2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Lirac, Rhône, Frankrig

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Lirac, Rhône, FrankrigAlle gode gange tre … for nu smager Houlberg den 3. vin fra samarbejdet mellem Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes og denne gang er det en 2017 Romain Duvernay Lirac.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre, som efter høst er afstilket, knust og så lavet med maceration og gæring over 20-25 dage. Eller det fremgår i hvert fald på den bagerste etikette på vinen, men der på vinhusets hjemmeside står, at vinen er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Hvad der er rigtigt ved jeg ikke, men hver druesort er i hvert fald vinificeret separat inden samling af det endelig blend.

Uha, det er virkelig klassisk Rhône med sådan en tør og krydret næse, godt med blåbær, mørke kirsebær, grønne blade, nelliker, kanel, peber, provencekrydderier … og lige under alt det tørre fornemmes der også en diskret lille sødme.

Smagsmæssigt spot on for en klassisk Lirac … tørhed samtidig med stor frugtrigdom. Tanninerne er pænt tydelige, frugten ren, stram og stringent. Det er en smule krydderier og peber i smagen, som ellers står fint afbalanceret og frisk med lidt mentol samt syrlig bitterhed i eftersmagen. Houlberg balancerer den hen til 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7