300 hektar jord, hvoraf 220 hektar er vinmarker. De dækker omkring 60% af de druer, som anvendes, så resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der er investeret store summer i både marker samt et nyt, moderne vineri. Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen.

Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter. Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egefade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. I lagringskældrene er installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Men selvom, at alt er topmoderne, så foregår produktionen egentligt meget traditionelt. Det traditionelle betyder også, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet og der anvendes heller ikke pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

De første vine kom på markedet i 2002 og i dag laver huset en lang række vine … vistnok omkring 28 forskellige. Denne Club Lealtanza Reserva er selvfølgelig 100% Tempranillo fra mere end 75 år gamle vinstokke. Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder på nye franske barriques efterfulgt af 4 måneder i store, franske 22 hektoliter egefade … og så en periode på flaske inden frigivelse.

I starten byder vinen duftmæssigt på lidt tør, krydret og røget næse, men der ligger lige nedenunder en herlig landlig, animalsk note, lidt parfumeret og aromatisk sæbe med gærede bær, mørke bær, solbær, tranebær, gazebind, chokolade, vanilje, tør jord, støv mulle kælder og godt med egefade.

Smagsmæssigt er det en langt mere frisk vin, end man måske ville gætte ud fra næsen, men det klæder faktisk vinen. Vinen fremstår dermed meget livlig, ren og endda saftig … slet ikke arketypisk Rioja, men tør, ren, stringent og ja næsten tynd, fin Tempranillo. Der er en lille sødme, nogle tanniner, svag lakrids og det smager faktisk af … mere … og det er vel ikke det værste, man kan sige om en vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, Spanien

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, SpanienCeller de Capçanes er et kooperativ, som ligger i byen Capçanes i Montsant syd for Priorat i Catalonien. Det er derfra, at jeg nu smager denne Mas Donís Old Vines.

Celler de Capçanes er grundlagt i 1933 af nogle få vinfamilier, som så nødvendigheden i at stå sammen. De overbeviste efterfølgende 80 vinavlere til at tilslutte sig og investere i kooperativet og startede med af lave kosher vine efter mevushal metoden, og det blev en succes for kooperativet.

Ved mevushal metoden bliver vinen næsten kogt … opvarmet til 74-90 grader, da kosher reglerne ikke forbød kogt vin og de forbud, som sagde, at en kosher vin skulle serveres af en religiøs jøde for at forblive kosher.

Men at koge en vin er jo ikke ligefrem en metode, som fremmer vinens fine friske aromaer. I dag laver Celler de Capçanes imidlertid også mange almindelige vine og kosher vinene udgør alene 5% af den samlede produktion,

Samlet producerer kooperativet over 800.000 flasker vin hvert år fra de nu 125 medlemmers samlede 250 hektar vinmarker. Én af disse vine er denne Mas Donís Old Vines.

Den er lavet på 50% Grenache, 30% Merlot og 20% Syrah, som er fermenteret i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader i 8-14 dage og med hver druesort vinificeret separat. Den malolaktisk gæring er også sket i ståltankene, hvorefter vinen er lagret 9 måneder på brugte, amerikanske og franske barriques.

I glasset har vinen en lille brun kant … allerede godt moden og sådan dufter vinen også. Der er en meget moden frugt, sådan lidt sveske og blommer, rosiner måske endda også. Men kommer du henover disse modne aromaer, så fanger næsen også lidt blomster, lidt gammelt træ, en gammel vaniljestang, våd hund, en forfalden syre … men dufter som en vin, som skal drikkes nu.

Smagen er dog i mit spinkle periskop bedre end duften, for den er mere frisk. Det er bær til den modne side, men ikke så overmodne som duftmæssigt. Der er vist blåbær, brombær, nogen sødme, lidt krydderier, meget runde tanniner, en vis tørhed og sammenlagt absolut god spansk vinos.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Bodegas Atalaya, La Atalaya del Camino, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodegas Atalaya, La Atalaya del Camino, Castilla-La Mancha, SpanienLa Atalaya del Camino er en vin fra Juan Gil Bodegas Familiares … den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien, herunder Bodegas Atalaya.

Jeg har tidligere smagt en vin fra Bodegas Atalaya, nemlig deres 2017 Alaya Tierra, der også af flere anmeldere er kaldt Den Spanske Amarone.

