2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, Spanien

2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, SpanienVinhuset Viñedos Verderrubí ligger lige udenfor byen Rubí de Bracamonte i Rueda området og derfra smager vi nu denne Pita Verdejo Finca La Cantera.

Vinhuset Verderrubí er bygget i 2012 af den unge ønolog Emilio Pita, hvis familie igennem flere generationer har drevet handel landbrugsmaskiner og ved siden af lavet en smule vin .. men mest til eget forbrug.

Emilio José Pita har dog altid vidst, at han ville være vinbonde, så lige efter sin 23 -års fødselsdag rejste han til Frankrig og begyndte sine studier i ønologi ved universitetet i Bordeaux og fortsatte derefter sin uddannelse bl.a. på Cloudy Bay i New Zealand og Newton i Napa Valley i Californien.

I 2010 vendte han tilbage til Rubí de Bracamonte for at starte familieprojektet Viñedos Verderrubí – aka Dominio de Verderrubí eller Bodegas Verderrubí – hvor han ville satse på vine med klar identitet af det lokale terrior i området.

Den første vin blev på Verdejo, men siden har han lavet en række vine i de to serier Pita og Atipyque. I dag laves de fleste vine dog med Pita familienavnet på flaskerne.

Samlet har Pita 63 hektar vinmarker i Rueda i Castilla y León, hvor 56 hektar ligger i La Cantera ved Rubí de Bracamonte og de øvrige i La Bonera ved Velascálvaro.

Her smager vi Pitas hvide topvin på Verdejo druen … vinen Pita Verdejo Finca La Cantera, hvor druerne kommer fra marken Finca La Cantera tæt ved Rubí de Bracamonte.

Efter høsten opbevares druerne koldt ved 10 grader et par timer inden de først knuses let i en druemølle, hvorved den første saft så allerede løber fra og når at macererer en kort stund inden endelig presning, hvorefter mosten overføres til 300 liter franske egefade, hvor gæringen sker spontant alene på druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i egefadene sur lie i 8 måneder med ugentlig bâttonage. Men først efter yderligere 5 år på flaske, når frugten og fadet er pot og pande og perfekt integreret, frigiver Emilio Pita vinen. Den har 2,0 gram restsukker pr. liter og produktionen er lille med kun 3.000 flasker årligt.

Sikke dog en dejlig aroma … et skønt mix af linolie, bivoks, hyben, stikkelsbær, fersken, grillede limefrugter, badesalt, en lille olieret fedme og nogle grønne og bio bio animalsk, landlige noter samt en våd pels, som lige gør tingene ekstra interessant. Derudover har den også denne lidt krydrede note, som man ofte finder i Verdejo vine og samlet meget kompleks og spændende næse.

I munden har vinen også denne lidt krydrede og nærmest olierede smag, men det kommer sgu samtidig med en god ren syre og friskhed i frugten, der mest er melon, pærer og citroner, lidt sandeltræ, røg og salte elementer og endda også lidt peber. I starten virkede syren lidt mild, men efter lidt tid griber den fat og giver vinen karakter, rygrad og sammen med lidt lemon bitterhed skaber det god balance. Houlberg ligger lige mellem 5 og 5,5 store fingre. Lækker vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7