Côte-Rôtie og Hermitage regnes nok i dag for de to bedste områder i det nordlige Rhône og vi sluttede da også NewRhône Millésimes / Romain Duvernay smagningen med en vin fra netop ét af disse områder, for det var en 2018 Romain Duvernay Côte Rôtie.
Her kommer Syrah druerne fra nogle skifterholdige marker i 200-350 meters højde på en sydvestvendt bjergskråning, hvor vinstokkene nærmest vokser ud af klippen.
Druerne til bliver høstet, når druernes modenhed har nået sit højeste. Gæring og maceration er sket over 3-4 uger efterfulgt af en malolaktisk gæring og derefter er vinen lagret på egefade, hvoraf 25% er nye fade.
I næsen har vinen denne fine animalske, parfumerede, blomstrede og stenede duft, som er mere lys og fin end den foregående Crozes-Hermitage, men alligevel har en seriøs, fast og behåret frugt af både solbær, hindbær, blommer og ribs … nærmest lys og mørk frugt i en intim tosomhed. Der er også lidt mynte, violer, blæk, grafit, kaffe samt tør jord, men mere dæmpet i sine aromaer.
Smagsmæssigt kommer den lette side af Nordrhône også frem, for vinen har en smag, der er lys, tør, let og ren, har samme fine frugt af både lyse og mørke bær, har blot en smule peber, markante og fine tanniner. Den har sammenlagt en dejlig blød, lys, feminin og sart smag af Nordrhône. 93 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 449 kr.