Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2020 Simpsons Wine Estate, Gravel Castle Chardonnay, Kent, England

2020 Simpsons Wine Estate, Gravel Castle Chardonnay, Kent, EnglandPå nogle sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent ligger det britiske vinhus Simpsons Wine Estate og det er skam derfra, at næste vin kommer … en 2020 Gravel Castle Chardonnay.

Simpsons Wine Estate drives af det vinøse ægtepar Charles og Ruth Simpson, som grundlagde vinhuset i 2012. Men allerede ti år forinden havde de startet deres vineventyr, da de i 2002 købte et lille vinslot lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.

Det vinhus hedder Domaine Sainte Rose og det er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte deres fantastiske 2018 Le Pinacle Syrah fra deres 40 hektar vinmarker i det franske.

Det er nok den store success i Frankrig, som har givet Simpsons parret mod på også at forsøge sig med vinproduktion i England, hvor de samlet har købt 30 hektar marker. De første 10 hektar blev i 2014 plantet med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir.

De sidste 20 hektar – med samme druesorter – er marken Railway Hill Vineyard, som har sit navn efter letbanen, der går forbi marken fra Canterbury til Folkestone  og den tilplantede de i 2016 og 2017.

Druesorter er jo de klassiske champagnedruer … og det skyldes selvfølgelig, at Simpsons Wine Estate mest laver mousserende vine, men altså også almindelige hvidvine, som nu fx denne Gravel Castle Chardonnay 2020. Det er en vin, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke og helt uden brug af eg.

Fremstillingen uden eg kan både duftes og smages … for i næsen er det bestemt ikke en fed og fadtung Chardonnay, men klart køligere i stilen med en lys frugt med pærer, fersken, grønne stikkelsbær samt melon og kun et snert af lidt nødder suppleret med kridt og kalk. Men alle duftene kommer i små mængder, meget beskedent og næsten helt neutralt.

Smagsmæssigt er der godt med citroner, stikkelsbør og grønne, umodne æbler, pænt med syleskarp citronsyre og mineraler tilsat lidt bitter lemon. Smagsmæssigt snakker vi ikke dybde, men syre, for det bliver samlet en spinkel, ren og mineralsk Chardonnay, hvor alle dyderne er syre, kølighed og et mineralsk bid. Fedt med en engelsk vin og dermed lander jeg på 4,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Vintage Brut, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Vintage Brut, Alsace, FrankrigFra den charmerende vinbonde Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack skal vi smage en vin, som Steffen serverede som velkomst til vores vinaften … en Cremant d’Alsace Vintage Brut fra årgang 2019.

Der er en vin, som Jacques har lavet med Champagne som forbillede. Derfor er den også delvist lavet på Champagne druerne 25% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 50% Pinot Blanc.

Den er lavet på den normale champagnemetode og er fermenteret i store rustfrie ståltanke og har lagret fra høsten i 2019 og frem til 18. maj 2021, hvor den er degorgeret.

Den er måske duftmæssigt ikke helt så syrlig som Champagne, men er dejlig rund med lidt sødme, hasselnødder, dejlig gæret med toast, pærer og lidt mineralitet. I munden er der et hurtigt brus, ingen vild syre eller citroner, men mest pærer, fersken, æbler, Jolly Time, lidt lemon og stor venlighed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Diconne, Auxey Duresses Terres Folles Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Diconne, Auxey Duresses Terres Folles Blanc, Bourgogne, FrankrigFra det store bourgogneindkøb hos Supervin har jeg smagt lidt vine og startede med denne Auxey Duresses Terres Folles Blanc fra vinhuset Domaine Diconne.

Vínligger ligger i Auxey Duresses og ledes i dag af 3. generation i form af  Christophe Diconne, der har overtaget driften efter sin far Jean-Pierre.

Han har samlet 10 hektar vinmarker, der ligger i Auxey-Duresses, Pommard og Meursault.

Domaine Diconne er nok et af de mere ukendte vinhuse og de fleste af husets vine sælges da også i hjemlandet … og en del af husets egne druer sælges endda også bulk til andre producenter. Det er lidt en skam, for de laver fremragende vine … som nu fx denne Auxey Duresses Terres Folles Blanc.

Her kommer Chardonnay druerne fra 35 år gamle vinstokke fra markerne Les Cloux, Les Grandes Vignes og Les Vireux, hvoraf de to
sidstnævnte grænser tæt op mod Meursault. De ældste vinstokke er næsten 80 år gamle. Vinen er gæret i egefade og har lagret hele 15 måneder på 228 liter barriques, heraf 25% nye fade.

