Tag-arkiv: Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVejret i september har været nærmest sommerlig … og det er derfor meget passende fortsat at drikke lidt rosévin, specielt når det drejer sig om en fin en af slagsen som denne 2021 Picaro Clarete Ecológico fra Dominio del Àguila.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend af primært Garnacha og Bobal … altså et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med gamle vinstokk, hvor de ældste er over 100 år gamle. Markerne er kalkholdige og de ligger i omkring 850 meters højde.

Efter direkte presning af druerne spontangærer vinen over 12-14 måneder inden 19 måneder lagring på franske egetræsfade ved meget lav kældertemperatur.

For at bevare flest mulige smagsaromaer aftappes Clarete 2021 uden klaring og filtrering, hvorfor et naturligt bundfald kan forekomme.

Der er i næsen godt med blomster, virker tør og lidt krydret med moreller, jordbær, hyben, ribssaft og grape … mest jordbær med en smule røget karakter. Med luft i glasset kommer der også en smule dåsepærer med sødme, vanilje og karamel.

Smagsmæssigt er der skrald på drengen … massiv, tæt og koncentreret med stor dybde og en frugt af hindbær, jordbær, ribs, kirsebær, grillede citroner og virker lidt fed og svag olieret. Der er en bamserosé … blød, cremet og intens. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, SpanienJeg smager nu atter engang en Rioja Tempranillo fra Rioja fra det umage makkerpar Michel Rolland og Javier Galarreta fælles spanske projekt Rolland & Galarreta, men denne gang i en årgang 2016.

Makkerparret har fundet druer fra gamle Tempranillo vinstokke fra vinmarker, der ligger op til Telmo Rodriguez’ mark, der leverer druer til den dyre 100 point topvin Las Beatas og der er lige ved byerne Labastida og Elvillar i Rioja Alavesa.

De 2 vinmagere anvender moderne udstyr til udvælge de bedste druer udvælges ved hjælp af det moderne udstyr Vistalys, der gør det muligt at måle, hvornår druerne har nået deres fulde aromatiske potentiale.

I vineriet bliver samtlige druer afstilket inden knusning og så en koldmaceration, der trækker både smag og farve ud af skallerne. Så er vinen gæret i egetræsfade og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen kan Michel Rollands taktstok omgående detekteres, for vinen har dette runde, bløde og tykke fadpræg, hvor fadene bidrager med sød finsk lakrids, chokolade, vanilje, kanel, kaffelikør, kokos og bløde jernbanesveller … men sådan nogle har vi vist aldrig hørt om før. Frugten er også moden og blød,  solbær, mørke kirsebær og halvgærede blommer. Det er som udtrådt og comfortagtige hjemmesko, der sidder som de skal.

Smagen er blød, rund og godmodig … og alligevel fornemmes lidt peber, som lige drister sig til at stikke snuden frem. Der er godt med ristede noter, ristet kaffebønner med mørk chokolade til. Frugten er solbær, blåbær, saftige blommer og der er skam også nogle tanniner, der dog er nemme at danse med. Der er en svag syre, som har lidt balsamiske elementer og lidt sort-te bitterhed og frugtsødme, hvilket giver en vin, som er skruet godt sammen efter en kendt melodi som en tysk schlager. Men det smager godt, 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, SpanienFor omkring et års penge siden, da smagte jeg første gang denne Salia fra Finca Sandoval, der jo ligger i den ukendte appellation Manchuela i Castilla-La Mancha.

Bodegas Finca Sandoval ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med han ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil. Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere letløbende stil har fået de internationale anmeldere som The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Her smager vi så husets roste Salia, der som 2020’eren er lavet på 60% Syrah, 25% Bobal, 10% Touriga Nacional og 5% Garnacha og lavet  med spontangæring på hele klaser og efter endt fermentering en  lagring 12 måneder på hovedsageligt gamle foudre og en lille andel 300 liters barrique. Svovl begrænses til absolut minimum.

Som med 2020’eren er det svært ikke at blive begejstret, for op af vinglasset kommer den vildeste landlige, bondske, svedige, animaske og bio bio krudtet aroma. Det stinker af møj og mødding kombineret med tulipaner og blomsterpollen, nogle mælkede noter og en frugt, som mest er saftige modne kirsebær, moreller, hindbær og blommer med en dejlig lethed, så man slet ikke gætter, at der mest er Syrah i mixet. Der er fennikel, lakrids kattepotter, lakridspiber samt en smule chokolade og kakaopulver.

