Tag-arkiv: Tyskland

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, TysklandJa, jeg ved godt, at det ikke er fredag, men derfor kan man vel godt nyde et godt glas Spätburgunder? Og det er just præcis, hvad dette er … et godt glas Spätburgunder. Vi er nemlig hos Weingut Dr. Heger i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området, og vinen er hans Mimus Spätburgunder.

Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistriktlægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af ​​firserne er det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som driver vingården, men i 1981 overtages driften af den nuværende ejer, nemlig Wolfgangs søn Joachim Heger. Sammen med sin kone Silvia fortsætter Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerer det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området. I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.

Joachim Heger er netop af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet indenfor de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg. Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som har nået eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur. I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine, og nu er turen kommet til de røde vine”.

Druerne til denne Mimus Spätburgunder kommer netop fra den bedste mark Ihringer Winkler, som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland. På grund af det stærkt reducerede udbytte, den særprægede terroir og det specielle mikroklima, så må denne vin sammenlignes med “Grand Cru” vine i Frankrig. Dr. Heger kategoriserer i hvert fald selv marken Ihringer Winkler som GG … Erste Lage eller Grosses Gewächs.

Og derudover er det alene de bedste druer fra de ældste vinstokke, som bliver brugt til denne vin.  Vinen lagrer 14 måneder på små franske egetræsfade, heraf omkring 50% nye fade. Vinen er – som den opmærksomme læser måske allerede har gættet – opkaldt efter Max’s søn Wolfgang Heger, som nemlig også blev kaldt “Mimus”. Hvad etiketten ellers forestiller, ja det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Det vil jeg imidlertid forsøge mig omkring smagen af vinen. Men først duften, som er helt klassisk tysk Spätburgunder med sød hestestald … voldsomt indbydende, vilde kirsebær, mineralitet, nelliker, krydderier, trøfler, vanilje, regnvejr og en smule jordbær. Nam nam … man bliver i godt humør allerede inden første tår. Og smagen er tør, stram, stringent med en sød delikate rød frugt og godt med mineralitet. Hmmmm, det er altså godt, og associationer til Bourgogne kan bestemt ikke udelukkes. Elegant, fint og samtidig med stor intensitet. Tanniner er finmaskede og fløjlsbløde. Flot vin.

Fået i gave af vinbuddy Gert, som jeg nød vinen sammen med. Købt i Tyskland, hvor prisen typisk ligger omkring 24-26,50€ … eller ca. 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Hensel, Aufwind Grauer Burgunder, Pfalz, Tyskland

Èn flaske på en varm sommeraften er ikke nok, så proppen røg også på denne Aufwind Grauer Burgunder fra Weingut Hensel … ja, eller rettere sagt, så blev kapslen skruet af, for vinen er – efter moderne kutyme – med skruelåg. Og det er også et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Det lille vinhus Weingut Hensel ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz og har lavet vin i Pfalz i over 300 år. Faktisk ligger vingården lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende.

Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus, og logoet for vinhuset er selvfølgelig også en flyvemaskine. Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalx, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie smagte jeg netop deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken i Hamburg for én måned siden – ligesom foregående vin – og dermed er ringen sluttet med aftenens to vine.

Vinen er selvfølgelig på 100% Grauburgunder eller Pinot Gris, som vi kender druen under i Alsace.

Duftmæssigt lidt modne æbler, pære, nødder, mandler, grønne noter, vanilje og en smule banan. Smagsmæssigt først lidt sødme med nøddeagtige toner, lidt blomster … og så sætter syren ind, og holder vinen fint på sporet. Der er lette krydderier og vinen er god mineralsk og samtidig saftig. God frugt, god balance og ganske elegant, og faktisk et skønt glas vin. Måske en anelse “fladhed” i smagen, men bestemt ikke noget, som forstyrrer det samlede indtryk. Og igen en super vin til pengene.

