Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, ChileVi skal tilbage til 2019, hvor jeg sidst smagte vinen Almaviva fra Mouton Rothschilds chilenske vinhus Viña Almaviva og nu havde Jan taget vinen med i årgang 2015.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem nu afdøde Philippine Rothschild samt Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture startet i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer og i denne årgang 2015 er det 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carménère, 4% Cabernet Franc samt 1% Merlot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Duftmæssigt er det en skøn kombination af tryksværte, tjære, jod, oksefond indkogt med marv, tørbagte kastanjer, blodpølse og mørk frugt med solbær, brombær, svesker og enebær, masser frugtrigdom suppleret med engelsk lakrids, jernbanesveller, røg, kakao, vanilje samt mørk chokolade.

Smagen er tyk og fed med høj viskositet, fed mærk frugt med sorte kirsebær, solbær og ribs … samtidig er vinen sindssyg tør, det er tørt træ, cedertræ, grafit, sværte, tørrede blomster og tanninerne er ret tætte og alligevel pænt integrerede, hvilket bidrager til balancen i denne tætte, tørre og kraftfulde vin … en ordentlig mundfuld, men smager fandeme godt. 97 point.

Da 2015 kom op markedet, blev den forhandlet af Philipson Wine, hvor en flaske kostede1.434,95 kr., mens prisen var 1.195 kr. ved køb af 6 flasker. I dag er den endnu dyrere.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigI runde 2 havde vi lidt bøvl med at spotte Steffen næste vin, som var en 2015 Margaux fra Château Bellevue de Tayac, der er ejet af Domaines Fabre, som også ejer en række andre bordeauxslotte.

Domaines Fabre er nok mest kendt for deres ejerskab af Château Lamothe-Cissac, men ejer også andre mindre vinslotte som Château Landat, Château La Tonnelle, Château Le Chêne, Château Fonsèche og så dette Château Bellevue de Tayac.

Det er i dag Vincent Fabre, som står i spidsen for Domaines Fabre og han styrer alt fra mark til importør og deltager også som vinmager i produktionen af vinene, hvilket er usædvanligt i det område.

Det var Vincents fader Gabriel Fabre der i 1964 købte Château Lamothe-Cissac, da han vendte tilbage til Frankrig fra hans bopæl i Marokko. Siden har familien arbejdet utrætteligt på at få marker og slot i topform.

Vincent er meget engageret indenfor vin og har siddet i bestyrelsen for sammenslutningen af Haut-Médoc producenter og har deltaget i udformningen af den nye lovgivning omkring Cru Bourgeois klassifikationen.

Han er også ledende medlem af den kendte vinridderordenen La Confrérerie du Bontemps du Médoc. I sin sparsomme fritid er han også en passioneret maratonløber og formand for det berømte Marathon du Médoc.

Château Bellevue de Tayac er beliggende i Soussans i den prestigefyldte Margaux-appellation og blev overtaget af Domaines Fabre i 2014 og de har siden gennemført store forbedringer på dets kun 4,5 hektar vinmarker.

Her smager vi en 2015 Margaux vin fra Château Bellevue de Tayac, som er lavet på 70% Merlot 20% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der er lavet helt klassisk … og der er ikke ret meget info om produktionen, men den er efter endt fermentering lagret 12-14 måneder på barriques, heraf 60% nye fade.

I næsen er det en en mørk vin, der virker saftig og struttende med frugt af dybe, fede og sorte kirsebær, solbær, brombær, sort tobak, sød tobak, jod, blod, blæk, grafit, cedertræ, cigarkasser samt noget vanilje og chokolade … virker blød og cremet.

Den smager også blød og cremet, men virker også renere, mere frisk samt tør end duften indikerede. Der er solbær, brombær, ribs, lemon og en god, frisk syre. Der kommer også lidt nødder, mens tanninerne er tydelige og tørre, men aldrig bliver helt vilde. Det giver samlet set en rigtigt fin, rank, blød, smooth og lækker bordeauxvin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Niel Bester Vennan, Field Blend, Western Cape, Sydafrika

2022 Niel Bester Vennan, Field Blend, Western Cape, SydafrikaLad os smage endnu en vin fra Niel Besters eget brand Niel Bester Vennan og det blev selvfølgelig på et bordeauxfil mix … 2022 Field Blend med druer fra hans hjemegn Paarl.

