Tag-arkiv: Bourgogne

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, FrankrigHvor er det dejligt at smage så meget Bourgogne … næste hvidvin i glasset var en tår af Domaine Bernollins 2017 Montagny 1. Cru Les Coères.

Druerne kommer fra 1. Cru marken Les Coères, som ligger på én af de bedste skråninger i Montagny. Marken er orienteret mod øst, og ligger nabo til Les Chaniots. Domaine Bernollins Les Coères parcel er på 1 hektar og er plantet med Chardonnay vinstokke, som i gennemsnit er omkring 50 år gamle. De giver en rigtig god og koncentreret vin. Jordbunden er meget kalkholdig, hvilket giver vinen en rank og mineralsk karakter.

Druerne høstes som alle Domaine Bernollins vine i hånd. Alt efter årgangens lune er 40% – 60% af vinen gæret og lagret på franske egetræsfade i omkring 10 måneder, og resten vinificeret ved lav temperatur på ståltank.

Duftmæssigt er vinen mere feminin vin og mere grøn end foregående og måske endda også mere stringent og stenet. Der er stikkelsbær, blomster og en fin kontrolleret syre, som spiller fint sammen med en vis fedme og lille saftighed.

Smagen er også mere frisk, rank og grøn … men fortsat lidt cremet og også mere intens. Der er en god balanceret syre, nogle kalkagtige mineraler, sødme, grape … meget frisk og rank. Som sidst synes jeg ikke, at den er bedre end den foregående Bourgogne Blanc.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigDerefter gik vi over til de hvide Bourgogne vine fra både Masion Albert Sounit og Domaine Bernollin. Vi starter med denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche fra Bernollin.

Druerne til denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche kommer fra en parcel på vinmarken Sous La Roche, som ligger under et markant klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny.

Marken ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord, så på den måde er det jo næsten en Montagny 1. Cru og i nogle årgange har Knud Kjellerup da også kommet deklassificerede Montagny druer i.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i omkring 10 måneder. Ved lagring anvendes både 300 og 500 liter egefade samt store 22,5 hektoliter fade, men samlet alene 15% nye fade.

Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt ved batonnage, hvorved vinen får større fylde og bliver mere rig på aroma. Kjellerup og kompagni laver årligt 12.000 flasker af denne vin.

Allerede i denne vel nærmest basisvin er der masser af velduft, fedme, fad, vanilje, citrus, blomster, fersken og abrikos. Vinen har virkelig en lækker smørfedme, en kalkagtig mineralitet og virker blød som vat.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så fed, som duften indikerede, for der er masser af syre, citroner og grape. Fadene er imidlertid godt integrerede og vinen er også blød, men med en fin rankhed, et klart mineralsk bid og fin nerve. Det er klart 4,5 houlbergske tomler og endda med en lillebitte pil op.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, FrankrigDen tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.

Det er også husets top Crémant de Bourgogne, som laves på ren Chardonnay og alene i særligt gode årgange. Hovedparten af druerne kommer fra parcellen Les Grandes Hesses med 70 år gamle vinstokke. Druerne er høstet ved håndkraft og 30% af druerne er vinificeret på ét år gamle 300 liters egetræsfade og de resterende 70% traditionelt i ståltanke ved lav temperatur omkring 14 grader.

Efter den alkoholiske gæring gennemgår vinen 100 % malolaktisk gæring inden assemblage aka samling af de forskellige fade til den endelige blanding. Efter 6 måneder flaskes vinen, tilsættes gær og sukker til brug for andengæringen i flasken 36 måneder i Sounits kølige kældre. Vinen er degorgeret 29. august 2019.

I forhold til forrige crémant er næsen her mere sart med ristet franskbrød, lidt mere klar syrlighed, liflig, let samt masser af citroner, pærer, æbler … meget feminin og delikat.

