Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2012 Domaine La Tache, Saint-Joseph Cuvée Guillamy, Rhône, Frankrig

2012 Domaine La Tache, Saint-Joseph Cuvée Guillamy, Rhône, FrankrigSaint-Joseph Cuvée Guillamy fra Domaine la Tache aka Scea la Tache er en funky samt usvolvet vin lavet af vildmanden Fabien Bergeron.

Fabien var en del af en gruppe venner fra Tournon, som plejede at arbejde i vinmarkerne i Saint-Joseph, bl.a. med at restaurere vinstokke, bygge espalier samt beskære for vinhuse som bl.a. Chapoutier og Jaboulet

De fleste af gruppen var dog muslimer og drak ikke selv vin, hvorfor de også beskrev sig mere som bønder snarere end vinbønder. Men i 2002 fandt de en parcel på den berømte vingård Guillamy og købte den i fællesskab.

Parcellen var imidlertid misligholdt, så venner fik den restaureret, men senere købte de også endnu en vinmark på en nordlig skråning i Badel mellem Tournon og Mauves.

De 2 marker er på i alt knap 3 hektar og ligger på terrasser, men alt foregår øko og manuelt. På grund af sin nordvendte position høstes druerne i Badel en måned senere end alle andres i regionen, men Guillamy marken er sydvendt og modner druerne hurtigere.

Fabien Bergeron og hans slæng er ægte purister, så de laver vinene uden den mindste temperaturkontrol og uden tilsat svovl på noget  tidspunkt.

Denne Saint-Joseph Cuvée Guillamy 2012 er lavet fra 30-40 år gamle Syrah vinstokke, men der er også en smule Marsanne med i mixet, men regler tilsiger også, at der godt må være op til 5% med i blendet. Vinificering er sket med hele klaser i åbne tronkoniske kar med fodtramp … lige nok til at lade gæringen starte helt uden tilsætning af gærceller.

Derefter sker der en kulsyre-maceration i omkring 1 måned, hvor karet blot er dækket med en plastikplade. Ved slutningen af ​​denne maceration er druerne i tronkoniske kar knust to gange om dagen, nemlig om morgenen og om aftenen. Derefter er vinen lagret … lidt forskellige periode, men oftest omkring 16 måneder.

Duftmæssigt er det en funky, frisk, behåret og saftig vin … har en sødkrydret kirch duft, masser af kirsebær, meget urtet og nærmest mælket, har kærnemælk samt en vis syrlighed samt nogle våde fade, svagt fadpræg og ikke lige til at fornemme, at dette er NordRhône.

Smagen er absolut også frisk, saftig og juicy … masser af syre, masser af frugtsyrlighed, noget lemon bitterhed oveni de syrlige røde drops samt en umoden grøn side. Syrlighed er måske endda et forkert ord, for vinen er nok nærmere sur, men har denne letløbsfølelse, som gør det til en lille tørstslukker … på en funky facon. 90 point.

Købt hos Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, Argentina

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, ArgentinaDen næste vin fra de to elrockguitarglade vinmagere Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines er denne svimlende 2019 Vertigo.

Vinen er fremstillet på 80% Malbec, 10% Syrah og 10% Cabernet Franc fra op til 110 år gamle vinstokke i den berømte Vista Flores zone i Valle de Uco.

Marcelo Pelleriti fadgærer de tre druesorter samlet for at give vinenet mere unikt, komplekst og interessant udtryk. Vinen har så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye.

WAUW for en tæt, mørk og flot aroma. Der er mejeri, røget kød, oksefond, sød lakrids samt en tonstung, fed og mørk frugt af solbær, blåbær, hindbær, ribs, pottemuld og skovbund, blyanter, cedertræ og cigarkasser, ædeltræ som mahogni, kakao, kaffegrums, chokolade samt denne nærmest kølige elegance … med skrald på.

Hvor smager vinen også bare godt … og selvom det er en solmoden, tæt og oversøisk vin, så er frugten bare så direkte, ren og frisk, men selvfølgelig fortsat til den mørke side. Vinen har så flot en balance, at den nærmest leger og danser på en smeltende måde i munden … har bløde og venlige tanniner, så alt er poleret, afbalanceret, intenst og imponerende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Felipe Staiti Wines, Euforia Syrah, Mendoza, Argentina

2020 Felipe Staiti Wines, Euforia Syrah, Mendoza, ArgentinaFelipe Staiti Wines er en sjov størrelse, for det er nemlig en nyere familieejet vingård, der både producerer sine vine fra Mendoza i Argentina samt fra Italien. Jeg smager nu 3 af de argentinske og starter med denne 2020 Euforia Syrah.