I næsen er det en total smørfed aroma med brunet smør og brændte hasselnødder, faktisk godt med nødder, fersken, pærer, fadnoter, lidt vanilje, mulle kælder og nærmest overdådig i sin svulmede og sexede noter.

Hvor smager det dog også godt … meget slankere i smagen, har god syre med flot balance, æbler, pærer, fersken, hyld, lemon, citron samt pænt tør, vildt kalket med en syrlig lille undertone. Selvom det ikke er 1. Cru, så får du vildt meget vin for pengene her. Mums.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Piguet står der på etiketten af denne Meursault Vieilles Vignes 2020 og vinen er da også lavet af vinmager Max Piguet, som sammen med sin hustru driver Domaine Max et Anne-Marye Piguet-Chouet aka Domaine Piguet-Chouet.

Vinhuset ligger midt i byen Auxey-Duresses og er en fusion af to vinhuse. Det skete i 1981, da Max Piguet giftede sig med Anne-Marye Chouet. Begges familier var vinbønder og havde alle produceret vin igennem generationer. Max havde selv blot to år tidligere arvet Domaine Piguet fra sin far.

Samlet har Domaine Piguet-Chouet 12 hektar vinmarker i Meursault og Auxey-Duresses, som drives af ægteparret, selvom deres to sønner William og Stéphane efterhånden har overtaget det meste af den daglige drift.

Stilen hos Domaine Piguet-Chouet er kendt for at være blød og uden skarpe kanter, indsmigrende og lækker … behagelige bourgognevine, der holder samme høje niveau fra år til år.

Her smager vi så netop en hvid Meursault Vieilles Vignes, men sjovt nok står der ikke Domaine Piguet-Chouet på selv etiketten, men kun Domaine Piguet-Chouet … hvorfor ved jeg dog ikke.

Druerne til vinen kommer fra marker tæt på 1. Cru markerne Les Perrières og Les Genevrières. Jordbunden er rig på kalksten, hvilket forsyner vinene med en udpræget mineralitet. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret på burgundiske fade.

Duften er røget, smørfed og smørlækker … lige åbnet er der godt med sødristede fadpræg, men det aftager en smule med mere luft i glasset. Der er ristede hasselnødder, fersken, har faktisk en utrolig ædel aroma, som nærmest er overdådig og smådekadent. Der er lidt mælkechokolade, lakridskonfekt og vaniljekiks.

I munden har vinen en flot frugt, ren, let, krydret og meget blød, rund, cremet og meget indbydende … smager hænger der bare i lang tid. Der er æbler, grønne æbler, fersken, abrikos og virker samtidig let saltet med kalk og andre mineraler samt en let bitterhed. Vinen glider som en rolig flod – rolig, stoisk og beroligende – bare igennem kroppen og gør dig glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, TysklandOvenpå mit chok over niveauet på Weingut Blankenhorns sidste Chardonnay, så tager vi et step yderligere op med deres 2018 Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs.

Her kommer druerne fra vinhusets topmark Schliengener Sonnenstück. Marken ligger lige bag kirken i byen og ligger i op til 250 meters højde med hældning op til 20%.

Große Lage marken er vest/sydvestvendt og har en undergrund rig på kalksten og fint silt. Weingut Blankenhorn ejer selv størstedelen af marken og dyrker primært Pinot Noir og Chardonnay på marken.

Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs er lavet ved, at druerne har gennemgået en 24 timers macerering inden pres og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 10 måneder på gærresterne i en blanding af 225 liter barriques og 500 liter tonneaux fade.

Næsen er klart mere forsigtig, tilbageholdende og renere end Ortswein lillesøsteren, fadpræget noget mindre og vinen har i stedet mere wax aka voks samt en mere gæret frugt. Fadpræget er i stedet langt finere og lagt mere detaljeret, kommer sgu langsomt snigende, lækker og pirrende med vanilje og kanel. Frugten er nedfaldsæbler, modne pærer, ananas og samtidig lidt grønne urter.

I munden er vinen så smooth … frugten ganske moden, gule og plettede nedfaldsæbler, saftige æbler, grillede citroner og lemon, godt med krydderier, urter og selv syren bliver lidt krydret med en vis bitterhed, god citronsyre, mineraler og kompleks pondus. Vinen er ikke helt så umiddelbar som lillesøsteren og kræver langt mere fordybelse. Jeg ligger her lige mellem 5,5 og 6 store fingre, men det vil klart være en vin, som vil vokse med et par år i kælderen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr., men er pt på tilbud til 383,20 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, Tyskland

2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, TysklandVi sparker den lille Weingut Blankenhorn sekstet af vine i gang med et ordentligt brag med denne 2019 Schliengen Chardonnay, som buldrer og brager med total velbehag.

