Tag-arkiv: Veneto

2015 I Stefanini, Soave Superiore Classico Monte di Fice, Veneto, Italien

2015 I Stefanini, Soave Superiore Classico Monte di Fice, Veneto, ItalienNæste Soave vin var også en årgang 2015, men markant anderledes. Det er vinen Soave Superiore Classico Monte di Fice fra vinhuset Società Agricola I Stefanini.

Vinhuset ligger ved den lille by Costalunga lidt nord for Monteforte d’Alpone. I Stefanini er grundlagt i 2003 og drives af Tessari familien, som opkaldte vinhuset I Stefanini efter deres gamle forfader Stefano Tessari, som allerede tilbage i 1800-tallet begyndte at eksperimentere med vinavl og sikkert også en lille vinproduktion.

I Stefanini ejes og drives af Francesco Tessari, som også er vinmager bag vinene, mens han dog får hjælp fra sin far Valentino Tessari, der er ansvarlig for vinmarkerne.

Vingården har samlet 20 hektar vinmarker i  Valle d’Alpone området, primært fordelt på parceller på Monte di Fice, Monte de Toni og Pianura del Selese. Der arbejdes med en streng kontrol og beskæring i markerne, således kun de bedste og mest modne druer anvendes til husets vine.

I kælderen sværger Francesco Tessari til brug af ståltanke … og anvender slet ikke egefade i produktionen, og det gælder også for denne Soave Superiore Classico Monte di Fice, hvor druerne – 100% Garganega – kommer fra husets bedste mark … Superiore Classico marken Monte di Fice, som del af Tenda cru’en. Husets vinstokke på vinmarken er mellem 30-60 år gamle.

Vinen er som nævnt lavet på ren stål, gæringen sker forholdsvis køligt med 15,5 grader over 8-10 dage, hvorefter vinen lagrer i de rustfrie ståltanke sur lie i 6 måneder.

Til trods for, at vinen udelukkende er lagret på stål, så er den i glasset langt mere gul end alle de forrige vine. Næsen er også meget anderledes, lidt honningbenzin … altså både varme akaciehonning noter og nogle olierede elementer, som jeg bedst kan beskrive som benzin- eller olieagtige.

Der er også banan, en svag oxidering, en gæret modenhed, mandler, nødder og toast … nærmest samme aroma, som også man finder i en champagne. Men der fornemmes samtidig en syrlig kant … multo specielle og man skal bestemt vende sig til duften, som – efter min vurdering – bliver lidt for meget melodigrandprix … altså lidt for meget.

Det er smagsmæssigt også lidt en federe fætter … lidt opulent væske, som er krydret og stærk, men samtidig også blød og cremet, men jeg er ikke umiddelbart fan. Det smager dog en snas bedre end duften, for udover de lidt flommefede og varmkrydrede smage, så er der også lidt citron og grape bitterhed med i smagsbilledet … og det retter lidt op på tingene.

Ingen importør herhjemme, men i Italien koster vinen 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, Italien

2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, ItalienDenne bi-gule Soave Classico Vigneto Sengialta fra Balestri Valda var også en af de vine, som gjorde et godt indtryk på den houlbergske vinblogger.

Balestri Valda ligger en anelse nord for Soave by og drives af Rizzotto familien. Huset er grundlagt af Guido Rizzotto i 1990’eren, men det er datteren Laura Rizzotto, som i dag er vinmager og leder det lille familieforetagende. Hun elsker naturen, og værner om dens biodiversitet. Derfor har hun også sammen med broderen Federico blandet en stor frugthave med sjældne sorte.

Derudover har de to søskende også lavet en masser bistader, dels for at sikre stor frugtrigdom i både frugthave og vinmarkerne, men også bevare de sarte insekter, som ellers trues af brugen af pesticider.

Det betyder også, at der laves god honning på Balestri Valda … og selvfølgelig er etiketterne på husets vine inspireret af de små stikkende sataner. Faktisk kan man ikke på vingården få en smagning af vinene uden også, at skulle smage honning … og samtidig lære lidt om blomsterne og bierne.

Det var måske også derfor, at Laura Rizzotto – som I kan se på billedet nedenunder – fremstod en smule højgravid, da hun efter den officielle smagning af de 10 udvalgte Soave vine, kort skulle fortælle lidt om Balestri Valda og deres Soave Classico Vigneto Sengialta.

