Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, ItalienVinhuset Tagaro ligger på Contrada Sant’Angelo i Fasano i den italienske hæl Puglia, men de laver vin i det mest af landet og denne 2020 Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo er fra Abruzzo regionen.

Tagaro aka Masseria Tagaro har – som der står på etiketten – sit produktionsnummer ICQRF BR/4495/IT.

Masseria Tagaro er en familiedrevet vingård, som selv har 40 hektar vinmarker mellem Fasano og Alberobello i Itria dalen, hvor familien mest dyrker Primitivo og Negroamaro.

Vingården drives i dag af 3. generation af Tagaro familien og de laver altså også denne Montepulciano d’Abruzzo vin, der – lig de tunge og syditalienske vine – er en yderst populær vin.

Dette er en Montepulciano d`Abruzzo DOC vin, altså lavet med druerne fra selve området i Abruzzo, men lavet på Tagaro familiens vineri i Fasano. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke og den har også efter endt fermentering lagret 6 måneder i ståltankene.

I forhold til vinens ophav i Puglia, så er duften meget rar og helt klart uden den store marmeladefylde og sødme, som tit findes i mange af vinene fra Puglia. Men her har denne Montepulciano d`Abruzzo vin en dejlig, småanimalsk, let lakrids’et duft med både kirsebær, blåbær og blommer, en kraftig krop og lette valnødder.

I munden er vinen dog godt sød og får faktisk lidt Puglia karaktertræk, hvor temperamentet står på venlighed, lidt alkoholvarme, blommer, saftige og mørke kirsebær. Der er sgu masser af frugt i vinen og sødmen bliver heller ikke alt for stor … bare stor og rar. Alle vil kunne li’ denne rare dame. Houlberg ligger lige mellem 3,5 og 4 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, SpanienBodegas Langa laver 2 Garnacha baserede vine med nogle spraglede etiketter og jeres flittige vinblogger tester nu disse to … og starter med denne Langa Pasión 2019.

Bodegas Langa ligger i kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud i Aragón vinregionen.

Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, men her har vi altså fat i et par almindelige vine, som er lavet på ren Grenache. Denne er lavet fra 25-40 år gamle vinstokke på marker i 700-800 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 4-6 måneder på amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en rigtig rund og venlig næse, har godt med blomster og frugtlækker sødme, søde kirsebær, hyldebær og modne hindbær, har svagt lidt ristede fade, tobak, vanilje og balsamiske noter samt en portion papkasser … på den gode måde.

I munden er vinen lidt som duften … har godt med kirsebær og blomster. Der er en balsamisk kant, bitre kirsebærkerner, mirabeller, røg samt runde og venlige tanniner, men alligevel et godt bid med en tør syre samt en sød eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Bodega Pinna Fidelis, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Pinna Fidelis, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienI andet heat af Ribera del Duero smagningen startede vi hos et kooperativ, nemlig Bodega Pinna Fidelis og det blev med deres 2018 Vendimia Seleccionada.

Bodegas Pinna Fidelis igger i byen Peñafiel – nærmest midt mellem byerne Valladolid og Aranda de Duero – og er et kooperativ, som er grundlagt i 2001 af 72 ældre castilianske vinbønder, som samlet har omkring 225 hektar vinmarker omkring Peñafiel.

De ønskede at forene kræfter og lave kvalitetsvine, hvorfor der er investeret pænt i et stort og moderne vineri i byen.

Der er ikke så mange oplysninger om dette kooperativ, så vi springer i stedet videre til selve denne Vendimia Seleccionada, der er lavet på 100% Tempranillo fra 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med en  gæring på ståltanke og malolaktisk gæring på amerikanske egefade, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på nye franske egefade. Der er kun laves 10 barriques … svarende til 3.000 flasker.

I næsen er det svært lige at opstille sig efter de store, fede og mørke Gran Reserva vine, men her er duften meget ren med kant, blæk og kirsebær, brombær, hindbær, frugtkompot, svesker … virkelig frisk med lidt fad som vanilje, kanel, kokos, kakao og chokolade … måske endda lidt blomster.

Smagsmæssigt en god, kraftig, kødfuld og mørk vin … der er søde tanniner, brombær, god bund, let saltet og røget, mens syren dog har lidt kant.

