Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, Frankrig

2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, FrankrigNæste vin er også fra Loire, for Domaine des Bérioles ligger ved siden af Saint Barthélémy kirken i den lille by Saint Pourçain … en lille appellation, som også ligger i den østlige del af Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1989 af Odile og Olivier Teissèdre som i starten købte en 3 hektar stor parcel på Clos des Bérioles … en vinmark, som oprindelig var tilplantet i 1809. Olivier elskede markarbejdet med druerne, men lavede ikke selv vine, så druerne blev i stedet blot solgt til det lokale vinkooperativ.

Men det ændrede parrets søn Jean Teissèdre. Han startede først med at studere vinavl og ønologi i Mâcon og arbejdede derefter hos en række producenter i Bourgogne, Beaujolais og Sancerre førend han vendte hjem til Saint Pourçain.

Familiens kontrakt med kooperativet udløb i 2010, hvor Jean ikke fornyede samarbejdet, men i stedet byggede en vinkælder og købte yderligere 4 hektar vinmarker … og i 2011 blev de første vine lavet under eget mærke Domaine des Bérioles.

I 2014 sluttede Jeans søster Sophie sig til vingården, da hun flyttede tilbage til Saint Pourçain med sin mand Jérôme. De havde begge fået erfaring fra vinbranchen i Côtes du Rhône.

I dag står Jean for markarbejdet, Jérôme for vinfremstillingen, mens Sophie forvalter og opfylder de administrative pligter og salget på Domaine des Bérioles.

Jean har omdannet produktionen til økologisk, hvilket blev certificeret i 2019, men derudover er han allerede i gang med at omdanne videre til biodynamisk drift.

På husets 7 hektar vinmarker dyrker Olivier Teissèdre Pinot Noir, Gamay, Chardonnay samt den sjældne, lokale Trésaillier, som der kun findes på 30 hektar vinmarker i hele verden. Og denne Aurence er netop lavet på et blend af Tréssallier og Chardonnay.

Tréssallier kaldes også Sacy og er en hvid drue, som primært findes i Loire i regionerne Yonne samt Allier. Det er en krydsning mellem Pinot sorter og Gouais Blanc. Det er en drue, der modner tidligt, giver lyse vine med lav syre og alkohol.

Druerne til Aurence er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Efter høst er druerne presses og kølet ned. Derefter sker gæring efterfulgt af lagring i 6 måneder sur lie i betontanke.

Vinen har i næsen en grønlig aroma, melon, pærer, lidt fylde, sødligt krydret med en kalkagtig mineralitet og hvide blomster. I munden er vinen fint cremet, har flot balance, stor krop og så alligevel med en fin syre, citroner, meget frugtrig og det smager sgu rigtigt godt.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2005 Château de la Maltroye, Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, Bourgogne, Frankrig

2005 Château de la Maltroye, Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, Bourgogne, FrankrigChâteau de la Maltroye ligger i udkanten af byen Chassagne-Montrachet og derfra smager vi nu en ældre hvid bourgogne, en 2005 Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye.

Vinhuset holder til i en smuk gammel ejendom, som er bygget i det 18. århundrede ovenpå en udbrændt ruin fra en bygning fra det 15. århundrede, hvor de gamle hvælvede kældre fortsat eksisterer. Slottet har været ejet af Cournut familie siden 1939, hvor André Cournut købte det af Marcel Picard, og siden 1993 har sønnen Jean-Pierre Cournut drevet vinslottet.

Château de la Maltroye har 13 hektar vinmarker i Chassagne-Montrachet og yderligere 2 hektar i Santenay. De bedste marker er selvfølgelig Grand Cru marken Criots-Bâtard-Montrachet – som jo også er eneste Grand Cru mark i AOC Chassagne-Montrachet – men derudover har vinhuset også parceller på adskillige 1. Cru marker og Jean-Pierres ynglingsmark er 1. Cr marken Dent de Chien.

Chassagne-Montrachet var tidligere primært en rødvinskommune, men i dag er mere end halvdelen af markerne i kommunen beplantet med Chardonnay, men 76% af 1. Cru markerne og det er da også klart hvidvinene som Chassagne-Montrachet er kendt for.