Niel Bester bor nemlig fortsat i Sydafrika … han bor i Paarl sammen med sin hustru Marié. Denne vin er netop lavet med druer fra nogle udvalgte marker ved Simonsberg-Paarl i Sydafrika.

Det er et blend bestående af 60% Cabernet Sauvignon, 20% Malbec og 20% Petit Verdot. Vinstokkene var omhyggeligt overvåget og alle druerne er høstet samme dag for at sikre perfekt modenhed. Vinen er blevet gæret i én tank og har derefter lagret 16 måneder på franske egefade.

Den har en mørk og tør aroma, hvor nogle af de klassiske Bordeaux dyder dukker op med solbær, mulle kældre, lakrids og en rigtig flot dybde, mens fadene bidrager med mørk chokolade, kakao, kanel og vanilje.

Uhhh det er også smagsmæssigt en flot vin, som har denne cremede, bløde og dybe smag, hvor frugten samtidig er frisk og understøttes af en frisk syre … alt er bare rigtigt godt afstemt og man man næsten mærke, at Neil Bester her er på hjemmebane. 92 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 299,95 kr., men er set til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, Italien

2018 Castel de Paolis, I Quattro Mori Rosso, Lazio, ItalienLad os nappe endnu en vin fra Giulio Santarelli på Azienda Agricola Castel de Paolis ved Grottaferrata og det blev med en rødvin, nemlig hans 2018 I Quattro Mori Rosso.

Vinen er lavet på et mix af 40% Shiraz, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Petit Verdot, der kommer fra 29 år gamle stokke på marker i vulkansk jord.

Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader over 15-18 dage og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 12 måneder i Troncais og Allier egetræsfade.

Duftmæssigt fylder træet fra fadlagringen meget … faktisk ret meget, for der er frisk cedertræ, våde fade, kastanjer og nelliker, som lidt overskygger en mørk frugt af solbær, brombær og sorte kirsebær og så ellers nogle af de sødere fadnoter med vanilje, kanel og chokolade.

I munden er den mørke frugt til gengæld ret frisk, intens … igen er det solbær, brombær, kirsebær og de får følgeskab af en bitterhed fra sorte teblade, godt med vilde og mundudtørrende tanniner, der sætter sig langt oppe i ganen sammen med en tør syre, der river og sikrer lang smag … men mangler en anelse balance, men for pokker hvor er der godt med frugt og tanniner, voldsomt og rustikt, så dermed 91 point

Forhandles af Roman Wines, hvor en flaske koster 281 kr., mens prisen er 238,85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Kleine Zalze, Cellar Selection Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika

2022 Kleine Zalze, Cellar Selection Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, SydafrikaSom den sidste vin i Cellar Selection serien fra Kleine Zalze smagte jeg en rødvin og det var en 2022 Cellar Selection Cabernet Sauvignon.

Til denne vin har Kleine Zalze høstet Cabernet Sauvignon druerne tidligt om morgenen, hvorefter halvdelen er gæret i de traditionelle åbne gæringskar og den anden halvdel i rustfri ståltanke med løbende punch-downs og pump-overs.

Efter alkoholgæringen er der sket presning og så er der sket en malolaktisk gæring i ståltanke, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på brugte, franske 300 liter egefade,

Duften virker i starten lidt lukket … skal lige have tid til at åbne sig en smule, men har en frugt af solbær, tranebær og så kommer der nogle nødder, kastanjer og en smule lakrids. Det er rustikt, bondsk og en kende kantet.

