2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, Frankrig

2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, FrankrigNæste vin er også fra Loire, for Domaine des Bérioles ligger ved siden af Saint Barthélémy kirken i den lille by Saint Pourçain … en lille appellation, som også ligger i den østlige del af Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1989 af Odile og Olivier Teissèdre som i starten købte en 3 hektar stor parcel på Clos des Bérioles … en vinmark, som oprindelig var tilplantet i 1809. Olivier elskede markarbejdet med druerne, men lavede ikke selv vine, så druerne blev i stedet blot solgt til det lokale vinkooperativ.

Men det ændrede parrets søn Jean Teissèdre. Han startede først med at studere vinavl og ønologi i Mâcon og arbejdede derefter hos en række producenter i Bourgogne, Beaujolais og Sancerre førend han vendte hjem til Saint Pourçain.

Familiens kontrakt med kooperativet udløb i 2010, hvor Jean ikke fornyede samarbejdet, men i stedet byggede en vinkælder og købte yderligere 4 hektar vinmarker … og i 2011 blev de første vine lavet under eget mærke Domaine des Bérioles.

I 2014 sluttede Jeans søster Sophie sig til vingården, da hun flyttede tilbage til Saint Pourçain med sin mand Jérôme. De havde begge fået erfaring fra vinbranchen i Côtes du Rhône.

I dag står Jean for markarbejdet, Jérôme for vinfremstillingen, mens Sophie forvalter og opfylder de administrative pligter og salget på Domaine des Bérioles.

Jean har omdannet produktionen til økologisk, hvilket blev certificeret i 2019, men derudover er han allerede i gang med at omdanne videre til biodynamisk drift.

På husets 7 hektar vinmarker dyrker Olivier Teissèdre Pinot Noir, Gamay, Chardonnay samt den sjældne, lokale Trésaillier, som der kun findes på 30 hektar vinmarker i hele verden. Og denne Aurence er netop lavet på et blend af Tréssallier og Chardonnay.

Tréssallier kaldes også Sacy og er en hvid drue, som primært findes i Loire i regionerne Yonne samt Allier. Det er en krydsning mellem Pinot sorter og Gouais Blanc. Det er en drue, der modner tidligt, giver lyse vine med lav syre og alkohol.

Druerne til Aurence er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Efter høst er druerne presses og kølet ned. Derefter sker gæring efterfulgt af lagring i 6 måneder sur lie i betontanke.

Vinen har i næsen en grønlig aroma, melon, pærer, lidt fylde, sødligt krydret med en kalkagtig mineralitet og hvide blomster. I munden er vinen fint cremet, har flot balance, stor krop og så alligevel med en fin syre, citroner, meget frugtrig og det smager sgu rigtigt godt.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7