Samlet har Laura Rizzotto og familien 20 hektar vinmarker, som selvfølgelig drives fuldstændig økologisk … be it or not! Det giver – udover honningproduktionen – basis for 8 forskellige vine, og altså herunder også denne gule Soave Classico Vigneto Sengialta, hvor druerne kommer fra cru’en Sengialta, som ligger nord for Soave … faktisk næsten lige udenfor byen på vej mod Castelcerino.

Sengialta er samlet på 27,9 hektar og er også præget af den sorte, vulkanske, basaltiske jord. Sengia er faktisk det lokale ord for Soave områdets sorte jord. På Rizzottos parcel er vinstokkene 25-35 år gamle og høstudbyttet ligger på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, vinificeret i store 20 hektoliter egefade, som vinen også lagrer på omkring 6 måneder … frem til marts året efter høsten.

Næsen er lækker let og feminin … meget sart og frisk med pærer, fersken, gule æbler, mynte, havtorn, mandler, mineraler, kaprifolie og akaciehonning. I starten er vinen lidt forsigtig, men giv den luft, så åbner den sig mere op.

Smagen er spot-on Soave, svagt krydret og hvor er den blød, cremet og så behagelig. Der er lidt salte mineraler, et fint markant citrusbid samt lidt bitterhed i eftersmagen. Det er lidt støvet, tørt og let … meget lækker Soave vin uden vilde afstikkere.

Forhandles af Husted Vine, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Inama, Soave Classico Vignetti di Carbonare, Veneto, Italien

2016 Inama, Soave Classico Vignetti di Carbonare, Veneto, ItalienAzienda Agricola Inama ligger mellem Grassanella og San Bonifacio næsten lige udenfor Soave by … og næste vin Soave Classico Vignetti di Carbonare kommer netop fra det lille, spændende vinhus.

Inama er grundlagt tilbage i 1965, hvor Giuseppe Inama købte sine første vinmarker ved Monte Foscarino, men det var først i 1991 – hvor sønnen Stefano Inama overtog driften – at de startede med at lave deres egne vine. Og familien har siden starten gradvist opkøbt vinmarker hovedsageligt på Monte Foscarino i Soave Classico.

De har således de i dag har omkring 30 hektar præget af vulkansk jordbund, og de seneste køb er marken Villa del Ferro Lazzarini i 2012 samt Casa della Vigna i Colli Berici området omkring 15 kilometer syd for Soave i 2016.

Det er primært Garganega, som er i fokus hos Inama, men Stefano har totalt atypisk også tilplantet lidt marker i Colli Berici med Carmenere, som vi jo i dag ellers mest finder i Chile.

I dag deltager børnene … de 3 sønner Matteo, Alessio og Luca Inama også i driften. Sammen laver de 7 forskellige Soave hvidvine samt 5 rødvine fra Colli Berici området.

Her smager vi Inamas Vigneti di Carbonare Soave Classico, som er ren Garganega, som kommer fra en lille parcel i det ene hjørne af Carbonare. I gamle dage brugte landmændene primært det lille stykke jord til at udvide tørv, men senere blev der dog plantet vinstokke. Undergrunden er mørk og vulkansk.

Da Stefano smagte en recioto, som var lavet med Garganega druer fra parcellen, så var han overrasket over renheden i vinen og besluttede derfor at købe marken. Og det er altså den, som har leveret druerne til denne vin.

Vinen er lavet med kort maceration på skindet, gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 12 måneder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er kompleks, elegant … meget mere end hos de foregående, men fortsat pærer, melon, lidt abrikos, citron, mandariner, let aromatisk, luftig, lækker og dragende aroma med en smule sandeltræ. Der er lidt akaciehonning og hvide blomster.

Smagen er let, men med en skarp og præcis syre … en flot balanceret syre. Det er faktisk en utrolig elegant vin, hvor intet stikker ud, lidt feminin og blid, samt en vin, som kan gemmes mange år.  Det bliver 5 houlbergske fingre med svag pil op.

Sandro Gini – talsmanden for  Consorzio Tutela Vini Soave og selv vinproducent – fortalte, at sådan en Soave cru vin tidligst bør drikkes 3 år efter høst og at det 4. år oftest er det bedste, men også at vinen kan tåle lagring i langt flere år.