Chassagne regnes for den tredjebedste kommune, med Puligy over og Meursault i toppen,, Vinene fra Chassagne-Montrachet er typisk fyldige og fede, nærmest opulente, duften lidt smøragtig og syren ofte meget nedtonet.

Den årlige produktion på Château de la Maltroye ligger på omkring 70.000 flasker, hvoraf de hvide også udgør 60% … og én af disse vine er altså denne Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, som vi smager i en 14-15 år gammel udgave.

Det er en monopole vin, hvilket betyder, at det alene er Château de la Maltroye, som ejer 1. Cru marken Clos du Château, som samlet er på 3 hektar og er tilplantet med halv Chardonnay og halv Pinot Noir.

Denne årgang 2005 er højt ratet i netop Chassagne-Montrachet og faktisk bedste årgang, så lang tid jeg kan kigge tilbage. Det er kun 2009 og 2010 som nærmer sig 2005 i årgangstabellerne.

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne presses indenfor 2 timer efter høst, hvor gæringen starter koldt i rustfrie ståltanke, men halvvejs overføres vinen til egefade i kælderen, hvor de gærer færdigt og også undergår malolaktisk gæring. Så lagres vinen 12 måneder på egefadene inden aftapning på flaske.

Næsen er sådan til den overmodne side, smørcreme, lettere oxidaktiv, lidt petroleum, olie, æter, presset nøddeolie, en smule reduktiv kombineret med røg, nødder, honning, fersken, abrikos, pærer, marcipan og harpiks … meget feminin, inderlig og blid.

Smagen er blød, cremet og frugten moden … nærmest overmodne abrikoser og fersken, meget afdæmpet, men på ingen måder død, selvom syren kan synes lidt flad, men syren er egentlig samtidig fortsat meget tilstedeværende på en blød og moden facon sammen med en lille bitterhed, som holder hele vejen i smagen.

Flasken er fundet i Saltø Gods’ gamle vinkælder, som tidligere var ejet af dronning Margrethe 1, og nu domicil af Winelovers.dk, som vist har et par flasker mer’ tilbage, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, Frankrig

2017 J. Laurens, Le Graimenous Cremant Brut, Languedoc, FrankrigDomaine J. Laurens ligger i den lille landsby La Digne d’Ava tæt på den gamle middelalderby Carcassonne i appellationen Limoux i Languedoc. Derfra smager jeg nu en ægte Crémant de Limoux … en 2017 Le Graimenous Crémant Brut.

Vinhuset J. Laurens er grundlagt i 1980’erne af vinmageren Michel Dervin, der egentlig kom fra Champagne med det formål at købe lidt vinmarker og lave lidt Blanquette de Limoux … en af områdets lokale mousserende vine lavet primært på den lokale drue Mauzac.

Michel var fascineret af områdets terroir til produktion af de mousserende vine bl.a. med en højere beliggenhed med et dertil køligere klima sammenlignet med andre steder i Languedoc. Det gør, at druerne bevarer deres frugtsyre, som er essentiel for at skabe de bedste mousserende vine.

I 2002 mødte Michel Dervin den lokalfødte iværksætter Jacques Calvel, der havde skabt en stor forretning i Schweiz, men havde et stort hjerte for vin og Limoux. Han investerede i J. Laurens … opførte et nyt vineri, købte moderne udstyr og tilkøbte yderligere marker sammen med Michel Dervin og vinmageren Henri Albrus.

I dag har Domaine J. Laurens samlet 30 hektar vinmarker og producerer en række mousserende Blanquette & Crémant de Limoux vine, herunder altså også denne fine Le Graimenous Crémant Brut.

Vinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc, 5% Pinot Noir og 5% Mauzac. Vinen er lavet efter méthode traditionnelle, hvor druerne først presses i en pneumatisk presse for at sikre, at mosten er ren og klar. Første gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og sidste andengæring selvfølgelig i flaske.