Vingården ligger ved Vista Flores i Tunuyán ved foden af Andesbjergene og er grundlagt i 2012 af Felipe Staiti med hjælp fra sin ven, den ret anerkendte vinmager Marcelo Pelleriti. Familien Staiti er selv fra Italien, men flyttede til Argentina i starten af 1900-tallet og slog sig ned på ejendommen i Vista Flores.

Felipe Staiti kaldes også for rockkongen fra Mendoza, da han også spiller guitar i det argentinske rockband Los Enanitos Verdes, der flere gange også er blevet nomineret til Grammy priser for deres latin rock. Det er også via interessen for guitar, at Felipe er blev venner med Marcelo Pelleriti, der selv spiller habil elguitar.

Derfor var et samarbejde med de to guitarglade venner også oplagt på den vinøse side, for Felipe Staiti ejer nemlig en række vinmarker i det højt beliggende Valle de Uco i Argentina samt i Veneto i Italien.

For Felipe og hans to sønner har bevaret et meget stærkt bånd til Italien og den italienske kultur. I 2014 flyttede den 3. generation af familien således tilbage til Italien og påbegyndte produktionen af den lækre mousserende vin Famiglia Staiti Prosecco DOC.

Her smager jeg først en 2020 Euforia Syrah, hvor Syrah druerne kommer fra marker i Valle de Uco i 1.050 meters højde. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på egefade og heraf 20% nye fade.

Der er intensitet og skrald på … blåbær, solbær, ribs, violer, lidt grannåle, godt med tørt træ, egetræ og det suppleres med kakao, tobak samt mørk chokolade.

I munden er det faktisk voldsomt elegant … med stor power og intens frugtrigdom med samme bær som i duften … solbær, blåbær, ribs og en vis mørk friskhed, peber, lakrids, stor mørk renhed og så absolut flot balanceret. Det er stor vin og til prisen et kæmpestort kup. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Tim Smith Wines, Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2020 Tim Smith Wines, Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienTim Smith Wines er en lille, spændende producent fra Vine Vale i Tanunda i Barossa Valley og derfra smager jeg nu Barossa Shiraz 2020 med Tims eget røde fingeraftryk på vinen.

Tim Smith er født i Adelaide, men det var et glas ældre Yarra Yering Dry Red #2 og et møde med vinmageren bag samme vin Dr Bailey Carrodus i slutningen af 1980’erne, som afgjorde Tims skæbne. Han ville også lave vin.

Han startede derfor som hjælper i vinkælderen hos Yalumba, samtidig med han begyndte en uddannelse til vinmager. Derefter har Tim Smith arbejdet som ansvarlig vinmager for vinhuse som St Hallett, Tatachilla og Château Tanunda. Han har nu også arbejdet i Portugals Alentejo region hos Cortes de Cima og Azamor samt i Frankrig hos Chapoutier og Gabriel Meffre.

Da han en dag i september 2001 sad og drak et glas Condrieu med udsigt til Hermitage bjerget, så besluttede han sig for, at det nu var tid til at lave sine egne vine. Han opsagde sit job, flyttede tilbage til Australien, bosatte sig i Barossa,  grundlagde Tim Smith Wines og begyndte at lave vin fra druer, som blev opkøbt hos udvalgte vinavlere.

Tim Smith laver vine på sorterne Mataro, Grenache, Shiraz og Riesling, som kan findes helt perfekte i Barossa, bl.a. på grund af gamle kloner og en stor variation i markerne. Han laver vine fra små udvalgte parceller og i ganskje små mængder … og alene hvis han kvalitetsmæssigt kan sætte sit fingeraftryk på vinen, hvilket jo visuelt og er vist på etiketterne.

Han er totalt inspireret af Rhône, men har en sund respekt for den lokale Barossa vinstil, som nu ved denne 2020 Barossa Shiraz, der er lavet på Syrah aka Shiraz druer fra 6 forskellige vinmarker, hvor halvdelen ligger i Barossa og den anden del i Eden Valley.

Druerne kommer primært fra meget gamle vinstokke med en alder på op til 100 år. Der udvælges allerede i druerne, når de håndhøstes, ved optimal modenhed og igen efter de ankommer til vingården.

Efter endt fementering, som er sket med løbende punch-downs – er vinen så lagret 18 måneder på en kombination af amerikanske samt franske egetræsfade … både nye og gamle fade.