Løgismose er importør, men denne vin er ikke i sortimentet. I det italienske koster vinen 17,20€ … svarende til omkring 128 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Cantina di Monteforte, Soave Superiore Classico Castellara, Veneto, Italien

2016 Cantina di Monteforte, Soave Superiore Classico Castellara, Veneto, ItalienCantina di Monteforte er et af de store kooperativer i Soave … og ligger i Monteforte d’Alpone. Vi smager her deres 2016 Soave Superiore Classico Castellara, hvor druerne kommer fra Castellara … en lille, rund vulkansk bakketop, hvor der samlet kun er 27 hektar vinmarker.

Kooperativet blev grundlagt i 1952 som Cantina Sociale di Monteforte d’Alpone af en gruppe vinavlere, som besluttede at arbejde sammen om fremstillingen af vinene fra deres marker omkring Monteforte d’Alpone.

I dag har Cantina di Monteforte 600 medlemmer, hvis marker samlet udgør 1.200 hektar. Fokus er på at fremstille lokale vine, altså både Soave, Rosso Veronese, Ripasso og Amarone.

De producerer hvert år ikke mindre end 140.000 liter bulk vin samt 4 millioner flasker vin, hvilket bl.a.  sker i et totalt nyt, moderne vineri. som blev opført i 2018.

I de sidste 10 år har man systematisk analyseret alle vinmarkers terroir og fået dem kortlagt for at tilrettelægge produktionen bedst muligt og for at opnå den bedste kvalitet.

Soave Superiore Classico Castellara er lavet på 100% Garganega, som er vinificeret på rustfrie ståltanke, men er lagret 12 måneder … 50% i ståltankene, men den anden halvdel i barriques.

Det er måske fadlagringen eller et år mere på kilometertælleren, som gør vinen lidt mere interessant i næsen. Op af glasset oser der nu en form for petroleum, æter eller symaskineolie, fersken, mere power og kraft, mere krop, lidt voks, akaciehonning og vinen virker samtidig langt mere aromatisk.

Det aromatiske går igen i smagen, pærer, eksotisk frugt, en større fylde uden at miste bid, for vinen har fortsat syre, selvom den samlet ikke er så sprød og krisp, men fint koncentreret. Det er klart 4½ med pil op.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Cantina del Castello, Soave Classico Pressoni, Veneto, Italien

2017 Cantina del Castello, Soave Classico Pressoni, Veneto, ItalienNæste Soave vin i rækken blev fra cru’en Pressoni … en af de mindste cru’er med samlet 11,5 hektar vinmarker.  Det er en 2017 Soave Classico Pressoni fra Cantina del Castello, der drives af Arturo Stocchetti.

Han grundlagde vinhuset i 1960’erne midt i Soave … i den gamle middelalderfæstning, selvom hans marker ligger spredt i forskellige områder, primært i Carniga og Pressoni.

Arturo Stocchetti startede først selv med at lave vin i løbet af 1980’erne. Han laver vine med respekt af de gamle traditioner og laver samlet 9 forskellige vine, herunder altså denne Soave Classico Pressoni, som er lavet på 80% Garganega og 20% Trebbiano di Soave fra località Pressoni, som ligge i kommunen Monteforte d’Alpone.

Efter høsten, som sker i den første del af oktober, så sorteres druerne, tørrer ganske let og presses, hvorved kun omkring 60% af mosten anvendes. Vinen gærer i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også lagrer 3 måneder sur lie. Derefter flaskes vinen og lagrer yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen har endnu mere blomster end de forrige, fersken, pærer og hyld, okay dybde, fin lethed og lidt mandler. Duftmæssigt stikker den lidt af med vildt megen blomster og en let syrlig næse.

Smagen er ganske fin og lidt i tråd med foregående vin, citron, et godt syrligt bid, tropisk frugt, blomster, jern og mineraler. Det er samtidig meget harmonisk og samlet en fin Soave vin.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 12,50€ … svarende til omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Giannitessari, Soave Classico Monte Tenda, Veneto, Italien

2018 Giannitessari, Soave Classico Monte Tenda, Veneto, ItalienVino numero due blev denne Soave Classico Monte Tenda fra vinhuset Giannitessari, der ligger lidt vest for byen Roncà omkring 3 kilometer nordvest for forrige vinhus Cantina Franchetto.

