Tag-arkiv: Bourgogne

2017 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Coteaux de Colette, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Coteaux de Colette, Bourgogne, FrankrigInden en hyggelig koncert med først Ginne Marker og næst Carl Emil Petersen med band – lige før Covid-19 lukkede for alle tilsvarende arrangementer – så varmede vi op til koncerten på Café Sven Dalsgaard med lidt tapas og en flaske Beaujolais-Villages Coteaux de Colette fra Domaine de Colette.

Det lille vinhus ligge lidt nordøst for byen Lantignié med en smuk udsigt til Alperne. Det drives af Jacky Gauthier og er grundlagt tilbage i 1953 af Jackys far Renè Gauthier, som købte sin første mark og startede med at plante vinstokke på marken.

Renè passede også en nabomark, som ikke var passet siden 1. verdenskrig og opkøbte derudover flere marker, så han i 1972 havde samlet 8 hektar vinmarker.

Derfor byggede han et vineri ved siden af deres hjem, og dermed blev Domaine de Colette en rigtig vingård. Sønnen Jacky voksede således op med vin og besluttede også hurtigt, at han også ville være vinbonde, så han startede derfor sin uddannelse til ønolog samtidig med, at han hjalp faderen på vingården.

I 1980 blev Jacky som ung 17-årig tilbudt en overtagelse af sin onkels vinmarker, og købet lykkedes 4 år senere … siden har Jacky Gauthier drevet både faderens og onklens vinmarker, som dog senere er lagt sammen under Domaine de Colette.

Samlet har Jacky sammen med sin hustru Evelyne i dag 14 hektar vinmarker, som er fordelt på de 4 af de 10 Beaujolais cru’er, nemlig Régnié, Morgon, Moulin-A-Vent og Fleurie. Men derudover laver Domaine de Colette også almindelig Beaujolais-Villages.

Faderen Renè Gauthier døde i 1995, men Jackys søn Pierre Alexandre er allerede i gang med at uddanne sig til vinmager, så 3. generation er således allerede på vej.

Vinmarkerne hos Domaine de Colette passes efter metoden, som de kalder lutte raisonnée, som også kaldes l’agriculture raisonnée. Det er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Derudover anvender Jacky Gauthier også kun vegetarisk gødning og pløjer mellem vinstokkene under perioden, hvor stokkene står i dvale, for derigennem at tvinge rødderne ned i undergrunden.

Høst sker selvfølgelig også helt traditionelt ved håndkraft og drueklaserne anvendes hele uden afstilkning. Produktionen sker selvfølgelig også på helt oldschool Beaujolais manér … macération carbonique metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Colette laver flere forskellige Beaujolais-Villages vine … en Tradition, en hvid, en Nouveau, en rosé og så denne Coteaux de Colette. Det er selvfølgelig 100% Gamay, som kommer fra 45 år gamle vinstokke på en vinmark ved et sted, som kaldes Colette, hvor den granitholdige jord giver mange små druer.

Vinen er lavet med gæring af de hele drueklaser via macération carbonique teknikken med gæring i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten en periode … men jeg kan ikke se, om det blot er sket på ståltanke eller andet og i hvor lang tid. Imidlertid blev vinen serveret alt for varmt … men en spand med is løste dog dette lille problem.

Det er – på allerbedste måde – en rigtig bondevin, bondsk, rustik og landlig på en let måde. Det er lys frugt, jordbær, kirsebær og måske endda kandiserede kirsebær og solbærlikør, masser af blomster, rund, fyldig og sådan lige ud af landevejen.

Smagen er lidt på samme facon, meget saftig, bondsk med god rundhed, lidt fylde og sødme. Den har både varme samt en lille mineralsk note … ingen vild syre, men omgængelig, hverdagsagtig, problemfri og svær at blive sur på. Det er en saftig, charmerende og virkelig fornuftig Beaujolais-Villages.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte d’Or Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte dOr Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDenne lille hvide bourgogne Jean Monnier & Fils Bourgogne Côte d’Or Chardonnay er en lille genistreg og et fint eksempel på, at bourgogne ikke altid behøver at være hundedyrt … selvom denne selvfølgelig blot er en hvid af slagsen.

Jean Monnier & Fils har jeg for et par måneder siden smagt en vin fra, nemlig husets fine 2016 Meursault Clos de Cromin. Det er et historiske burgundisk hus, som ligger midt i centrum af Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier.

I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans Nicolas. De har samlet 16 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne hvide Bourgogne kommer fra vinmarker lige uden for Meursault og vinificeres på traditionel vis med lagring på brugte fade.