I munden er vinen meget ren, boblerne mere blide end de to foregående vine. Vinen er smørblød, glat, meget cremet, mere vinøs og har derudover mere bitterhed i eftersmagen. Det er på mange måder en mere hel crémant og – som også duftmæssigt – ganske feminin, elegant og komplet.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigDen næste Crémant de Bourgogne fra Kjellerups Albert Sounit hus var denne 2017 Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Den laves udelukkende på Chardonnay druer fra Sounits egen marker, Druerne er høstet ved håndkraft og gæret ved druernes egen naturlige gær.

Som de øvrige crémanter hos Sounit er denne Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lavet medandengæring i flaske, altså Méthode Traditionelle eller champagnemetoden, som den også kaldes. Derudover er den lagret på sit bundfald i 21 måneder inden dégorgeringen med 0,5% dosage 13. december 2019.

I næsen pænt med fylde og fedme fra Chardonnay druerne, mere animalsk og med langt flere gærede noter end den forrige Cuvée Prestige Brut. Der er fede noter, lidt smør, pærer, æbler, citrus, en smule vingummi endda, men næsten æterisk i aromaerne. Det dufter vildt godt.

Chardonnay Brut er mere cremet end forrige crémant, men har samtidig vildt mange små og tætte bobler. Der er grape, citrus, lidt grønne æbler, men samtidig også en lille sødme, men eftersmagen er fyldt med en fin grape bitterhed.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2018 var jeg til en intim vinsmagning med Knud Kjellerup, som ejer og driver de to vinhuse Domaine Bernollin og Maison Albert Sounit i Bourgogne. Nu har jeg igen været til en smagning med Knud og med næsten samme program, men selvfølgelige nyere årgange.

Vi starter – som sidste gang – med at smage nogle af Knuds Crémant de Bourgogner og den første i vinglasset er en smule af den klassiske Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut … her i årgang 2017.

Knud Kjellerup tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og angiver ikke årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2017 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 184, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2018 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2017.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men det er så sådan cirka, for fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen. Denne crémant er sammenlagt lagret omkring 20 måneder, for vinen er degorgeret den 8/1–2020.

Som sidste gang har næsen en fin animalsk aroma … ganske frisk med lidt pærer, abrikos, æbler, men måske ikke helt så overmoden i frugten som 2015’eren. Der er blomster, ristede nødder og egentlig meget straight-forward.

Smagsmæssigt er det frisk, fine små bobler, tætte og vinen har pæn tørhed, fint syrebid, mineraler og svag sødme, men samlet en rigtig lækker balance.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Maison en Belle Lies, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison en Belle Lies, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigMin vinbuddy Jan var forleden forbi, hvor vi drak lidt godt og blandet. Han havde taget en lille flaske vino med fra gemmerne, nemlig denne 2017 Bourgogne Aligoté fra vinhuset Maison en Belle Lies.

Vinhuset drives af Pierre Fenals, som selv er født i Dijon og blev uddannet kemiker med speciale i molekylær biologi. Han fik dog en karriere i modebranchen i Paris og blev interesseret i vin ved et tilfælde. Han fandt nemlig en dag på et af storbyens mange loppemarkeder et bog af Rudolf Steiner … biodynamikkens store gudfader og blev – som kemiker – nysgering på Steiners teorier.

I de efterfølgende år studerede han Steiner og brugte bl.a. også nogle af teorierne, når han hjalp sin far, som havde en stor kvægfarm med opdræt af køer. Men det med vinen trak imidlertid i Pierre.

Da Pierre Fenals blev 52 år i 2002 trak han sig tilbage fra modebranchen, solgte hans og hustruens lejlighed i det centrale Paris … og så flyttede de til Bourgogne for at lære at fremstille vin.

Han tog en uddannelse i Beaune og arbejdede derfor hos en folk udvalgte producenter, som havde samme idealer som ham selv, bl.a. Jean-Louis Trapet i Gevrey-Chambertin, Marcel Lapierre i Villié-Morgon og Emmanuel Giboulot lige uden for Beaune.