Købt på Gourmondo, pris 7,90€ … det er kun 59 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Gut Hermannsberg, Niederhäuser Riesling, Nahe, Tyskland

Onsdag … sol på terrassen og hvad er så bedre end et glad hvidvin på terrassen? Det blev denne Niederhäuser Riesling fra Gut Hermannsberg, som ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

For en måned siden smagte jeg første gang en vin fra Gut Hermannsberg, nemlig i Hamburg … deres 100 Jahre Jubiläums-Riesling, og dér besluttede jeg, at jeg bestemt skulle smage mere fra dette vinhus … og det er jeg så i gang med denne onsdag før grundlovsdag … på den overdækkede terrasse … livet er skønt.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim. Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Druerne til denne vin kommer fra Ersten Lage marken Niederhäuser Hermannsberg, hvilket er helt utroligt, når man tænker på prisen. Jeg købte 6 stk. hos Gourmondo i Tyskland til 49,90€ … dvs. en pris pr. flaske i danske dollars på kun 62 kr. Det er fandme billigt for Erste Lage Riesling. Og så et hurra for det.

Duftmæssigt æbler, fersken, svag petroleum og abrikossten … eller én eller anden form for mineralitet. Smagen har godt med fylde i kombination med god syre, friskhed og ganske sprød. Saftig, lækker og med god eftersmag … lidt citrus, lidt mineralitet … dejlig, dejlig Riesling. Når lige knap husets 100 Jahre Jubiläums-Riesling, men godt er det sgu. I forhold til prisen på 62 kr. burde ratingen faktisk være højere.

Forhandles herhjemme af Atomwine, pris 149 kr. Jeg købte min på Gourmondo til 62 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Weingut Dr. Nägler, Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Jeg plejer at sige, at fredag er Spätburgunder dag … og i går var ingen undtagelse, da jeg havde fundet denne gutswein Pinot Noir fra Weingut Dr. Nägler frem. Jeg har tidligere smagt et par vine fra den gode Dr. Nägler, bl.a. hans 2011 Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein og en 2010 Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken.

Dr. Nägler ligger i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz. Familiens hotel stammer fra 1826 og udover restauranten rummer det 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot.

Nå, men denne lille sag er Dr. Näglers gutswein … altså billigste Pinot Noir, og der kan ikke hentes mange oplysninger om vinen. Vi springer derfor i stedet ud i en beskrivelse og bedømmelse af vinen, som i næsen ikke giver en fin Pinot næse. Jeg har i stedet noteret mig lidt vingummibamser, let mentol, granatæbler, røg … virker lidt sød/syrlig og indelukket … lille “mulle” og kemisk. Smagen er desværre ikke meget bedre, syrlig, stram med kanel, spidskommen og generelt ikke særligt imødekommende. Pazzzzz. Dr. Nägler … das ist ein Ommer.

Købt i Tyskland for 8,30€ eller ca. 61 kr., så selvfølgelig skal man nok heller ikke forvente det store til den pris.

Vinanmeldelse 2/7   

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, Tyskland

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, TysklandNoch eine update … igen tysk Riesling, og denne gang fra vinhuset J. Bäumer fra byen Winkel i Rheingau … eller Oestrich-Winkel, som byen også kaldes. Og ret beset, så hed vingården oprindeligt J. Bäumer Kellerei Hasensprung, hvor den sidste del refererer til appellationen og den bedste mark i Winkel, nemlig Hasensprung, en GG mark … lokalt også kaldt “Winkeler Berg”.

Vingården er grundlagt af Joachim Bäumer, som købte ejendommen fra Anderson Weingutsverwaltung i starten af 1950’erne, og han fik hurtigt udviklet ejendommen og producerede en række kvalitetsvine, bl.a. i kraft af Hasensprung marken, hvor en række ældre Riesling stokke gav et særdeles godt druemateriale.

På dette tidspunkt i 1950’erne adskilte Bäumer sig kraftigt fra de øvrige større producenter ved at insistere på, at man skulle lave kvalitetsvin.

Det blev bemærket flere steder, så allerede i 1957 blev vingården købt af Ress-familien, som i dag har ført den videre efter de samme grundprincipper. Bäumer selv tog et job indenfor olieindustrien.