AOC reglerne i Limoux siger, at udbytte af druerne maksimalt må være 50 hektoliter pr. hektar og at en Crémant de Limoux minimum skal være lagret 12 måneder på flaske ved sidste gæring. Efter de 12 måneder er vinen degorgeret og tilsat en dosage liqueur d’expédition.

Næsen byder på hårdt ristede hasselnødder, syrlige og gærede æbler, lidt tørret frugt, citroner, masser af røg, en virkelig god dybde, lidt honning, toast og kager. Det dufter faktisk som en rigtig god champagne.

I munden har vinen stor bitterhed, meget skrap, frisk og direkte med grape, citrus, umodne grønne æbler, nogle ristede noter, nødder og nogle kalkede mineraler. Det er et rigtigt godt glas mousserende vin, som samtidig har en meget fornuftig pris.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Champagne Deutz, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2011 Champagne Deutz, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigEn af raketterne nytårsaften var denne vintage 2011 Blanc de Blancs fra champagnehuset Champagne Deutz i byen Aÿ i det franske bobleområde.

Jeg skrev sidst om champagnehuset tilbage i september, hvor jeg smagte deres 2010 Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc de Noir … så i det blogindlæg kan I læse mere om hele historien bag Deutz.

Champagne Deutz Blanc de Blancs er en af husets prestigechampagner. Druerne kommer udelukkende fra marker ved de tre byer Le Mesnil sur Oger, der er beliggende i kommunen Montage de Reims, samt Avize og Le Mesnil sur Oger, der ligger i Côtes des Blanc.

Det er jo selvfølgelig 100% Chardonnay, hvor vinen først er lavet i rustfrie ståltankle. Derefter er vinen filtreret og så lagret i kælderen til andengæringen 5-6 år inden degorgering og frigivelse til salg.

Sikke en lækker aroma … klart masser af hasselnødder, toast, gærede nedfaldsæbler, ferskner, lemon, hvide blomster samt en håndfuld mineraler. Det dufter skarp, dybt og intenst.

Boblerne er meget intense i munden, små, fine og kommer i en uendelig strøm, som en uslukkelig kilde. Der er grape, bitterhed, citroner, gul frugt, gul æbler, pærer, fersken … vildt god balance og jeg synes faktisk, at denne er et hak bedre end den dyrere 2010 Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc. Vi balancerer således lige mellem 5,5 og 6 nytårsglade fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 730 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Bollinger, Special Cuvée, Champagne, Frankrig

N.V. Bollinger, Special Cuvée, Champagne, FrankrigAllerede i Ian Flemings spionroman Diamonds Are Forever fra 1956 drak James Bond Bollinger Champagne. I over 14 Bond film har den elskede agent bestilt en flaske Bollinger og champagnehuset har endda lavet en 2009 Champagne Bollinger 007 for at fejre udgivelsen af en af de mange Bond film.

Nu har vinbloggeren også fået et glas Bollinger champagne i glasset … men uden en smuk, letlevende blondine som sexet selskab ved bordet, men i stedet 4 andre grimme vintossede fyre. Nedtur. Men champagnen er Bollingers Non Vintage Special Cuvée.

Champagnehuset Bollinger er grundlagt i 1829 af Athanase de Villermont som yngste søn fra en fin og ædel familie. Han havde været soldat under den amerikanske uafhængighedskrig og havde arvet en ejendom fra sin familie i Aÿ området.

Han så et stort potentiale i vinene fra Champagne, men som aristokrat var han forbudt at blive involveret i handel. Men han mødte den tyske Joseph Bollinger, som havde forladt Tyskland for at lære mere om handel med champagne, og den lokale Paul Renaudin, som ar fascineret af vinens verden.

Sammen etablerede de Renaudin-Bollinger & Cie, hvor Joseph stod for salg og Paul for vinkælderen. Joseph Bollinger giftede sig senere med Athanases datter Louise-Charlotte og senere blev det deres sønner Joseph og Georges, som overtog driften.

I 1941 blev Champagnehuset overtoget af enken Lily Bollinger – født Law de Lauriston-Boubers – da hendes mand Jacques døde i anden verdenskrig. Hun var kun 42 år, da hendes mand døde, men en formidabel strateg og en skræmmende forretningskvinde.

