Tag-arkiv: 5½

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI fredags stod den både på tysk Spätburgunder – et must på en fredag – samt amerikansk Pinot Noir i form af denne Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Flowers Vineyard & Winery, som holder til i den nordlige del af Sonoma tæt ved byen Cazadero.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af ægteparret Walt og Joan Flowers. De solgte deres planteskole Noon Nursery i Pennsylvania for forfølge drømmen om egen vingård i Californien og endte med at købe 130 hektar jord tæt ved Cazadero. De startede med at tilplantede 13 hektar med Pinot Noir og Chardonnay, som synes som ideelle druesorter til områdets kølige mikroklima i 340-420 meters højde.

Der er siden i 1997 bygget stort vineri, og parret har også opkøbt yderligere jord fra en nabo, således de i dag ejer 162 hektar jord, hvoraf de 32 hektar er vinmarker, bestående af to plots, nemlig Camp Meeting Ridge Vineyard og Sea View Ridge Vineyard.

Siden 2009 har de meste af vingården dog været ejet af vinhuset Huneeus Vintners, som ejes af Huneeus familien, som også ejer Quintesse Vineyards i Napa. Efterfølgende er Walt og Joan Flowers gået på pension og Huneeus familien har i stedet ansat et hold af vinmagere til at forestå produktionen.

De har bl.a. i 2010 begyndt at omlægge til både økologisk og biodynamisk produktion. Det betyder jo også, at denne Sonoma Coast Pinot Noir er første årgang med denne produktionsform.

Vinen Sonoma Coast Pinot Noir er husets signaturvin, men derudover laves der også forskellige prestigecuvéer, heraf flere som enkeltmarksvine. 90% druerne til denne vin kommer fra Flowers’ egne Sonoma Coast vinmarker, mens de resterende 10% kommer fra vingårde, som Flowers har skrevet kontrakt med, således druerne dyrkes efter Flowers’ forskrifter.

Den alkoholiske gæring finder sted med hele klaser som spontangæring på ståltanke.  Der foretages dagligt punch downs, inden mosten lægges på franske egetræsfade sammen med bærmen, der fungerer som næring for mælkesyrebakterierne og derved gør det muligt at gennemføre en fuldstændig malolaktisk gæring. Vinen forbliver på fad i 8-10 måneder, inden assemblagen foretages og vinen tappes på flaske.

Og hold nu op for en herlig næse … helt klart smukke, delikat Pinot Noir noter, her med kalk, kul, herlig ren frugt, kirsebær, jordbær, røg, kød, mejeri og med klare animalske træk. Der er også anstrøg af vanilje, kanel … måske en anelse lun i udtrykket, hvilket måske afslører det oversøiske ophav, selvom det er et cool-climate område tæt på havet, hvor stokkene om natten nyder godt af tåge.

I munden er vinen blød, blid med kirsebær, god ren og stringent saft med jern, mineraler … hvor er det dog elegant. Den lider på ingen måder af oversøisk hvalpefedt eller for megen US-sødme, men smager bare rigtigt godt.

Købt i Vinspecialisten, pris 375 kr.

Rating 5,5/7  

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandKærlighed ved første blik hedder det, når det romantiske lyn slår ned og der findes såmænd også en film, som hedder kærlighed ved første hik … og nu giver det også mening om at snakke om kærlighed ved første sip.

Det er selvfølgelig endnu en vin fra den tidligere vindronning, vinzerprinsesse, Weinkönigin Julia Bertram, nemlig vinen Dernauer Spätburgunder … bestemt en dronning værdig og jeg ka’ atter ikk’ undgå at blive en smule imponeret. Og som første gang jeg smagte Spätburgunder fra Julia Bertram er det kærlighed ved første sip.

Jeg har jo skrevet om den dejlige Julia flere gange, bl.a. ved vinene Handwerk Spätburgunder, Ahrweiler Spätburgunder og selvfølgelig den totalt overbevisende Ahrweiler Forstberg Spätburgunder.