Men i 2008 grundlagde han så sit eget vinhus Maison en Belle Lies med køb af en gammel betonlagerhal i udkanten af ​​landsbyen Saint-Aubin, kun få hundrede meter fra veteranen Dominique Derain. Han købte også 2,8 hektar vinmarker i i Maranges og Hautes-Côtes de Beaune … og så gik han ellers i gang.

I dag har Fenals samlet 4 hektar vinmarker, men opkøber også druer fra yderligere 8 hektar marker hos en række udvalgte vinavlere, som vil dyrke druerne efter hans klare retningslinjer, for Pierre arbejder udelukkende med Ecocert økologisk certificerede marker.

Derudover dyrkes alle vinmarker også efter biodynamiske principper ved hjælp af deres egen kompost og selvvoksede urtete og med hensyn til månens faser og alt det der.

Denne Bourgogne Aligoté er selvfølgelig lavet på 100% Aligoté … Borgognes sekundære hvide druesort. Druerne kommer fra marker beliggende på bakken over St. Aubin og dyrket biodynamisk. Vinen er gæret spontant med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og har lagret 14 måneder sur lie i en kombination af stål og 30% i gamle egefade. Lavet og flaske fuldstændig uden brug af svovl.

Duftmæssigt er det virkelig interessant og bestemt ikke mainstream på nogen måder. Det er klart landligt, animalsk … men på en ret stille, subtil og afdæmpet facon. Det er nærmest lidt flæsket, kødfuldt med græskar, skocreme, grannåle, karamel, saltlakrids, nødder, røg, æter, lidt honningmelon, svag oxidaktiv, mens syren holder sig langt i baggrunden.

I munden glider vinen stille, rolig og afdæmpet gennem svælget, mens syren er ultra blid, afdæmpet, vag og svæver næsten langt i baggrunden. I stedet er der en saftig, let og kalkagtig lethed, lidt meloner, stikkelsbær og citrus … en sky kvinde, uskyldig med et nonneagtigt fjæs med saftigt, afdæmpet velsmag.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, Frankrig

2018 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, FrankrigArtisan Vigneron lyder lidt vildt og farligt. Men den gode Artisan Vigneron Julien Sunier laver da også vildt gode vilde vine og er en gudbenådet vinmager med et usædvanligt talent. Denne 2018 Morgon Charmes er vist bevisførelse nok.

Julien Sunier stammer selv fra Bourgogne, men slog sig i 2005 ned i byen Avenas i Beaujolais, da han købte den gamle gård Le Ferme des Noisetiers. Før det havde han arbejdet i både New Zealand og Californien inden han vendte hjem for at arbejde med Nicolas Potel i Nuits-Saint-George og Jean Claude Rateau i Beaune. Det var hos disse vinbønder, han blev bidt af den biodynamiske tilgang.

Derefter blev han ansat af Mommessin i Beaujolais, som ledte efter en vinmager, der kunne højne kvaliteten af husets vine. Den opgave løste Julien gennem hans 5 år hos Mommession. Han sorterede bl.a. ud i leverandørerne og i skabte i stedet kontakt med nogle af Beaujolais bedste drueavlere.

Men Julien Sunier ville selv være vinproducent, så i 2008 grundlagde han sit vinhus, i starten alene med få hektar lejede marker i både Fleurie, Morgon og Régnié. Valget i Beaujolais skyldes dels kærlighed til området, men også at markerne der er langt billigere end fx i den nordligere del af Bourgogne.

Og selvfølgelig dyrker Julien markerne både traditionelt og efter biodynamiske principper. Det betød bl.a. at han bibeholdt de 60 år gamle stokke, som var tilplantet med en tæthed på 10.000 stokke pr. hektar, hvilket var meget normalt før traktorens tid.

Med tiden har Julien nu fået bearbejdet gårdens jord, således han i dag samlet har 7,2 hektar egne vinmarker, nemlig Niagara og La Tonne i Fleurie, Les Charmes, Py og Corcelette i Morgon samt endelig Enoeilat, Les Forchets og Baseronze i Régnié.