Giannitessari er en forholdsvis ny vingård, som er grundlagt i 2013 af Gianni Tessari, som har lavet vin siden 1980’erne. Han startede sin karriere i vinbranchen med at arbejde i familiens lille vingård i Brognoligo, tog sideløbende sin uddannelse til vinmager og eksperimenterede samtidig i vinkælderen.

Sammen med sin broder begyndte han også at markedsføre og sælge vinene på de udenlandske markeder. Det havde de succes med, og fik løbende masser af priser, bl.a. Tre Bicchieri i Gambero Rosso ikke mindre end 14 gange.

I Roncà har Gianni Tessari nu også opstartet en vingård, hvor han sammen med hustruen Anna Maria og deres 2 døtre Valeria og Alice har 55 hektar vinmarker, som er fordelt omkring bakkerne i Roncà Lessini, Sarego og Berici. Dertil er der bygget et moderne vineri, som årligt producerer 350.000 flasker vin.

Her – på billedet ovenover – er det smukke Valaria Tessari, som kort fortæller om vinhuset og deres 18 forskellige vine, bl.a. denne Soave Classico Monte Tenda, som er lavet på både Garganega og Trebbiano di Soave.

Tenda cru’en er også en kombination af sort, vulkansk basilisk jord med en smule kalksten … og dermed mere varieret undergrund … nærmest en brun/orange jord. Tenda hører til et af de varmere områder af de mange crus.

Vinen er lavet ved, at druerne straks efter høst er presset blidt, mens fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 14-16 grader, og derefter er vinen også lagret i tankene i 6-8 måneder.

Næsen er mere levende, friskere end foregående … og samtidig mere spændende med bl.a. grønne elementer, mynte, pærer, melon, fersken og stikkelsbær, frugten meget ren og klar med en lille note af lidt benzin og symaskineolie. Det er spændende og samtidig er næsen også lettere landlig.

Smagsmæssigt er der også godt hold på smagene … syren er mere dominerende, citroner, godt frugtrig og samtidig med masser af blomster, lidt mandler og kalkagtig mineraler. Meget frisk vin.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 9€ i hjemlandet … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Cantina Franchetto, Soave La Capelina, Veneto, Italien

2018 Cantina Franchetto, Soave La Capelina, Veneto, ItalienI Soave longevità smagningen med Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe som guide var denne Soave La Capelina fra vinhuset Cantina Franchetto første dyk ned i en af de 33 cru’er i Soave.

Cantina Franchetto ligger ved den lille by Terrossa di Roncà omkring cru’en Roncà Monte Calvarina, som er det største af de 33 områder. Vinhuset er grundlagt af Toni Franchetto, som drev et almindeligt landbrug, men elskede vin og plantede de første vinstokke på nogle af gården marker.

Det blev dog Sante Franchetto, som efter overtagelse af driften i 1936 omlagde hele driften og udelukkende satsede på vin, men han solgte blot druerne til det lokale kooperativ.

Det var først i 1982, at Franchetto familien startede med selv at lave vin, og det er fortsat med seneste generation i form af Antonio Franchetto, som fortsætter med at udvikle vingården.

Familien har deres vinmarker fordelt på 2 områder omkring Terrossa og Vestenanova. Der dyrker de primært 2 druesorter, Garganega og Durella. Jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som familien ejer.

Giulia Franchetto – som I ser på billedet ovenover – var efter smagningen af vinene oppe og lige kort fortælle om vinhuset og deres vine. Julia er selvfølgelig datter til Antonio. Sammen laver de 9 forskellige vine … 3 mousserende, 3 hvidvine, 2 rødvine og selvfølgelig også en sød Recioto di Soave.

Her i glasset er det imidlertid deres Soave La Capelina, som er lavet på 100% Garganega, som kommer fra markerne omkring Terrossa under cru’en Roncà Monte Calvarina, hvor vinstokkene gennemsnitlig er omkring 50-60 år gamle.

Vinen er opdelt efter en lille bakke på marken … og bakken kaldes Capelina, fordi der fra toppen er udsigt til kirkens kapel og derfor således navnet Capelina. Marken har netop en undergrund med sort, vulkansk og basaltisk jord.

Vinen her kommer fra lidt yngre stokke, men dog midst 35 år gamle, og de er efter høst afstilket, knust og så presset forsigtigt. Gæring sker i rustfrie ståltanke og aftappes efter kort tids lagring i ståltankene.

