Tag-arkiv: Spanien

2020 Bodegas Miguel Arroyo Izquierdo, MUS Lias Verdejo, Rueda, Spanien

2020 Bodegas Miguel Arroyo Izquierdo, MUS Lias Verdejo, Rueda, SpanienBodegas Miguel Arroyo Izquierdo ligger i den lille by Puras omkring 30 kilometer syd for Valladolid i Rueda. Det er så derfra, at jeg nu smager denne 2020 MUS Lias Verdejo.

Miguel Arroyo grundlagde sit vinhus i 2004, men er fra en familie af vinbønder og han er selv 4. generation.

Han dyrker fortsat familiens gamle vinmarker, men har også selv tilplantet nye marker med bl.a. Verdejo og specifik den originale klon af denne sort, selvom der nu findes mange mere produktive kloner.

Miguel Arroyo Izquierdo har samlet 43 hektar vinmarker, som er beliggende både ved Puras, men også i området ved Segovian i 900 meters højde og dermed et af de højeste områder i Rueda. Det er et område, hvor jorden er meget sandet, men Miguel har fundet små plots mere rig på ler.

Her smager vi netop en frisk vin på Verdejo fra de højtbeliggende marker, nemlig vinen MUS Lias Verdejo. Lais betyder lie eller lees, for vinen har nemlig lagret sur lie … altså på bærmen. Efter gæring i rustfrie ståltanke er 25% af vinen nemlig lagret i egetræsfade sur lie inden samling og aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi fra første fløjt godt med tropisk frugt, mango, papaya, bananer og saftige ferskner, grillede citroner,  pære, søde krydderier og altsammen pakket ind i en fed, cremet og fyldig aroma med lidt svag nøddede elementer.

I munden er vinen også cremet, fyldig og og næsten olieret med kandiserede grapefrugter, bitter lemon, lemonadesaft, meloner, salt og kalkede elementer. Vinen har derudover både lidt krydrede og let røgede elementer … en flot vin, som giver masser af drikkeglæde.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarros Crianza er nok husets bedste køb og en vin, som altid tager kegler i en smagning. Jeg har da efterhånden også anmeldt vinen cirka 6-7 gange tidligere her på Houlbergs Vinblog i forskellige årgange. Og hvorfor så ikke også lige nuppe Crianza’en i en ældre årgang 2011?

Vinen er i årgang 2011 lavet på 90% Tempranillo, 3% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 50% franske og 50% amerikansk egefade.

Duftmæssigt er det intens, blød og mørk frugt, solbær, tyk gæret epo-fed med masser af fad, brændte fade med både kanel, vanilje, sød tobak, mintchokolade, sød lakridskonfekt og så alligevel med en æterisk skarphed, for under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren og fin frugtsyre.

I forhold til 2018’eren – som er seneste årgang af crianzaen jeg har smagt fra Arzuaga – er denne mere moden i smagen, hvorfor syren er mere afdæmpet og de runde, bløde smage bare endnu rundere og dermed bliver det virkelig comfortwine af  bedste skuffe. Vinen er vild blød, rund og cremet og fortsat med tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade.

Forhandles af Jysk Vin, men 2011’eren kan ikke længere købes, men det kan vinen i årgang 2018, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2018 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienSidst jeg smagte Arzuaga Crianza skrev jeg, at den helt smeltede mit hjerte. Nu smager jeg vinen i årgang 2018 og atter er mit hjerte i fare for en total nedsmeltning.

Arzuaga har jeg skrevet om et utal af gange og deres Crianza har jeg selvfølgelig også smagt en del gange. Sidste gang var det i en årgang 2017 og niveauet er bare skræmmende godt.

Vinen er i årgang 2018 lavet på 94% Tempranillo og 6% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 900 meter over havet, hvor jorden består af kalksten og ler, mens de resterende 20% kommer fra druer på Arzuagas stenede og sandede marker i Borgus provinsen.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 70% franske og 30% amerikansk egefade.

Duftmæssigt masser af tung fadpræg, dybe sødbrændte fade, sødme, kødfuld med blåbær, solbær, epo-fed, tyk, fed og smækker. Det suppleres med både kanel, kardemomme, vanilje, sød tobak, candyfloss, mælkechokolade og søde krydderier. Under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren frugtsyre, blød og behagelig.