Næsen er meget overraskende, meget mere eksplosiv end lige forventet, Frisk og så alligevel med en elegant smørfedme, fyldig, pågående med pænt fadpræg, vanilje, en dyb mineralsk, kalket note, pærer, fersken, lime, noget animalsk, lidt hasselnødder … masser af skrald og power, men samtidig virker det faktisk elegant. Med lidt varme fader noterne en smule ud … så hæld op duft og drik.

I munden er vinen er ikke helt på omdrejningshøjde med duften, langt mere stringent, frisk, kantet og tør. Men det virker faktisk ret godt, pæn syre, sure æbler, lemon og en lille perlende bitterhed. Den bliver dermed ikke så elegant smagsmæssigt, som 2016 Meursault Clos de Cromin … en vin, jeg smagte fra vinhuset nogle måneder tilbage, men denne dufter sgu bare bedre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker. Vild god pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey Noblesse, Bourgogne, FrankrigVi lukker nu øjnene og nyder sidste vin, som der kun er lavet 2 fade af. Faktisk laves vinen  alene i de årgange, hvor den kan opnå en kvalitet, som er helt ekstraordinær. Det er nemlig vinen Mercurey Noblesse fra Maison Albert Sounit.

Vinen er lavet med druer fra marken En Boussoy, der ligger på det østvendte plateau på Montaigus bjerget ovenover landsbyen Saint-Martin-sous-Montaigus i den sydlige del af Mercurey. Druerne fra parcellen har i mange år indgået i Sounits vin Mercurey Vieilles Vignes sammen med druer fra en anden parcel på samme skråning, nemlig marken  Les Craie.

En Boussoy parcellen er nabo til 1. Cru marken Clos de Montaigus og har da også nogenlunde samme type jordbund med et dybt lag ler ovenpå kalkstensklippen. På En Boussoy er vinstokkene 70-80 år gamle og giver vine med stor koncentration.

Mercurey Noblesse er lavet af de to bedste fade fra marken … altså alene to helt nye franske egetræs à 228 liter, dvs. samlet beskedne 600 flasker af vinen.

Druerne er høstet ved håndkraft i starten af september og  sorteres ikke mindre end 3 gange, første gang ved plukningen, efterfølgende ved tømning af plukkernes spande, mens den tredje og mest grundige sortering sker på sorteringsbordet,

Alle druerne afstilkes og hældes i gæringskaret. Vinen har tilbragt 3 uger i gæringstanken, først med 6 dages kold maceration. Derefter har vinen gæret og efter-trukket i gæringstanken i 2 uger inden presning og lagring 18 måneder på de nye fade.

Duftmæssigt adskiller Mercurey Noblesse sig også fra fra de foregående vine ved, at næsen er langt mere tæt, mørk og dyb. Den har virkelig en meget dyb koncentration med mørke bær, kirsebær og brombær, peber, eg, fad, svag lidt kanel og peber. Den er mere maskulin end både Vielles Vignes og 1. Cru Mercurey … som en grovsmed,  der kan sit shit.

Imidlertid er smagen langt mere let og luftig end duften og det synes jeg er heldigt, for jeg er klart til feminin og let Pinot Noir, hvilket man får i smagen af Noblesse. Der er kirsebær, hindbær, modne tanniner, blød, kraftig og cremet velsmag. Det minder mere om både VV og 1.Cru i smagen … og absolut en lækker vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigSom ved min sidste Kjellerup smagning var aftenens vin helt klart Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus … og denne 2017 årgang af vinen trak også aftenens vinderkort.

Vi er med denne vin på den rigtige side af hjulsporet, nemlig på 1. Cru vinmarken Clos de Montaigus, hvor vinstokkene er 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil. Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering, som starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvorefter gæringen sker ved op til 30 grader omkring 2 uger.

Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 18 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye. Derefter er vinen aftappet uden filtrering.

Nu har vinen endelig den helt lyse, lette luftighed, de lyse bær, hindbær, umodne kirsebær og ribs, som gør aromaerne umodståelig og virkelig indbydende. Der er fadpræg, vanilje og drilsk syrlighed, et køligt, delikat udtryk, forførisk og dragende.

Smagen er også bare blød, cremet, letflydende og velafbalanceret med lys spændstighed, streng syre og liftlig luftighed. Der er som i årgang 2015 samme svævende elegance, hvor vinen nærmest smelter i munden. Det var klart aftenens bedste vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDen tredie rødvin blev denne 2017 Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit … en vin, som jeg sidst smagte i både årgang 2015 og 2016, men her er det altså et nummer nyere.