Ress familien kender vi fra vinhuset Balthasar Ress, der regnes blandt et af områdets bedste. I 1957 var det den 3. generation i form af Paul Ress, som købte J. Bäumer Kellerei Hasensprung. I dag drives Balthasar Ress af Stefan og Christian Ress, som er henholdsvis 4. og 5. generation. Alle metoderne indenfor dyrkning af druer og vinfremstilling er gået i arv fra generation til generation, så det høje kvalitetsniveau er bibeholdt samtidig med, at naturen behandles med yderste respekt.

Weingut Balthasar Ress ejer i alt 45 hektar vinmarker, hvor én af husets stoltheder er Schloß Reichartshausen, som man overtog i 1978. Vinene herfra er i den typiske Balthasar Ress-stil, men de er specielt kendte for at være næsten overvældende overdådige med masser af elegance. Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP (Prädikat Wine Estates), Tysklands vinelite, som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.

Man har dog beholdt J. Bäumer som et særskilt brand, men over årene er fokus ændret, således vinene under navnet J. Bäumer hører til i den billige ende, og druerne kommer da heller ikke fra egne vinmarker, men er produceret på kontrakt af lokale avlere i Rheingau i overensstemmelse med de af Ress-familien udstukne retningslinjer i forhold til pleje af vinmarker og stokke.

Nok snak, lad os smage vinen, selvfølgelig 100% Riesling, produceret på ren stål … en frisk årgang 2012. Duftmæssigt lidt abrikos, hvide blomster, svage noter af nødder og lidt hospital, sødmen fornemmes klart … sådan lidt nektaragtigt i udtrykket. Smagsmæssigt også sødme, næsten lidt muskat og nøddesmag. Vinen er god frisk, rank og der er en god syre af Rieslingen. På negativsiden bliver den måske en anelse “vandet” i udtrykket, men ganske easygoing … og til prisen en fin vin.

Købt på Gourmondo.de, hvor prisen er 6,90€ … eller ca. 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Carl Reh, Organic Riesling, Mosel, Tyskland

2010 Carl Reh, Organic Riesling, Mosel, TysklandTravl sidste uge … så “skylder” lige et par uploads, bl.a. med denne Organic Riesling fra vinhuset Carl Reh, som hører hjemme i den lille by Bingen ved Mosel.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1920, da den kun 22-årig Carl Reh grundlagde et handelsfirma for druer, most og vin i den lille kælder i barndomshjemmet ved Mosel.

I 1927 byggede Carl Reh sit første større vinlager med kontor og beboelse i Leiwen ved Mosel. Det var en høj-risiko-satsning, men hans sikre instinkter fik trods alt ret og det gik så godt for firmaet, at han de efterfølgende år inddragede yderligere vinlagre i naboområderne.

Carl Reh var lidt forud for sin tid, da han i 1936 var den første ved Mosel, der opbevarede sin vin i smagsneutrale glasfiberbeklædte tanke med en kapacitet på 400.000 liter … en lille revolution ved Mosel. Køb af yderligere kvalitetsområder ved Mosel fulgte.

Carl Reh var på dette tidspunkt ikke kun en innovativ arbejdsgiver, men også en omsorgsfuld faderfigur, idet han i 1936 grundlagde en understøttelses-kasse for funktionærer.

I 1949 modtog Carl Reh statens ærespris for sine store bedrifter inden for vinindustrien – og det blev ikke den sidste anerkendelse for den visionære erhvervsdrivende. Det var også i 1949 at Carl Rehs søn, Günther, overtog 50% af firmaet.

I 1956 indviede Carl Reh Europas mest moderne vinkælder med fuldautomatisk tappelinie. Carl Reh døde i 1962 – 64 år gammel. Hans søn Günther førte sammen med en erfaren ledelse firmaet videre, men i 1988 overtog 3. generation, nemlig Carl Reh (den anden) og hans hustru Andrea familieforetagendet.

Carl Reh blev i 1992 slået sammen med Kendermann og fik navnet Reh Kendermann … Reh Kendermann GmbH Weinkellerei for nu at være helt præcis.

Reh Kendermann GmbH Weinkellerei er i dag et af Tysklands største vinfirmaer med over 220 ansatte og en årlig omsætning på omkring 500 mio. kr.