Sikke en dejlig sort, dyb og fængende duft … der er mejeri samt tørret kød, godt med lakrids og det er sød sød finsk og tør engelsk lakrids, noget After Eight mintchokolade samt våd eg, vaniljecreme, kaffe samt lakridskonfekt. Frugten er brombær- og solbæragtig suppleret med modne blommer. Dejlig fed duft.

I munden er det også en kraftig bandit … hvor peber giver en stærk varme igennem kroppen. Men heldigvis er vinen blød, rund, cremet samt fyldig, frugten mørk og sød, mens fadpræget med lakrids og en plade mørk chokolade bløder alt op. Der er lidt friskhed og syrlighed i den mørke frugt og det giver liv i vinen, som dermed aldrig bliver for selvtilfreds og opulent. Dejlig Aussi-Shiraz og 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, FrankrigDomaine Des Roches Fortes ligger i den gamle by Vaison-la-Romaine nær den gamle by og den smukke bro Pont Romain. Vi er selvfølgelig i Rhône. Fra huset smager jeg en 2020 Côtes-du-Rhône Villages.

Vinhuset drives i dag af Jean-Luc Brunel, men er grundlagt for 3 generationer siden af hans bedstefar Felix Brunel. Han var egentlig stenbrudsarbejder, men købte lidt vinmarker og producerede så blot druerne, som blev solgt sammen med lidt abrikoser og blommer.

Sådan fortsatte Jean-Lucs far René Brunel også, for han var tilfreds med blot at sælge druerne til en anden producent, men da Jean-Luc i 1985 overtog driften, så startede han selv med at producere og sælge sine egne vine.

Siden da har familien alene satset på vinen … og har i dag 20 hektar vinmarker og Jean-Luc sammen sammen med fruen Hélène masser af Rhône vin.

Her smager vi deres Côtes-du-Rhône Villages, der skulle være lavet på 70% Grenache og 30% Syrah … men jeg har ikke kunnet finde de mindste oplysninger om produktionen, så vi iler bare videre til mine smagsnoter.

I næsen virker det som en tør og krydret vin. Tørhed er allerede udbredt i starten og holder ved i hele duften. Den er samtidig lidt kødfuld, har tør jord, grafit, jod og frugten virker moden med en smule blåbær, sorte kirsebær og brombær.

Smagen er også tør, har blåbær, lakridsrod, engelsk lakrids, grafit, blæk, peber samt en smule bitterhed. Tanninerne er også mærbare med lidt tørhed og kant. 89 point.

Skulle vist være købt på vingården og prisen ser ud til at ligge på 9,95€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, SpanienSå skal vi da bare endnu en tur tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo, men denne gang hverken på Bobal eller Grenache, for jeg smager nu 2019 Syrah Pela Roques.

Alle Syrah druer kommer fra den 3,3 hektar store parcel på Finca Conejros marken i cirka 850 meters højde, hvor Syrah vinstokkene er plantet i 1998 og alle er økologisk dyrkede. Selve marken har et køligt og stærkt næringsfattigt terroir med en jordbund af klipper af sandsten, quartz og feldspat.

Der sker afstilkning af 50% af druerne og gæring sker spontant alene med druerne naturlige gærceller. Gæring af maceration sker over 5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 8.000 liters egetræsfade.

Det kan godt være, at vinen er på ren Syrah, men sådan dufter den på ingen måde, for i glasset er vinen klart til den lyse side og samtidig får man omgående et let, frisk og frugtrig duft med en vild, reduktiv slagsside, som giver lidt bio bio landlighed, krudt og omgående leder tankerne helt på lidt tysk, øko eller bio Spätburgunder. Den har også noget garvet læder, mælkede elementer med sur mælk, kakao, våde sten og et bundt friske urter.

Smagen er lige så vild … har dog en mere solid bund, hvor frugten bliver meget tæt og knap så levende. Vi er dog fortsat i den lette og friske afdeling og langt fra arketypisk Syrah, selvom der dog kommer lidt peber med i smagen. Der er blåbær, brombær, hindbær samt lidt rabarber på én gang, en lidt tør saftighed, en nærmest balsamisk syre og samlet meget tilgængelig og drikkevenlig. Jeg er sgu bare vandvittig imponeret, så 94 point fra mig … næsten 95.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vild godt køb … siger det bare, så din egen skyld, hvis du ikke køber lidt til skabet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2019 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienBlue Label fra Juan Gil er en voldsom sag. Hvis den ikke var omgivet af en tyk og tung flaske, så skulle vinen være omkranset af en stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX, for vinen er næsten lige så kompromisløs og ekstrem.