I munden er det dog slet ikke så meget bamsevin som 2017’eren, for vinen har en gennemgående frisk syre, men fortsat med de normale Arzuaga kvaliteter med en blød, rund og cremet smag. tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade. Tanninerne er bløde, polerede og atter så fin balance … og til tilbudsprisen fortsat rent tyveri.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, Spanien

2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, SpanienVinhuset Viñedos Verderrubí ligger lige udenfor byen Rubí de Bracamonte i Rueda området og derfra smager vi nu denne Pita Verdejo Finca La Cantera.

Vinhuset Verderrubí er bygget i 2012 af den unge ønolog Emilio Pita, hvis familie igennem flere generationer har drevet handel landbrugsmaskiner og ved siden af lavet en smule vin .. men mest til eget forbrug.

Emilio José Pita har dog altid vidst, at han ville være vinbonde, så lige efter sin 23 -års fødselsdag rejste han til Frankrig og begyndte sine studier i ønologi ved universitetet i Bordeaux og fortsatte derefter sin uddannelse bl.a. på Cloudy Bay i New Zealand og Newton i Napa Valley i Californien.

I 2010 vendte han tilbage til Rubí de Bracamonte for at starte familieprojektet Viñedos Verderrubí – aka Dominio de Verderrubí eller Bodegas Verderrubí – hvor han ville satse på vine med klar identitet af det lokale terrior i området.

Den første vin blev på Verdejo, men siden har han lavet en række vine i de to serier Pita og Atipyque. I dag laves de fleste vine dog med Pita familienavnet på flaskerne.

Samlet har Pita 63 hektar vinmarker i Rueda i Castilla y León, hvor 56 hektar ligger i La Cantera ved Rubí de Bracamonte og de øvrige i La Bonera ved Velascálvaro.

Her smager vi Pitas hvide topvin på Verdejo druen … vinen Pita Verdejo Finca La Cantera, hvor druerne kommer fra marken Finca La Cantera tæt ved Rubí de Bracamonte.

Efter høsten opbevares druerne koldt ved 10 grader et par timer inden de først knuses let i en druemølle, hvorved den første saft så allerede løber fra og når at macererer en kort stund inden endelig presning, hvorefter mosten overføres til 300 liter franske egefade, hvor gæringen sker spontant alene på druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i egefadene sur lie i 8 måneder med ugentlig bâttonage. Men først efter yderligere 5 år på flaske, når frugten og fadet er pot og pande og perfekt integreret, frigiver Emilio Pita vinen. Den har 2,0 gram restsukker pr. liter og produktionen er lille med kun 3.000 flasker årligt.

Sikke dog en dejlig aroma … et skønt mix af linolie, bivoks, hyben, stikkelsbær, fersken, grillede limefrugter, badesalt, en lille olieret fedme og nogle grønne og bio bio animalsk, landlige noter samt en våd pels, som lige gør tingene ekstra interessant. Derudover har den også denne lidt krydrede note, som man ofte finder i Verdejo vine og samlet meget kompleks og spændende næse.

I munden har vinen også denne lidt krydrede og nærmest olierede smag, men det kommer sgu samtidig med en god ren syre og friskhed i frugten, der mest er melon, pærer og citroner, lidt sandeltræ, røg og salte elementer og endda også lidt peber. I starten virkede syren lidt mild, men efter lidt tid griber den fat og giver vinen karakter, rygrad og sammen med lidt lemon bitterhed skaber det god balance. Houlberg ligger lige mellem 5 og 5,5 store fingre. Lækker vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, Spanien

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, SpanienDen sidste Juan Gil Bodegas Familiares vin i denne omgang blev denne nye vin Clar del Bosc fra familiens Priorat vinhus Bodegas Rosario Vera.

Familien Gil købte vingården Bodegas Rosario Vera i Rioja i 2016 med alle dens tilhørende vinmarker i både Rioja Alta og Rioja Alavesa.

Den er sidste skud i samlingen af vinerier, som også tæller Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla samt Bodegas Tridente.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og er i dag efterhånden en større vinproducent i Spanien.

Vinen er lavet på 49% Garnacha, 36% Cariñena aka Carignan, 13% Syrah og 2% Cabernet Sauvignon … alle høstet med håndkraft og så er hver druesort vinificeret separat. Der er sket i små åbne kar lavet af rustfri stål på 15-30 hektoliter med daglig overpumpning. En del er dog gæret i 500 liter franske egefade,

Derefter er hver sort lagret 12 måneder på franske egefade i forskellige størrelser, som 600, 300 og 225 liter og først derefter er vinen endelig sammenstukket i det endelige blend. Der er kun lavet 7.000 flasker af vinen.

