2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, SydafrikaBabelstårnet blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen, så selvfølgelig laver Babylonstoren også en vin med det navn, og så må vi jo se, om vi fra tårnets top også når himlen?

Babel er i denne årgang 2017 lavet på et skønt mix af 25% Shiraz, 23% Cabernet Sauvignon, 14% Malbec, 11% Petit Verdot, 9.5% Merlot, 9.5% Cabernet Franc og 8% Pinotage. Hver druesort er vinificeret separat, hvilket er sket med græing og maceration i 7 dage efterfulgt af en eftermaceration i en uge.

Derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på 300 liters franske egefade, heraf 30% nye fade samt 70% fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Det dufter i hvert fald rigtigt godt og har klare referencer til Bordeaux, men det er nok ret bevidst med dette blend. Der er solbær, sorte kirsebær, cigaræsker, en håndfuld blyanter, lidt tobak, pæn tørhed, svagt lidt lakrids og tobak … det dufter virkelig godt og blindsmagt kunne det bestemt godt forvekslet med en god Bordeaux. Der fornemmes en lille stringent syre i vinen … let balsamisk og styrende.

Smagen er måske en kende mere fyldig, stærkere og med mere peber end en Bordeaux vin, men det er tørt, har en fin, flot og tør, stringent syre, masser af tanniner og et tørt bid. Der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt kakaopulver endda, nogle grønne urter og en lille snert eukalyptus … men for fanden hvor er det tørt. Det er måske endda en vin, som skal i kælderen et par år for lige at blødgøre tanninerne, slibe hjørnerne og polere syren. Klart en vin til Bordeaux elskere.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 197,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Babylonstoren, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Shiraz, Western Cape, SydafrikaDen sydafrikanske vingård Babylonstoren er én af de ældste Cape Dutch ejendomme og ligner et sandt paradis på jorden … og så laver de også skøn vin som fx denne Shiraz med deres wacky logo med en fugl siddende på en pibe samt en lille blomst ved siden af.

Babylonstoren Shiraz er lavet med fermentering sammen med drueskallerne i 7 dage, hvorefter vinen hviler en uges tid. Derefter gennemgår vinen malolaktisk gæring og lagrer derefter 18 måneder i 300 liters franske egefade, hvoraf 70% er nye fade og de øvrige brugt én gang tidligere.

Sikke da en lækker og monstrøs næse … mørk, fedladen engelsk lakrids, sød pibetobak, tætte, kompakte, sorte og gærede bær, sorte kirsebær, violer, blæk, grafit, masser af lækker kraftig frugtsyre, timian, mælkechokolade, mynte, kanel og ellers et lidt støvet indtryk. Det dufter rasende godt.

Smagen er til gengæld overraskende frisk, og det er på ingen måde overfed marmelade vin med overkogte bær, men læner sig i stedet smagsmæssigt en smule op af Nordrhône. Vinen har virkelig en god nerve, frisk og frugtrig, masser af tørhed, lige en markering fra alkoholen og lidt peber, men samlet set ren og stringent.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 211,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Babylonstoren, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Chardonnay, Western Cape, SydafrikaOkay … havde lige glemt, at jeg selvfølgelig også smagte endnu en hvidvin fra Babylonstoren og endda den bedste fra huset, nemlig deres Chardonnay.

Druerne køles ned og presses, hvorefter en kold fermentering starter i rustfrie ståltanke. Efter et par dage, så overføres vinen til franske 300 liters egefade, halvdelen nye og den anden del anvendt én gang tidligere og så fortsætter fermenteringen. Derefter lagrer vinen 3-4 måneder sur lie og battonage hver tredje uge. Derefter kommer vinen så retur til egefadene, hvor de lagrer yderligere 8 måneder inden aftapning på flaske.

Sikke da en næse … som nærmest skriger faglagret Chardonnay. Det er både opulent, animalsk og byder på ægte, lækker smørfedme, toast, ristede mandler og masser af vanilje. Det er en kompleks og dyb aroma, som stikker langt dybere end flot oversøiske fadlagret Chardonnay, for der er også både urter, grannåle, lemon, tørret abrikos og en overmoden honningmelon. Det sikkert vildt, voldsomt, tykt og så ganske fængslende.

