Når vi nu er ved Antonio Sarrión, så skal vi da næsten også smage en vin fra hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo og den appellation, som han var fader til … Vino de Pago El Terrerazo og det er den røde Mestizaje i årgang 2018.
Mestizaje er fremstillet på et blend af 73% Bobal, 15% Garnacha og 12% Syrah fra det kuperede terroir Pago El Terrerazo i 800 meters højde og velsignet med veldrænede kalkstensmarker, der jo dyrkes økologisk og uden kunstvanding.
Hver druesort og hver parcel vinificeres separat … først sker den en kold maceration af druerne i 3 døgn ved 8-10 grader, hvorefter den alkoholiske gæring sker spontant med druerne naturlige gærceller i både rustfrie ståltanke og egetræskar over 11-13 dage med løbende overpumpninger og manuelle punch downs.
Efter endt fermentering får vinen en yderligere maceration i 5-8 dage inden presning og lagring på både rustfrie ståltanke og 500 liters franske egetræsfade i 10 måneder.
I glasset er vinen sådan medium rød … duften er klart anderledes end foregående rene Bobal vin, for her er det en anelse lettere med en blanding af røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær, blommer og så pænt med chokolade. nogle brændte noter, tørret appelsinskal samt en lidt støvet mineralitet samt en kæk lille og svag sødme.
Smagsmæssigt er vinen let, saftig og frisk med masser af frugtsaft, mens tanninerne slet ikke er så tydelige og stramme som den rene Bobal vin. Her er hjørnerne afpudset og poleret lidt mere. Der er dog fortsat en vis tørhed i tanninerne og de suppleres med krydderier, grønne urter, lidt tørt træ, peber og salte mineraler. Jeg ligger nok sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler … nok mest 5.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.