Næsen byder på pærer … måske endda dåsepærer, fersken, hyld, meget pæn og fin aroma, lidt landlig med armsved og svagt krydret, men med luft i glasset åbner vinen sig og bliver mere gavmild. Den vinder langsomt på en med blomster, mineraler og svagt citrus.

Vinen er okay balanceret, er både krydret og sød med lidt jern, en lidt skarp mineralitet, som egentlig er ganske klædelig. Eftersmagen er fint sprød og samlet bestemt en fin lille hvidvin.

Ingen forhandler herhjemme og i hjemlandet er prisen omkring 10€ … svarende til 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Houlberg i Soave – part 4: Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine

En af de vigtigste punkter i programmet for hele Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour var smagningen af 10 udvalgte vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe og suppleret af Sandro Gini, som er talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave.

Foredraget foregik på italiensk, så jeres flittige vinblogger var fucked … men blev heldigvis reddet ved, at man kunne få udleveret et par hørebøffer, hvor alt blev oversat til engelsk.

Programmet for smagningen omfattede 10 vine, som skulle vise et bredt udsnit fra forskellige gode producenter og med forskellig alder for at vise, hvordan Soave vinene kan udvikle sig, når de gemmes nogle år. Derfor kom programmet til at se sådan her ud:

De 10 vine repræsenterede dermed 10 forskellige cru’er og Kerin O’ Keefe gennemgik hver af de 10 vine, fortalte om de enkelte cru’er og deres jordbundsforhold … men overraskende for mig, så kom hun ikke med mange smagsindtryk på de 10 vine.

Hun blev undervejs støttet af Sandro Gini, som – udover at være talsmand for Consorzio Tutela Vini Soave – også selv er producent og havde leveret den sidste af vinene … en 2002’er Soave Classico DOC Contrada Salvarenza Vecchie Vigne fra hans kælder og endda i magnumflasker.

Men bare rolig … jeres flittige vinblogger fik smagsnoter på alle vinene, så dem kan I naturligvis læse via links ovenfor sammen med beskrivelser af de enkelte vinhuse.

Efter smagningen var der en repræsentant fra næsten alle de 10 vinhuse oppe og kort fortælle om vingården og deres arbejde med Soave vinene. På billedet ovenover er det fx Laura Rizzotto fra Balestri Valda … en af de mange kvinder i Soaves vinbranche.

Houlberg i Soave – part 3: Lidt om de lokale druer, vine og mine erfaringer

Nu har vi kigget lidt på historien om Soave, appellationerne, de mange crus, som Soave byder på og det er måske lidt uoverskueligt, men til gengæld er det lettere med druerne, for Soave vinene består primært af 2 druesorter … eller næsten.

Garganega

Hovedruen – og den vigtigste drue i Soave – er klart Garganega, som da også dækker 6.171 hektar vinmarker ud af de i alt 7.000 hektar i hele Soava … og det svarer til omkring 88% af det samlede areal, men druen har også været dyrket i Soave i over tusinde år … og dokumenterbart siden det 13. århundrede.

Garganega er egentlig ikke en speciel aromatisk drue,  men har duftmæssigt ofte lidt mandler, kandiseret citronskal, honning, hvide blomster, tropiske frugter og søde krydderier.

Den har en meget lang modningsperiode og er normalt først fuldmoden i oktober, hvor farven bliver dyb gul med lidt rødlige nuancer. Den har ikke voldsom megen syre … sådan medium, men snarere en god balance af ekstrakt og sukker, men samtidig meget aromatisk.

I Soave vinene skal der være mindst 70% Garganega, så på den måde tilsmiler reglerne i Soave også druen. I mange af vinene er der også mere end 70% og mange er endda lavet på 100% Garganega.

Druen bruges også i de søde Recioto di Soave vine, hvor man enten tørrer druerne på vinstokkene inden høsten, på måtter – som også i Amarone produktionen – eller ophængt på snore eller i net. Det kan I se på billedet ovenover, som er taget hos Coffele.

Garganega er Italiens 6. mest plantede hvide druesort, men findes primært i Veneto … altså også udenfor Soave området og er en vigtig drue i vine i appellationerne Gambellara, Bianco di Custoza, Colli Berici og Colli Euganei. Den findes også på Sicilien, hvor den er kendt under navnet Grecanico Dorato.