Vinen er lavet med Chardonnay druer fra forskellige marker ved Schliengen.

Det er dermed en Ortswein og den er lavet ved med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen er så lagret 6 måneder sur lie på en kombination af henholdsvis 228 liter barriques og 500 liter store tonneaux egefade. Vinen har 1,2 gram restsukker.

Shit … sikke en lækker duft, en smørlækker, fagtung Chardonnay med både brunet smør, smeltet smør, virkelig svulstig med modne pærer, dåsepærer, en håndfuld nødder, ristede hasselnøder, godt med vanilje og mælkechokolade, Nutella, lidt blomsterhonning, flydende creme brulee og total flydende voksenslik.

I munden er der også fedme, men slet ikke så meget, som man umiddelbart kunne forvente. Hvor smager det godt … en frisk syre giver en slank krop, selvom vinen flyder rundt i munden cremet og ganske frugtrig. Der er gule æbler, grønne pærer, syltede citroner, godt bid … virkelig en smuk gudedrik og sindssygt niveau for en Ortswein.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men kan fås på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, TysklandVinmageren Lewis Schmitt på Weingut J. Neus har fået tvillinger, et par velskabte, små søde babyer … én hvid og én rød, nemlig de to vine med navnet Villa Neus med efternavnene Blanc og Rouge. Vi starter med den lille hvide baby i tylskørt.

Nu kunne man måske få en mistanke om, at Villa Neus Blanc var en bastard, en uægte unge eller et gadekryds, men den er skam næsten fuldstændig ren, for den er lavet på 85% Weißburgunder samt 15% Chardonnay, der alene vinificeres i ståltake med spontangæring og lagres også på de rustfrie ståltanke. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter.

Selve vinhuset kender I vel allerede … ellers er der god grund til at dyrke det lidt mere og det kan I fx gøre ved at læse mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus … hvor jeg mødte vinmageren online.

Først kommer der lidt duft af brunet smør med et antrit til nogle eksotiske frugter, men på en afdæmpet facon, hvor man blot lige kan fornemme lidt mango og fersken inden grønne æbler og grape tager kontrollen. Det gør de med et lille skævt smil, hvor der også er hvide blomster, en anelse røg og en lille mineralsk nerve.

I munden har vinen en vis fylde, hvor syren hurtigt overtager med både citron og specielt masser af grape, men på en lidt varm, saftig og småbitter facon. Det er ikke voldsom kompliceret, men har dog denne mineralske, lidt røgede og bitre kant, som giver vinen en fin karakter og gør babyen elskelig … men det er babyer jo.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Corte Quaiara, Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, Veneto, Italien

2009 Corte Quaiara, Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, Veneto, ItalienVi nappede endnu en vin fra Giovanni Montresor på Corte Quaiara og det blev denne 2009 Spumante Metodo Classico Cuvée Saccomani-Veneri Brut, der endda måske var aftenens bedste vin.

Vinen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay fra 20 år gamle vinstokke på marker i 150-250 meters højde. Druerne er høst ved håndkraft tidligt … i august måned og efter ankomst til vineriet, så er druerne knust og presset meget blidt. Druerne fra hvert enkelt område af marken er vinificeret seperat.

Fermentering er sket på ståltanke ved kontrolleret og kølige temperaturer. Derefter er vinen flasket med andengæring over hele 120 måneder sur lie. Først i maj 2019 er vinen degorgeret … altså en lagring, der er lige så lang som fx en fransk Dom Pérignon.

Næsen er herlig grøn, men samtidig også nærmest olieret, fed med brunet smør, pærer og stikkelsbær, masser af gærede aromaer, lidt sødme, vanilje og krydderier, men også en note, som er sjov, skæv samt lidt finurlig.

I munden er der næsten ingen bobler … meget vag på boblerne, der er fine, sarte og totalt afdæmpede, hvilket næsten er for meget. Det giver dog en særdeles blød, blid og rund vin og alligevel med med vis renhed i frugten, mens syren er forholdsvis smag, mens frugten er meget moden og næsten kandiseret. Det gør vinen næsten vulgær, men på en meget charmerende måde. Thumbs Up … ligger lige mellem 4,5 og 5 af tomlerne.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden til vinaften, hvor vi fik serveret en række fantastiske vine og vi startede med denne 2018 Mersault fra Maison Louis Latour.

