Tag-arkiv: Alto Adige

Alto Adige vinregionen – også kaldt Trentino-Alto Adige – ligger i det nordligste Italien indesluttet af Alperne. Alto Adige grænser op til Østrig og Schweiz mod nord, Lombardiet mod vest samt Veneto i øst. Det er nærmest lutter bjerge, så landbrug har alle dage været en stor udfordring her.

Kun en lille brøkdel af landbrugsjorden i Alto Adige ligger under 500 meters højde og kun 15% af de stenede og klippefyldte marker er egentlig egnet til dyrkning af afgrøder.

Markerne i Alto Adige ligger fra flad slette i 200 meters højde og op til 1.000 meter højde på deciderede bjergskråninger og i et bælte på begge sider af floden Adige, som løber gennem midten af distriktet.

Alto Adige betyder Sydtyrol … der står derfor også ofte Südtiroler på etiketterne. Den tyske indflydelse i er tydelig i det oprindelige Sydtyrol, der var en del af det Østrig-Ungarske kejserrige indtil slutningen af 1. verdenskrig. Både byerne, druerne og vinene har således også både et tysk og italiensk navn.

Der findes følgende underliggende vinzoner i Trentino-Alto Adige

Selvom Alto Adige er bedst kendt for sine hvidvine, er det faktisk produktionen af rødvin, som er størst. Lagrein er den mest udbredte og vigtigste rødvinsdrue i Alto Adige. Den har et højt indhold af syre og giver kraftige, mørke, magtfulde vine og helt tørre vine.

2022 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2022 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVor battle aka fight night konkurrence sluttede magisk med en Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti 2022 fra dronningen af Teroldego … Elisabette Foradori.

Det er et fabelagtigt vinhus, som jeg også har skrevet om før … og denne Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti har jeg skam også smagt i både årgang 2012, 2016 og 2020.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, der er på små 2,5 hektar og beliggende ved Campo Rotaliano i Mezzolombardo.

Vinen er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen sker i store store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien og varer omkring 8 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Uha … landlig og amimalsk i næsen, der er blomster, ymer, yoghurt, mælkede noter, våde vaskeklude, tobak, flæsk, bacon, blæk, engelsk lakrids samt en frugt, der er blåbær, kirsebær, tranebær med en leret mineralitet. Jeg læste et sted, at vinen har burgundisk finesse med piemontesisk krydderi samt dybde og så sommerlet frugt nærmest på beaujolais nouveau. Det giver god mening … der er vildskab, virker aromatisk og parfumeret med meget tørt og støvet udtryk.

Smagsmæssigt er der en frisk, direkte, spændstig og sjov … samtidig vild og animalsk, balsamisk og tør med tanniner, der går Barolo vine i bedet … bare mere frugtdrevet. Syren er vild, fin, frisk, stram, barsk, irettesættende og nådesløs. Der er tranebær, umodne kirsebær, ribs og rabarber … masser af frugt og bid … shit det smager godt. 97 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske i årgang 2021 koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2022 Weingut Michael Puff, Pinot Noir, Alto Aldige, Italien

2022 Weingut Michael Puff, Pinot Noir, Alto Aldige, ItalienLidt syd for Bolzano ved byen Eppan an der Weinstraße i Alto Aldige finder vi Weingut Michael Puff, som står bag næste vin … en 2022 Weinberg Dolomiten Pinot Noir.

Weingut Michael Puff er en nyere vingård, som Michael Puff grundlade i 2020 efter han var færdig med sin uddannelse på Laimburg tekniske skole og lidt praktik på nogle vingårde,

Han har ikke mange vinmarker … alene 1,5 hektar, men på alle markerne dyrker han 90% Pinot Noir og 10% Pinot Blanc. Der er godt med guldsmede i markerne, så derfor har han også valgt det insekt som logo for vinhuset.

Her smager vi Michaels 2022 Pinot Noir, hvor druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar fra vinmarkerne i 500 meters højde. Vinen er lavet med gæring og maceration over 3 uger, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Derefter er vinen lagret 6 måneder i betontanke inden ufiltreret aftapning på flaske. Der er lavet 6.300 flasker af vinen.

Der er fra første snif vist ingen tvivl om, at vi har fat i noget Pinot Noir og vi var også inde på, at den nok havde nogle tyske gener, men vi gættede ikke, at det var italiensk. Det er klassisk med røg, lidt lyse kirsebær, ribs og mirabeller, ymer, mælkede noter, mælkechokolade, kaffe og karamel.