Julien laver samlet 4 forskellige vine, hvilket sker helt gammeldags. Således presses druerne i på en gammel basket press, hvilket giver det mest nænsomme og bedste pres. Mosten gæres ud ved lave temperaturer på 22-23 grader, hvilket giver mindre farve, mere delikate tanniner og langt mere komplekse vine.

Jeg mødte selv Julien Sunier i marts sidste år til en stor Winemakers Fair, som H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten afholdte på Sabro Kro lidt udenfor Aarhus. Inden mit møde havde jeg smagte vine fra Sunier og havde været ovenud begejstret … og mødet med Julien og hans 4 vine cementerede blot, at her er noget helt særligt.

At Julien så samtidig er en rigtigt hyggelig, sjov og rar fyr gør bestemt ikke vinoplevelsen mindre. Jeg mødte faktisk også flere vinnørder på den lille festival og når vi kom ind på Suniers vine, så nikkede vi blot underforstået anerkendende … velvidende, at dette sgu var noget af det bedste, som vi smagte denne aften.

Det tavse sprog er noget gange det stærkeste.

Denne Morgon Charmes kommer også fra 60 år gamle vinstokke fra 3 forskellige marker, nemlig Corcelette, Py og Charmes … parceller med granitdomineret  øverste jordlag, hvilket to meter nede skifter til en tæt lerjord. Dette gør, at denne Morgon også klart er den kraftigste af juliens vine-

Vinen er så lavet med en carbonic maceration gæring af de hele druer i 10 dage – spontan og alene med druernes egne gærceller, en Sunier, en videre semi-carbonic gæring i 10 dage mere, hvorefter druerne presses i løbet af 24 timer på en gammel basket press.

Derefter lagrer vinen 9-11 måneder i gamle, burgundiske 228 liter barriques, som er anvendt mindst 10 gange tidligere, og så aftappes Morgon Charmes uden filtrering eller klaring og alene med ganske lidt svovl.

I glasset er vinen lidt grumset – herligt – animalsk, landlig med en klart bio kant, men som med 2017’eren ikke sådan overvild med en masse krudt – kun lidt – og helt skøre aromaer. Den er dog næsten behåret i en overført betydning, altså meget stoflig, lidt flæsket med blæk, frisk frugt, kirsebær, tranebær, svagt lidt granatæbler, en sej  funkyness, en maskulin kraft, rå og så alligevel med en smuk, svævende og inderlig lethed.

Og hvor smager det altså bare drønlækkert … meget let, blødt og saftigt med nogle af de samme ting som i 2017’eren, altså lidt sorte kirsebær med kooky, kinky og offbeat landlighed, fine tanniner, som lige bider dig i kæberne, ryster dig og gør dig glad. Det er en vildt drikkeglad vin med en landlig syre, saftighed, brovte elegance … Houlberg drønelsker sgu denne vin. Det er savlegodt og klart 6 houlbergske rørstrømske fingre med klar pil op.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 290 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Château de la Maltroye, Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, Bourgogne, Frankrig

2005 Château de la Maltroye, Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, Bourgogne, FrankrigChâteau de la Maltroye ligger i udkanten af byen Chassagne-Montrachet og derfra smager vi nu en ældre hvid bourgogne, en 2005 Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye.

Vinhuset holder til i en smuk gammel ejendom, som er bygget i det 18. århundrede ovenpå en udbrændt ruin fra en bygning fra det 15. århundrede, hvor de gamle hvælvede kældre fortsat eksisterer. Slottet har været ejet af Cournut familie siden 1939, hvor André Cournut købte det af Marcel Picard, og siden 1993 har sønnen Jean-Pierre Cournut drevet vinslottet.

Château de la Maltroye har 13 hektar vinmarker i Chassagne-Montrachet og yderligere 2 hektar i Santenay. De bedste marker er selvfølgelig Grand Cru marken Criots-Bâtard-Montrachet – som jo også er eneste Grand Cru mark i AOC Chassagne-Montrachet – men derudover har vinhuset også parceller på adskillige 1. Cru marker og Jean-Pierres ynglingsmark er 1. Cr marken Dent de Chien.