Men denne La Atalaya del Camino er også lidt af en fed og kraftig vin, som er lavet på 85% Garnacha Tintonera også kendt som Alicante Bouchet, mens resten er Monastrell aka Mourvèdre.

Garnacha Tintonera stokkene er plantet i ca. 750 meters højde, og Monastrell stokkene i ca. 100 meters højde. Druerne håndplukkes og efter sortering får en de bedste druer lov til at blive til denne La Atalaya Del Camino. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på 40-100 år. Vinen har fadlagret 12 måneder i franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det lidt af en powerkarl, fed mørk frugt, blommer, blåbær, blommer, svesker, godt med tør engelsk lakrids, lakridsrod og sød finsk lakrids. Vinen har samtidig en lettere parfumeret side, nogle kaktuspiller, eukalyptus, grønne urter, sødme og lidt stærk peber.

Uha, hvor det er en fyldig og sød bandit … der nærmest ligger kind mod kind med søstervinen den spanske Amarone Alaya Tierra med gumletyk, Epo fed mørk frugt, blommer, svesker, solbær, marmelade, chokolade, kanel, sød lakrids, nougat, peber … og vi er næsten på vej over i en højoktan dessertvin på 15%, men lidt ost til vil måske passe ret godt til vinen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Penedès, Spanien

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Cava, SpanienFra den catalonske appellation DO Cava smager jeres flittige vinblogger nu denne Cava Grans Moments Brut fra det store vinimperium Cofama Vins i Caves, der har sit hovedkontor midt inde i Barcelona.

Det er et stort foretagende, som årligt laver over 7 millioner flasker vin fra 7 forskellige appellationer i Catalonien og fordelt på et utal af brands og primært med fokus på produktion af Cava. De laver Cava under ikke mindre end 18 forskellige brands, herunder altså også Grans Moments.’

Cofama Vins i Caves er grundlagt i 2002 for at repræsentere de mange vinavlere og småproducenter i Catalonien. I dag er det dog vokset til at være et decideret vineri med store flaskelinjer og et stort markedsføringsteam.

Denne Grans Moments Brut er lavet på 35% Xarel.lo, 35% Macabeo samt 30% Parellada, som først i ståltanke vinificeres til en almindelig vin, hvilket efterfølges af en andengæring i flasken over 10 måneder. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen afslører en frisk bobbelvin, masser af formfranskbrød, fersken, lidt Faxe Kondi, druesukkersødme, blomster samt en lille parfumeret note. I munden er vinen meget sød, cremet … mangler klart noget syre, mens boblerne er blide og slutter med lidt svag grape og lemon.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, Spanien

2018 Dominio del Bendito, El Buen Rollo, Toro, SpanienEn spansk vin fra det varme Toro, et vinhus ejet af en fransk vinmager, en moderne etiket, men det smager herregodt. Det er nemlig vinen El Buen Rollo fra Dominio del Bendito, som jeg nu fabler om.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at lave vin … og han ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne El Buen Rollo er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo, som er vinificeret i rustfrie ståltanke efterfulgt af eftermaceration i 12-15 dage for at trække ekstra farve og tannin. Derefter er vinen så lagret 3-4 måneder på 80% fransk og 20% amerikansk eg. Der er lavet 24.332 flasker af vinen i denne årgang 2018.

Vinen har en landlig, animalsk og blomstret næse, en kæk kølig sødme, jordbær, kirsebær, præg fra egefadene, mælkechokolade, lidt vaniljeis, Nutella … men alt på en let måde, meget fint og bondsk facon, let, indbydende og med en lille grøn note.

El Buen Rollo er rund og blid i munden, saftig og har samtidig også godt med tanniner, krydrede elementer, pænt med sødme, virkelig lang eftersmag, hvor vinen sidder vildt lang tid i munden. Jeg er da bare pjattet med vinen … en elegant bondeknold.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Pago de Vallegarcia, Vallegarcia Syrah, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Pago de Vallegarcia, Vallegarcia Syrah, Castilla-La Mancha, SpanienDen sidste spanske vin – i denne omgang – er en 2016 Vallegarcia Syrah fra vinhuset Pago de Vallegarcia, der ligger lidt øde nord for den lille by Retuerta del Bullaque og Montes de Toledo ved Cabañeros National Park.

Vinhuset drives af Alfonso Cortina de Alcocer sammen med sine to sønner Felipe og Carlos. Det er grundlagt omkring 1999, hvor de første vinmarker er tilplantet, mens det moderne vineri er designet af den anerkendte australske vinprofessor Dr. Richard Smart … ja det hedder han altså.

Samlet har Pago de Vallegarcia 31 hektar vinmarker i omkring 850 meters højde i Montes de Toledo-regionen, hvor de dyrker Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Syrah samt Viognier.

Denne Vallegarcia Syrah er lavet med ren 100% Syrah fra en enkelt mark på 7 hektar, Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de får en kold formaceration ved 10 grader i 72 timer, hvorefter gæringen sættes i gang ved højere temperaturer i rustfrie ståltanke.

Vinen får der en fermentering og maceration over 21 dage, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen virker frugten moden, næsten lidt indkogt, balsamisk, brombær, solbær, våde fade, lakrids, kul, asfalt, blyanter, blæk, grafit, jern og frugtkerner. Syren virker i næsen meget vag og tilbagelænet.

Smagsmæssigt er vinen både streng og stærk, så det brænder lidt i munden. Vinen er virkelig tør, har godt med tanniner, peber samt pænt med krydderier. Vi ligger lige lidt over 4,5 fingre på den houlbergske skala.

Forhandles herhjemme af AH Vine, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, Spanien

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, SpanienI det lille spanske tyreløb fortsatte vi med denne 2014 Venta la Ossa TNT fra vinhuset Bodegas Mano a Mano, der ligger i Ciudad Real området af Castilla-La Mancha,

Bodegas Mano a Mano er en forholdsvis nyere vingård, som er etableret for omkring 10 år siden, hvor der også blev bygget et stort og moderne vineri. Det er ejet af den store koncern Terraselecta, der ligger midt i Madrid og har investeret i en lang række vinhuse i Spanien og således også Bodegas Mano a Mano.

Terraselecta er ejet af Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán. Han tjente sin formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne.

Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Han er da også via Terraselecta vinhuse som Dominio de Atauta, Atalayas de Golbán, Viñas del Cenit, Obalo,Naia, Viña Nora, Pazos del Rey, Álvaro Domeq samt Quesería 1605 … et par af dem er vi også tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Mano a Mano har samlet 330 hektar vinmarker, hvoraf hovedparten ligger ved Finca La Dehesa i Alhambra, mens 30 hektar ligger ved Finca Sierra de La Solana in Herencia.

Der laves 4 vine på vingården, hvilket er lagt i hænderne på vinmagerne José Carlos García, Joana Caldeira og Asunción Yébenes. Men vinene laves til gengæld i store mængder, da den samlede produktion er på 500.000 flasker.

Denne Venta la Ossa TNT er lavet på 85% Touriga Nacional og 15% Tempranillo. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade.

Egentlig en god mælket, gæret og mørk frugt i næsen, solbær, blåbær, hindbær, eg, vanilje, kanel, ganske sødbrændte noter, masser af tør eg. I munden stor tørhed, stærk peber, en fin krydret syre, lidt blomster og fin lang eftersmag. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Spanien koster vinen 14,40€ … svarende til 107 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Macizo Ourensan, Lacazán, Galicien, Spanien

2016 Macizo Ourensan, Lacazan, Galicien, SpanienMed næste vin bliver vi i Spanien, men er denne gang i den lille appellation DO Ribeira Sacra i Galicien, hvor vi finder et lille interessant vinhus kaldet Macizo Ourensan … et projekt fra vinmagerne Jesús Olivares og Curro Bareño. Vi smager her deres vin Lacazán.

Både Jesús Olivares og Curro Bareño er vokset op tæt på DO Ribeira Sacra og efter deres uddannelse til ønologer, så flyttede de til Sierra de Gredos i Castilla-La Mancha regionen, hvor de arbejdede hos Dani Landi og Fernando Garcia.

Derefter rejste begge tilbage til Galicien, hvor de grundlagde vinhuset Fedellos do Couto sammen med Luis Taboada, som allerede ejede og drev Pazo do Couto. Men efter en årrække, så forlod Jesús og projektet for at starte deres helt ejet for at bevise deres talenter.

Og det blev netop til vinhuset Macizo Ourensan i DO Ribeira Sacra, hvor de opdagede en lang række marker, der ikke var egnet til de normale afgrøder, men perfekt til vinstokke.