Smagen er også fed, fyldig med lidt flomme, men også en tydelig syre, som dels er båret på lidt syltede citroner og grape. Det er en ordentlig mundfuld, stærk og stor … og selv eftersmagen fortsætter til den fede dame synger. Og hun er fed, hende damen, men det smager fandeme godt.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 198,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, SydafrikaBabylonstoren laver skam også – helt i tidens ånd – en lille rosévin, nemlig denne Mourvèdre Rosé, som er næste i rækken.

Den er lavet på ren Mourvèdre, hvor druerne i forbindelse med presning får kort skindkontakt inden en kold gæring 3 uger i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen så med bærmen i ståltankene 3 måneder inden aftapning på flaske.

Igen en lækker duft … masser af lyserøde bærfrugt, jordbær, hindbær, ribs og rosenblade. Smagen er tør med lyse bær, pænt med citron, virkelig frisk … oppe på tæerne, meget tør og har en snert af lidt tanniner, grape, jern og syrlige bolsjer. Det er en fin rosé, ukompliceret, tør og frisk … godt med syre og nerve.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, SydafrikaDen sidste hvidvin fra sydafrikanske Babylonstoren – inden en rosé og de røde vine – var deres Viognier baserede vin.

Vinen er lavet ved, at 70% af druesaften er fermenteret i de store rustfrie ståltanke over 3 uger og så lagret i ståltankene sur lige i 7 måneder. Den anden del – de resterende 30% – er fermenteret i franske 300 liters fade, som er anvendt 1-2 gange tidligere. Vinen er derefter også lagret sur lie i disse fade inden vinen så samles og endelig aftappes på flaske inden frigivelse.

Selvom det nu er ren Viognier, så har duften sjovt nok nogle elementer fra de forrige to vine … igen fin inderlighed og dybde, lidt fedme, men ikke meget for en Viognier. Der er lidt honning, pærer, sagte abrikos, muskat, svag vanilje.

Der er en smule mere fedme i denne vin, selvom det – som med duften – langtfra er fed Viognier. Den er måske en anelse mere flad i smagen og mangler en smule dybde. Det er fersken og er egentlig meget direkte og frisk i frugten, mens lidt citronsyre samlet gør vinen let og imødekommende. Det er virkelig en fin, stringent og syrlig Viognier.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 151,25 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Babylonstoren, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Chenin Blanc, Western Cape, SydafrikaNæste Babylonstoren vin var også en hvidvin og denne gang på ren Chenin Blanc, der jo også normalvis stortrives i netop Sydafrika.

Vinen er lavet på ren stål … først med blid presning af druerne, som kommer fra granitholdige marker. Derefter gærer vinen koldt i omkring 3 uger, hvorefter den så lagrer 4 måneder sur lie inden endelig aftapning på flaske.

Næsen er klart mere blød end Candide … igen med en lille dejlig drilsk landlighed, sådan næsten økoagtig med mødding, armsved og bonderøv. Det dufter med andre ord betagende. Der er lidt sødme, lidt honning, tropisk frugt, honningmelon, ananas, søde krydderier og man bliver sgu lidt fascineret af de herlige aromaer, som strømmer op af glasset.

Smagen er lidt mere jordnær, ganske frisk med en okay syre, citroner, lemon, grønne æbler, stikkelsbær … stram, syrlig og ungdommelig, så det er ikke en flommefed sydafrikansk Chenin Blanc, men tværtimod en god og frisk vin, som – trods en lidt rustik syre – bare smager rigtigt godt. Igen er det 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, SydafrikaNæste vin fra Babylonstoren var deres Candide … en fin lille sag lavet på 45% Chenin Blanc, 24% Viognier, 16% Chardonnay samt 15% Sémillon.

Vinen er lavet ved, at druerne Chenin Blanc og Sémillon først presses blidt og derefter får en kold fermentering i 3 uger på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer sur lige – altså med bærmen – i 4 måneder. De andre druer Chardonnay og Viognier er fermenteret i 300 liter franske egetræsfade og tilsvarende lagret 4 måneder på bærmen i fire måneder og først derefter er det endelige blend lavet og så tappe på flaske. .