Garganega er en drue, som samtidig kan give et voldsomt stort udbytte, og det er selvfølgelig også derfor, at Soave i deres primære appellationer har begrænset druens høstudbyttet til 105 hektoliter pr. hektar for de almindelige Soave DOC vine, 98 hektoliter for Soave Classico vine og 70 hektoliter for Superiore vinene.

Trebbiano di Soave

Den anden drue, som er nævnt i reglerne i appellationerne i Soave er Trebbiano di Soave … men lad os starte med at slå fast, at druen – ifølge mine undersøgelser – ikke er lig med Verdicchio, selvom det fremgår mange steder rundt omkring … men det er ofte lidt forvirrende med de mange Trebbiano sorter.

Men sjovt nok er Trebbiano di Soave ikke den næstmest plantede druesort i Soave, da der alene er 102 hektar med druen, som derfor overgås af både Pinot Grigio med samlet 260 hektar og Chardonnay med 218 hektar. Derudover findes der 249 hektar i Soave med andre forskellige hvidvinsdruer.

Hvis man ser nærmere på appellationerne i Soave, så siger reglerne da også, at der maksimalt må være op til 30% af druerne Trebbiano di Soave, Pinot Grigio eller Chardonnay i en Soave DOC vin.

Trebbiano di Soave siges at være den bedste af Trebbiano sorterne, hvilket jeg måske ikke er enig i, da Trebbiano Spoletino i Umbrien er ganske unik og fantastisk. Omvendt har Spoletino druen heller ikke det mindste slægtskab med hverken Trebbiano di Soave, Trebbiano Toscana, Trebbiano d’Abruzzo eller andre Trebbiano sorter.

Det har Trebbiano di Soave imidlertid heller ikke, for studier fra 2001 har vist, at der næppe er et slægtskab med de andre Trebbiano sorter. Druesorterne deler alene en række ligheder som den hvide/gule farve, en sen modning, størrelsen af druerne og sukkerindholdet.

Men udover anvendt i DOC Soave vinene, så anvendes druen også i appellationer som Capriano del Colle, Castelli Romani, Colli Berici Garganega og Lugana … og druen findes da også under navnet Trebbiano di Lugana samt Turbiana.

Druen findes dermed primært i den nordlige del af Italien og altså ikke kun i Soave området. Men med Trebbiano druerne er der altid lidt forvirring, da mange producenter i Italien blot skriver Trebbiano på etiketterne, og dermed har forbrugerne svært ved at skelne, hvilke druesorter vinen reelt indeholder.

Men det med druesorter er heller ikke nemt, bl.a. har de fleste Trebbiano sorter også mange synonymer. Og ser man på Trebbiano di Soave, så finder der i Soave omkring 12 forskellige kloner af druen.

Trebbiano di Soave er knap så højtydende i markerne som Garganega, men høstes – som nævnt – senere end de fleste andre druer, typisk 35 dage senere. Vinene på druen har ofte lidt noter af mandarin, eksotiske frugter, er mere frisk og livlig end Garganega, mere tæt og har også mere fylde end dens navnebrødre som fx Trebbiano Toscana.

Chardonnay og Pinot Grigio vil jeg ikke skrive om … dem kender I sikkert alt til, og de er jo også mere internationale og dermed ikke specielle for netop Soave området.

Fælles for druesorterne i Soave er dog, at de fleste druer dyrkes på vinstokke ophængt som pergola eller tendone, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien.

Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder. Det betyder en lav plantetæthed og højt udbytte pr. vinstok, hvilket er meget velegnet til kvantitet frem for kvalitet. Druerne modtager normalvis ikke optimalt sollys, da de hænger i skygge.

På billedet ovenover ser vi en mark hos Coffele, hvor der går geder i markerne … og så er det praktisk, at druerne hænger utilgængeligt for gederne, trods ihærdige akrobatiske forsøg på af nå druerne.

Soave vinene og mine erfaringer

Soave har fået sit navn fra den berømte italienske poet Dante, der for at illustrere vinens mildhed kaldte den Soave, som betyder blød eller mild … og det passer meget godt med mine oplevelser af Soave vinene, som jeg smagte under mit besøg.

Jeg smagte ingen dårlige vine og generelt overraskede vinene fra Soave med en kvalitet, som er langt højere end deres mest gængse rygte … og specielt med lidt alder på, så kommer der nogle helt fantastiske noter, som er meget spændende … måske ikke petroleum, men noget i den retning.