Smagen er rank og let grøn med ribs, hindbær, grønne jordbær og lidt citrusfrugt med lemon og citroner, hvilket giver en frisk, levende og ung vin, der samtidig virker ganske mineralsk, ren, rank og fin. Der er også lidt peber, ristet toast og så har vinen nogle tørre, tynde, fine, sarte og lette tanniner … dejligt glas. 93 point.

Har ikke fundet en forhandler og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, Italien

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, ItalienCantine di Ora er en del af den internationale vinkoncern Schenk og fra deres italienske enhed Schenk Italia smager jeg nu deres 2023 Pinot Grigio Valdadige.

Schenk har jo egentlig base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. De producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Jeg har skrevet om dem før, så det gør jeg ikke igen, men kigger bare nærmere på denne Pinot Grigio Valdadige, der er lavet på ren Pinot Grigio, som Cantine di Ora selekterer fra udvalgte norditalienske vinmarker i den kølige floddal Adige.

Efter en nænsom presning af druerne gærer hvidvinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 16-18 grader på ståltanke og der er vinen også lagret kortvarigt efter endt fermentering.

Duften er sgu lidt til den flade og bløde side … det er bløde pærer, fersken, abrikos og ananas. Der er sødme og smørfedme, safran og søde krydderier suppleret med en smule tyk blomsterpollen fra knaldgule blomster.

I munden er det en meget saftet vin … meget sødkrydret og temmelig sød. Syren er flad og neutral, så man får virkelig Pinot Gris druens lidt bløde karaktertræk, hvor det er abrikos, ananas, fersken, en smule peber og lidt grillet lemon, måske endda lidt vandet, så det bliver aldrig historisk vin, men drikkevenlighed kan også noget, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 51,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, Italien

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, ItalienVi har tidligere fået denne Pinot Nero Ludwig som første rødvin til et byggemøde. Dengang var det i årgang 2016 og nu blev det så sidste rødvin ved aftenens byggemøde, men blot i årgang 2020.

Elena Walch holder til i byen Tramin i Alto Aldige … faktisk næsten nabo til vinhuset Tenuta J. Hofstätter. Elena kaldes også dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området.

Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. De ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Ludwig er lavet med druer fra marker ved byen Pinzon, der ligger højt lidt oppe fra Montan og faktisk fra marker på begge sider af dalen, hvor den ene i 400 meters højde vender mod øst og den anden i 580 meters højde vender mod vest.

Fermentering sker i både store, gamle slovenske egefade og ståltanke med maceration over 48 timer. Efter endt alkoholisk gæring er vinen også gæret malolaktisk og derefter så lagret på franske barriques i 12 måneder.

Det er en omgængelig, venlig og lækker Pinot Noir, hvor der dels er nogle noter af landlig og animalsk frugt med kirsebær, jordbær, lyse blommer og ribs, men også et stort fadpræg med hasselnøddecreme, kanel, mælkechokolade, vanilje og mentol. Det dufter simpelthen vildt godt.

Det smager også vildt godt … smagen er meget elegant, let, ren, tæt og stringent med en skarp syre, lidt bitterhed, jern, jod og en ganske frisk frugt med kirsebær, jordbær, hindbær og let lemon suppleret med en lille sort te bitterhed. Klassevin, så 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, ItalienKeeper synes også, at vi skulle smage Franz Haas’ topvin på Pinot Nero og det er netop denne Pinot Nero Schweizer og sikke da en stor forskel på de to vine i denne årgang 2018.

Tidligere har jeg ikke fundet forskellen så stor … men her i årgang 2018 er det ret tydeligt. Navnet Schweizer har vinen fået efter kunstneren Riccardo Schweizer, der – som jeg skrev om i forrige indlæg – har designet etiketterne til vinene.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques 12-15 måneder og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 15-20.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen nu mere rank, tør og skarp end den forrige, meget støvet med mørke tørre aromaer af blæk, kul, tørret kød og rosmarin … frugten er modne kirsebær, jordbær, cherry coke, vanilje, kanel, mælkechokolade og finsk lakrids, meget frisk og alligevel med en vis comfort og lidt en varm Pinot Nero.