De har selv vinmarker i Pfalz, Mosel og Rheinhessen, nemlig omkring byerne Böchingen, Leiwen, Gau-Bickelheim og Bingen. Derudover har de dyrkningsaftaler med over 300 vinbønder i Tyskland samt en 250 hektar stor vingård i Rumænien.

De står bag en række kendte brands, bl.a. de prisbillige Black Towers, som de årligt sælger ikke mindre end 14 millioner flasker af. Øvrige brands er Kendermanns, Waka Waka samt The Bend in the River.

Her har vi Carl Reh Organic Riesling, produceret fra husets egen vingård Leiwen. På Carl Rehs hjemmeside ser vinen ud til at være på ren Riesling, men af importørens hjemmeside fremgår; “Denne hvidvin er produceret af 85% Riesling og 15% Silvaner druer, der er økologisk dyrket i Rheinhessen området i Tyskland – men den er lavet i oversøisk stil”.

Duftmæssigt æbler, citrus, svag petroleum, våd og fugtig, mens smagen er mere frisk, lidt rustik. Ganske habil lille sag … uden at falde i svime.

Fundet hos Fyns Vin Kompagni, pris 90 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, TysklandSå er vi pludselig tilbage hos Bioweingut Peter Jakob Kühn, som jeg kun én gang tidligere har smagt vin fra … men dengang var det ganske fremragende. Det var sidste år i Berlin på vinbaren Rutz, hvor jeg smagte en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og Rutz’s sommelier Billy Wagner.

Her er jeg imidlertid igen stødt på Kühn, nemlig med en “almindelig” Riesling med tilnavnet Jacobus, opkaldt efter forfaderen og grundlægeren af vinhuset Jacobus Kühn, som etablerede vingården helt tilbage i 1786.

Bioweingut Peter Jakob Kühn og hans familie driver deres biodynamisk certificerede vingård centralt i Rheingau, helt præcis ved byen  Oestrich-Winkel. I dette område er Riesling kongen, og flere af Kühns marker er egentligt “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs” som det også kaldes, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Angela tager sig af adminstrationen, og parrets 3 børn, Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til. Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende.

Peter Jakob Kühn har ca. 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt.

Denne Riesling Jacobus er en “gutswein”, altså fra den billige ende og lavet første gang i 1991. Vinen laves med naturligt gær fra Riesling druerne og produceres i rustfri tanke. Druerne modnes på bærmen i mindst 5 måneder og bliver aftappet direkte efter en kort filtrering. Der laves årligt 28.000 flasker af denne vin, som samtidig jo er fuldstændig biodynamisk.

Og en ganske herlig lille vin, hvor næsen fyldes med grønne æbler, våde sten eller mineralitet, svag petroleum, lette blomster og medicinskab. Smagen er tør, sprød og ganske ren i udtrykket. Der er frugt på ganen, syrlighed og lidt jord og mineralitet. Fin, fin Riesling til prisen.

Købt hos Gourmondo.de til en pris på 9,90€ … svarende til ca. 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, Pfalz, TysklandAnden vin på Neumann|s Bistro & Weinbar – og Tysklandsturens sidste vin – blev denne Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, som er resultatet af et samarbejde mellem to vinbønder fra Pfalz, nemlig Markus Schneider fra Ellerstadt og Thomas Hensel fra Bad Dürkheim … det er ham, som bor ved en flyveplads.

Hensel har jeg tidligere skrevet om, da jeg smagte hans 2010 Spätburgunder Aufwind Trocken.

Markus Schneider har vi ikke tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, som ham skal vi da lige omkring. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 50 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine – lidt som Thomas Hensels – en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Og anderledes er samarbejdet mellem de to vinbønder også. De laver 3 vine sammen under navnet Hensel & Gretel, opkaldt efter det gamle tyske eventyr af Grimm brødrene. Der laves en rød Cuveé Rotwein trocken på 100% Cabernet Sauvignon, en hvid kaldet Witch Hunter på 100% Sauvignon Blanc og så denne Cuveé Weiswein Trocken, lavet på 90% Grauburgunder og 10% Weißburgunder. Også her skiller etiketterne sig en smule ud … selvfølgelig illustreret med Hans og Grethe.