Chassagne-Montrachet var tidligere primært en rødvinskommune, men i dag er mere end halvdelen af markerne i kommunen beplantet med Chardonnay, men 76% af 1. Cru markerne og det er da også klart hvidvinene som Chassagne-Montrachet er kendt for.

Chassagne regnes for den tredjebedste kommune, med Puligy over og Meursault i toppen,, Vinene fra Chassagne-Montrachet er typisk fyldige og fede, nærmest opulente, duften lidt smøragtig og syren ofte meget nedtonet.

Den årlige produktion på Château de la Maltroye ligger på omkring 70.000 flasker, hvoraf de hvide også udgør 60% … og én af disse vine er altså denne Chassagne-Montrachet 1. Cru Clos du Château de la Maltroye, som vi smager i en 14-15 år gammel udgave.

Det er en monopole vin, hvilket betyder, at det alene er Château de la Maltroye, som ejer 1. Cru marken Clos du Château, som samlet er på 3 hektar og er tilplantet med halv Chardonnay og halv Pinot Noir.

Denne årgang 2005 er højt ratet i netop Chassagne-Montrachet og faktisk bedste årgang, så lang tid jeg kan kigge tilbage. Det er kun 2009 og 2010 som nærmer sig 2005 i årgangstabellerne.

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne presses indenfor 2 timer efter høst, hvor gæringen starter koldt i rustfrie ståltanke, men halvvejs overføres vinen til egefade i kælderen, hvor de gærer færdigt og også undergår malolaktisk gæring. Så lagres vinen 12 måneder på egefadene inden aftapning på flaske.

Næsen er sådan til den overmodne side, smørcreme, lettere oxidaktiv, lidt petroleum, olie, æter, presset nøddeolie, en smule reduktiv kombineret med røg, nødder, honning, fersken, abrikos, pærer, marcipan og harpiks … meget feminin, inderlig og blid.

Smagen er blød, cremet og frugten moden … nærmest overmodne abrikoser og fersken, meget afdæmpet, men på ingen måder død, selvom syren kan synes lidt flad, men syren er egentlig samtidig fortsat meget tilstedeværende på en blød og moden facon sammen med en lille bitterhed, som holder hele vejen i smagen.

Flasken er fundet i Saltø Gods’ gamle vinkælder, som tidligere var ejet af dronning Margrethe 1, og nu domicil af Winelovers.dk, som vist har et par flasker mer’ tilbage, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Michèle & Patrice Rion, Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michèle & Patrice Rion, Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes, Bourgogne, FrankrigPå den lille bistro Les Trois i Frederiksgade i Aarhus smagte jeg for en måneds tid siden denne 2017 Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes fra Patrice Rion til en lille fin frokost med mig selv … og i forgårs kunne jeg læse, at Les Trois nu har kastet håndklædet i ringen og er lukket.

Det var egentlig planen, at anmeldelsen af den lille bistro slash vinbar samt denne Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes skulle være en del af en større artikel med anmeldelse af alle vinbarerne i Aarhus, men nu giver det jo ingen mening af tage Les Trois med i den ligning … så derfor kommer indlægget bare nu.

Det var ellers en fin lille bistro, og selvom der ved mit besøg var mindre skønhedsfejl i maden, så var det et hyggeligt sted … meget fransk, men det var jo også deres adelsmærke. Jeg var stort set helt alene i bistroen og bestilte en frost med blåmuslinger efterfulgt af tatar … et par klassiske franske retter.

Vinmæssigt bad jeg om lidt let, rødt og gerne med lidt kant og fik et glas af denne 2017 Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes fra Domaine Michèle & Patrice Rion … og lod mig så ellers synke tilbage i stolen, mens tonerne til Edit Piaff på bedste franske manér masserede mine ører. Mere fransk kan det ikke blive.

Maden

Inden mine blåmuslinger kom fik jeg først – som god skik tilsiger – lidt hjemmebagt brød. Uha … det var godt og serveret med lidt smør samt trøffel-aioli. Nam.

