Uha for en vin. Uha er egentlig et sjovt ord, som vel nærmest bruges til at udtrykke ubehag eller væmmelse omkring det omtalte emne. Men her er det totalt ironisk, for de to danske brødre David og Jonas Tofterup fra Bodega Trenza har med denne 2016 Rizado Old Vines Monastrell lavet en uha lækker monstrøs vin.
Igen er den en vin under appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien. Jeg har tidligere smagt deres 2012 Trenza Family Collection og der skrev jeg også en del om vinhuset.
Denne 2016 Rizado Old Vines Monastrell er produceret på ren Monastrell aka Mourvèdre, som kommer fra den 1,93 hektar store vinmark Campo Arriba-Yecla med vinstokke plantet tilbage i 1962. Druerne er høstet med et meget beskedent udbytte på kun 10 hektoliter pr. hektar.
Efter høstet blev druerne kølet ned til 4 grader og delvist afstilket inden fermenteringen i store åbne franske egetræsfade. Gæringen og maceration er sket over 18 dage, hvorefter der er sket presning efterfulgt af lagring i 500 liter nye franske egefade i 24 måneder. Vinen er lavet i beskedne 2.574 flasker.
SLAM … fed, afgrundsdyb og næsten bundløs næse med våd, fugtig frugt, blommer, modne solbær og sorte kirsebær, svesker, sød finsk lakrids, brunkul og sødbrændte fade, kanel, vanilje, toast, læder, kakao, medicinkasse og en lille balsamisk note.
Smagen har mere syre, mere livlig frugt, mere elegance end lige forventet, men det klæder kun vinen. Der er syre, pænt med alkohol, tørre om end fede tanniner, mørke frugter, krydderier og leveret på en cremet, fløjlsblød og indbydende facon, men samlet smager det bare godt. Masser af ushhh, hmmm og arghhh på en fed, opulent facon, men med frisk syre og lækker charme. Klart 5,5 fede tommelfingre med pil op.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.