Druerne til vinen kommer fra de to vinbønders marker i både Dürkheim og Ellerstadt. Vinen produceres med kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke, og den lagrer 150 dage på egetræsfade, som er anvendt én gang tidligere. 

Duftmæssigt godt med æbler, god friskhed … næsten kæk og med et svagt animalsk udtryk. God start. Smagen er søde æbler og abrikoser. Der er god klarhed og god tørhed samt syre i vinen. Den er frugtrig og efterlader en flot, lang og stringent eftersmag. Klasse, og en dejlig vin til fornuftige penge.

Ikke fundet en forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 12,92€ … et lille glas på Bistroen kostede 5,40€.

Vinanmeldelse 4,5

2012 Gut Hermannsberg, 100 Jahre Jubiläums-Riesling, Nahe, Tyskland

2012 Gut Hermannsberg, 100 Jahre Jubiläums-Riesling, Nahe, TysklandPå Neumann|s Bistro & Weinbar kom der rigtig Riesling i glasset, nemlig denne 100 Jahre Jubiläums-Riesling fra vinhuset Gut Hermannsberg. Det ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim.

Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Druerne til denne Jubilæums-Riesling stammer fra markerne Kupfergrube, Traiser Bastei og Hermannsberg. Vinen har lavet for at markere 100 års historie for vingården og er samtidig en hyldest til de modige, visionære grundlæggere.

Duftmæssigt en outstanding blanding af petroleum og Vesterhav … ja, eller hvilket som helst hav. Meget klar og præcis i udtrykket med mineralitet, æbler og et smukt, landligt/animalsk udtryk. Smagsbilledet er også klart og præcist med fin stram syre, kæmpe tørhed … rigtig, rigtig flot Riesling.

Atomwine er forhandler herhjemme, pris 125 kr., og det er virkelig en meget fornuftig pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Neiss, Spätburgunder Blanc de Noir, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Neiss, Spätburgunder Blanc de Noir, Pfalz, TysklandNæste vin var imidlertid rigtigt nok fra Weingut Neiss … Nice fristes man næsten til at sige, men den joke har Axel Neiß imidlertid allerede opdaget, for han laver bl.a. en serie på tre vine, som han meget passende kalder “That’s Neiss”.

Nå, men denne Weingut Neiss … eller Neiß, som det vel rigtigt hedder i Tyskland holder til i byen Kindenheim i Pfalz. Vinhuset drives i dag af Axel Neiß, og har er 5. generation på gården. Axel overtog driften i 1997 efter faren Ludi, som siden 1959 havde drevet gården sammen med sin kone Christine, og de var faktisk de første i familien til at producere vine i eget navn.

Axel selv er uddannet ønolog fra Geisenheim og har også rejst rundt i hele verden og arbejdet for forskellige vinhuse for at få erfaring omkring vinproduktion.

Vingården har 17 hektar vinmarker omkring Kindenheim, og den primære fokus ligger på Riesling, idet 24% af alle vinene fra Weingut Neiss er på Riesling. På markerne dyrkes dog foruden Riesling også Dornfelder, Portugieser, Spätburgunder og Weißburgunder. Der produceres årligt omkring 120.000 flasker vin.

Denne Spätburgunder Blanc de Noir hører til husets “Gutsweine”, dvs. den billigste del af produktionen, og den er lavet med næsten ingen skindkontakt efter presning. Den sælges som en rosé, men er næsten helt hvid … så kort kontakt har Spätburgunder druerne haft med saften. Produceret med temperaturkontrolleret gæring i store rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt lidt svagt oxyderede pærer, svag hindbær, lidt yoghurt, abrikos, mandler og ellers lidt neutral i duften. Der fornemmes lidt petroleum, men det kan vel ikke passe, når vinen er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er let perlende i munden og der er et lidt sødt, krydret udtryk, hvor sødmen spiller sammen med en smule syre … selvom det bliver lidt mussi mussi … altså lidt sådan fladt. Nødder og mandler fornemmes i smagen. Vinen er til den syrlige og kantede side … slutter også lidt kantet.

Købt i glas på CavaRo Wienbar, pris 4,90€.

Vinanmeldelse 3/7