I dag har de to vinmagere 6 hektar marker, som ligger spredt på forskellige steder og med blandede druesorter sammen … normalt et sandt mareridt for de fleste, men sådan tænkte de ikke, for de ville ikke lave konventionelle vine.  Markerne ligger således ved byerne Viana do Bolo, Fornelos de Filloás, Santa Mariña de Froixais, Grixoa samt Buxán … og alle forholdsvis med sandet, granitholdig undergrund.

Vinene laves i en kold kælder, gravet ind i bjergvæggen i den lille by Seadur. Derfra dríver de vingården efter økologiske og bæredygtige principper og i den gamle kæder arbejder de minimalitisk med så lidt indgriben som muligt, spontangæring, lang maceration og lagring i store egefade.

Denne Lacazán fra vinhuset er lavet på 60% af den lokale drue Sousón, som også kendes som Tinta País, som er en variant af den mere kendte spanske drue Tempranillo. Her kommer deres Sousón druer fra marker ved landsbyen Grixoa ved den vestlige bred af Bibei floden.

De øvrige 40% er et skønt fieldblend af druesorterne Mencía, Mouranton, Grao Negro, Garnacha Tintorera, Bastardo, Godello, Doña Blanca, Colgadeira og Palomino, som alle kommer fra 60-80 år gamle vinstokke fra flere af husets mange marker.

Vinen er lavet uden afstilkning, altså med de hele klaser, spontangæring i egekar alene med druernes naturlige gærceller, 2 måneders blid maceraion og lagring 6 måneder i 500 og 3.000 liters egefade, hvorefter vinen tappes på flaske uden filtrering.

Det dufter sgu som en vild vin … har en virkelig stor sødme kombineret med landlig bio bio kant, nærmest lidt prut og virker faktisk en smule småkvalm med nogle røgede elementer, sjove krydderier med lidt spidskommen og grillede citroner.

I munden er vinen meget mere saftig end forventet. Den har en nærmest tyk og meget markant syre, en tydelig saftevandsagtig fornemmelse,  lidt blåbær, noget stram og bittert i eftersmagen. Jeg er sgu ikke umiddelbart fan.

Vinene fra Macizo Ourensan forhandles herhjemme af Les Terroirs du Vin, men denne ser de ikke ud til at have i sortimentet. I Frankrig koster vinen 13,85€ … svarende til 103 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, SpanienMed næste vin fortsætter vi i Catalonien, blot i appellationen DO Calatayud. I byen Maluenda tæt på floden Jiloca finder vi nemlig det lille kooperativ Bodegas y Viñedos del Jalón, som står bag denne Las Pizarras Fabla Garnacha.

Bodegas y Viñedos del Jalón de Calatayud er grundlagt tilbage i 1999 og er egentlig ikke et egentligt kooperativt, men nok mere en sammenslutning, da det kun består af 3 tilhørende medlemmer, nemlig vinhusene Bodega San Isidro i Maluenda, Bodega San Fabián i Mara samt  Bodega Virgen del Mar & Cuesta i Munébrega.

Projektet blev støttet af fore finansielle institutter samt I.A.F aka Aragonese Development Institute Aragon, da prjektets formål var at fremme og udvikle dyrkning, vinproduktion og salg af vine fra Calatayud appellationen.

Og det gør Bodegas y Viñedos del Jalón med deres samlede 650 hektar vinmarker, som udgør omkring 20% af alle markerne i hele Denominación de Calatayud … endda fordelt i 34 af de 67 kommuner i hele appellationen.

Det betyder også, at vinhuset fremstiller mange forskellige vine i mange serier, bl.a. serien Las Pizarras Collection, hvorfra vi smager denne Fabla Garnacha. Det er 100% ren Grenache lavet på rustfrie ståltanke med en kold maceration inden gæringen, som sker ved 25-28 grader over 20 dage. Derefter er vinen lagret 4 måneder på franske egefade.

Næsen byder først på lidt mentol efterfulgt af dyb mørk frugt, kirsebær, svesker, jordbær, lidt eukalyptus, balsamico, kakao, nogle søde noter, lidt mineraler, men samtidig også lidt til den neutrale side.

I munden er der lidt fløjlscremet smag, men vinen er samtidig meget tør, noget kantet og frugten er langt mere syrlig end næsen egentlig synes at love. Der er granatæbler, tranebær, kanel, mandler, lakrids, nelliker samt nogen bitterhed.

Jeg har ikke fundet vinen herhjemme, men på vingården kosten en flaske 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7