Smagsmæssigt er vi langt over den almindelig Pinot Nero, for det smager rasende godt … blød, cremet og lækkermed modne kirsebær, jordbær, røg, brændte fade … et frugtrigt kys. Der er spændstighed, syre og bitterhed samt krydderier. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 559 kr., mens prisen er 435 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienFlere af vinene, som Keeper serverede, kom i par og det gjaldt også de to Pinot Nero vine fra Franz Haas, hvor den første var husets basisvin Pinot Nero i årgang 2018.

Vingården ligger en kilometer syd for Montagna Bolzano i Alto Adige på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas.

Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse. Der laves årligt et sted mellem 90-100.000 flasker af denne vin.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Duftmæssigt er der lidt jul over land … kanel, nelliker, jod, blodpølse, virkelig bondsk, sød, landlig og aromatisk kostald, mens frugten mest er søde kirsebær og jordbær. Det har en landlig og lidt rustik næse, der viser lidt kant … måske endda på en lidt ukompliceret måde.

Smagen er blød, let og cremet … lys, let og livlig med let peber, jordbær, hindbær, lyse kirsebær samt lidt lemon. Det er venligt, let og med Haas’ normale luftige balance. Det gør vinen til en levende, let, nem og fin Pinot Nero … uden at stikke helt af. Har smagt den bedre i tidligere årgange som fx årgang 2013, men 91 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2020 koster 310 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Kellerei Girlan, Flora Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2011 Kellerei Girlan, Flora Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienSå skal vi med næste vin til Südtirol og til kooperativet kaldet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan eller også blot kendt som Kellerei Girlan. Det gør vi med 2011 Flora Gewürztraminer.

Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.

I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.

Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Flora Gewürztraminer, hvor omkring 1/3-del af druerne kommer fra marker i 450-500 meters højde på marken Girlan tæt på vineriet og nogle stokke, der er mellem 10 og 15 år.

De andre 2/3-dele kommer fra marker ved Bassa Atesina og Cortaccia, hvor der er en mineralrig grus- og lerjord … men alle druerne er plukket i hånden og lægges i små beholdere for at forhindre overtryk på druerne.

Derefter sker der en skånsom hel klyngepresning og klaring af mosten ved naturlig sedimentering. Gæring i rustfri ståltanke ved kontrolleret temperatur. Lagring på bærmen i 8 måneder i rustfri ståltanke uden malolatisk gæring.

Duftmæssigt er vi i en kombineret blomster- og slikbutik, for næsen er aromatisk, parfumeret, sød og fed. Det er tørret tropisk frugt som mango, abrikos, litchi, nelliker samt flydende nøddenektar. Man kan omgående fornemme, at vi er på et sødt dessertniveau, selvom vinen faktisk kun er lavet med sølle 3,5 gram restsukker pr. liter og en høj alkoholprocent på hele 14%. Men det viser nok bare noget om, hvad Gewürztraminer samt lidt alder kan præstere sammen.

Smagsmæssigt er vi nærmest i dessertkøkkenet, men det er jo samtidig en vin, der er skabt til oste og endda særligt mugoste. Den har en fyldig og nektaragtig fornemmelse i munden, hvor man også smager lidt let alkohol, men har også nerve lidt peber. Der er tropisk frugt, nødder og en svagere syre, som dog holder hele vejen igennem hele smagen. 92 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en nyere årgang 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Kuen Hof, Südtirol Eisacktaler Veltliner, Alto Aldige, Italien

2021 Kuen Hof, Südtirol Eisacktaler Veltliner, Alto Aldige, ItalienVingården Kuen Hof ligger i appellationen Valle D’Isarco lidt nordøst for byen Bolzano i Alto Aldige og derfra kommer første vin, som jeg smagte til Distintos branchesmagning … en 2021 Südtirol Eisacktaler Veltliner.

Valle d’Isarco ligger omkring 30 minutters kørsel fra Bolzano mod Brenner-passet og Østrig. Klimaet er lige der anderledes kontinentalt og endda modsat det middelhavsklima, som ellers præger området omkring Bolzano. De fleste vinmarker er ligeledes beliggende højt og hos  Kuen Hof er det i 550-890 meters højde.

Det er et område perfekt til produktion af hvidvin med 300 solrige dage om året og et råt bjerglandskab, der med kompleks jordbund og kølige nætter, sørger for optimale forhold gennem modningen.

De kølige nætter er afgørende for at druerne opnår phenolisk modenhed, og modningen ikke går for hurtigt. Det vil sige, at vinene får lov at bevare sin syre og friskhed. Forskellen i temperatur kan i modningsfasen svinge med helt op til 20 grader. Vinmarkerne er bygget op af terrasser, sydøst eksponeret og stejle.