Blåmuslinger var også dejlige … en lille portion, men perfekt til frokost og blev suppleret med lidt hjemmelavede, grove pomfritter, så det lagde bestemt en god bund. Absolut godkendt.

Tataren kom ovenpå lidt salat – helt fint – og var rørt med bl.a. sennep, men i alt, alt for store doser, så jeg synes faktisk, at den var så stærk, at den næsten var uspiselig. Lidt synd, for så havde det været bedre blot at krydre det rå kød med lidt salt og peber.

Peberoden ovenpå forstærkede kun dette … men den kunne man selvfølgelig bare skubbe væk. Jeg fortalte informativt den flinke tjener, at tataren var alt for stærk og næsten uspiselig, hvilket han selvfølgelig var ked af at høre.

Samlet var Les Trois en okay oplevelse uden at imponere, men det var måske også mere en bistro end en decideret vinbar, og skulle jeg alene ha’ et glas vin uden mad, så ville jeg måske nok heller ikke selv vælge Les Trois … men jeg ved, at den tidligere har dannet base for nogle større vinsmagninger.

Under alle omstændigheder, så er det da en skam, at bistroen nu er lukket, for hyggelig var den.

Vinen

Vinmæssigt blev min opfordring om en let, lys rødvin og gerne med lidt kant løst med klassisk Bourgogne. Om det er en vin med kant er måske lidt svært at se, men det var bestemt et fint glas vin og fra en producent, som jeg har smagt og skrevet om flere gange før.

Domaine Michèle & Patrice Rion ligger i byen Nuits-Saint-Georges og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på 6 hektar, fordelt på en lang rækker marker i bl.a. Chambolle-Musigny, Nuits Saint Georges og Vougeot.

Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges. Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977.

Siden 2005 har Patrice og Michèles søn Maxime også deltaget i driften efter han færdiggjorde hans uddannelse til ønolog i Dijon. Derudover har Maxime også været i lære hos Nadine Gublin i Meursault, Hubert de Bouard i Saint Emilion og Dr. Neil McCalum i Martinborough på New Zealand.

Domaine Michèle & Patrice Riondrives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til nogle af hans mange vine.

Patrice søger elegancen i vinene, hvilket opnås gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer.

Denne Hautes-Côtes de Nuits les Dames Huguettes er lavet med druer fra en højt beliggende mark lige uden for Nuits-Saint-Georges fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinificeret med fuld afstilkning og macereret 15-20 dage. Ingen tilsat svovl.

Patrice forsøger at skære ned for brugen af svovl aka sulfitter, da han mener svovlen taget noget af frugte i vinen, men gennem flere års eksperimenter er han nået frem til en blanding af stoffer fra timian og fra druekerner, der kan erstatte svovl som antioxidant og med antibakteriel effekt – uden i øvrigt at påvirke vinen.

Denne Les Dames Huguettes er derfor lavet helt uden tilsætning af svovl på noget tidspunkt. Patrice lagrer også sine vine i fade med mindst mulig kontakt til ilt … lidt reduktiv, hvilket beskytter mod oxidering og bevarer frugten.

Vinene lagres 15-18 måneder sur lie i egefade, hvoraf 40% er nye fade. Inden aftapning på flaske hviler vinen 1-2 måneder på rustfrie ståltanke.

Næsen er dyb og mørk … af en Pinot Noir forstås. Det er animalsk og dyb mørke, skovbær, jordbær, granatæbler samt mørkere bær, kul, egetræ, våde fade, mynte, lidt flæsket og klart en af de mørkere næser fra Bourgogne.

Smagen er til gengæld mere ren, men alligevel bliver det lidt en mørk power bourgogne med en ren og elegant smag. Det er ikke en lys og let vin, men har denne mørkere og mere saftig side med lakrids, dyb, frisk frugt samt fine tanniner. Det er ikke sådan finesse … mere en rustik og dyb bourgogne. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 David Duband, Nuits-Saint-Georges, Bourgogne, Frankrig

2015 David Duband, Nuits-Saint-Georges, Bourgogne, FrankrigI den lille by Chevannes omkring 10 kilometer nordvest for Nuits-Saint-Georges finder vi den lille bourgogneproducent David Duband og derfra smager vi hans røde 2015 Nuits-Saint-Georges.