Den er – som navnet fortæller – lavet på meget gamle vinstokke … og i dette tilfælde er det 70 år gamle vinstokke fra marker på den østlige side af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Der er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter. Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbordet inden gæring. Vinen er lagret 14 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Duftmæssigt virker vinen blød, lidt krydret og grøn med grafit, kul, nelliker, kirsebær, rabarber, røde syrlige drops, nogen varme, våde fade, kanel og peber. Vinen er elegant, lys og indbydende, hvilket bare åbner sig vildt og lækkert i glasset.

Smagsmæssigt er frugten slet ikke ultralet, men dog let. Frugten virker lidt mørkere, nærmest med kirsebær, hindbær, stor saftighed, en lækker og lidt bitter burgundisk nerve, fine og markante tanniner og egentlig godt med syre, som ligger lige under det cremede og bløde. Det fungerer faktisk rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, FrankrigSidste gang jeg smagte denne Rully Les Chênes fra Domaine Bernollin i årgang 2015 var jeg ovenud begejstret, men i denne årgang 2017 folder vinen sig ikke helt ud … i hvert fald ikke endnu.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Chênes, som egentlig er en hvidvinsmark, hvorfra Maison Albert Sounit har købt druer fra siden 2008. Imidlertid købte de selv marken på omkring 2 hektar i 2013 og nu indgår druerne fra marken i endnu flere vine i Domaine Bernolin porteføljen, hvoraf denne Rully Rouge Les Chênes således er én af vinene.

Med købet er Knud Kjellerup og kompagni i øvrigt eneejer af denne mark, således det dermed er en monopole mark. Jordbunden på den skrånende Les Chènes mark består næsten udelukkende af kalk, hvilket bidrager til en helt speciel frugt og elegante finesse.

Vinstokkene med Pinot Noir på les Chênes ligger omkring de 35 år, og takket være en kraftig beskæring er høstudbyttet holdt nede på omkring 40 hektoliter pr. hektar for at sikre en naturlig koncentration.

Druerne er håndplukkede og gennemgår en sortering med efterfølgende afstilkning ved ankomsten vingården. Vinifikationen starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvor de sarte frugtaromaer og farvepigmenter ekstraheres.

Herefter hæves temperaturen og den alkoholiske gæring varer omkring 7-9 dage. Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 12 måneder.

Ved lagringen af denne vin anvendes der både 228, 300 og 500 liter fade, for at balancere fadpræget i forhold til frugten i vinen og omkring 40% af fadene er nye egefade.

Duftmæssigt virker 2017’eren her ikke helt så elegant som 2015’eren, men klart mere flæsket, noget mørkere og måske endda også mere lukket. Den ikke ikke så feminin, som jeg husker den, for her er der mere balsamiske noter, kirsebær, lidt blomster og en ganske lille anelse mineraler.

Smagen er meget ren, rank med en lidt kølig, mineralsk stil, masser af tanniner og garvesyre, men den har ikke som med 2015’eren et lyst, let og feminint og udtryk. Sidst kaldte jeg vinen noget i retning af en let-på-tå lokkende blondinetrold, men her er det mere en ung, stram venstreorienteret studine med briller, klare holdninger samt rappe replikker, som sikkert bliver blidere med årene.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Rouge Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigSå blev det tid til rødvinene fra Kjellerups to burgundiske vinhuse og vi starter med en 2017 Bourgogne Rouge Les Corbaisons fra Domaine Bernollin.

Marken Les Corbaisons ligger på plateauet syd for Buxy og lige omkranset af Montagny 1. Cru marken mod nord og vest. På Les Corbaisons er Pinot Noir vinstokkene gennemsnitlig 40 år gamle, men de ældste stokke omkring 70 år.  Druerne høstes i hånd og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun de bedste  druer kommer i gæringskaret.

Vinen gærer i åben ståltank over samlet 3 uger, først med 7 dages kold maceration, hvor vinen opnår ekstra frugt og farce, dernæst en efterfølgende 8-10 dages alkoholisk gæring samt 2-4 dages efter maceration, hvorefter vinen lagres 12-14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye.

I næsen er vinen til den lidt landlige og bondske side. Det er lidt en lastbilchauffør på en bumlet grusvej. Det er tæt, kantet med blæk, gammel kælder, lidt medicinskab, pænt med kirsebær, hindbær og måske endda lidt mørkere bær, peber og blomster.

I munden er vinen frisk, godt med landlig frugt, kirsebær, hindbær, god frugtsødme og lidt jernagtige eller mineralske elementer. Der er nogen kraft i vinen, som bestemt har nogle af de klassiske burgundiske Pinot Noir karaktertræk.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, FrankrigDen sidste hvidvin ved Knud Kjellerup smagningen blev naturligvis storesøsteren til foregående vin, nemlig Sounits 2017 Rully Blanc 1. Cru Les Raclots.