Kuen Hof er ejet af Peter og Brigitte Pliger, men er grundlagt af oldefar Peter Pliger, der købte den gamle vingård for mere end 200 år siden og siden har været i familiens eje.

Vingården råder over 6,5 hektar vinmarker, som bl.a. er fordelt på marker som Lahner, Gasteiger og  Nafen-Teis, som alle drives efter både økologiske og biodynamiske principper. Den årlige produktion er på omkring 35-38.000 flasker.

Vinene spontangærer med naturligt forekommende gærceller og gæringen varer 1-4 måneder før vinen er fuldkommen. Alle vinene gærer og lagrer i ståltanke samt med brug af fade på akacietræ.

Denne 2021 Südtirol Eisacktaler Veltliner er selvfølgelig på ren Grüner Veltliner og lavet med spontangæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller over lang periode. Efter endt gæring er vinen lagret sur lie i ståltankene og 30% på store fade af akacietræ.

Duftmæssigt en meget let vin, meget blomsterrig og ganske frisk, hvor man omgående mærker en fin grøn syre, masser af stikkelsbær og småsure grønne æbler. Der er også noget let grøntsagsfond samt en granitagtig mineralitet.

I munden er vinen pivfrisk … grønne æbler, lemon, blodappelsin, citron og granatæble, hvor syren næsten er smertelig og pågående, virkelig syrerig og stram … mums og 91 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVi startede jo det herrens år 2023 i tirsdagsvinklubben på jobbet med en 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori og nu toppede vi den med en 2019 Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Her kommer alle Teroldego druerne fra 3 marker med gamle pergola vinstokke, fordelt på sammenlagt hektar i Campo Rotaliano. Undergrunden er domineret af småsten, og er således godt drænet og fattig på næring, så stokkenes rødder må dybt for at finde næring.

Vinen gærer på store åbne egefade, og lagrer efterfølgende 15 måneder på tonneau. Afslutningsvis hviler vinen på flaske i yderligere 15 måneder inden frigivelse.

Mørk, landlig, sorte og småsyrlige kirsebær, blåbær, brombær, boysenbær, violer, lakrids, jernmalm, tjære, lidt garvet læder og så ellers en halv krydderhave med grønne urter og timian.

I munden er det en sand dynamo af sorte bær, brombær, tranebær, friske bær og bæreksplosion. Det er samtidig tørt med masser af bid, let peber og timian suppleret med jern, grafit og mineraler, engelsk lakrids.

Selvom det er en mørk, maskulin og sej sag, så har vinen alligevel en vis lethed over sig, men det skyldes mest af alt en frisk frugt og en lidt blomstret syre … føles lidt som et punch i mellemgulvet, meget koncentreret og kompleks allerede nu med noter af mineraler og mynte. 95 point.

Forhandles herhjemme af Niche Vine og denne koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2016 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, ItalienVi skulle forbi Tenuta J. Hofstätter igen … og endda med denne flotte røde Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som jeg før har smagt i både årgang 2010 og 2014, men her var det altså en 2016.

Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som selvfølgelig er lavet med 100% Pinot Noir fra marken Barthenau Vigna San Urbano. På Barthenau marken er vinstokkene 65 år gamle og høstes manuelt, hvorefter der sker en afstilkning af omkring 75% af klaserne.

Derefter presses druerne let efterfulgt af kold maceration i omkring 24 timer, hvorefter fermenteringen sker. Derefter lagrer vinen af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.

Som med tidligere årgange, så er det en lidt tæt og lidt mørkere Pinot Noir, som ikke har den store animalske landlighed i duften, men mere en direkte frugt af kirsebær og tranebær, men også en lidt mælket eller mejeriagtig side med kærnemælk og det suppleres så af blomster, blomsterpollen, jord, skovbund, mos og lidt mørk tobak, sandaltræ og læder.

I munden er det klart fortsat en mørkere og mere tæt Pinot Noir, men den føles dog klart lettere og lysere, hvor tanninerne fortsat er unge og bidske, men også en snert tyndere, hvilket gør vinen meget drikbar lige nu. Der er frugt af kirsebær, hindbær, urter, peber og syren virker også ren og saftig. Som tidligere er vinen sgu en smule kraftigere og mere muskuløs end dens tyske medsøstre, men for pokker det smager godt. 95 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7