Hun var en perfektionist og ville ikke tolerere mindre end excellence. Hun var meget innovativ og blev den drivende kraft bag det fortsættende champagnehus.

Det var Lily Bollinger, som bl.a. udtalte; Jeg drikker Champagne Bollinger, når jeg er lykkelig. Og jeg drikker den også, når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig – undtagen når jeg er tørstig.

Hun stod også bag den revolutionerende prestigecuvée R.D. skabt i 1967 og ledte Bollinger til sin plads i toppen af alle Champagnehuse. I dag er hun stadig en respekteret legende i Champagne og hendes ånd lever stadig videre i Bollingers stræben efter stadig højere topkvalitet.

Ledelsen af Bollinger blev efter Lily først overtaget af nevøen Christian Bizot og senere barnebarnet Ghislain de Montgolfier, men i dag er Bollinger ejes Bollinger af familiens holdingselskab, mens driften af champagnehuset ledes af Charles-Armand de Belene.

Samlet har Bollinger 179 hektar vinmarker og 85% af markerne er Grand Cru og Premier Cru marker, som er spredt over marker ved Aÿ, Avenay, Tauxières, Louvois og Verzena.

Her smager vi Bollingers Special Cuvée, som trods sit navn er husets standardcuvée. Den et lavet af et blend af 60% Pinot Noir, 25% Chardonnay og 15% Meunier, hvor 85% af druerne kommer fra Grand Cru og  Premiers cru marker.

Den kommer i dag en ny champagneflaske, som er lavet med inspiration fra en champagneflaske fra 1846 fra Bollingers historiske kældre i Aÿ. Flaskehalsen er betydelig mindre end på de fleste andre champagneflasker, hvilket gør udviklingen af champagnen mere harmonisk og mere velegnet til lagring.

Bollinger Special Cuvée er lavet første gang i 1911 og er lavet med mindst dobbelt så lang tids lagring som reglerne i appellationen foreskriver. I henhold til AOC skal champagnen derefter ligge i mindst 1½ år, men denne har altså lagret mindst 3 år. Nogle af magnumflaskerne endda 5-15 år.

Næsen er vildt animalsk med surdej, nedfaldsæbler, overmodne pærer, modne abrikoser rugbrød og øllebrød, toast, valnødder, gule althea bolsjer, blomsterpollen samt en virkelig syrlig dekadence. Det dufter med andre ord rigtigt aka vildt godt.

Smagen er meget mere rund og afdæmpet end forventet, boblerne meget små, blide og fader hurtigt ud. Det er fløjlsblødt, let krydret med valnødder, grape og syrlig bitterhed.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 474,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, SpanienPartytime! Det spanske cavahus Freixenet har lavet en Cava Ice Cuvée Especiale, som man skal  drikke med isterninger i glasset og som vinbloggeren synes skal drikkes med gode venner i festligt lag.

Selvom det er en easy, nyd let Cava til festlige stunder og med isterninger i glasset, så er den skam lavet på traditionel manér, altså med andengæring på flaske i 12-14 måneder. Det er et blend på Macabeo, Xarello og Parellada med en skvis Chardonnay. Og så kommer vinen i en sjov, cool og helt hvid flaske, som nok skal vække opsigt til festen.

Næsen er sødlig, let med fersken, pærer bivoks, skocreme, petroleum eller benzindampe, men på en ganske fin måde. Der er lidt saltlakrids, Kung-Fu is og saftevandsfølelse, men jeg er faktisk noget overrasket over vinen, som jeg var sikker på, at jeg ville hade … men det gør jeg på ingen måde, selvom det ifølge vinbiblerne er uhørt at droppe isterninger i en vin.

Smagsmæssigt er det party party. Jeg har aldrig får drukket mousserende vin med isterninger, men hvorfor ikke, hvis formålet er ren og ukompliceret sjov i gaden, letdrikkelig glæde samt fest og farver. Vinen er sød, saftig og har da også en lille saftevandsagtig imødekommenhed med en lille syre og bitterhed. Det bliver selvfølgelig mindre, når isterninger udvander vinen.