Denne Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Smagsmæssigt ligger den også lidt på linje med Arhweileren, hvor næsen er lidt bourgundisk i udtrykket med grønne noter og lidt støvet med lette bær, ribs, jordbær, hindbær, grafit og mineraler. Vinen har heller ikke – som søsteren – en voldsomt animalsk næse, men mere ren frugt, mineraler og grønne blade.

I munden er der ren, mineralsk frugt, grønne elementer … det er lyse umodne kirsebær, hindbær, kridt, svag peber og grønne blade. Det er sgu bundet godt sammen med lethed, elegance og igen et meget feminint udtryk. Kærlighed ved første sip.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr.

Rating 5,5/7 

2014 Vinařství Krásná Hora, Pinot Noir Terrior, Moravia, Tjekkiet

2014 Vinařství Krásná Hora, Pinot Noir Terrior, Moravia, TjekkietVi fandt også lidt spændende rød i Bistrotekets vinkort … nemlig denne  Pinot Noir Terrior fra det tjekkiske vinhus Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.

Jeg er tidligere stødt på vinhuset, nemlig på Falernum tidligere på året, hvor jeg også smagte en Pinot Noir fra huset … en lillesøster til denne Pinot Noir Terrior. Den hedder bare Pinot Noir og er en brøkdel billigere.

Vinařství Krásná Hora ligger helt præcis ved byen Starý Poddvorov … en ganske lille by med kun 969 indbyggere. Krásná Hora betyder “det skønne bjerg”, og da vinhuset ligger idyllisk ved et lille bjerg, så har det lille familiedrevne vinhus fået dette passende navn … ikke at forveksle med byen Krásná Hora længere inde i Tjekkiet.

Vinhuset er reelt grundlagt i dets nuværende form i år 2000, hvor der er opført et nyt moderne vineri ovenpå resterne fra den ellers over 150 år gamle vingård, som igennem alle årene har været drevet af  Vybiral familien.

Det var den unge Marek Vybiral, som satte gang i en egenproduktion på vingården, men det skete først efter en større omlægning af produktionen og bygning af en nymoderne vingård, som blev tegnet af arkitekten Tomáše Havlíčka. Derudover ansatte Marek også ønologen Ondřej Dubas til at forestå vinproduktionen.

Vinařství Krásná Hora har samlet 5 hektar vinmarker, som ligger i et af de varmeste områder i Tjekkiet, men dog så langt nord på det europæiske fastland, at man må betegne det som koldklimaområde for vindyrkning. De dyrker primært de franske druesorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Merlot.

Udover deres egne 5 hektar opkøber de også en smule druer, men målet er at komme op på 12-13 hektar egne vinmarker. Markerne drives økologisk og der anvendes også elementer fra den biodynamiske tilgang. I øjeblikket ligger vinhusets produktion på omkring 40.000 flasker vin.

Der laves primært hvidvine på Vinařství Krásná Hora, så der produceres alene få rødvine, bl.a. en Cuvée Bernety på Merlot og Cabernet Sauvignon samt to på Pinot Noir … deres almindelige Pinot Noir, som jeg smagte på Falernum og så denne Pinot Noir Terrior.

Som med lillesøsteren har jeg ikke de store oplysninger om, hvordan vinen er lavet. Husted skriver selv, at det er naturvin, ufiltreret, unfined, smager af alt, hvad der hører til i landskabet.

Som søsteren er vinen ganske lys, næsten rosé-farvet og herligt grumset. Så ufiltreret … ja bestemt. Næsen har også nogle af de samme aromaer og er virkelig aromatisk med syrlige noter, syrlige kirsebær, hindbær, ribs, hvid peber, estragon, bark og jord. Jan nævner lidt Gamay … og det giver også god mening, for der er samme aroma og godt med ribs.

Smagsmæssigt virkelig let, blidt og svævende. Derudover en frisk, og bitter syre med jern, mineraler, tør jord og virkelig stramme tanniner, som virkelig holder vinen levende i munden. Den minder på mange måder om lillesøsteren, men er en tak mere elegant og knap så kantet … selvom hjørnerne fortsat er markante … og tak for det. Spændende vin.

Igen stor respekt til Husted for at finde små og mere ukendte perler.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 145 kr. ved køb af 1 flaske og 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7  thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder “SJ”, Baden, Tyskland

2014 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder "SJ", Baden, TysklandHavde lige nuppet denne flaske Weißer Burgunder “SJ” fra Weingut Karl H. Johner med i tasken på vej til weekendens ophold på Samsø.

Jeg havde købt flasken under vort besøg på vingården i Bischoffingen sidst i august måned. Besøget har jeg – som du måske allerede ved – lavet et blogindlæg om. Det kan du finde her.

Jeg har tidligere smagt en del vine fra Johner … også fra SJ serien, bl.a. hans Blauer Spätburgunder “SJ”, hans Chardonnay “SJ”, hans Weißer Burgunder & Chardonnay “SJ” … og nu altså denne på ren Weißer Burgunder. Ja, der findes også en Grauer Burgunder “SJ”, som vi også smagte på vingården.

Druerne til denne Weißer Burgunder “SJ” kommer fra marken Bischoffinger Steinbuck. Udbyttet er meget reduceret for at sikre bedst mulig kvalitet. Vinen er lavet med skånsom presning af hele  klaser og gærinen er sket med 50% i rustfrie ståltanke og henholdsvis 25% i nye og 25% i brugte egetræsfade. Der er 2,9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen fed, nøddet og cremet … godt præget af egetræsfadene med masser af vanilje, honningmelon, fersken, modne pærer, mandler, kokosnødder, et sjat citrus samt lidt søde krydderier. En lidt voluminøs og fed næse … men voldsomt indbydende.

Smagen er også fed og cremet, men bestemt ikke uden syre og bid,, for syren er nemlig frisk med salt, mineraler og søde krydderier. Man kan måske sige, at vinen er fed og slank på samme tid … lyder som vrøvl og fuldemandssnak, men I forstår sikkert, hvor jeg vil hen. Det smager rasende godt.

Ja, det var i hvert fald oplevelsen i et lille stråtækt hus i Nordby på Samsø en sen fredag aften en tidlig oktoberdag.

Købt på vingården, pris 25€ … hvilket svarer til 186 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Suavia, Massifitti, Veneto, Italien

2013 Suavia, Massifitti, Veneto, ItalienPå Restaurant SAK i Ballen på Samsø bestilte jeg til lidt skærising denne lille buttede flaske Massifitti fra vinhuset Suavia Azienda Agricola, som ligger den lille by Fittà en anelse nord for den antikke by Soava.

Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange … og vi er selvfølgelig også i appellationen DOC Soava i Veneto området.

Soava betyder mild og blid, og det passer fint med vinene, som typisk er lavet på minimum 70% af den lokale drue Garganega, som også er den bedste af de tilladte lokale sorter. Det siges, at det var den italienske digter og poet Dante, som kaldte vinen Soave på grund af blødheden.

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.

Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro. Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.

I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver gården. Tessari søstrenes dedikation til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava og deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave.

Jeg har tidligere smagt søstervinen Monte Carbonare Soave Classico, en enkeltmarksvin lavet på 100% Garganega, og som også kommer i den lille, buttede flaske. Den vin var jeg ret vild med.

restaurant-sak
Restaurant SAK på Samsø

Denne Massifitti er lavet på ren Trebbiano di Soave, lavet på rustfrie ståltanke, fermentering i 15 dage og lagret 15 måneder på stål og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og hvor er det dog en herlig flaske vin … næsen er smør, fedme, tropisk frugt, banan, blomster, sten, flint samt lidt vanilje. Virkelig meget indbydende. Smagen er let, sødkrydre med en blød syre, god balance og nærmest en smule sprød med mineralske og jernagtige noter. Til min fisk kom syren til sin ret. Elskelig vin.

skaerising
Grillet skærising med glaserede grønsager, brunet smør, syltet citron, urtecreme, mandler og selvfølgelig Samsø kartofler

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 149 kr.