Druerne til Albert Sounits Les Raclots opkøbes af familen Jeunet, der ejer størstedelen af denne 1. Cru mark. Les Raclots 1. Cru marken er den mark, som ligger længst mod vest af alle Maison Albert Sounits marker i Rully på den store markante skråning vest for landsbyen Rully. Det er på denne markante skråning, at nogle af Rullys allerbedste 1. Cru vinmarker ligger.

Les Raclots er sammen med nabomarken Rabourcé som nord nogle af de stejleste marker i Rully, og undergrunden består primært af kalk og sten. Marken ligger lige ovenover Les Cloux marken, og den højere beliggenhed giver også lidt mere kølighed og mineralitet.

I forhold til fx La Pucelle marken, så har Les Raclots større sten, som er med til at holde længere på solens varme, hvilket normalt giver vinen mere krop, varmen og modenhed.

Chardonnay-vinstokkene er omkring 35 år gamle, og vinen er stort set lavet på samme måde, som foregående vin, dvs gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 15% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

I næsen er Rully 1. Cru Les Raclots mere rank, kraftig, fylde og måske endda også mere mineralsk. Der fornemmes en smule kalk og kridt, men derudover godt med fad, eg, vanilje suppleret med eksotisk frugter, blomster og hvalpet fedme. Samlet fremstår vinen dig samtidig utrolig rank og elegant.

Smagsmæssigt er det igen en utrolig cremet vin og det virker som om, at det cremede er meget mere tydelig i denne årgang 2017 end i foregårende årgang. Der er fortsat stor mineralitet og en stringent syre. som holder rygraden meget rank. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, FrankrigEfter de 2 hvidvine fra Domaine Bernollin, så smagte jeg 2 hvidvine fra Masion Albert Sounit, hvor denne første 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques virkelig fik mit hjerte til at smelte.

Vinen er lavet med druer fra marken Les Saint Jacques, der ligger på en skråning med 10% hældning mod øst/sydøst. En del af skråningen består af 1. Cru parcellerne Les Raclots og La Pucelle, men druerne til denne 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques kommer altså fra parcellen Les Saint Jacques fra den del af marken, som ikke er kategoriseret 1. Cru. Det gør dog nødvendigvis ikke vinen spor ringere.

På Les Saint Jacques består jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten, kalk og sand og vinstokkene er plantet tilbage i 1985.

Vinen er gæret på på egefade og undergår efter endt fermentering en 100% malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagrer 10 måneder sur lie på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 33 % er nye, 33 % 1 år gamle og de sidste 33 % 2 år gamle. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Næsen emmer af smørfedme, fed og smækker, godt med eg, vanilje, blomster, nødder, tropiske frugter, ananas, grape og igen mineralitet, som er noget anderledes end Montagny, nærmest med mere kridt, mere friskhed og lethed.

Smagen bærer også præg af virkelig stor friskhed, lethed og sprødhed. Men alt er – for pokker – virkelig leveret cremet, så vinen næsten smelter i munden. Men det er uden at miste en crisp, direkte og syrerig smag, så med vinen man får lidt af det hele. Det virker bare så elegant og kompleks.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, FrankrigMed næste vin røg ved noget op kvalitetsmæssigt, selvom det som før er en Montagny 1. Cru fra Domaine Bernollin. Men her druerne blot fra marken Les Chaniots.

Marken må også anses for at være Domaine Bernollins flagskib og ligger den nordligste del. Domaine Bernollins parcel er på godt 1,7 hektar og en stor del af vinstokkene er plantet helt tilbage i 1928. Disse mere end 90 år gamle Chardonnay-vinstokke, giver en meget lille produktion, men druernes juice er til gengæld kolossalt koncentreret.

Denne Montagny 1. Cru Les Chaniots er dog lavet med druer fra både de gamle stokke og lidt yngre stokke, som alene er 40 år gamle. Jordbunden består hovedsageligt af kalk.

Druerne høstes som alle Sounits og Domaine Bernollins vine ved håndkraft. Vinen er 100% fadgæret og lagret i 12 måneder på 228 liter og 300 liter franske egefade, hvoraf omkring 35% af fadene er nye. Aftappet uden filtrering.

Igen er der godt med fedme og fadpræg i næsen, vinen tættere, mere varm og har vanilje, dåsepærer, lidt tropisk frugt, nødder, lidt karamel, kalkagtige mineraler og store skuldre. Vinen er fed, voluminøs, men alligevel med mineraler og fin nerve.

Smagsmæssigt minder 2017 meget om 2015 … samme cremede, bløde og fede fornemmelse i munden. Vinen er nervøs velour, meget rund og behagelig med lidt nøddede elementer, tropisk frugt, pærer, en smule citroner, sprød syre og lidt bitterhed samt langt længere eftersmag end i foregående vine.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7