Det er en vin, som du bedst skal drikke på en ret råkold efterårs- eller vinterdag, for den giver varme helt ud i din storetå. Det er en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.

Jeg ved det, for det er faktisk 4. årgang, som jeg smager af vinen, som jeg tidligere har smagt i årgang 2016, 2017 og 2018, men nu altså smager i seneste facelift anno 2019.

Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.

Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt kører vi på alle cylindere, for næsen er fyldt med tyk fadpræg af kanel, vanilje, sød finsk lakrids, lakridskonfekt, sød tobak, ristede kaffebønner, tørret kød, portvin, sorte kirsebær, solbær og alle modne og solvarme, hvilket så suppleres blæk, grafit, power samt superoktan kraft.

I munden er der også højoktan brændstof med en koncentreret, opulent, sød og solmoden frugt med solbær, sorte kirsebær, svesker, som har varme, kraft, blæk, grafit samt tykke og tørre tanniner, fed og cremet maggiterning af flommelækker smag og alt med en lidt portvinsagtig rundhed og varme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigVidal-Fleury er ejet af Guigal, er et af området  ældste vinhuse og ligger helt betagende midt i de berømte Côte-Rôtie marker. Og det er derfra, at jeg nu smager denne 2018 Côtes-du-Rhône.

Guigal er vi jo stødt på her på Houlberg Vinblog flere gange … men egentlig også Vidal-Fleury, selvom det efterhånden vist er ved at være nogle år siden.

Men Vidal-Fleury ligger ved Tupin et Semons og er grundlagt tilbage i 1781 af Vidal familien. Der er faktisk også det eneste vinhus i hele Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Allerede tilbage i 1787 blev huset berømt, da den amerikanske præsident Thomas Jefferson besøgte huset … hvilken blev starten til en eksport af vinene.

I 1890’erne giftede Gustave Vidal sig med en datter af Fleury familien og dermed fik huset sit nuværende navn Vidal-Fleury, og en medgift som muliggjorde en genplantning af vinmarkerne efter den store phylloxera epidemi.

Vidal-Fleury havde oprindeligt en række vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men siden 1920 har de udvidet med marker i andre dele af Rhône og i dag opkøber huset også druer fra udvalgte vinavlere i hele Rhônedalen. Vidal-Fleury er dog i dag næsten blevet synonym med Côte-Rôtie.

Vinhuset er i dag dog ikke længere ejet af Vidal-Fleury familien, for det blev i 1984 købt af Guigal, som havde en særlig interesse i Vidal-Fleury, hvor Etienne Guigal selv blev udlært og arbejdede en lang årrække inden han i 1946 etablerede sig som vinbonde og grundlagde E. Guigal.

Guigal familien har sat Guy Sarton du Jonchay til at drive vinhuset, hvilket sker sammen med hans hustru Monika. De driver markerne sammen med Guigal og samlet har Vidal-Fleury og Guigal omkring 62 hektar i det nordlige Rhône. Hvor mange marker, som Vidal-Fleury har i den sydlige del ved jeg ikke, men de fleste af druerne opkøbes hos små vinavlere.

I 2006 startede Vidal-Fleury byggeriet af et nyt state-of-the-art winery, som blev færdigt i 2008. Det er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg.

Vi skal ikke smage Côte-Rôtie fra Vidal-Fleury, men derimod en Côtes-du-Rhône, som også nærmest er deres signaturvin og her i årgang 2018 er den lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Carignan.

Vinen er lavet i ståltanke med lang og traditionel maceration, hvilket er 2 uger for Grenache og 3 uger forSyrah og Mourvèdre. Gæringen og maceration er sket ved 30 grader med de naturlige gærceller og derefter også fuld malolaktisk gæring. Så er vinen lagret sur lie med 70% i ståltanke og 30% på foudres egefade … og 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Dejlig mørk, rustik, kødfuld duft, hvor man næsten kan dufte de gamle fade sammen med lidt krogmodnet oksekød, let mejeri, nogle violer, lavendler, godt med friske og røde kirsebær, brombær, noget medicinsk, mørk og letbitter chokolade, lakrids og grønne urter. Det dufter langt bedre end forventet.