Ikke fundet herhjemme, men koster 20,45€ i udlandet … hvilket svarer til 152 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Dominio Fournier, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dominio Fournier, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin var også en Reserva vin, for vinen er fra vinhuset Dominio Fournier, der ligger nord for Berlangas de Roa helt ned til Duero floden og ikke langt fra det kendte Bodega Condado de Haza som nabo på den anden side af floden.

Vingården – som oprindelig hed Finca El Pinar- blev oprindelig bygget i 1979 … altså nogle år før selve appellationen Ribera del Duero blev oprettet i 1982 og husets  ældste vinstokke er endda også plantet helt tilbage i 1946.

Siden 2002 har vingården været ejet af O. Fournier, som har opkøbt flere marker i området med henblik på at fortsætte udviklingen af sine vine og blive en af de førende vingårde i Ribera del Duero.

Det er sket gennem O. Fournier Group aka Bodegas y Viñedos Ortega Fournier og dem har vi skam mødt tidligere her på bloggen, nemlig dengang jeg smagte en vin fra faktisk samme hus … det var vinen dog en 2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er selv grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar således er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Denne Dominio Fournier 2015 Reserva er lavet på 100% Tempranillo, som høstes manuelt og hver mark for sig. Druerne sorteres i hånden og udblødes 25 dage med tøris inden gæring, som derefter sker i både rustfri ståltanke og egetræsfade. Efter gæringen er vinen lagret 18 måneder på franske egetræsfade.

I denne vin dominerer frugten duften langt mere, hvilket bestemt ikke er skidt. Fadpræget er langt mere afdæmpet, så derfor er der mere duft af brombær, morbær og lidt parfumerede kirsebær.

Smagen virker dog lidt akavet … utrolig tør med varmt tørreloft, toast, kaffe og så godt med tanniner. Det er sgu lidt kantet og denne vin blev jeg aldrig rigtig venner med, så dermed 4 tomler med en lille pil nedad.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Varvaglione Vigne & Vini, Primadonna Chardonnay, Puglia, Italien

2020 Varvaglione Vigne & Vini, Primadonna Chardonnay, Puglia, ItalienDe fleste gange vi smager vine fra Apulien aka Puglia, så er det overfede Primitivo vine, men nu smager vi altså en vin fra dette område … en 2020 Primadonna Chardonnay di Puglia IGP fra vinhuset Varvaglione Vigne & Vini.

Vinhuset – som vi en enkelt gang tidligere er stødt på – ligger nærmest øverst i hælen … ind mod svangen i byen Leporano i Salento regionen. Vinhuset er grundlagt i 1921 og er dermed et af de ældste vinhuse i hele Puglia området. Det har siden etableringen vokset stødt og er nu en  større historie med eksport til over 60 lande og en årlig produktion på 3,7 millioner flasker vin.

Varvaglione familien har igennem alle årene drevet vinhuset og det er i dag styret af 4. generation, nemlig ejeren og vinmageren Cosimo Varvaglione.

Samlet med familien ejer han 150 hektar egne vinmarker, men derudover har han også dyrkningsaftaler med en række vinavlere, som i over 30 år har leveret druer til Varvaglione Vigne & Vini.

Denne Primadonna Chardonnay di Puglia IGP er produceret af 100% Chardonnay fra Puglia. Det er kun de bedste af Varvagliones Chardonnay druer bliver en del af denne Primadonna. Efter ankomst til vinhuset, bliver druerne presset blødt, hvorefter mosten så gærer i små barriques og efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i barriques i 5 måneder med løbende bâtonnage.

Holy spicy havde jeg nær sagt. Sikke en stor, fyldig og eksotisk næse med både mango, ananas, fersken, kvæde, lidt abrikosmarmelade og ekstrem volumen. Her er der skruet op for alle kanaler, hvor frugten endda virker tørret, svulstig og vild. Der kommer også lidt vanilje og kanel fra fadene, kaktusagtige urter – ingen rigtig syre – men virker som en ægte frugtbombe.

Det er smagsmæssigt også en stor historie … lidt som en hvid Puglia Primitivo. Det er en ekstrem fyldig vin, er godt cremet, vild, stor med store muskler, høj alkohol, fersken, pærer, melon, mango, papaya og lidt hvid peber. Frugten er på vej i marmeladeland sammen med lidt vanilje, søde krydderier … dermed bliver det en ordentlig, stor og fyldig mundfuld. Ligger lige mellem 3,5 og 4 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, Frankrig

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, FrankrigCellier des Princes havde via Aurélie og Vinconnexion tilbudt vinbloggeren at smage en ny vin i deres sortiment … en moderne Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé.

Cellier des Princes er et kooperativ og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon.

Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet også en del medlemmer, der ikke har marker i Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.

I alt er der i dag tilknyttet 189 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 580 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år, men selve produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.

Man har tidligere har løbende rådgivning af den nu afdøde Philippe Cambie.

Her smager vi så husets 2021 Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé, der er lavet på et mix af 70% Grenache, 15% Syrah og 15% Cinsault, som alle er høstet om morgenen for at bevare mest mulig friskhed. Efter høsten er druerne afstilket og så presset direkte, hvilket ikke efterlader vild megen farve.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 14-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder i ståltankene og derefter er vinen frigivet … altså lige her i starten af 2022.

Det er en rigtig frugtbombe, som bare venter på, at grillpølserne springer ud på terrassen, humøret bliver godt igen og bekymringer pakkes langt væk. Der er jordbær med et tvist hindbær i … præcis på samme måde, som du vil gøre med en velkomstdrink, når gæsterne kommer i deres korte short og pastelfarvede trøjer.

I munden fortsætter de samme ubekymrede miner, jordbær, tranebær, hindbær, lidt jern, lidt citrus … ikke den vilde dybde, men Jesus hvor ville jeg gerne smage masser af denne vin til sommer.

Der er endnu ikke en importør herhjemme, men det skal nok komme, idet vinene fra Cellier des Princes bestemt sælges herhjemme. Vores lille rosé her koster 4,95€ hos producenten, hvilket svarer til 37 kr. og til den pris skal vinen nok blive en virkelig prisbasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Murphy-Goode Winery, Chardonnay, Californien, USA

2020 Murphy-Goode Winery, Chardonnay, Californien, USAHver eneste gang jeg har smagt vin fra  Murphy-Goode Winery – der er del af det store Jackson Family Wines vinimperiet – har det været rød og mest på Pinot Noir. Men nu smager jeg altså en 2020 Chardonnay fra vinhuset.

Murphy-Goode Winery vil jeg derfor heller ikke kigge på igen, men i stedet blot denne vin, der er lavet med druer fra en række forskellige marker i Californiens køligere regioner, bl.a, Arroyo Seco, Santa Maria Valley og Monterey. Der er ikke meget info om vinen, men mon ikke den er lavet på store rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er den dog lagret nogle få måneder … 67% i egefade og 33% i ståltankene.

Selvom det måske ikke er en oversøisk fadtung Chardonnay, så er det absolut en svulstig og smørfed vin, som har godt med eksotiske frugter, mango, ananas, fersken, æbler, lime ristede nødder og sødt aftryk fra fadene med mest vanilje.

I munden er det også en utrolig venlig vin … den er der sgu ingen, som kan blive sur på. Det er en sød, fyldig, kropslig og behagelig vin, der byder på imødekommende venlighed. Der er tropisk frugt som i næsen, altså både mango, papaya, ananas, æbler og lemon, en rund syre og fin smag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men ved køb af 6 flasker kan du få den til 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 João Teodósio Matos Barbosa e Filhos, Adega do Monte Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 João Teodósio Matos Barbosa e Filhos, Adega do Monte Reserva Tinto, Alentejo, PortugalUgens portugisiske vin blev denne Adega do Monte Reserva Tinto 2018 fra vinhuset João Teodósio Matos Barbosa e Filhos.

Vinhuset er grundlagt i 1997 af João Teodósio Matos Barbosa, der allerede i en ung alder fik en passion for vin via sin bedstefar, der havde grundlagt vinhuset Caves Dom Teodósio,

Det var også der, at João selv startede sin karriere i 1976 og lærte faget inden han i 1997 stiftede sit eget vinhus João TM Barbosa Vinhos og plantede vinmarker med Touriga Nacional, Aragonês og Syrah på skråningerne af Serra D’Aire og Candeeiros og lidt senere opkøbte 22 hektar jord i Hortas de Baixo i Arronches i Tejo regionen.

På markerne i Alentejo dyrker João Syrah, Alicante Bouschet, Aragonês, Trincadeira, Alfrocheiro og Tinta Barroca, men han har også en smule Pinot Noir, da han elsker bourgognevine. Derudover har han også lidt Sauvignon Blanc og Fernão Pires i Rio Maior.

Siden 2010 har han løbende omlagt alle marker til økologisk produktion og siden 2020 har vinhuset også været certificeret økologisk.