Med alder kommer der både de smukkeste noter af linolie, æter, honning, nødder og samtidig en smagsmæssig fedme, som om vinene havde været lagret på egefade. Et af de smukkeste eksempler, som jeg stødte på, var Suavias 2007’er Monte Carbonare … her fik man virkelig et indtryk af, hvordan en Soave vin kan udvikle sig med alder.

I næste – og sidste – blogindlæg fra Soave turen; Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine, beskriver jeg de 10 vine, som spænder fra helt unge Soave 2018 vine til den ældste fra 2002.

Houlberg i Soave – part 2: Historien om Soave og dens mange cru’er

Soave er – som de fleste ved – et lille hvidvinsområde nær Verona øst for Gardasøen i Norditalien. Mange kender måske Soave vinene som billige, blide og oftest lidt kedelige vine … og der er da også lavet masser af billige vine anført af en flok store kooperativer, som fortsat i dag dominerer vinproduktionen i Soave.

Med høstudbyttet på 110 hektoliter pr. hektar, så har der virkelig været fokus på fremstilling af masser af billig vin. Soave vinene har dog også været Italiens mest solgte hvidvin og 80% af produktionen sælges hvert år til omkring 70 lande i hele verdenen. I 1990’erne stod kooperativerne for 80% af Soaves samlede produktion.

Samlet udgør produktionen i dag årligt ca. 43-45 millioner flasker vin, som kommer fra Soaves samlede 7.000 hektar vinmarker. Det er omkring 3% af Italiens samlede vinmarker indenfor DOC og DOCG vienene … eller sagt med andre ord, så er Soave vinene meget udbredt i hele verdenen.

Historien

Der har altid været produceret vin i Soave … i hvert fald helt tilbage til romertiden, og det meste Soave vin blev lavet af små vingårde. I starten af 1900-tallet oplevede vinproducenterne dog kraftig øget konkurrence og det blev starten på Cantina Sociale di Soave og øvrige kooperativer.

Og i kooperativerne kunne de konkurrere på prisen. Efter anden verdenskrig oplevede Soave et sandt boom i salget og vinene var en periode de mest sælgende italienske vine i Amerika … og overgik endda Chianti.

De store kooperativer solgte vinene både på flaske og bulk, så importørerne i de forskellige lande også kunne sælge vinene under eget mærke. I 1990’erne blev Soave vinene dog overhalet af syditalienske vine.

Men de store kooperativer dominerer fortsat produktionen i Soave. Det største kooperativ Cantina di Soave har fortsat 2.200 vinavlere som medlemmer og kooperativet laver hele 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

Men … i løbet af de seneste ti år har mange vinavlere imidlertid forladt kooperativerne og startet med at lave deres egne vine med fokus på kvalitet fremfor pris. Det vender jeg tilbage til lige om lidt, men lad os først kigge nærmere på appellationerne i Soave.

Appellationerne

Der finder 4 appellationer i Soave … og selvfølgelig alle gældende for hvidvine. Der er Soave DOC, Soave Classico DOC, Soave Superiore DOCG samt Recioto di Soave DOCG.

Lad os lige gennemgå appellationerne, som blev oprettet i 1968, og lad os starte med druerne, idet en Soave vin generelt skal indeholde mindst 70% Garganega og maksimum 30% Trebbiano du Soave, men der må også godt være  Chardonnay og/eller Pinot Bianco i blendet samt op til 5% lokale ikke-aromatiske grønne druer.

Derudover gælder der følgende regler

Soave DOC

Her skal druerne komme indenfor DOC området og høstes med  maksimalt høstudbytte på 105 hektoliter pr. hektar. Skal derudover indeholde mindst 10,5% alkohol og være lagret i mindst 2 måneder. Der laves årligt omkring 30 millioner flasker Soave DOC vin.

Soave Classico DOC

I en Soave Classico kommer druerne nu ikke primært fra den flade, lavtliggende marker, men også fra skråningerne. Her må høsten maksimalt udgøre 98 hektoliter pr. hektar, alkoholprocenten skal være mindst 11,0% og vinen lagret mindst 4 måneder. Årlig produktion udgør 12 millioner flasker.

