Tag-arkiv: Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienVinmageren Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo kender vi jo mest for hans vine fra Rioja, Toro, Ribera del Duero og Priorat.

Men han laver skam også vine fra både Jumila, Rias Baixas, Navarra, Bierzo og Vinos de la Tierra de Castilla y León, men selvfølgelig også hvidvin fra Spaniens suverænt vigtigste, mest kendte hvidvinsregion Rueda og vi starter med derfra at smage et glas af en 2023 Viña Sanzo Sauvignon Blanc.

Rueda er jo slet ikke kendt for vine på Sauvignon Blanc, men her er det 100% Sauvignon Blanc fra op mod 40 år gamle vinstokke på kalkstenholdige marker i 600 til 750 meters højde.

Efter høsten er druerne nedkølet lynhurtigt og gennemgår 6-8
timers kryomaceration ved 10 grader og derefter sker gæring ved lave temperaturer med en særlig gærtype beregnet til netop Sauvignon Blanc. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vi bestemt i Sauvignon Blanc land … der er hyld, grønne pebre, grønne krydderurter, lidt flintesten, stikkelsbær og så en snert af lidt mere tropiske frugter med abrikos og nektariner.

I munden bliver den tropiske vind og islæt endnu mere tydelig, for smagen er cremet, fyldig og juicy … der er multifrugtjuice, bitter lime, mango og saftig papaya. Det er buttet, maskulint, bittert og saftigt … en vin, der vil begejstre de fleste, smøre mange ganer med yderst velbehag, så dermed omgående 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Finca Sandoval, Fundamentalista, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Finca Sandoval, Fundamentalista, Castilla-La Mancha, SpanienFundamentalista … en fundamentalist er vel nærmest en tilhænger af religiøse love eller en, der holder sig til hellige skrifter. Men det er også navnet på Finca Sandovals basis- og entry-level vin og når man smager den, så kan man godt blive en troende fundamentalist.

Det er en vin, der er lavet af den ikoniske og hypede vinmager Javier Revert, som jeg forleden smagte vinen Simeta fra i hans soloprojekt Javi Revert Viticultor. Inden vi ser nærmere på Fundamentalista, så lad os dog lige tage historien om Bodegas Finca Sandoval.

Vinhuset ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter i området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med ham ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil.

Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere lette og lyse stil har fået internationale anmeldere som både The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Det var faktisk selveste Dani Landi fra det ikoniske vinhus Comando G, der anbefalede Victor de la Serna at ansætte Javi Revert som den nye vinmager hos Finca Sandoval.

Fundamentalista er lavet på et blend af primært  Bobal suppleret med andre druer. Nogle siger de øvrige druesorter er Moravia Agria, Rojas, Tortosí og Verdal. Andre steder står der, at det er Monastrell, Albilla, Manchego, Marisancho, Tortosí og Trepadell,

Det er lidt svært at se helt præcis, men Monastell er jo Mourvèdre, Albillo kender vi, Manchego, Rojas, Trepadell og Verdel kan jeg ikke finde noget om og Marisancho er lig med Merseguera, mens jeg har skrevet lidt om druerne Moravia Agria og Tortosí.

Ved vinifikationen er der anvendt 50% hele klaser og 50% afstilkede druer, som gennemgår spontan gæring og maceration. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på store amforaer af ler og flaskes med et minimum svovl.

Vinen har til at starte med et meget lyst og let udtryk … som faktisk virker en smule som en Pinot Noir, godt med lyse frugter af jordbær, lyse kirsebær, hindbær suppleret med lerjord, våd skovbund med et bunddække af blomster, lidt bolsjesødme … dufter virkelig ret fremragende.

Hvor smager den også fremragende … har denne lyse, lette og læskende smag, Der er jordbær, rødgrød med fløde, tranebær samt tyttebær … der kommer lidt grillet citron og samlet en sart, feminin og fin smag med lette tanniner og en syre, der smyger sig, glider og sniger sig fjerlet med i smagsbilledet. Der kommer en lille og jernet mineralitet, men frugtfriskheden og det læskende udtryk ligger sgu bare forrest og imponerer mig. Det er en demonstrativ, fabelagtig genistreg, der samtidig til prisen på 115 kr. bør blive en gigantisk storsællert. 94 point.

 Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, SpanienFra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana har jeg før smagt deres 2020 Paco & Lola Albariño og deres 2021 Paco & Lola Godell, men nu smager jeg deres 2022 Paco & Lola No 12 Albariño.

Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og ligger i Val do Salnés regionen i Rías Baixas.