Her smager vi så hans Adega do Monte Reserva Tinto, der er lavet på en mix af Castelão, Aragonez og Trincadeira, alle er gæret i rustfri stålkar ved en maksimal temperatur på 26 grader med eftergæring med skindet og lagret en kort periode i ståltanke.

Dejlig blød, kraftig og imødekommende næse … der er lakrids, lakridsrod, agavekaktus, fyldig mørk og saftig frugt, solbær, en smule blåbær og blommer, god sødme, tør dybde og lidt blomsterpollen.

Selvom det bestemt er en sødkrydret, saftig og sødmefuld vin, så slipper den afsted med det, for det er meget sammenhængende. Der er tilpas kraft, lidt alkohol, let peber, tranebær, blommer og solbær, runde tanniner, tør lakridsrod og sød power.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 8,13€ … svarende til 61 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 68,78€ eller 512 kr., svarende til 85 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2020 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USADet er lannnnnng tid siden, at jeg sidst smagte denne Pinot Noir fra Liberated Winery – et af mange brands under Jackson Family Wines – for sidst var det i en årgang 2013, men siden da virker det til, at de fået mere styr på deres shit, for vinen er klart en tak lysere og mere elegant.

Jackson Family Wines er stor … meget stor og ejer – i skrivende stund – 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Samlet skulle de vistnok eje 47 vinhuse, hvortil kommer brands som fx Liberated Winery, der ikke tæller som et selvstændigt vinhus.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som både var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen svær.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og samtidig første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt 50 Wines You Can Always Trust.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium.

Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med endnu flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

De har også startet projektet Liberated Winery, hvor de – under ledelse af vinmageren Graham Weerts og nogle af familiens andre vinmagere – laver 3 vine på 3 forskellige druesorter.

Det er nemlig på druesorterne Pinot Noir, Sauvignon Blanc samt Cabernet Sauvignon … og hver vin fås med 3 forskellige etiketter med forskellige navne … på Pinot Noir er det Artist, Urban Dweller og Graduate. Alle etiketterne er designet af illustratoren Jeremy Collins og denne flaske er med etiketten Artist.

Graham Weerts er til dag ansvarlig vinmager på Jackson Family Wines’ sydafrikanske projekt Capensis, men han laver altså også vine fra Sonoma i Californien.

Denne Pinot Noir er lavet med håndplukkede druer og fermenteringen sker på temperaturkontrollerede ståltanke. Den efterfølgende fadlagring sker på franske egefade og kun en lille andel er nye fade.

Det er duftmæssigt en lys, let og venlig Pinot Noir med en let tør sødme, jordbær, hindbær og kirsebær. I næsen er sødmen slet ikke alarmerende og dermed ligger vi stilmæssigt forholdsvis tæt på en mere europæisk stil. Et tydeligt fadpræg bidrager dog med både vaniljesukker, mælkechokolade, bagepulver suppleret med lidt grønne blade og svag mentol.

I munden bliver det amerikanske ophav dog langt tydeligere, for nu titter der godt med sødme frem. Det er en omgængelig, smagfuld og rund vin, hvor der er godt med jordbær og saftige kirsebær. Sødmen og fruktosen er høj, måske er den også lige saftet nok og syren totalt blid som et lam, men det gør venligheden større og drikbarheden ret gigantisk. Der gør også, at bællepotentialet er helt i top og en flaske hurtigt tømt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Kusterer, Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2018 Weintgut Kusterer, Spätburgunder, Württemberg, TysklandHerefter smager jeg så 3 styk Spätburgundere fra Kusterer og vi starter naturligvis med deres basisvin aka Gutswein, hvor alle druerne kommer fra forskellige marker ved Esslingen.

Som med dyrere vine har Maximilian Kusterer reduceret udbyttet via grøn høst for at sikre god kvalitet i druerne.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men det er en vin, som er lavet med gæring og maceration over lang tid og så en efterfølgende lagring 12 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt en rank, medium let og god Gutswein aka basis Spätburgunder, men lidt tilbageholdende og forsigtig, tør og så med en frugt, der er lidt mørkere end gennemsnitlig for Spätburgunder med kirsebær, boysenbær, brombær, hyldebær, solbærblade, en sødlighed, let træ og er lidt rustik og kantet.

I munden er vinen meget frisk, rank med en direkte frugt … ikke raffineret eller kompleks, men lidt direkte, kluntet med denne lidt rene, friske frugt af kirsebær og tranebær, nogen bitterhed, urter og endda også saftighed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 144 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7