Vinmageren Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo kender vi jo mest for hans vine fra Rioja, Toro, Ribera del Duero og Priorat.
Men han laver skam også vine fra både Jumila, Rias Baixas, Navarra, Bierzo og Vinos de la Tierra de Castilla y León, men selvfølgelig også hvidvin fra Spaniens suverænt vigtigste, mest kendte hvidvinsregion Rueda og vi starter med derfra at smage et glas af en 2023 Viña Sanzo Sauvignon Blanc.
Rueda er jo slet ikke kendt for vine på Sauvignon Blanc, men her er det 100% Sauvignon Blanc fra op mod 40 år gamle vinstokke på kalkstenholdige marker i 600 til 750 meters højde.
Efter høsten er druerne nedkølet lynhurtigt og gennemgår 6-8
timers kryomaceration ved 10 grader og derefter sker gæring ved lave temperaturer med en særlig gærtype beregnet til netop Sauvignon Blanc. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene frem til aftapning på flaske.
Duftmæssigt er vi bestemt i Sauvignon Blanc land … der er hyld, grønne pebre, grønne krydderurter, lidt flintesten, stikkelsbær og så en snert af lidt mere tropiske frugter med abrikos og nektariner.
I munden bliver den tropiske vind og islæt endnu mere tydelig, for smagen er cremet, fyldig og juicy … der er multifrugtjuice, bitter lime, mango og saftig papaya. Det er buttet, maskulint, bittert og saftigt … en vin, der vil begejstre de fleste, smøre mange ganer med yderst velbehag, så dermed omgående 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.