Rating 5,5/7 

samsoe-kartofler-mm

2013 Columbia Crest, Grand Estates Syrah, Washington State, USA

2013 Columbia Crest, Grand Estates Syrah, Washington State, USAColumbia Crest Winery ligger en kilometers penge nordvest for den lille by Paterson, lige ved floden Columbia River i Washington State. De står bag næste vin … en Grand Estates Syrah.

Columbia Crest ejes af det legendariske firma Château St. Michelle Estates, som allerede i 1978 startede med at tilplantet de første Columbia Crest vinmarker. Den officielle start på vinhuset skete dog først i 1982, hvor et splinternyt og underjordisk vineri stod færdig, og markerne for første gang var klar til at blive høstet. Samtidig ansatte man vinmageren Doug Gore til at forestå produktionen.

Selve Château St. Michelle Estates er én af de ældste vingårde i Washington State. Det blev oprindelig grundlagt i 1954 som American Wine Company via en fusion mellem National Wine Company og Pomerelle Wine Company.

Vinhuset lå på en ejendom, som engang havde tilhørt rigmanden Frederick Stimson, som havde tjent sine penge indenfor skovindustrien, og han brugte den gamle vingård som jagthytte.

Senere ændrede American Wine Company navn til Stimson Lane og har bl.a. været ejet af US Tobacco, men blev i 2009 overtaget af Altria, tidligere kendt som Philip Morris Companies Inc. Det er ligeledes en af verdens største tobak-koncerner og ejer udover mærker som Marlboro, Benson & Hedges også et stort firma som Kraft Foods Inc.

Og så ejer de altså også Château St. Michelle Estates … det tidligere Stimson Lane. Og Château St. Michelle Estates ejer en lang række af de helt store vinhuse, faktisk ikke mindre end 19 vinhuse, og står for over halvdelen af den totale vinproduktion i Washington State.

Blandt deres ejede vinhuse er navne som Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Two Wines, Snoqualmie Vineyards, Red Diamond, Solare, Stag’s Leap Wine Cellars,  Villa Mt. Eden m.fl.

Derudover er Château St. Michelle Estates også med som partner i yderligere 18 vinhuse, bl.a. det legendariske vinhus Antinori samt huse som Eroica, Torres … både i Spanien og Chile, Villa Maria i New Zealand, Prunotto i Barolo og mange flere. Ganske, ganske imponerende.

Columbia Crest blev hurtigt en af perlerne i koncernens mange vinhuse. Allerede efter få år begyndte vinhuset at høste store anerkendelser.

I 1990 satte Robert Parker Columbia Crest på hans top 24 liste over de bedste producenter i USA. Columbia Crest har som de første nogensinde fået 3 vine på Wine Spectators top 100 liste på samme tid og har samtidig fået følgende ord med på vejen i magasinet; “Ingen andre amerikanske vingårde, kan levere så megen kvalitet for pengene”.

Fra starten var det Doug Gore, som var ansvarlig vinmager, men den rolle har efterfølgende været tildelt Ray Einberger (tidligere Mouton Rothschild og Opus One), som overtog ansvaret i 2003. Siden 2011 har vinmageren på Columbia Crest imidlertid været Juan Muñoz-Oca, og det er også ham, som står bag denne Grand Estates Syrah.

Columbia Crest ejer samlet omkring 1.000 hektar vinmarker og producerer årligt tæt på 10 millioner flasker vin, så det er en af Washington States store producenter sammen med Château St. Michelle Estates.

Vinen er opdelt i 3 serier, Reserve, H3 og Grand Estates. Denne Grand Estates Syrah er lavet på 95% Syrah samt 5% Viognier. Druerne kommer primært fra Wahluke Slope men også andre marker i Columbia Valley.

Vinen er lavet med maceration på 6-10 dage efterfulgt af 16 måneders faglagring på 65% amerikanske og 35% franske egefade.