Duftmæssigt en ganske interessant vin, hvor der både er comfort, mormorhygge, ryatæppe, syrlige animalske elementer, som pirrer, kilder og fastholder næsen dybt i glasset, masser af tropisk frugt, fersken, hyld, litchi, svagt lidt mynte og samlet set langt mere frisk end forventet, når man ser på druesorterne i blendet. Der er sgu samtidig god inderlighed og dybde i duften.

Smagen har masser af citroner, lime og grape … godt syrligt bid. Der er klart nogle grønne elementer, grønne blade, urter og igen meget mere frisk i smagen end forventet. Syren er frisk og frejdig, mens eftersmagen slutter med lidt citroner og bitterhed. Det er sgu en fin lille hvidvin og klart 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Babylonstoren, Sprankel Méthode Cap Classique, Western Cape, Sydafrika

2014 Babylonstoren, Sprankel Méthode Cap Classique, Western Cape, SydafrikaLad os endelig starte Babylonstoren mini-smagningen med lidt mousserende vin i kraft af denne 2014 Sprankel Méthode Cap Classique … i en fræk lille buttet flaske.

Vinen er lavet på ren Chardonnay, som er presset i hele uden afstilkning af klaserne med første gæring i rustfrie ståltanke med lagring sur lie i tankene i 7 måneder inden aftapning på flaske og anden gæringen. Derefter har vinen lagret på flaske med bærmen i 48 måneder inden degorgering, men der er ikke tilføjet nogen dosering overhovedet,

Næsen passer bare den til den lille, charmerende og buttede flaske, meget landlig, sødgæret med tropisk frugt, pærer, overmodne æbler, fersken, honningmelon, et tør franskbrød fra brødskabet samt en lille stak Mariekiks. Nice.

Smagen er utrolig tør og syrlig, masser af citron og bitter grape. Det er svært at begribe, at det er 100% Chardonnay med sådan en vild syre. Det er sgu stærkt gået, men heldigvis vinder vinen ved lidt luft i glasset og den sure kælling bliver mere omgængelig, rund, sød … ja en helt tiltrækkende og perlende kvinde, hvor syren ikke er så dominerende.

Med en mousserende vin er det altid en balancegang, at finde punktet hvor vinen får tiltrækkelig med luft uden boblerne helt forsvinder … og her holder boblerne et godt stykke. Det bliver klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 342,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg smager en håndfuld vine fra sydafrikanske Babylonstoren

På adressen Klapmuts Simondium Road lidt udenfor den lille by Simondium omkring 15 kilometer nordøst for Stellenbosch finder vi det 5 stjernede hotel … øhhh store resort Babylonstoren med både hotel, hytter, 3 restauranter, en stor park, spa, pool samt et vineri.

Selve vinhuset Babylonstoren er forholdsvis nyt … alene startet i 2011 og drives af de unge, smukke vinmager Charl Coetzee og den mere erfarne ønolog Klaas Stoffberg. Det ligger i selve Simonsberg-Paarl regionen i Western Cape i Sydafrika omgivet af de imposante Drakenstein bjerge … og et område, som er betydelig varmere end Stellenbosch.

Inden Charl Coetzee kom til Babylonstoren havde hun lavet vin i omkring 8 år, bl.a. hos to vinhuse i Stellenbosch og havde derudover fået erfaringer fra ophold i både Europa og New Zealand.

Historien om Babylonstoren

Babylonstoren farmen stammer helt tilbage fra 1692, hvor den daværende gård med tilhørende jord blev tildelt til Pieter van der Byl af den daværende guvernør Simon van der Stel.  Det var Peter van der Byl, som plantede de første vinstokke på jorden og byggede kanaler til kunstvanding af markerne.

Den nuværende hovedbygning stammer tilbage fra 1777 … en virkelig smuk ejendom bygget i den typiske hollandske stil, som vi også kender fra mange af de andre, historiske vingårde i Sydafrika, mens fx det skæve klokketårn Dovecote og de historiske porte kan dateres tilbage til 1750’erne.

I dag er den nedlagte kostald omdannet til restaurant, og der er nybygget flere boliger, men alle i den oprindelige stil for at sikre en sammenhæng til den oprindelige arkitektur.