I næsen er vinen pænt spansk … og måske ikke typisk Priorat, men har dog den forventede slankere og mere elegante duft, hvor der er fennikel, knust sten, tørre krydderier, en let sødme og mørke bær i en slags kølig stil. Det fungerer sgu meget fint. Der er kirsebær samt brombær, sorte oliven … og fadlagringen virker heller ikke tung eller alt for tydelig.

I munden er vinen dejlig blød, men har samtidig denne friske side i forhold til Gil familiens vine fra både Castilla-La Mancha og Castilla y León. Vinen her er langt mere oprejst og ren, med god, frisk frugt, der giver en køligere stil, selvom familiens kendetegn med venlige og opulente vine også slår igennem. Men det giver i hvert fald vin med elegance, blødhed, kølighed, renhed og venlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Juan Gil, Bruto, Murcia, Spanien

2018 Juan Gil, Bruto, Murcia, SpanienDen næste Juan Gil vin havde jeg også smagt tidligere … deres Limited Edition vin Bruto lavet i samarbejde imellem Bodegas Juan Gil, den kreative grafiske designer Jorge Martinez samt den spanske skuespiller Imanol Arias med det formål at hylde regionen og Monastrell druen. Dette er årgang 2018.

Det er – som nævnt – 100% Monastrell aka Mourvèdre fra La Tella marken i 800 meters højde, hvor der er gamle vinstokke, der er op til 70 år gamle og høstet med et meget beskedent udbytte.

Vinen gennemgår fermenteringen i rustfrie ståltanke i 25 dage ved kontrollerede temperaturer, også malolaktisk gæring inden den får 24 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade samt aftapning på flaske.

Etiketten er designet af kunstneren Ángel Haro og motivet er et ansigt, hvor han har forsøgt at formidle formidle ujævnheden i det barske Jumilla terræn og de rynker, som landet efterlader på ansigterne hos dem, der laver vin der.

Nu skruer vi lige op for volumenknappen igen … dyb, lækker og moden svulstig frugt, mørk med både solbær, svesker, tør engelsk lakrids, kokos, våde fade, tonsvis vanilje, sød tobak, søde krydderier, en mørk balsamisk note … nærmest som en hundegammel, dyr samt fed balsamico. Selvom det er fed og opulent, så dufter det sgu bare herregodt.

Smagen har masser af fadpræg, men også en dyb, mørk og intens frugt, hvor man nærmest ikke kan smage en højoktan på eksplosive 15,5% alkoholprocent. I smagen er der tørhed, blåbær, solbær samt sødbrændte fade. Tanninerne er også bløde og føjelige, hvormed det bliver så blødt, cremet og Bruto brutalt. Man kan altid diskutere stil, men hvis man ikke kan lide denne vin, så skal man sgu ha’ sine skolepenge igen. WAUW.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., men køber du 6 flasker er prisen 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, Spanien

2019 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, SpanienJuan Gils Silver Label er en lillesøster til foregående Blue Label … en billigere Etiqueta Plata end Etiqueta Azul.

Vinen er lavet på 100% Monastrell – aka Mourvèdre – druer fra over 50 år gamle vinstokke. Disse bush stokke giver ikke et stort udbytte, men er til gengæld super rige og pakket med smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den malolaktiske gæring er sket på egefade med 25 dages lagring sur lie. Derefter er vinen så lagret i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Selvom vi er trådt et skridt ned i niveau med Etiqueta Plata, så har vinen nogle af de samme elementer i duften. Der er engelsk lakrids, blåbær, solbær, røg og virker lettere og mere mineralsk, men det er nok fordi, at den næsten ikke er lagret på egefade. Der kommer blot nogle mere grønne noter, lidt som kaktus, estragon og let balsamicoeddike.

Smagsmæssigt er vinen også lettere, selvom vi fortsat er ovre i fyldige, kraftfulde, tætte og intense vine. Tørheden er knap så stor, men er der dog sammen med en lille sødme, som dog aldrig bliver for meget. Frugten er okay frisk og det hele leveres igen cremet, blødt og kraftfuld, så bestemt en lækker vin, der næsten når den blå søstervin … blot lidt friskere og dermed 4,5-5 gode fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi fortsætter med flere vine fra Juan Gil Bodegas Familiares’ og den næste er denne Blue Label, der er lavet under Juan Gil navnet.

Sidst jeg smagte vinen kaldte jeg den en vinøs stor Dodge RAM truck med V8 Hemi motor.

Den er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.