Kooperativet er grundlagt i 2005 af en gruppe af vinavlere og vinproducenter, som besluttede at samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer.

Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Denne Paco & Lola No 12 Albariño har sit navn 12 efter antallet af dage, som vinen har gæret køligt ved 16 grader … og endda i en stor rustfrie ståltank med det samme nummer 12. Gæringen er stoppet efter præcis 12 dage ved hjælp af nedkøling for at sikre en blød, aromatisk, og frisk vin. Det betyder dog også, at vinen har et sukkerindhold på 13 gram restsukker pr. liter.

Det er svært ikke at blive glad og en smule imponeret, når man dufter til denne vin, der umiddelbart dufter af koncentreret sommer på flaske. Det er aromatisk med blomsterstøv og eksotisk frugt med kvæde, pærer, fersken, melon og honningmango suppleret med en smule grillet citron og grape.

Den smager også fremragende … har også lidt fedme, sødme, men det er ikke på bekostning af syren, der er frisk, ren og mineralsk med fersken, melon, grillede eller syltede citroner. Vinen har en massiv og klar sødbitterhed på en let cremet, blød og fedsyrlig måde. Det er sgu ganske imponerende, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Javi Revert Viticultor, Simeta, Valencia, Spanien

2022 Javi Revert, Simeta, Valencia, SpanienJeg havde til vor aften også købt topvinen Simeta fra den hypede vinmager  Javi Revert og hans eget lille projekt.

 Javi Revert har på rekordfart opnået status som værende en af Spaniens mest omtalte hotte vinmagere. Han startede sin karriere hos Celler del Roure og var medvirkende til ændringen hos både dette vinhus og hele vinområdet sydvest for Valencia.

Hans indflydelse har været enorm og han har – udover på Celler del Roure – også arbejder som vinmager og -konsulent hos vinhuse som Finca Sandoval og La Comarcal.

Nu driver Javi sin egen lille vingård i La Font de la Figuera, hvor han samlet har 12 hektar vinmarker, hvor halvdelen er med en flok gamle vinstokke og den anden halvdel helt nye stokke.

Det var faktisk  Javis bedstefar, der gjorde ham opmærksom på en gammel forladt mark, som hans oldefar i sin tid havde plantet på et terrasseopdelt stykke land med nærringsfattig jord i mere end 700 meters højde ved La Font de la Figuera.

Det var marken Pla del Micalet, der er så kalket, at den har store ligheder med de kendte af slagsen i Jerez og som var plantet med de gamle originale druesorter, længe inden at der var gået inflation i området med større mængder og lavere kvalitet til følge.

 Javis filosofi tilgodeser den mest naturlige form for vindyrkning, fopr alt sker økologisk og endda efter biodynamiske principper, så al høst sker med håndkraft, presning af hele klaser og spontangæring, mens vinene lagrer på både stål, fransk eg, betontanke, glaskrukker og amfora lerkrukker.

Denne Simeta er lavet på den gamle, lokale drue Arcos, som var udbredt i Valencia inden vinlusens hærgen. Her kommer druerne fra mere end 50 år gamle vinstokke, som står plantet på en enkelt kalk og grusholdig vinmark på sydsiden af Penya Forada.

Vinen er lavet med spontangæring med 70% hele klaser på beton og gennemgår en 20 dage lang maceration, hvorefter vinen slutteligt lagrer først 12 måneder på brugte træfade og slutteligt 3 måneder på æggeformede betonbeholdere. Der er i denne årgang kun lavet 3.275 flaske af vinen.

Hold da op … utrolig frugtrig, kølig, luftig og let i stilen. Det er voldsomt elegant og virker frisk som en løvskov lige efter et regnskyl og næsten burgundisk i letheden. Det er skovbund, blomster, violer, jordbær, hindbær, citroner og nogle pænt jernholdige mineraler, der skaber et meget rank, stramt og karakterfast udtryk.

Smagen er nærmest blød citrus … virker i hvert fald både silkeblød, cremet, let, luftig og æterisk, men samtidig har den en mild syrlighed med lidt ribs, hindbær, kirsebær, blåbær og forskellige citrusfrugter, hvilket bidrager til et overordnet indtryk af en frisk, let, blød samt cremelækker vin. Tanninerne er blød, fine og velintegrerede .,,, og derudover igen dette lidt rustne jernholdige mineralske element. Hvor bliver jeg betaget … og på en forholdsvis ukendt drue, som ophæver tyngdeloven på imponerende vis. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 419 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte derefter på det mosterhøje niveau med den nyeste 2020 udgave af vinen Albillo Viñas Viejas fra spanske Dominio del Águila.