Sådan smager vinen faktisk også … bulder, landlig, bondsk og samtidig utrolig saftig. I munden kan man dog godt mærke, at der er tale om mørkere druer, som mener det. Der er frugt med brombær og mørke kirsebær … men det er fortsat ret frisk og saftigt med en klar lysere syre, som suppleres af lidt tobak, lakrids, peber … men atter bliver jeg i godt humør af denne lille saftbandit. 92 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, Spanien

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, SpanienNu har jeg et par gange i år smagt et par vine fra den unge og vilde vinmager Álvar de Dios Hernández, som laver spændende vine i det solrige Toro og Castilla y León. Nu smager jeg atter en af hans Toro vine og det er denne 2022 Tio Uco.

Mødet med Álvar de Dios’ vine har været en smuk oplevelse … både hans 2019 Aciano og hans 2020 Camino de los Arrieros. Men han er også inspireret af innovative vinhuse som Marañones og Comando G … vinhuse og vinmagere, som Álvar også er venner med.

Denne 2022 Tio Uco er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som kommer fra 3 marlker ved landsbyen El Pego. På den ene mark er vinstokkene unge … kun 35 år gamle og på de andre to er de gamle med henholdsvis 93 og 89 år på bagen.

Markerne dyrkes efter økologiske principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foretages ved håndkraft, hvorefter vinen gennemgår gæringen spontant og med hele klaser på stål over 15 dage. Man gennemfører kun en blid maceration, hvor al pigeage foregår med fødderne, før vinen slutteligt lagrer 6-8 måneder på store neutrale foudres af egetræ.

Men fornemmer i duften, at der bestemt er noget kraft i vinen, der da også i glasset har godt med mørkelilla farve. Der er landlighed og blomster, sorte kirsebær, ribs og selvom, at der er noget tæthed, stor styrke og rå power, så virker det på ingen måder som en tyk og solrig Toro vin. Blomsterne er mest violer, men de får følgeskab af lakrids, let peber og så ellers godt med røg.

I munden har vinen også et mere bjergagtig gear og 4-hjulstræk, hvor der røg, tobak, stor tørhed, lakrids, en kompakt og tæt frugt med en smule blåbær, kirsebær og ribs … og så lysere, stringent og ganske tørre tanniner, som sætter sig i munden med denne strenge mineralitet. Tio Uco er ikke helt så elegant som Aciano og Camino de los Arrieros, men selvfølgelig også billigere og giver et godt indtryk af, hvad Toro også kan … 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, Spanien

2022 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, SpanienVi skal igen smage den Verdejo baserede vin El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, som er lavet i et joint-venture mellem to af Spaniens store vinmagere Eulogio Calleja og Javier Rodriguez i projektet Eulogio & Javier.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2019 og 2021, men smager nu 2022’eren.

Eulogio står for Eulogio Calleja og han er et anerkendt navn i både Spanien og USA, da han er teknisk direktør for Grupo Avante Selecta, som er en del af den store koncern Inveravante.

Avante Selecta ejer 9 vinhuse som fx Bodegas Naia og Dominio de Atauta, Viñas del Cenit og Álvaro Domecq. Eulogio Calleja har helt specielt stået bag etableringen af Bodegas Naia i 2002 og det vinhus er netop stærke på Verdejo vine.

Javier står for Javier Rodriguez og han er manden på vinhuset Rodriguez Sanzo, der i 2014 blev hyldet som Spaniens bedste vineri og vi også er stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange før, bl.a. ved smagning af den fantastiske Orange Wine Albillo fra Toro i Castilla y León.

De to har været venner i mange år og har nu lavet en række vine i deres fælles joint venture projekt. Målet er et lave unikke vine fra en række udvalgte marker. De ejer således ikke selv markerne, men de udvælger, opkøber og laver så vinene sammen med minimal indgriben og manipulation.

Der laves pt 4 forskellige vine i joint venture projektet, hvor El Quinto Paraje netop af en af dem. Det er 100% Verdejo, som er fra nogle  økologisk dyrkede marker beliggende i Rueda og den største af markerne i Medina del Campo.

Derudover kommer nogle af druerne fra gamle pre-phylloxera vinstokke på en mark i Nieva beliggende i 910 meters højde. Vinen er fermenteret i henholdsvis 600 liters egefade og betontanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret i 6 måneder frem til aftapning på flaske.

Meget imødekommende duft … man fornemmer en vis fedme med eksotisk frugt af ananas, mango, honningmelon, abrikos, fersken og pærer, små noter fra fadene med brunet smør, nødder, svag vanilje samt friske blomster … vellystig, buttet og overvægtig, men det er samtidig furiøs, voldsom og vellystig.

I munden er der imidlertid mere syre end duften måske lige indikerede og det kan vi jo rigtigt godt lide. Den har nemlig en fin kerne af frisk, rank og syrligere frugt med grape, lemon, citroner og umodne pærer, men de er pakket ind i melonsaft, fersken og næsten olieret cremethed. I eftersmagen kommer der også en salt, jernagtig mineralitet, der er med til at holde en syrlig eftersmag, der virker utroligt stringent, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienDe fleste læsere ved nok, at jeg jo elsker Ribera del Duero og nu har jeg igen fået vin i glasset derfra … en 2021 Selección fra vinhuset Hacienda Solano.

Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.

Det har jeg tidligere skrevet en masser om, fx da jeg sidste smagte denne Selección i årgang 2020.

Selección består i den nyere årgang 2021 af 98% Tempranillo samt 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten.

Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder meget om foregående årgang … klart med fadnoter samt en mørk frugt med sorte kirsebær, hindbær, svesker, noget sød finsk lakrids, gamle egefade, cedertræ, læder, nelliker, kakaopulver, chokolade, røg samt ristede noter med lidt krydderier.

I munden er der både dejlig Ribera del Duero sødme samt en frugt med tør bitterhed i form af blåbær, kirsebær, tranebær samt svesker suppleret med røg, violer, mørk og bitter chokolade. Der er bløde og omgængelige tanniner, en vis sødme og samtidig et krydret spark med stor tæthed og venlighed. Smager knusende godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, SpanienVi har været der før … ja faktisk mange gange. Jeg snakker jo om Luis Cañas’ Bodegas Amaren, et vinhus jeg har skrevet om flere gange og altid været duperet af. Nu smager jeg deres Alavesa Blanco Barrel Fermented i årgang 2020.

Det er en vin, som jeg da også har smagt før i årgang 2019 og den er lavet på Viura, Malvasía og Tempranillo Blanco fra 60 år gamle vinstokke på vinmarker i 545 meters højde. De forskellige marker ligger rundt omkring huset ved Sanmaniego, den nordlige del af Villabuena de Álava og Leza.

Klaserne selekteres i vinmarken og høstes med håndkræft, hvorefter de så også dobbeltsorteres i vineriet. Der anvendes kun hele intakte bær. Vinen gærer primært på 500 liters franske egetræsfade, men en lille andel gærer i betontanke i forskellige former og størrelse.

Efter endt gæring bliver vinen lagret 10 måneder på både egefade samt beton med regelmæssige batônnage aka omrøring af vinen i gærresterne. Der er lavet 23.860 flasker af vinen og denne flaske har nummer 3.578.

Duftmæssigt er der røg, fadnoter og blød tropisk frugt med abrikos, mango, mirabeller og fersken, virker mægtig, fed og olieret suppleret med blomster, kridt, croissanter samt svagt lidt vanilje.

I munden er det en olieret, cremet og fyldig vin, hvor der også er eksotisk frugt med tørrede abrikoser, fersken, saftige pærer, lemon, citroner og grape, men også lidt stærk hvid peber og røg. Grapen og peberen bider godt, men der også i eftersmagen kommer en klar saltagtig mineralitet. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Eduardo Garza, Priorat Negre, Priorat, Spanien

2020 Eduardo Garza, Priorat Negre, Priorat, SpanienDen anden vin, som jeg smagte fra Eduardo Garza, var den røde 2020 Priorat Negre, hvor alle druerne kommer fra husets marker på stejle bjergskråninger i El Molar, El Lloar og La Morera del Montsant.

Vinen er i denne årgang 2020 lavet på et smukt blend af 44% Grenache, 30% Carignan samt 26% Syrah, der først er afstilket, men ikke knust inden gæringen over 14 til 18 dage.

Inden gæringen er der sket en 24 timers pre-maceration og efter den alkoholiske gæring er der også sket malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 11 måneder på Quercus Petraea og Quercus Alba træfade. Der er lavet 4.279 flasker … samt lidt store flasker.

Hold nu kaje for en duft … som et nyreslag lige i solar plexus, mørk, lakridset, blomstret og det suppleres af blæk, røg, mørk chokolade, tør træ, lidt gran og lærkeskud, svesker, blåbær, solbær og ribs. Der er nogle fadnoter med kanel … men samtidig strutter vinen af en sitrende friskhed.