Og det er sgu godt lavet Syrah … næse med mødding, fersk kød, tørret kød, Beef Jerky, yoghurt, solbær, røg, lakrids, urter og krydderier. I munden er vinen fyldig – well done – med sødme, kirsebær, blæk … men også godt med tanniner, som holder vinen på sporet, så det ikke bliver over done … bare well done.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor den i øjeblikket er på tilbud til 139 kr. mod normalprisen på 179 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Kanonkop, Paul Sauer, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Kanonkop, Paul Sauer, Stellenbosch, SydafrikaSå er kanonen ladt med endnu en kugle … vinen Paul Sauer fra det sydafrikanske vinhus Kanonkop, som ligger nær Simonsberg i Stellenbosch.

Vinhuset blev grundlagt i starten af 1930’erne, hvor det blev købt af parlementsmedlem J.W. Sauer.

Han var i begyndelse af århundredet blevet minister i regionen efter den sydafrikanske union. J.W. Sauer købte ejendommen, da han skulle slå sig ned efter hans pensionering.

Hans søn Paul Sauer var ivrigt vinbonde og drev vingården i kompagniskab med Jan Coetzee, som var en af Sydafrikas største rugbyspillere. Jan Coetzee blev i øvrigt selv senere selvstændig vinbonde i Vriesenhof i Stellenbosch.

I dag er det 4. generation af familien, som driver vingården, nemlig brødrene Paul & Johann Krige … børnene af Paul Sauers datter og Jannie Krige, der i øvrigt tidligere arbejdede på Stellenbosch Universitet som administrator for deres rugbyhold.

Navnet Kanonkop kommer af, at der i det 17. århundrede fandtes en kanon på toppen af bakke på ejendommen. Kopje er det hollandske ord bjergtop … altså en kanon på toppen af en bakke. Den blev affyret når europæiske skibe sejlede forbi Table Bay på vej til Cape Town.

Kanonkop har samlet 125 hektar jord, hvoraf de 110 hektar er vinmarker. På markerne dyrker familien primært Pinotage, Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc.

Siden 2002 har Abrie Beeslar, uddannet ønolog på Stellenbosch vin- og landbrugsskole, haft ansvaret for vinproduktionen. Han overtog jobbet efter den legendariske Beyers Truter og siger selv, at han ikke har lavet ret meget om på traditionen på Kanonkop.

Denne Paul Sauer … er selvfølgelig opkaldt efter bedstefar og lavet som et slags Bordeaux blend med 70% Cabernet Sauvignon, 18% Cabernet Franc og 12% Merlot fra 22 år gamle vinstokke. Lavet med maceration på 5 dage og efterfølgende lagring i 24 måneder på nye egefade.

Næsen er flot animalsk … næsten ovre i naturewine … men ikke helt, men i hvert fald meget aromatisk. Godt med kirsebær, solbær og frugtsten, cigaræsker, kaffe,  urter og krydderier. Vi drøftede lidt, om det kunne være Bordeaux, men virker mere varm i udtrykket.

Smagen har god ligefrem friugt, elegant, blød, tør og med en ganske fornuftig lethed. Der er stramt tanninbid, et grønt islæt, peber og ganske tør.  Flot vin.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Rating 5,5/7   thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2007 La Rioja Alta, Viña Ardanza Reserva, Rioja, Spanien

2007 La Rioja Alta, Viña Ardanza Reserva, Rioja, SpanienSpansk Rioja … her i et smukt blend mellem Tempranillo og Garnacha. Vinen hedder Viña Ardanza Reserva og kommer fra det gamle klassiske Rioja vinhus La Rioja Alta.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1890 af 5 lokale vinfamilier som Sociedad Vinícola de La Rioja Alta. Den første leder af vinhuset var Doña Saturnina García Cid y Gárate … måske fordi de 5 mandlige familieoverhoveder ikke kunne blive enige, De ansatte også en ansvarlig vinmager, den franske ønolog Monsieur Vigier.