I smagen er der godt med tørt træ, cedertræ, nelliker, peber, en meget grøn, syrlig, tør og kantet smag, der giver masser krydderier, en citronagtig syre og tørre tanniner. 86 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, Italien

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en Valpolicella Ripasso Superiore fra vinhuset Zeni og nu smager jeg så en 2020 Costalago Rosso Veronese.

Det er en ameroneagtig vin, der er lavet på 70% Corvina og
Covinone samt 15% Cabernet Sauvignon og 15% Merlot, der efter høst er tørret en periode og så er vinen lavet med traditionel gæring og maceration over 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 12-24 måneder på egetræsfade.

Duften er også amaronefed og mægtig … det er tyk finsk lakrids, saftige blommer, solbær, sorte kirsebær og sveskegrød. Det er en vin, der giver varme … har fyldig opulent krop, kirsebærlikør, brun farin, kanel, kardemomme og vanilje.

I munden er det også blød og cremet vintervin med opulent frugt af sorte kirsebær, kirsebærlikør, saftige blommer og hindbær. Man får også godt med frugtsødme, en blød og hyggelig syre, saftighed, godt med power og er så rund og Fru Jensen venlig. Det er en nem vin med vandkæmmet hår og stor venlighed. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens vinen koster 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2023 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienLillesøsteren til den mægtige topvin Orma fra Tenuta Sette Ponti hedder Rosso di Orma og den har jeg smagt i seneste årgange og nu smager jeg så 2023’eren.

Jeg har før skrevet om det fabelagtige vinhus Tenuta Sette Ponti og denne Rosso di Orma har jeg også smagt i både årgang 2019, 2021 og 2022. Den er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese.

Druerne håndhøster Tenute Sette Ponti fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia og er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Efter druernes ankomst i vineriet, så har vinen gæret med på ståltanke med temperaturstyring og 15 dages gæring og maceration. Efter fermentering er den så lagret 9-11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt endelig på flaske.

Hvor dufter det fremragende … fadpræget er klart mere fremtrædende end hos forrige årgang, for omgående kommer der en umamiagtig aroma med nødder, nøddecreme, skovbund, chokolade, vanilje og noget fugtig skovbund. Frugten er både solbær, kirsebær, blommemarmelade, tørrede figner … har noget lækker dybde, krop og ellers  læder, violer og søde krydderier.

I munden er det en smuk og velafbalanceret vin, hvor der er masser af friskhed i frugten, der mest er kirsebær, blommer, tranebær og samtidig er der også nogle lemonagtige noter, en lys balsamisk syre og alt kommer rundt, blødt, saftigt og indsmigrende. Har samtidig en virkelig lang og energisk eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, Italien

2022 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, ItalienGuidalberto er lillesøster til den vildt hypede supertoscaner Sassicaia fra Tenuta San Guido og skulle i årgang 2022 ledsage aftenens hovedret med lidt oksemørbrad.

Tenuta San Guido ligger i Bolgheri ved Toscanas kyst og har 148 hektar vinmarker.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte tilbage i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med markerne i Bordeaux.

Vinmarkerne på Tenuta San Guido er således plantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De helt oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelig indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne.

I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine og er et investeringsobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux.

Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er temmelig enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta og han leder stedet med fuld respekt for traditionerne og har endda skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og denne Guidalberto.

Ligesom Sassicaia, er Guidalberto en klassisk supertoscaner, dvs en vin fremstillet udenfor de gængse italienske normer. Den er lavet på et blend af Cabernet Sauvignon og Merlot, der er afstilket og knust blidt inden gæring i stålkar ved en kontrolleret temperatur på omkring 28-29grader alene med druernes egne gærceller.

Gæringen har varet 11-13 dage for Merlot og 15-16 dage for Cabernet Sauvignon og derefter er der også sket malolaktisk gæring i stålkar. Dernæst er vinen lagret på primært franske og 5% amerikanske barriques i 20-25 måneder.

