2022 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2022 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienJeg har før for omkring 2 år siden smagt denne fine Pievi Bolgheri Rosso lavet på et mix af Merlot, Cabernet Sauvignon og Sangiovese fra Azienda Agricola Fabio Motta i Bolgheri. Sidst var det i en årgang 2020, men nu smager jeg 2022’eren.

Vinen er – som sidst – fortsat lavet på 50% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Sangiovese, hvor hver druesort  er vinificeret separat … først med gæring i 33 hektoliter egefade i 2 uger og så laves det endelige blend efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i 12 måneder på brugte barriques inden aftapning på flaske uden filtrering.

Druerne til vinen kommer – og deraf navnet – fra den 4 hektar store vinmark Le Pievi, som Fabio Motta overtog i 2009 og har vinstokke, der er plantet tilbage i 1997.

Duftmæssigt svæver vi lidt mellem Bordeaux og Toscana, for vinen har helt klart en frugt fra begge lejre med både solbær og masser af kirsebær, meget klart noter af træ med cedetræ og cigarkasser, lidt muldjord, tør lerjord, mynte, tobak, rå champignon, violer og ellers godt med balsamiske noter.

I munden er vinen klart kraftigere, men det er med en stringent, frugtrig, letbitter og frisk smag. Der er sorte teblade, rød vermouth og lemon bitterhed og atter dukker en frugt frem med både solbær, kirsebær og nu tilsat lidt tranebær samt markante, tørre tanniner, der lader vinen hænge lang, lang tid i munden. Det er en fandens vellavet vin … 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7