I 1904 blev vinhuset sammenlagt med vinhuset Ardanza, som var ejet af Don Alfredo Ardanza … en af medstifterne af La Rioja Alta. Vinhuset registrerede senere Ardanza som officielt varemærke, og det blev da også senere vinhusets største salgssucces.

I dag er huset fortsat ejet af de respektive familier og har deres hovedsæde i byen Labastida, hvor de i 1996 byggede et stort og moderne vineri. Det omfatter også eget bødkeri, hvor der laves egefade af træ fra primært Amerika … og siden starten har de lavet over 30.000 fade, som selvfølgelig nummereres.

La Rioja Alta har samlet ikke mindre end 400 hektar vinmarker i Rioja, hvor de dyrker Tempranillo, Graciano, Garnacha og Mazuelo.

Men derudover har vinhuset også investeret i yderligere vinhuse. Således købte huset i 1988 vinhuset Fernández Cervera Hermanos i Rías Baixas i Galicien. Det hedder i dag Lagar de Cervera og er senest i 2013 udbygget med et nyt vineri … en investering til 2,8 millioner euro.

I 1990 opkøbte La Rioja Alta også lidt jord i Ribero del Duero, hvorefter de tilplantede markerne. I 2000 byggede de også et tilhørende vineri, nemlig Áster. Samlet har de i dag 95 hektar vinmarker i Ribero del Duero fordelt på 5 forskellige marker.

Yderligere har vinhuset også i 1995 købt et andet vinhus i Rioja, nemlig Torre de Oña i Páganos med stort vineri, en overdådelig villa og 45 hektar vinmarker.

På La Rioja Alta laver de 5 forskellige vine, 2 Grand Reserva kaldet 890 og 904, denne Viña Ardanza Reserva, en Viña Arna og endelig vinen Viña Alberdi.

Denne Viña Ardanza Reserva er lavet på 80% Tempranillo og 20% Garnache a.k.a. Grenache. Tempranillo druerne kommer fra 30-årlige vinstokke fra markerne La Cuesta og Montecillo omkring Fuenmayor y Cenicero, mens Garnacha druerne kommer fra parceller på Finca La Pedriza marken i Tudelilla.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men har derefter – selvfølgelig – lagret lang tid på egefade. Tempranillo har ligget 36 måneder på fade af amerikansk eg … gennemsnitlig 4 år gamle fade, mens Garnacha har ligget 30 måneder på 2-3 år gamle fade. Vinen er flasket i november 2011, men frigives først efter 5års flaskelagring!

Næsen er lidt engelsk lakrids, lakridspiber, våde fade, vanilje, blommer, sorte kirsebær, sødme, toast, ristede fade, kanel og et svagt grønt islæt. Der er også krydrede elementer og der er virkelig noget goddaw i vinen … kraftfuld, tæt og intens.

I munden er vinen blød, frugtrig, tæt … med tjære, peber, blommer, sødme. Det bliver dog aldrig helt tungt og slet ikke så tungt, som duften indikerer. Det er nemlig elegance og ganske easygoing … slet ikke overdone eller monster egefad, som ellers tit kan opleves i Rioja vine.

Købt hos Atomwine, hvor vinen koster 185 kr.

Rating 5,5/7   thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, Spanien

2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, SpanienSidste punktum ved vores vinaften var en Cariñena a.ka. Mazuelo a.k.a. Carignan baseret vin, nemlig vinen Clos Cypres fra vinhuset Costers del Priorat, som holder til ved byen Bellmunt i Priorat.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af vinmageren José Mas Barberà. Han kom ikke selv fra en vinfamilie, men var draget af området i Priorat og har siden etableringen opbygget et vinhus, som bliver rost af vinanmeldere verden rundt, fx har denne Clos Cypres fået 95 point af Decanter.