Som sidst jeg smagte Guidalberto har den en mærk og bordeauxfil aroma, men nyder samtidig godt af den virile italienske syre, så du får i næsen solbær, mørke kirsebær, sort blæk, grafit, engelsk lakrids, cedertræ, godt med oksefond, ristede noter, stegte champignon, en smule violer og syrlig tobak. Slam.

Smagen er tør, vild tørt med en mørk, balsamisk nerve og en frugt med solbær, enebær, kirsebær, lidt mynte, kaffebønner, lakrids samt kanel, tobak og våde fade. Tanninerne er også tørre … ubarmhjertig tørre og vilde, så det giver en mørk, streng, rank, kontrollerende og velafbalanceret vin med tonstung power. 96 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Quinta de São Sebastião, Arreio Tinto, Lisboa, Portugal

2022 Quinta de São Sebastião, Arreio Tinto, Lisboa, PortugalSidste år smagte jeg også vin derfra … fra vinhuset Quinta de São Sebastião i den lille by Arruda dos Vinhos nord for Lissabon i regionen Lisboa og nu smager igen vin derfra … denne 2022 Arreio Tinto.

Quinta de São Sebastião blev grundlagt i 1755, samme år som jordskælvet, der ødelagde det meste af Lissabon. Quinta de São Sebastião har siden spillet en stor rolle i at genoprette tradition og infrastruktur, samtidig med, at der blev fremstillet fremragende vine.

Vingården har samlet 35 hektar marker, der ligger på bakkerne ved Forte do Cego, der er en gammel militær befæstning, som var en del af en befæstningslinje, kaldet Linhas de Torre, der spillede en stor og afgørende rolle i forsvaret af Lissabon mod de franske invasioner anført af Napoléon Bonaparte.

I dag ejes Quinta de São Sebastião af den portugisiske iværksætter Antonio Parente, mens vinmageren har siden fra 2012 været Filipe Sevinate Pinto,

Denne 2022 Arreio Tinto er lavet på et blend på Touriga Nacional samt Cabernet Sauvignon. Alle druerne til denne vin er håndplukket og sorteret, inden vinifikationen starter. Gæring og maceration er så sket i temperaturkontrollerede ståltanke ved 24 grader og der er vinen også efterfølgende lagret.

Duftmæssigt er det en sødkrydret vin … har varme og brændte krydderier, toast, bløde blommer, brombær, sorte kirsebær samt solbærmarmelade, kakaopulver, mørk og småbitter chokolade og godt med mørk kraft.

I munden er vinen både tør, sød og bitter på én gang … frugten er mest bitre blommer, brombær og svesker suppleret med grillet lime og kandiseret grape. Der er godt med fyldig mørk frugt, men den har også godt med sødme tilsat lidt peber … sødmen er meget udtalt, så dermed 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi bliver hos Juan Gil Bodegas Familiares og de højpotente vintervine, for den næste har jeg tidligere sammenlignet med en  stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX … og det huset Blue Label, som jeg smager i årgang 2020.

Det er en Dodge RAM, som jeg kender ret godt, for jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2016, 2017, 2018 og 2019 … og som jeg før har skrevet, så er det en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.

Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.

Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade … og så trækkes denne Dodge RAM af en højoktan 15,5% alkohol … not for the faint-hearted.

I forhold til den forrige Mas de Can Blau, så er denne mere maskulin, mere hård og oprejst. Også her har vinen et tungt fadpræg, men slet ikke så udtalt, men rummer noget kanel, vanilje, lakridskonfekt, sød finsk lakrids, sød tobak, ristede kaffebønner og tørret kød, men også noget blæk, grafit og blyanter. Frugten er blåbær, sorte kirsebær og solbær … solmodne og varrme.

Der kommer fra start masser af den højoktan brændstof på 15,5% frem i smagen, hvilket gør det til en barsk og maskulin vin. Det er så koncentreret tæt og man mærker næsten allerede fra start, hvordan de tykke og tørre tanniner masser sig frem. Det er opulent og stærkt med solbær, sorte kirsebær, svesker … powerfuld stor mundfuld, en spansk hillbilly truck … 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7