Domaine David Duband er egentlig grundlagt af Davids far Pierre Duband i 1960. Faderen havde 15 hektar vinmarker i Côtes de Nuits, men solgte druerne til et kooperativ i Beaune. Ved morgenbordet en dag i 1991, hvor faderen havde planlagt at købe en parcel yderligere nær Nuits-Saint-Georges, spurgte han pludseligt David; Vil du lave vinene?

På det tidspunkt aftjente David sin værnepligt i den franske hær ved  gendarmeriet nær hans hjem. Ja svarede David, selvom han aldrig før havde produceret vin. Så han indvilgede i projektet, fik orlov i høtperioden og anvendte kælderen i barndomshjemmet til produktionen af vinene.

David skulle lære alt fra bunden og hans mål var blot at lave vine, som kunne drikkes. Samme år introducerede faderen David for den store milliardær François Feuillet, som havde tjent en formue på at fabrikere autocampere og ellers var bourgogneelsker.

François Feuillet havde købt nogle topmarker på Aux Thorey Premier Cru marken i Nuits-Saint-Georges og havde brug for en vinmager, som ville lave vine derfra. Ham og David indgik en aftale om, at David lavede vinene og François fik så blot halvdelene af vinene.

Da François Feuillet fandt ud af, at David havde talent for at lave gode vine, så købte han yderligere marker, bl.a. parceller på berømte marker i Echézeaux og Vosne-Romanée … og de røg så ind i samme aftale med David Duband. Og sådan fortsatte det. Således købte François Feuillet i 2006 yderligere 7 hektar vinmarker fra Jacky Truchot, som gik på pension. Det omfattede eksklusive parceller på marker i Chambolle-Musigny, Charmes-Chambertin og den historiske Clos de la Roche.

I snart 30 år har David Duband således lavet vine fra egne marker og alle parcellerne ejer af François Feuillet. Han er gået fra at være en ukendt vinmager til i dag at være en efterspurgt producent, hvis vine eksporteres til over 20 lande. Siden år 2000 har 24 af hans vine scoret over 90 point i Wine Spectators blindsmagninger.

David Duband’s vine er meget eftertragtede blandt sommeliers i Michelin-restauranter i Frankrig og er repræsenteret på mere end 30 tre- og tostjernede restauranter i hjemlandet.

Vinene kommer fra hele 23 forskellige appellationer og laves meget gammeldags med manuel høst, knusning i store kar med føderne og macerering i tanke. Siden 2008 har David ikke afstilket og anvender således hele klaser i vinificeringen. Markerne drives også økologisk.

Denne Nuits-Saint-Georges er således en af de mange vine hos Duband og kommer fra vinstokke, der er over 50 år gamle. Omkring 80% af druerne afstilkes ikke, men gærer vinen i 17 dage med løbende fodtrampning. Efter presning lagrer vinen 14 måneder på egefade, hvoraf 40% er nye fade og resten brugt 1, 2 eller 3 gange tidligere. Derefter lagrer vinen yderligere 3 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske uden filtrering.

Næsen er nærmest lidt øko, bio med krudt, ukrudt … meget landlig og lidt et syrehovede. Det dufter mælket, syrligt, af syrlige bolsjer, jordbær, nogle grønne noter, peber, appelsinskal, urter og med et klart egepræg, hvor der titter lidt vanilje frem.

Smagen er let og lys, meget stringent og ren frugt med bitterhed, meget direkte, lys og stram frugt og peber. Med lidt luft i glasset kommer tanninerne også mere frem. Der er sgu meget elegant og meget ungt, men smager allerede nu fantastisk. Nogle flere år i kælderen vil helt sikkert klæde vinen.

Forhandles af Atomwine, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7