Omkring byen Bellmunt har José 20 hektar vinmarker i det bjergrige område, hvor jorden er præget af sten og skifer. Vinmarkerne ligger på små terrasser og er tilplantet med 40-100 år gamle Garnacha og Cariñena vinstokke, men derudover har José også plantet nye vinstokke med Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Costers del Priorat bruger megen tid og energi på at få den bedst mulige vin, hvilket indebærer, at vinhuset arbejder grundigt med alle detaljer i bearbejdelsen af druerne. Når druerne først kommer ind til vinhuset, skal de gennem en manuel sortering, hvor kun de fineste druer kommer videre i processen.

Hemmeligheden bag Costers del Priorats vine skal ikke kun findes i måden at arbejde separat med høsten fra vinmarkerne, men også i den lave produktion af druer. På grund af den lille regnmængde og jordens ringe frugtbarhed er druerne små og koncentrerede, hvilket giver nogle potente og velstrukturerede rødvine.

Denne vin har navnet efter marken Clos Cypres efter de store cyprestræer, som omgiver marken. Det er 100% Cariñena, som er plantet tilbage i 1939, fermenteret i store  300 liter amphorae krukker samt 500 liter gamle egefade inden yderligere lagring i 14 måneder på barriques samt minimum 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er stald, ganske animalsk, dyb og kødfuld … vi snakker blod og hæfteplaster, mørke bær, godt med kirsebær, cedertræ, salvie, mentol, svage blomster, bitter engelsk lakrids, tobak og vanilje. Virkelig indbydende, voluminøs og mørk duft.

Smagen er kraft, dyb … peber, blåbær, tør … men langt lettere i munden end forventet og end duften antydede. Tanninerne er bestemt tilstede, men meget polerede og det hele er sgu ret elegant. Jeg gættede, at det var spansk … spot on.

Forhandles hos D’Wine, hvor prisen er 329 kr.

Rating 5,5/7

2012 Bertani, Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2012 Bertani, Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFra skråningerne i Valpantena dalen – som er 1 af de 5 dale der omkranser Verona – kommer denne Villa Arvedi Amarone della Valpolicella fra det gamle og klassiske vinhus Bertani.

Vinhuset ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og  Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kronningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat GianMatteo Baldi, som direktør for foretagenet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk. Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Bartanis Amarone modner i de legendariske år fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne op til 10 år på store slovenske fade inden de tappes på flaske og frigives til salg. Der er som type tale om en langt mere tør Amarone type end dem, der ses flest af i dag, og samtidigt er dette en af Italiens mest holdbare vine.

En vin, som man gerne betror et ekstra årti på flaske, selvom vinen i glasset er 25 år eller ældre. Det er denne legendariske holdbarhed, som har skabt Bertanis ry. Utallige gange er den blevet smagt op imod andre legender og næsten hver gang har den imponeret – de der var så heldige at være til stede – med sin utrolige ungdommelighed og sin næsten skræmmende intensitet og kompleksitet.

I de senere år er fadlagringen blevet reduceret til 6 år, og som ung virker vinen lidt mere imødekommende end tidligere.

Her er det dog ikke Bertanis monster Amarone Classico, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen, men lillesøsteren Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, som er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella.

Høsten foregår ved håndkraft. Vinen ligger 30 måneder på fade – primært store 25 hektoliters fade samt en smule på barriques – og 6 måneder på flaske før den frigives til salg. Den trækker selvfølgelig en høj alkoholprocent … 15,5% ifølge etiketten.

I næsen er det bestemt heller ikke typisk Amarone rosinvand, men der er derimod tætpakket frugt, sorte kirsebær, lidt blommer, dyb og våd fad, animalsk mejeri, lidt sødme, mørk chokolade, muskatnød. alder, samt en snert af lidt syrlige mentolbolsjer.

Smagsmæssigt masser af frisk frugt, kirsebær, blommer, sødme, fylde, blød, rund … vi snakker virkelig flot rund med snert og bid … slet ikke tung som mange andre Amaroner. Virker ung og man mærker slet ikke den høje alkohol. Lige som en Amarone skal være.

Forhandles hos SuperVin, Uhrskov Vine samt VildMedVin. Prisen ligger på 300 kr.

Rating 5,5/7