Soave Superiore DOCG (gik fra DOC til DOCG i 2001)

Her kommer druerne primært fra de stejle skråninger og udbytte fra høsten må også maksimalt udgøre 70 hektoliter pr. hektar, mens alkoholprocenten skal udgør 12%, mens vinen nu skal være lagret i mindst 6 måneder. Produktionen af Soave Superiore DOCG udgør alene 665.000 flasker hvert år.

Recioto di Soave DOCG

Dette er den nyeste appellation, som blev vedtaget i 1998. Det er en sød dessertvin, som laves på samme druesammensætning, som de øvrige vine, men druerne hænger længere på vinstokke og tørrer, hvorved der kommer langt mere sødme. Der laves årligt 120.000 flasker Recioto di Soave.

Derudover findes der faktisk også lidt Soave DOC Spumante og en ganske lille appellation, som hedder Soave DOC Colli Scaligeri, som dog regnes for en subzone under Soave DOC, men udenfor Classico området.

Tilføjelsen Colli Scaligeri refererer til, at vinen produceres i et begrænset område omkring byerne San Martino Buon Albergo, Lavagno, Cazzano di Tramigna, Soave, Montecchia di Crosara, Roncà, Monforte d’Alpone og Caldiero.

De nye producenter og cru’erne

I dag er der kommet langt flere selvstændige vinproducenter, som satser benhårdt på kvalitet, nogle helt traditionelle, økologiske eller biodynamiske og de står udenfor kooperativerne og forsøger at slippe ud af kooperativernes skygge, hvilket kan være en svær opgave, da de jo fortsat fylder rigtigt meget i markedet.

Der findes i dag omkring 190 selvstændige vinproducenter, men over 2.870 vinavlere i Soave. Og ud af de 190 producenter, så findes der alene 50 med tappeanlæg, så på den måde er det et område, som er meget gennemskueligt.

Men lige nu er kvaliteten af vinene fra disse producenter bedre end nogensinde i kraft af mange års bevidst og målrettet fokus på høj kvalitet. Det dygtige håndværk hjælpes også på vej af en helt specielt terroir, som de færreste nok kender så meget til.

Soave området er nemlig domineret af to slags undergrund … en vulkansk med mørk basaltisk jord og en lys med kalksten, hvilket du kan se på kortet nedenunder. Den lange lyse areal i midten er en dal igennem midten af Soave, hvor skråningerne på hver siden af dalen byder på masser af vulkansk jord, som er markeret med den mørke farve, men den lyse farve er den kalkstensholdige jord.

Sammen med etableringen af Soave Superiore DOCG begyndte Soave også at kortlægge deres vinmarker og identificere de bedste vinmarker eller – efter fransk forbillede – de bedste crus, i håbet om, at løfte og skille sig mere ud end blot de lidt mere udvandede DOC og DOCG betegnelser.

Man har opdelt det bedste område i 33 cru’er, som hver især har deres helt eget unikke terroir. Jeg skal nok lade være med at trætte jer med navnene på alle 33 cru’er, men de har navne som fx Corte Durlo, Castelcerino, Fittà, Carbonare og Broia.

Jeg skal nok senere skrive og anmelde nogle vine fra nogle af cru’erne, men skal man generalisere, så er vinene fra den sorte, lava-fyldte, basaltiske jord typisk lidt fede, mens vinene fra den hvide, kalkstensholdige jord er lidt slankere.

Begge er dog typisk vine, som optimalt kræver 2-3 år på flaske for at udvikle sig helt perfekt … men faktisk kan tåle langt længere lagring, men det vender jeg tilbage til i blogindlægget om Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine.

Soave er dog ikke nået så langt som fx Bourgogne med deres cru’er, så det vil være svært – om ikke umuligt – at identificere, at en vin fra et af de 33 crus. Men den udfordring gælder jo også andre områder … kan man smage, at vinen er fra en bestemt mark eller en fra en bestemt producent?

I Soave er der samtidig kun få vinproducenter, som ejer masser af marker, så for forbrugerne er det også svært – eller umuligt – at lære Soaves mange cru’er at kende. For os handler det nok mere om, at finde de gode producenter … det er i hvert fald mit råd, kig efter producenten og så efterfølgende hvorfra vinen kommer.

Jeg fik noteret følgende vinhuse, som var spændende … Suavia, Coffele, Inama, Balestri Valda, Portinari, Gini, Fornaro, Sandro de Bruno og Vicentini Agostino, men der er sikkert mange flere.