Derefter stod den så på Chardonnay og endda en Chablis, som jeg før har smagt … en skøn vin fra Domaine Joëlle Vrignaud med en fin, skrøbelig, sart og kalket lækkerhed … her i årgang 2022.
Jeg har før skrevet om vinhuset … og denne Chablis har jeg smagt i årgang 2018, 2019 og 2021. Det er Joëlle Vrignauds basis Chablis, hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.
Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.
Hvor dufter det bare godt … alt synes afdæmpet og perfekt portioneret, da der både er frugt, fad og terroirpræg med denne kalkede mineralske note, som er med til at gøre vinen krisp, frisk og elegant. Frugten er pærer, fersken, melon, syltede citroner og oveni kommer der fra fadene en disket landlig aroma, nødder, nyvasket vasketøj og hvide blomster. Virker sart, fin og feminin.
Smagen starter cremet og blødt … næsten olieret, men også kun en smule, for vinen har samtidig denne rene og frisk side, som er kalket, stenet, cool og krisp. Det er en ren frugt, pærer, hvide ferskner, lidt citroner, men alt med en stoisk rolig og delikat syre. Det smager da blidt, feminint, cremet og overlegent … og jeg vil klart mene, at den her i årgang 2022 overgår de andre årgange. Flot. 93 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.