Vinhuset er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes nok for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitet.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i både Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette vineri var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som den administrerende direktør, mens selve produktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

Denne Mersault er én af de over 130 forskellige vine fra Louis Latour og Chardonnay druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke på marker i Mersault syd for Volnay og Pommard. Druerne er høstet med håndkraft med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i egefade … en efterfølgende malolaktisk gæring i samme og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 8-10 måneder i barriques, heraf 15% nye fade.

I næsen er der masser af blomster og brunet smør, smeltet smør, melon, pærer, appelsin, tørre papkasser, en virkelig fin landlighed, godt med nødder, hasselnødder og lidt træ. Det er bare så fin og klassisk hvid bourgognevin uden de mindst svinkeærinder.

Smagen er faktisk lige sådan … cremet, smørfed og alligevel så elegant. Det er blødt og rundt med pærer, saftige pærer, lemon, fed og lækker frugt, en fin, klar og præcis syre, kalket mineralitet, men først og fremmest smuk balance. Vinen bliver aldrig for svulstig, opulent eller fed, men alt falder i hak stille og roligt.

Forhandles af både Laudrup Vin og Vildmedvin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 539 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, FrankrigDer blev efterspurgt hvidvin i det houlbergske palæ, hvilket blev løst med en lille Chablis fra Domaine Louis Moreau.

Vinhuet ligger i den lille by Beines i Chablis i Bourgogne … omkring 10 kilometer nordøst for Auxerre og drives af Moreau familien.

De har været vinbønder i Bourgogne siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jean Joseph Moreau arbejdede som tonnelier, altså producerede vintønder.

I 1814 skiftede han dog spor og etablerede sig som en vinkøbmand med J. Moreau & Fils, som siden har lagt grund til det nuværende Domaine Louis Moreau  … og endda også Domaine Christian Moreau, som drives af Louis’ onkel.

Louis Moreau er 6. generation og er selv uddannet ønolog fra fra Fresno State University i Californien og har også arbejdet for forskellige vinhuse i staterne inden han i 1994 vendte tilbage til Chablis og overtog driften efter hans forældre Jean-Jaques Moreau og Eva Madsen … ja, det hedder hans mor. Om hun er dansker ved jeg imidlertid ikke, men det lyder jo unægtelig sådan.

Moreau driver reelt 2 vinhuse, nemlig Domaine Louis Moreau samt Domaine de Biéville. Domaine de Biéville ligger i den østlige del af Chablis og er startet af Louis’ far i 1970’erne, hvor han tilplantede en stor 45 hektar sammenhængende vinmark.

Domaine Louis Moreau ejer omkring 20 hektar og allerede i starten af 1900-tallet købte familien en række vinmarker, så i dag ejer de blandt andet en lang række fine Premier Cru og Grand Cru marker, faktisk ejer de 5 Grand Cru marker, heraf er de endda eneejer af en af Grand Cri markerne … altså en såkaldt Monopole mark. Derfra laver de bl.a. vinen Grand Cru Clos des Hospices dans les Clos.

Louis Moreau laver alene hvidvine og 11 forskellige fra de to domainer. Louis’ vine fadlagres gennemgående kun ganske få måneder for at fadets vaniljearomaer ikke skal maskere vinenes naturlige store renhed og kompleksitet. Målet er at lave vinene der bedst muligt afspejler den unikke terrior.

Denne basis Chablis er levet på Chardonnay druer fra en række  udvalgte parceller med næsten 40 år gamle vinstokke omkring landsbyerne Beines og Chabllis.

Efter høsten er druerne skånsomt presses efterfulgt af naturlig spontangæring med temperaturstyring. Vinen er lagret 12 måneder sur lie på ståltankene … altså helt uden lagring på egefade.

Duftmæssigt er der smæk på … masser af æbler, æblekompot og æblegrød sammen med lidt tropiske frugter som mango og ananas, lidt røgede noter, flint og et skvis citrus. Det er en frejdig, frisk samt ekspressiv duft … intet sart eller forsigtigt, men masser af velduft.

I munden er det lidt samme historie … meget smagsfuld vin med skrald på aromaerne. Der er æbler, pærer, fersken samt et saltet, røget og mineralsk bid. Det er Chablis med tyngde, krop og masser af smag … absolut læskende og drikkevenlig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7