Det er en vin, som altid bare leveret på så højt niveau og jeg har smagt vinen før i årgangene 2014, 2018 og 2019 … så derfor har jeg flerel gange skrevet om Dominio del Águila  … det skal jeg ikke trætte jer med denne gang,

Druerne til 2020 Albillo Viñas Viejas er dyrket økologisk og endda med inspiration fra den biodynamiske tilgang. Druerne høstet med håndkraft fra – Viñas Viejas – gamle vinstokke, der er over 100 år gamle og nogle endda præ-phylloxera.

Druerne presses ved gammeldags fodtramp, mens gæringen foregår over hele 10 måneder på egetræsfadesur liet og med lav svovling og så er vinen derefter lagret 28 måneder på franske egefade ved 8-12 grader.

Duftmæssigt er det en følelsesmæssig gavebod med alskens varer på hylderne … der er fedme, røgede, flommefede fadnoter og alt på en svævende og luftig måde. Frugten er stor og mægtig med en kurv æbler, ferskner, tørrede abrikoser, søde mandariner og bananer, let røget, let reduktiv og suppleret med præg fra fadlagringen med både lakridskonfekt, vanilje, saltkaramel, nødder og bivoks. Det virker en kende olieret, men der er også en vis grøn syrlighed.

Smagsmæssigt hives der også ned fra alle hylder, for i munden er vinen bare lækker cremet, fed, blød og det smelter nærmest på din tunge med en moden og let røget smag. Dermed bliver det olieret og fyldigt, men det er med en rank syre, der er  skarp, stringent, robust og forførende.

Der er både grape, syltede citroner, grillet citron, lidt sødbitter lemon, saltede mineraler, mandler … og eftersmagen er lang og hænger lang tid i munden. Det er overdådigt, nærværende, rent, fedt og alligevel syrligt, så klart en ultralækker spansk vin fra den øverste hylde i den spanske gavebod, så 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 649,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, SpanienHvorfor ikke lige nappe yderligere en vin fra Bodegas Torre Oria? Denne gang er det dog ikke fra Mare Meua serien, men deres 2020 Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot.

Der er halv halv … altså 50% Petit Verdot og 50% Merlot druer fra Torre Orias egne marker i Utiel-Requena … Petit Verdot for at give vinen dyb farve og maskuline karaktertræk, mens Merlot bidrager med bløde kurver og feminin charme.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke … men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Vinen er dog efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske barriques.

Fadlagringen kan med det samme samme duftes … specielt i forhold til den foregående Mare Meua Garnacha. Det samlet sgu bare alt og bidrager med mere kompleksitet. Der er røg, chokolade, lakrids samt kaffe og vanilje, mens frugten virker bordeauxfil med solbær, bløde kirsebær og blommer en snert syrligere ribs.

Smagen er dyb, rund og ganske lækker … fadene giver også her vinen et ekstra gear. Det er solbær, blommer og kirsebærsyltetøj, men den har også en lysere syre, der er fin og aldrig bliver for skrap, men blot bidrager med helhed og fin rygrad blandt den mørke og let søde frugt. Flot vin og til prisen en klar lille vinder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Garnacha, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Garnacha, Valencia, SpanienBodegas Torre Oria laver også en rød udgave i Mare Meua serien og på etiketten har den smukke kvinde nu sat sig op på strandbaren, mens solen stille går ned. Vinen er deres 2023 Mare Meua Garnacha.

Den er egentlig lavet på samme vis vis som foregående rosévin … eller i hvert fald næsten, for vinificering og lagring er også her alene sket i ståltanke. Det er selvfølgelig 100% Garnacha aka Grenache fra nogle kystnære marker i Valencia.

Duften er klart bedre end rosé’en … tør, mørk og støvet med sorte kirsebær, solbær og hindbær. Den virker til at have en let balsamisk syre og dybden er faktisk også ganske fin. Der er med andre ord slet intet, der stikker ud … men bare rigtig fornuftig.

Det gælder sådan set også smagen, der ganske vist er robust og noget brovten, men der er bid i frugten, der mest er granatæbler, kirsebær, brombær, ribs og så lidt grape samt lemon. Det giver en slank krop og et frisk bid suppleret med en ganske lille sødme. Der er ikke så mange tanniner, men de få sætter sig på øverste fortænder og så har vinen en lidt mineralsk eller stenet eftersmag., men det virker faktisk ret fint, så dermed 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Pinot Noir Rosé, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Pinot Noir Rosé, Valencia, SpanienVed bare den mindste sol springer rosévinene ud af skabet, så det er bare om at finde bikini og mankini frem og det fremgår sgu næsten også på etiketten af denne 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé fra Bodegas Torre Oria.