I munden kommer det friske frem sammen med en lysere frugt, der smagsmæssigt er mere rank, slank og syrlig end duften egentlig lige lovede. Der er ribs, hindbær, tranebær … lys balsamisk, ganske ren og frisk med knuste sten, let peber og en syre, der er så pivskarp, vital, letlevende og gnistrende … 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, Spanien

2020 Eduardo Garza, Priorat Blanc, Priorat, SpanienEduardo Garza er en lille mikroproducent, som fra marker på stejle bjergskråninger i Priorat laver 3 forskellige vine … en hvid, en rosé og en rød. Nu smager jeg 2 af dem og starter med hans hvide 2020 Priorat Blanc.

Men historien om Eduardo Garza er faktisk startet i Guatemala, hvor han opvoksede på sin families maleriske kaffefarm beliggende på en bjergside Esquipulas i Chiquimula. Eduardo er således vokset op med at dyrke jorden for at skabe unikke og exceptionelle drikke og allerede tidligt fik han en forståelse for de indviklede nuancer og smage, som et terroir kunne frembringe.

Han fik også en dyb forståelse af vigtigheden af bæredygtige og langsigtede landbrugsmetoder. Han var selv vidne til den delikate balance, der kræves for at pleje afgrøder og at det kræver både stor omhyggelighed, opmærksomhed og masser af hårdt arbejde.

Efter at Eduardo havde arbejdet både med kaffe og senere også i finansverdenen, så besluttede han sig for at drage til Spanien og tage en uddannelse som ønolog. Ad den vej fik han mulighed for at købe nogle helt små plots rundt omkring i Priorat, så i 2018 begyndte han at eksperimentere med de forskellige jordbundsforhold, mens vinene blev lavet hos nogle af de mere etablerede vinbønder i området.

Han har kun plots på 4 vinmarker, der ligger på bjergskråningerne ved Gratallops, Bellmunt del Priorat og Torroja del Prioral. Hver af disse steder har sit eget unikke mikroklima og jordsammensætning, hvilket tilføjer dybde og kompleksitet til de druerne med sorter som Grenache, Carignan, Syrah, Voignier og Grenache Blanc.

Eduardo Garzas vinstokke på markerne både nyere, mens andre stokke har godt med alder … vi snakker et spænd mellem 20 år gamle og andre stokke er over 80 år. Det giver stor mangfoldighed, rigdom og karakter til hans vine, da hver vinstok bidrager med sit eget distinkte fodaftryk til den endelige vin.

Garzas har en grundlæggende dyb respekt for landet og hans metoder omfavner traditionerne i regionen efter med gammeldags tilgang, så bl.a. er han afhængig af hjælp fra muldyr til pasning af markerne. Alt markarbejde er lavet i hånden og alle druer er håndplukkede.

Når det kommer til vinfremstillingen, så holder Eduardo Garza sig ligeledes til minimal intervention i kælderen. Han tror på at lade alle druerne udtrykke sig fuldt ud med den rette indblanding og korrekt timing fra menneskehænder. Denne blide berøring sikrer, at vinene legemliggør den sande essens af Priorat terroiret og de unikke egenskaber ved de gamle druer.

Men det er en ganske lille produktion … sølle 7.500 flasker hvert år samlet fordelt på de 3 forskellige vine. Således er der også kun lavet 900 flasker af denne Priorat Blanc.

Den er lavet på et blend af 60% Voignier og 40% Grenache Blanc, hvor den enkelte druesort er vinificeret for sig. Først er druerne så afstilket, knust og presset hurtigt for at undgå oxidering. Så er vinen gæret koldt ved 12 grader, derefter er der sket malolaktisk gæring inden 11 måneder lagring med 65% på stål, men de resterende 35% er lagret på egefade.

Vinen er meget gul i glasset … men duften er henrivende, virker faktisk meget bondsk og har godt med fadnoter som vanilje, lidt mælkechokolade og virker fuldfed og lækker. Frugten er abrikos, overmodne pærer, fersken, lidt muskat og akaciehonning … uha, totalt indbydende og smørlækker. Det er vild muskelvin, der er utrolig ekspressiv og imponerende.

Vinen har også i munden lidt et ekstra gear … smørlækker og den virker endda en smule parfumeret i munden, hvis I forstår, hvad jeg mener. Der er vingummibamser på epo, abrikos, muskat, fersken og spidskommen samt andre søde krydderier. Det er på alle måder en stor mundfuld og den sidder mægtig, stor og fuld i hele munden … har let peber og er monsterlækker. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7