Det bliver 4 iskolde houlbergske fingre … dels for en herlig næse og en overraskende sjov næse, selvom det jo ikke er helt rigtigt med isterninger i en vin.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 97,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Elephant Hill, Reserve Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2016 Elephant Hill, Reserve Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandNæste hvidvin var en Reserve Chardonnay fra Elephant Hill … et lille innovativt vinhus med tilhørende restaurant og lodge beliggende ved den idylliske Te Awanga kyst i Hawkes Bay på New Zealand.

Elephant Hills er etableret i 2003 af tyske Reydan og Roger Weiss, som allerede under et besøg ved Te Awanga blev forelsket i området. I dag er det dog næste generation i form af Andreas Weiss, som driver vinhuset sammen med den ansatte vinmager Steve Skinner. Andreas er selv uddannet ingeniør, men har det mest af sit liv arbejdet indenfor den finansielle verden i lande som Tyskland, England og Brasilien.

Han overtog driften i 2015 og flyttede til Hawkes Bay sammen med sin hustru Karina og deres 5 børn. Familien har nu samlet 25 hektar vinmarker, fordelt på markerne Te Awanga Vineyard tæt på kysten,  Gimblett Vineyard længere inde i landet ved Gimblett Gravels distriktet og  Triangle Vineyard i Bridge Pa Triangle regionen.

Alle markerne dyrkes bæredygtigt … certificeret af The Sustainable Winegrowers of New Zealand og druerne vinificeres i små batches for at bevare de karakteristika som de forskellige terroirs giver.

Denne Chardonay fra Elephant Hill Winery kommer fra husets Reserve. 80% af druerne kommer fra den kystnære Te Awanga Vineyard, mens de resterende 20% kommer fra Triangle Vineyard i Bridge Pa. Vinen er lagret 12 måneder på 26% ny fransk eg med minimal malolaktisk gæring.

Næsen er fed og har også godt med egepræg, en tyk, stor, flomme og voluminøs næse, masser af fedme, pærer, abrikos, banan, vanilje, lidt ristede noter, saftevand, blomster og akaciehonning.

Smagen er langt mere citruspræget og stringent end duften egentlig signalerede. Det er en ren og frisk smag, pænt med syre, meget rank, meget vedvarende i smagen og virkelig lang eftersmag. I starten er syren måske lidt dominerende, men med mere luft i glasset kommer der mere balance i tingene. Kan godt lide, at vinen smagsmæssigt er meget europæisk, ren og frisk … god Chardonnay.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, FrankrigByggemødets første vin blev hvid og burgundisk, nemlig denne Meursault Clos de Cromin fra Domaine Jean Monnier & Fils … et historisk domæne beliggende i Meursault.

Det ligger faktisk i byens centrum på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier. I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans Nicolas.

De har samlet 16 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Her smager vi deres 2016 Meursault Clos de Cromin med druer fra marken Clos du Cromin, som ligger nord for selve byen Meursault forholdsvis tæt på grænsen til Volnay. Jordbunden indeholder en stor andel af kalksten og hvid marl.

Mange af Chardonnay vinstokkene på Clos de Cromin er meget gamle og plantet efter phylloxera angrebet i slutningen af sidste århundrede, så en del af stokkene er måske de ældste i hele Meursault.

I hvert fald er kvaliteten så god, at man i 1960’erne anvendte skud fra netop vinstokkene på Clos de Cromin til produktion af nye stokke på planteskoler og hos andre producenter.

Vinen er lavet helt traditionelt, men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Brugen af egefade er dog slet ikke så massiv, som hos andre producenter, så måske er vinen alene lagret i store, gamle egefade … men nu gætter jeg kun.

Næsen er tør med melon, fersken, en smule mineralske og kalkagtige noter, ikke så eksplosiv i næsen, faktisk lidt til den neutrale side. Der er en lille smule smørfedme, men meget diskret, lidt lime, citron, animalsk babybræk – på den gode måde – og lidt nødder.

