2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienI det herlige Ribera del Duero finder man midt i byen La Aguilera i Burgos området Bodega Hacienda Solano og det er derfra, at jeg nu smager denne 2013 Viñas Viejas.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der er grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedstefældre, som dog oprindlig blot leverede deres druer til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Her smager vi så husets Viñas Viejas, der jo er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med en lille skvis af den hvide Albillo. Druerne har efter høst ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket over 11 dage ved 26 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.

Næsen er sådan rigtig klassisk … dejlig dybde med mørke bær, solbærlikør, brombær, jordbær, masser af fadpræg med vanilje, chokolade, toast og smørristede noter, våde fade og læder. Frugten har også en frisk syrlighed og denne friskhed forstærkes af urter og nærmest lidt granatæbler eller hyben friskbitterhed.

Smagsmæssigt har vinen også en lille småbitter, syrlig, frisk kant under en tør, moden og mørk frugt, brombær,  solbær og noget, der kan minde om appelsinskal og kirsebærsauce. Tanninerne er sådan pænt medgørlige, dejlig rund fylde, cremet og utrolig smagfuld. Man kan kunne blive glad i hatten af denne Ribera del Duero vin.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7