Smagen er også rigtig fin … nærmest meget let og eksplosiv, men de eksploderede frugter giver mere mørke nuancer som solbær, modne kirsebær sammen med en tør lille sødme, masser af dybde og rigtig god smag. Det er sgu skruet rigtigt godt sammen og har faktisk en snert af noget nordlig Rhône. Der er let peber, rosmarin, røg og virkelig fin lang eftersmag. Total optur. 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, Italien

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Giacomelli ligger tæt på den gamle romerske by Pistoia omkring 20 kilometer nordvest for Firenze i Toscana og derfra smager vi nu denne 2009 Terre di Chiesina.

Ejendommen var oprindelig ejet af den ædle Vivarelli Colonna familie, men blev i slutningen af 1700-tallet så overtaget af Giacomelli familien, der fortsat ejer vingården sammen med det øvrige og mere traditionelle landbrug, som familien driver.

Vinhuset har samlet 20 hektar i bakkerne ved Pistoia, men heraf ligger 4 hektar indenfor Chianti DOCG-området.

Her smager vi en Terre di Chiesina Toscana IGT lavet på 80% Sangiovese, 7,5% Merlot, 7,5% Syrah samt 5% lokale druer. Alle druerne til denne vin er høstet i hånden og bragt til vingården.

De manuelt høstede druer har efter afstilkning gæret 7-10 dage i cementtanke, hvorefter vinen er  lagret i 18 måneder i samme tanke og så aftappet på flaske og lagret yderligere 6  måneder inden frigivelse.

I glasset afsløres alderen fluks på farven, der klart har brunlige nuancer, men det afsløres også af duften, som er noget moden og lidt hengemt. Det betyder også, at frugten mest er lidt likøragtig, rosiner, støvede overmodne blommer  … men der er også søde krydderier, en ældre balsamicoeddike samt sandeltræ.

Smagsmæssigt giver alderen dog en ganske rund vin, hvor de fleste kanter er slebet helt runde. Frugten er moden, blid og det er modne kirsebær samt jordbær, lidt bitter Earl Grey te, slappe tanniner, lidt gazebind og tør lakrids eller fennikel. Der er dog – heldigvis – fortsat bid i frugten og det løfter smagen. Det er dog ikke en vin, som jeg vil gemme i mange år endnu. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 La Réserve Saint Dominique, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 La Réserve Saint Dominique, Ventoux, Rhône, FrankrigNæste vin er en Ventoux, som kommer fra vinhuset La Réserve Saint Dominique, der er et lille negociant projekt for vinmager Eric Bonnet, der jo til dagligt driver selve La Bastide Saint Dominique i Courthézon.

Han besluttede at lave en række negociantvine under navnet La Réserve Saint Dominique for at give sine kunder et udvalg af forskellige Cru Rhône vine som fx Lirac, Vacqueyras, Gigondas,  Cairanne og Ventoux … for blot at nævne nogle af vinene.

Selve det primære vinhus La Bastide Saint-Dominique er ellers forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod faderen Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Vinene hos La Réserve Saint Dominique er derimod ikke fra egne vinmarker, men laves via opkøbte druer fra en lang række vinavlere i Erics store netværk af små avlere, som med glæde sælger deres most til ham.

I sin videre forarbejdning anvender Eric udelukkende stål til lagringen af vinen, for at bibeholde den friske frugt i vinen og det giver vine med et frisk touch og dermed anderledes end vinene fra La Bastide Saint Dominique.

Denne Ventoux er lavet på 90% Grenache og 10% Syrah, der kommer fra marker i 450 meters højde på den sydlige side af Mont Ventoux og 20 til 35 år gamle vinstokke. Jordbundsforholdene i dette område er meget rig på mineraler, som stammer fra den høje koncentration af kridt og kalk, der gemmer sig under overfalden.

Som nævnt er vinen alene lavet på ståltanke … og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring for at bevare så meget friskhed og frugt i smagen som muligt.

Rigtig dejlig duft … meget landlig og på vej mod at være bondsk. Den har en levende og frisk frugt sammen med masser af engelsk lakrids, nogle blyanter samt en hel pose tørrede blomster. Frugten er mest hindbær suppleret med kirsebær og er i det hele taget meget fin, aromatisk og let med let drys af krydderier.

I munden er vinen smooth, blød og faktisk virker frugten pænt moden. Den suppleres af godt med peber, der virkelig giver styrke og varmen i halsen. Det er slet ikke for meget, for med lidt Syrah i mixet kan man jo forvente en vis mængde peber. Her slår det godt fra sig sammen med lidt timian, svagt lidt lavendel og tørre tanniner, slår virkelig fra sig, men er sgu godt skruet sammen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7