Sammenlignet med foregående Alaya Tierra er dette meget mere elegant, som det fortsat er powervin på epo steroider. Men allerede i næsen en bedre og mere elegant vin, hvor der er pænt med fadpræg, engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt, ristede kaffebønner, tobak, tørret kød, grafit, solbær, sorte kirsebær, balsamico, peber, kanel samt vanilje.

Der er også lidt peber og en smule kølighed, som giver vinen lidt  Nordrhône stil og det klæder virkelig vinen og løfter den fra de fede og opulente noter og gør, at det dufter meget fint … selvom du fortsat får lidt smæk af spanskrøret.

Og smagsmæssigt har vinen også – mellem den fede, søde og koncentrerede frugt og kraft – en god og ren syre, som hiver vinen op og giver rygrad … endda langt mere tydeligt end hos både 2016’eren samt 2017’eren. Det giver samtidig friskhed, som sammen med lidt stramme tanniner, der sætter sig på fortænderne, løfter og giver en smule rygrad. Det er stadig en cremet, tyk, kraftig og intens vin, blot med fin, fin syre.  Voldsom, men bestemt med hestekræfterne de rigtige steder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, Spanien

2019 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, SpanienDenne 2019 Alaya Tierra fra Juan Gil Bodegas Familiares’ Bodegas Atalaya er også et gensyn, for vinen har jeg før smagt i årgang 2017.

Bodegas Atalaya ligger en smule nord for byen Almansa  appellationen DO Almansa i Castilla-La Mancha.

Denne Alaya Tierra kalder en række anmeldere Den Spanske Amarone. Den er en af de 3 vine, som familien Jil laver på Bodegas Atalaya, som de har grundlagt i 2007 sammen med familien López Family fra Pilar de la Horada.

Alaya Tierra er produceret på 100% Garnacha Tintonera – også kendt som Alicante Bouchet – fra gamle vinstokke på over 50 år på marker i 1.000 meters højde. Alle druer er høstet med håndkraft og kun de absolut bedste druer fra anvendes.

Vinen har efter endt gæring lagret 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Der produceres omkring 20.000 flasker Alaya Tierra årligt.

I glasset er det også en sort væske … ligner næsten spildolien fra aftapning fra bundkaret i bilen efter 20.000 kilometer, mens duften slet ikke minder om Amarone. Her er det noget helt andet, for der er tonsvis af tør engelsk lakrids og en saft lavet på presset lakridsrod, hvis man kan det? Der er samtidig masser af træ sammen med urter, tørre krydderier, blåbær, enebær, sort hyldebærsuppe, peber og en oldgammel og tyk balsamico. Vinen er vitterlig fed og klæbende i vinglasset … intens som vinøs motorolie.

I munden er har vinen nærmest likøragtige muskler … sort, tyk, flydende væske med stor viskositet. Der er nærmest smøreolie og næsten så fed, at den skal tygges. Der er ekstrem tørhed og sødme i sød infight, masser af power, kraft og mørke bær, som sidst en smule gløggagtig i smagen, for den har nogle søde krydderier. Der er både chokolade, lakrids, peber … virkelig en vin for dem, som elsker power, sødme i vinen eller højoktan Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bodegas Shaya, Shaya Verdejo, Rueda, Spanien

2019 Bodegas Shaya, Shaya Verdejo, Rueda, SpanienBodegas Shaya er én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde og ligger udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien. Derfra kommer denne 2019 Shaya Verdejo.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere i forrige årgang 2018 og er lavet på druer fra en 30,5 hektar vinmark vest for Segovia, hvor der er lavtydende gamle Verdejo vinstokke i jord med sand og grus. Vinen er lavet med gæring på rustfrie ståltanke med temperaturkontrol samt en efterfølgende lagring .. det mest i tankene, men 20-30% i 500-600 liters egefade.

I næsen er vinen langt mere ekspressiv end 2018’eren, for der er masser af modne æbler i skøn infight med meloner, passionsfrugt, kiwi, papaya og dåsepærer, mandler og marcipan. Det er lige til og dufter sgu godt med en anelse søde krydderier. Virkelig juicy og atter med en spæd fedme.

Smagsmæsigt er det en vitterlig fyldig, tæt, cremet samt sødkrydret vin … mere sød end 2018’eren, hvilket virkelig gør Shaya Verdejo til decideret tørstslukker. Der er tørret abrikos, papaya, honning, mjød samt pænt med sødme, lidt røget kant, svag grape og lige nøjagtig med tilstrækkelig  syre til at holde rygraden strunk og rank.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7