Vinhuset er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, men det er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena en smule vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Bodegas Torre Oria fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Denne lille sommerrosévin Mare Meua Pinot Noir Rosé er lavet på 100% Pinot Noir druer fra kystnære marker i Valencia området og er alene vinificeret i ståltanke … både gæring og efterfølgende kort lagring inden aftapning på flaske.

Tja … lidt speciel duft, hvor der både er tjørnebær, vandmelon samt noget hyben og dermed ikke umiddelbart mere Pinot Noir karakter i næsen. Den virker til at have en stor tørhed … tørre papkasser, nogle støvede nullermænd suppleret med noget grøn ligusterhæk.

Jeg er – indrømmet – ikke den store rosémand og denne bidrager heller ikke til at ændre det faktum. Den har en lidt rund og halvsød jordbærsmag suppleret med appelsin, lidt sursød citron med dette halvtørre element, hvor lidt hvid peber danser med. Det er mest en vin til terrassen på en varm og solrig dag … med lidt isterninger i, hvorved jeg lander på 85 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Bodegas Luis Cañas, Reserva Seleccion de la Familia, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Luis Cañas, Reserva Seleccion de la Familia, Rioja, SpanienNormalt finder man kirken Santa Trinita Dei Monti på toppen af Den Spanske Trappe, men hos Bodegas Luis Cañas er en af vinene  på det øverste trin denne Reserva Seleccion de la Familia, som jeg har smagt i årgang 2018.

Reserva Seleccion de la Familia 2018 er lavet på 85% Tempranillo og 15% Cabernet Sauvignon, der kommer fra 54-55 år gamle vinstokke og efter den manuelle høst, så sker der først en kølig premaceration over 72 timer inden gæring ved 26 grader i  forseglede betontanke.

Der trækker vinen farve, smag og tanniner fra drueskindet over 18 dage med løbende overpumpninger inden presning og så malolaktisk gæring i nye egefade. Så er vinen lagret 20 måneder på 50% franske og 50% amerikanske egetræsfade … alle nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 24 måneder.

Igen er duften langt dybere, koncentreret og mørk … her lidt mere nøddet i aromaerne suppleret med fede fadnoter af lakridskonfekt, sød finsk samt tør engelsk lakrids, blommer, solbær, sorte kirsebær, klare mælkede noter, kanelsukker og kokos. Frugten er moden, helt fantastisk, balanceret og sødkrydret. Det dufter vildt godt og man kan godt mærke, at vi er røget et par niveauer op.

Smagen er også koncentreret, mørk og alligevel frisk … der er godt med solbærsaft, blommemarmelade og kirsebærsauce. Vinen har en syre, der er præget af lemon, citroner og ribs … giver godt bid, mens den har vilde og tørre tanniner, der sætter sig øverst i munden godt oppe i ganen. Selvom det er en moden vin, så er der sgu liv i kludene, masser af rank og frisk syre med denne tørre, dybe mørk smag, så dermed klart 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bodegas Luis Cañas, Reserva, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Luis Cañas, Reserva, Rioja, SpanienVi kravlede videre op af Den Spanske Trappe – den med ekstra store trinflader og højder – for den næste vin fra Bodegas Luis Cañas blev så deres 2017 Reserva,

Vinen er lavet på 95% Tempranillo og 5% Graciano fra 40 år gamle vinstokke, som først er sorteret inden de afstilkes og knuses før en 21 dages gæring og maceration i ståltanke.

Derefter er vinen presses og så lagret 18 måneder på 60% franske og 40% amerikanske egefade, der alle er anvendt et par gange før og derefter er vinen blot tappes helt uden filtrering.

WAUW … nu er duften dybere og langt mere koncentreret. Det er tjærede jernbanesveller, sød finsk og tør engelsk lakrids, sød tobak, vanilje, kokos, nougat samt chokolade. Derudover er der ristet toast, cedertræ samt frugt af solbær, blommer og tyk kirsebærlikør og en smule gammel balsamico.

I munden er der også kraft og saft … men på en tør og intens måde, hvor der kommer grafit, tjære, blæk og hurtigt mærker du allerede, at tanninerne er småvilde, tørre og de sætter sig demonstrativt på dine fortænder. Det føles dog helt rigtigt, heftigt og vildt tørt, hvor de får følgeskab af peber og så den mørke frugt af solbær, brombær samt en smule ribs, hvilket giver syre og rygrad … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7