Smagsmæssigt er vinen meget ren, igen lidt tilbageholdende. Frugten er fersken og pærer, lime og citrusbid, kalk og samtidig stikker smagen ikke så dybt … og mindre dyb end forventet. Det er imidlertid ingen fed Chardonnay, men langt mere stringent, ren og mineralsk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 459 kr., mens prisen er 389 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Freixenet, Organic Cava Brut, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Organic Cava, Penedès, SpanienLad os også kig på lidt bobler, bl.a. denne Organic Cava Brut fra det monsterstore spanske cavahus Freixenet, der ligger i Sant Sadurní d’ Anioa i Penedès området, som er en del af regionen Catalonien i Spaniens nordøstligste hjørne.

Freixenet er grundlagt i 1889 af Pedro Ferrer Bosch og Dolores Sala Vivé. Efter Pedro Ferrer Bosch døde under den spanske borgerkrig, overtog hans kone Dolores Sala Vivé cavahuset, men ejes i dag af Henkell & Co. Sektkellerei.

Det er simpelthen verdens største producent af mousserende vine produceret på champagnemetoden og de eksporterer årligt mere end 100 millioner flasker Cava til 150 lande verden over.

Freixenet ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig. Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès. Freixenet – der kan købes i de fleste større kæder – har også en markedsledende position i Danmark.

Denne Cava Bio Brut er Non Vintage, altså uden årgang, og er produceret på 75% Macabeo og 25% Chardonnay, som er dyrket i Utiel Requena-området, som er beliggende i 700-900 meters højde, omkring 70 km fra middelhavskysten i Valencia provinsen.

Denne økologisk dyrkede Cava er et helt nyt produkt fra Freixenet – og druerne kommer fra en del af Freixenet, som kaldes Freixenet Requena, der er den eneste økologiske producent i regionen.

Den er lavet med førstegæringen i ståltanke over 12 dage og så den tradtionelle andengæring på flaske. Der er 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på æbler, pærer, en smule abrikos, honningmelon, ananas, akaciehonning, lidt astronaut-is, champagnebrus, ganske pænt med frugtsødme … ingen tør syre her, og godt med sødme faktisk.

Smagsmæssigt er det utroligt, at der er tale om en Brut, for der er langt mere sødme, som var det en Seco eller Semiseco. Boblerne er sådan mellem … ikke aggressive og heller ikke meget vage. Men derudover er der modne pærer, abrikos, et nøddeagtig element, lidt en saftvandsfornemmelse … men så er det til gengæld en Brut, som vil kunne gå til den søde kransekage, når nytåret rammer, og til en fornuftig pris.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 83,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, SydafrikaNu smager jeg for fjerde gang en vin fra den schweiziske chefkok Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen på Mimosa Wines … og som sidst med deres Chenin Blanc Reserve så skyder Mimosa igen et lille pletskud med denne 2017 Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay.

Bernhard Hess har opkaldt vinen efter sin far, Josef Hess, der i 2014 blev fejret på sin 70 års fødselsdag med denne vin. Det er en enkeltmarks Chardonnay, som Mimisa Wines nu har produceret siden 2014 … og med masser af kvalitet, bl.a. bruges der 2,2 kg druer pr. flaske.

Der er alene produceret 600 flasker af vinen i denne årgang 2017 … og 30% af produktionen kommer til Danmark, altså små 180 flasker, og hver flaske er da også nummereret.

Det dufter vildt godt … lidt en kombi af forskellige stilretninger med en smule fedme, en vild blomsterrig side, er ganske aromatisk og har samtidig en smuk, kølig elegance over sig. Der er både syrlig og søde noter, fersken, ananas, papaya, citroner og lidt varmkrydrede elementer.

Smagen er syrligere end forventet … slet ingen fed, fadpræget oversøisk Chardonnay her, men derimod Chardonnay med masser af lemon og citroner, fast og stringent syre … totalt rank rygrad, masser surhed, masse af smag, grøn, frisk og med kalkagtige mineraler. Det er sgu ret god Chardonnay.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7