Haven på Babylonstoren stammer også tilbage fra 1600-tallet og har mere end 300 sorter af planter, som enten er spiselige eller har en medicinsk værdi. Haven er fortsat i dag en af Babylonstorens store attraktioner og besøges årligt at tusinde mennesker.

Efter Peter van der Byl har Babylonstoren mange forskellige ejere, men da ejeren Dirk Hamman i 1844 gikkonkurs, så gik ejendommen på tvangsauktion og blev så overtaget af Johannes Wynand Louw. Gennem mange generationer har det været Louw familien, som både har drevet og udviklet Babylonstoren videre.

Fx var Johannes Wynand Louws søn Adriaan Jacobus Louw også bestyrelsesformand og  initiativtager til oprettelsen af kooperativet Drakenstein Koöperatiewe Wynkelder, som Babylonstoren også dengang begyndte at levere druer til.

Det sluttede dog i 1979, hvor hvorefter druerne i stedet blev leveret til store Nederburg cellar i Paarl … og det fortsatte man således med indtil 2011, hvor vingården/resortet begyndte at lave egne vine.

Louw familiens ejerskab endte i 2004, hvor David Louw døde, så i dag ejes Babylonstoren af det sydafrikanske millionær Koos Bekker, som har tjent en formue på mediegruppen Naspers, der opererer i 130 lande og er noteret på børserne i London og Johannesburg. Koos er endda med på Forbes liste over verdens rigeste.

Han skulle – efter sigende – i 2019 have en formue på 2,3 milliarder dollars … og det er da en pæn slat.

Vinhuset og vinene

Det betyder også, at intet er sparet i genopbygning Babylonstoren og etableringen af vinhuset. Der er investeret i et state-of-the-art vineri, som skal lave vinene fra husets 88 hektar vinmarker.

De højest beliggende marker ligger i 600 meters højde og der dyrkes 13 forskellige druesorter og på de højeste beliggende marker er der selvfølgelig Chardonnay og Pinot Noir.

Babylonstorens logo er en pibe, en blomst og en fugl … hvor piben repræsenterer bonden, blomsten Babylonstorens fantastiske have og fugl den enestående natur i området. Og det er også fundamentet i vinene fra Babylonstoren ifølge Charl Coetzee.

Jeg har smagt et udvalg af vinene fra Babylonstoren, nemlig disse:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og som I kan se på billedet ovenover, så laver Babylonstoren også både te, olivenolie … og derudover stearinlys, chokolade, sæbe, gardiner, bøger samt boligtekstiler m.v., så det er samlet en stor historie.

Konklusion

Der er ofret mange penge i Babylonstoren projektet og på at lave masser af spændende vine. Nu er det selvfølgelig ikke altid penge, som er ensbetydende med gode vine, men vinhuset er kommet godt fra land, hvilket specielt deres Chardonnay samt den Bordeaux inspirerede Nebukadnesar klart vidner om … og specielt sidstnævnte imponerede denne vinblogger.

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg smagte Weingut Wöhrles Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs var tilbage i marts måned, hvor min vinbuddy Gert E serverede vinen i en årgang 2016 og fik mig til at tabe underkæben.

Nu har jeg så smagt vinen igen, blot en årgang nyere, men Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs er fortsat – sammen med dens frække, lyse søster Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs – bedste vin, som jeg har smagt fra vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/3-del fornys hvert år. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

WAUW igen … sikke en fantastisk næse, totalt berusende. Der er friske kirsebær med en herlig, syrlig modenhed. Der er nærmest en æterisk, gæret og flæsket aroma. Der er også nogle mælkede noter, klart fadpræg med vanilje, kanel samt chokolade … og så de samme olie- og benzindampe, som 2016’eren også havde og lige løfter oplevelse et niveau længere op.

Smagen er bestemt en kende til den stramme, stringente og syrlige side, hvilket bestemt klæder vinen. Det er en meget ren, frisk frugt og der er ribs, kirsebær, tranebær, jod, jern, grønne urter, faktisk meget grøn, men derudover også lidt hvid peber.

Vinen virker stadigvæk meget ung, tæt og tør, så giv den endelig tid i vinkælderen. Jeg er fortsat fan … hoster gladelig op med 6 fede fingre og endda med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger