Tag-arkiv: molinara

Molinara er en rød, italiensk druesort, som er kendt som blandingspartner i Valpolicella, Bardolino og IGT Veneto … det tredje hjul i den traditionelle Valpolicella blanding med Corvina og Rondinella.

Molinara er i sig selv ret ubeskrevet og har også været på tilbagetog i lang tid, hvilket bl.a. skyldes, at druen meget nemt oxiderer. Druen modner ret sent og giver gode udbytter. Dens vine er lyse i farven, har høj syre, men kun moderat koncentration. Den kan være vanskelig at vinificere og bruges næsten kun i blandinger.

I Valpolicella er der omkring 595 hektar med Molinara, men det er efter en halvering i løbet af de seneste 10 år. Udover Italien, så findes druen også i beskedent omfang i Spanien.

2018 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2018 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienCantine Giacomo Montresor aka CGM SPA ligger ved Verona og derfra smager Houlberg nu denne 2018 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso.

Vinhuset er grundlagt i 1892 af Giacomo Montresor fra en stor og kendt fransk familie. Greven Claude de Montresor havde en fremtrædende og vel historisk position i kardinal Richelieus liv og deltog i politik som rådgiver for hertug d’Orleans, der var kongens fætter og han støttede selv et moderat og mindre konservativt monarki.

I det 16. århundrede flyttede en gren af ​​familien fra Château Montresor i Loire-dalen til Italien og mere præcist til Verona, hvor de erhvervede jorder, godser og startede vinkulturen. Men i 1892 begyndte Giacomo Montresor så at sælge de vine, han producerede under sit familienavn og det blev starten på Cantine Giacomo Montresor.

I 1921 fik firmaet patent på den særlige materede flaske, som man fortsat bruger til husets top Amarone og i det hele taget har Cantine Giacomo Montresor været en del af, at Amarone vinene i dag har fået en fremtrædende plads i  Veneto.

Cantine Giacomo Montresor har 40 hektar vinmarker, der ligger udenfor Veronas historiske bymidte på vej mod nord og vest mod  Gardasøen, men da huset er en af de største producenter af  både  klassiske Valpolicella vine og vine fra Lugana og Soave, så opkøbes der også druer fra andre vinavlere.

I dag har Cantine Giacomo Montresor en økologisk certificeret drift, ligesom man arbejder med bæredygtighed, bl.a. ved at aftappe nogle af vinene i lettere glasflasker for at reducere kuldioxidemissioner under transport, med den ekstra fordel at reducere mængden af ​​glas, der skal fremstilles.

Derudover har men installeret solpaneler på vingården til at levere strøm til produktionen og man har installeret et rensningssystem til vandet, således man kan genbruge det vand, der bruges på vingården.

Fra huset smager vi nu denne 2018 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, der er lavet på et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetærsfade, inden den er klar til frigivelse.

Det er næsten klassisk Valpolicella Ripasso vin, hvor der er tilpas mængde mørk frugt, fyldighed og sødme, der bare smyger sig ind til dig, comfortagtigt, rundt og lokkende. Der er sgu godt med blommer, sorte kirsebær og brombær samt et pænt fadpræg med kakao, kaffe, vanilje og en smule engelsk lakrids samt en lille blækagtig note, men det bliver aldrig alt for voluminøst.

I munden er der en fyldig, saftig og moden frugt … mest masser af kirsebær tilsat lidt blommer og en lille smule rosin. Selvom vinen har en mørk frugt, så er der masser af frugtintensitet, men også sødme samt en fyldig bitterhed, som bliver mere udtalt med luft i munden. Der er sgu skrald på … nogle brændte elementer, engelsk lakrids, peber og pakket blødt ind.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Fratelli Giuliari, Corte Crosare Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2017 Fratelli Giuliari, Corte Crosare Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienMed næste vin skiftede vi totalt spor, for det var nemlig en fuldfed og kraftig Corte Crosare Amarone della Valpolicella fra vinhuset Fratelli Giuliari.

Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona.

Giuliari er en gammel Verona–familien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie.

En af de gamle forfædre i familien … Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og en anden Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger.

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari der i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt der grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker og laver en række forskellige vine, som laves af ønologen Giuseppe Bassanelli.

Denne Corte Crosare Amarone della Valpolicella er en af husets absolutte topvine og lavet på et klassisk blend på druerne Corvina, Rondinella og Molinara. Druerne er tørret i cirka seks måneder før presning og gæring. Den færdige vin har lagret 24 måneder på store egetræsfade.

I næsen lidt tør lakrids, engelsk lakrids, mørk, striks og fyldig vin, som har duft af både mentol, skocreme, blomster, en tør syre, lidt nelliker, blommer, sorte kirsebær og svesker, men slet ingen rosiner, for vinen har en syrlig aroma … om end stærk, krydderier, let kanel, let flæsket, tobak og mørk chokolade.

Smagsmæssigt er det et stort diesellokomotiv, masser af trækkraft, fed og mægtig frugt, proppet med tyk sødme, lakridspiber, godt med mørke bær, solbær, blommer og sorte kirsebær, kanel, kakao og jern, valnødder, chokolade, vanilje … bastant, kraftig, men de 16% alkohol virker rigtigt godt integreret.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 429 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, Italien

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, ItalienVi sluttede selvfølgelig helt behørigt smagningen af Veneto vinene med en sød reciotovin fra Franchini, nemlig deres Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche 2018.

Igen igen er det en vin på de typiske Veneto druer Corvina, Molinara, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta. De er som husets amaronevine tørret fra høsten i september fra til januar, hvor de har mistet 40% af deres oprindelige vægt.

Efter afstilkning er druerne knust og så er fermentering samt maceration sket i rustfrie ståltanke over 20 dage ved kontrolleret temperatur. Herefter stoppes gæring for at bevare sødmen og så er vinen lagret 10 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske. Vinen har således en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif ikke som en oversød dessertvin, men har dog en fed aroma af morbær, jordbær samt brombærmarmelade, en stak skumfiduser, ikke vildt tung, måske endda lidt blomstret. I munden kommer sødmen dog mere frem og alligevel med nogen frugtfriskhed.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er245 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, Italien

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, ItalienVi hamrer videre i samme stil, for den næste vin fra Agricola Franchini blev en Valpolicella Classico Superiore Sedèse i årgang 2017.

Igen er det er skønt mix af Veneto druer … både Corvina, Rondinella, Corvinone, Molinara som de primære, men så også 10% andre druer som Oseleta, Spigamonte, Negrara, Tuchetta, Rossignola og Sangiovese.

Vinen er – efter let pres og knusning – lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring over 12 dage med en temperatur, som aldrig overstiger 22 grader. Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Vinificeringen alene på ståltank gør også, at duften er knap så opulent som Ripasso’en … fortsat godt med kirsebær, blommer og generelt en frugt, der er ved at briste af solvarme og samtidig godt med sødme og så en lille grøn note.

Men sjovt nok er vinen faktisk sødere end Ripasso’en, men er mere rank, hvilket måske gør den en snas bedre, men den er desværre alt for sød med vildt sød kirsebærmarmelade. Der kommer lidt bitre kirsebærsten, men eftersmagen er meget kort.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, Italien

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, ItalienDe fleste turister ved Lago di Garda har formentlig nydt et koldt glas Bardolino Chiaretto i varmen. Nu er det efterhånden småt med varme herhjemme, men konen har alligevel just lige åbnet denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto fra det store vinhus Cantine Lenotti.

Det er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns, men først i 1968 begyndte familien at producere og tappe vine på flaske med et efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Her har vi fat en en Chiaretto, som jo egentligt laves på helt samme måde som hvidvin, dog med lidt skindkontakt, således vinen får den lidt blege røde farve. Chiaro er det italienske ord for let eller bleg, og derfra har vinen da også sit navn. Det er en lidt billigere type vin, som er voldsom populær omkring Gardasøen.

Denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto er lavet på 40% Corvina, 40% Rondinella og 20% Molinara. Efter høst presses druerne blidt, hvorefter der sker en kort 15-20 timers maceration med skindet inden gæring i rustfrie ståltanke ved 15-16 grader efterfulgt af lagring vinteren over på de samme tanke inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt en dejlig rød aroma … lidt hybenroser, jordbær samt fersken, lidt blomstrede noter som kirsebærblomster, parfumeret og med en lidt kanelagtig sødme.

I munden der er sure jordbær, lidt bitter lemon, citroner … egentlig ganske frisk og let i smagen suppleret med tørhed, en jernagtig note, mens en lille sødme giver en smule tyngde. Det er ikke kompliceret eller dybt, men ganske okay på en solrig dag på terrassen.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2018 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienRipasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Og Cantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som også mange har fået øje på og måske endda også besøgt på ferie ved Gardasøen, og nu har jeg netop Valpolicella Ripasso Superiore fra Zeni i mit store altomfavnende vinglas.

Jeg er selv af en dem, som på en sommerferie i 2015 besøgte det populære vinhus sammen med en masse andre  turister … stedet er nok også noget overrendt og samtidig meget kommercielt. De er med andre ord vant til, at turister i hobetal kommer forbi og for mange ikke vinnørder, er besøget nok også ganske interessant.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk hele 4 af slagsen, hvilket omfatter en Amarone della Valpolicella Classico, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella Classico Riserva Nino Zeni, som kun laves i få udvalgte år.

Denne Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

Frugten er lidt sød og moden, blommer, modne kirsebær, svesker, sultana rosiner, masser af træ og tung fadpræg, våde fade, røg, søde krydderier, mandler, en lille balsamisk note… men intet stikker ud.

Smagen er lidt i samme boldgade, fyldig, rund og blød … virkelig arketypisk Ripasso Valpolicella med meget polerede kanter, nogen friskhed i frugten, blommer, kirsebær, meget pænt og venligt. Det er en vin med sløjfe omkring, en vin alle vil kunne li’ og det kan Zeni virkelig til UG.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen ekstra skarp, nemlig 69,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Valetti, Bardolino Chiaretto Classico, Veneto, Italien

2018 Valetti, Bardolino Chiaretto Classico, Veneto, ItalienBardolino Chiaretto Classico er Lago di Gardas egne lille rosévin, som vi her smager fra vinhuset Azienda Vinicola Valetti Luigi, der ligger i byen Calmasino mellem Lazise og Cisano.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Angelo Valetti, der lånte lidt penge af sin bror, som emigrerede til USA. For pengene købte han lidt jord i Bardolino og startede de første vinmarker. Hans søn Luigi overtog derefter driften, og det var ham, som byggede det vineri, hvor vinene fra Valetti familien fortsat laves. I dag er det dog Luigis 3 børn Stefano, Luca og David, som driver vinhuset.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar marker, som vinhuset har, men årsproduktionen ligger på 100.000 flasker, herunder altså også denne 2018 Bardolino Chiaretto Classico, som er lavet på et blend af Corvina, Rondinella, Molinara og Sangiovese.

Efter høst presses druerne efterfulgt af en kort maceration i 12-36 timer, hvorefter fermentering sker forholdsvis koldt ved 15-18 grader, hvorefter vinen så lagrer 2 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

I næsen er der søde jordbær, hybenroser, meget frisk med en kæk sødme, toast samt andre ristede noter, lidt saftevandagtigt præg og så alligevel også tør med tilstrækkelig citronsyre.

Smagen er en smule sød, sødkrydret, lidt bitter og samtidig en anelse flad i udtrykket. Der er lidt jernagtige elementer, granatæbler, sort te og sure citroner. Når alt det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide vinen.

Forhandles herhjemme af Barbera Vinimport, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, Italien

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, ItalienSidste vin i trioen fra Corteforte var selvfølgelig en Amarone, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno.

Vinen er selvfølgelig et blend af de traditionelle Valpolicella druer, altså 65% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 10% Molinara samt 5% andre forskellige druer.

Først afventer druerne høsten indtil de er optimalt modne, og så tørrer druerne efter appassimento metoden over 4 måneder, hvorefter de knuses ved en fermentering over 25-30 dage.

Derefter er vinen lagret 24-36 måneder i rustfrie ståltanke, 12 måneder i 25 hektoliter franske egefade, 12 måneder i barriques og så til sidst yderligere 12 måneder på flaske.

I glasset er vinen overraskende meget lysere end forventet af en Amarone, men den dufter dog langt kraftigere end farven indikerer, fed, dyb og blommeagtig med lakrids, stor comfort behagelighed og mere kompleks. Det er mørk frugt og udover blommerne, så er der brombær, syrlige kirsebær, er egentlig god frisk i frugten, har svag vanilje, grafit og søde krydderier.

Smagen er meget ren og let drikbar uden flommefedme og rosiner, men i stedet er vinen – so to speak – fed på den lette måde, nærmest lidt stringent, tør og med tydelige tanniner, en passende sødme, lidt nelliker og stjerneanis.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 300 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, Italien

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, ItalienNæste Valpolicella vin fra Carlo Maria Cerutti på Corteforte var hans 2016 Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole.

Vinen er lavet på 70% Corvina og  Corvinone, 20% Rondinella samt 10% Molinara, som høstes af to gange for at få druer med den helt optimale modenhed. Straks efter høsten er druerne afstilket og knust, hvorefter fermenteringen sker i små rustfrie ståltanke. Derefter sker der en andengæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen … altså den klassiske Ripasso metode, og så lagres vinen i 6-8 måneder på franske egefade og så 6 måneder i flaske inden endelig frigivelse.

I glasset er vinen overraskende lys og nærmest transparent … WTF af en Ripasso og næsen er også lys, luftig med moden frugt, ribs, lyse kirsebær, lyse blommer, tranebær, pænt med egepræg, kanel, brun farin, karamel, appelsinskal, landlighed, mentol, eukalyptus, godt med krydderier og totalt overraskende.

Smagen er meget frisk, frugtrig med lys, syrlig frugt og igen er det utroligt, at det er en Ripasso. Det er en tynd, livlig, stram og tør vin med nogle jernagtige noter, peber og meget stramme tanniner. Det er klart en Ripasso til den gode side, slank, smukt og i fremragende form.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienSelvfølgelig slutter den lille trio af Ca´ Dei Ronchi vine med deres topvin, deres Amarone della Valpolicella … igen lavet på samme mix af druer som de to foregående.

Det betyder 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta, men druerne er selvfølgelig tørret i cirka 3 måneder inden vinifikationen, som er sket i rustfrie ståltanke med gæring og maceration i hele 50 dage. Efter endt fermentering er vinen overført til de store 20 hektoliter egefade, hvor vinen så lagrer hele 60 måneder inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 12 måneder.

I glasset er denne Ca´ Dei Ronchi Amarone della Valpolicella langt lysere end forventet … spændende. Og sikke en balanceret, elegant og dragende duft, hvor der godt nok er lidt moden, fuldfed frugt med blommer, varme og sødkrydrede noter, men også samtidig en let, lidt luftig og rank duft kombineret med mælkechokolade, godt med lidt friske amaretto kirsebær, egetræ … faktisk en rigtig frisk og let Amarone trods hele 9 år på bagen.

Smagen følger nærmest duften spot on … let, frisk med masser af lette kirsebær, blommer … det er virkelig en frugtrig Amarone, som skiller sig ud med langt mere elegance og friskhed end de fleste andre Amaroner. Tanninerne er vildt bløde og vanvittig godt integrerede … uha det smager lækkert.

Jeg er en af dem, som sjældent vil vælge Amarone til julemiddagen, men denne vil jeg gladelig drikke til jul … igen og igen og igen. Klart 6 fede fingre og endda godt undervejs mod 6,5.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7