På Soave turen besøgte jeg vinhuset Azienda Agrocola Coffele og det blev både i deres gamle 1700-tals kælder Cantina Coffele – La cappella di Palazzo Visco-Coffele – midt i Soave centrum og senere på deres smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af én af Castelcerinos bakker i Soave.
Vi blev i deres vinkælder i byen taget hjertelig imod af den struttende Chiara Coffele … struttende både af utroligt godt humør og med en højgravid mave. Selvom vinsmagningen var helt impulsivt arrangeret, så blev der givet tid til os, og vi fik en utrolig fin lille vinsmagning, hvor Chiara samtidig fortalte om huset.
Hun fik også lidt hjælp undervejs af den smukke Elizabeth Zanella, som sørgede for, at vinene blev trukket op, men samtidig fortalte hun også om enkelte af vinene.
Azienda Agrocola Coffele
Vinhuset Coffele er grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele. Han var egentlig lærer – og senere også rektor – på skolen Soave Benedetto dal Bene, men havde tidligere giftet sig med Giovanna.
Hun var sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino i Soave Classico zonen, som familien Visco allerede dyrket siden midten af det 19. århundrede og i det små lavet lidt Bianco Soave.
Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke de store ud af markerne.
Da Giuseppe giftede sig med Giovanna – der også var skolelærer – og pludselig havde 25 hektar vinmarker, så stod de således overfor et dilemma, for skulle de sælge de efterhånden misligholdte marker, fortsætte praksissen med at sælge druer til kooperativerne eller selv starte med at lave vine?
Giuseppe Coffele startede med at passe vinmarkerne i fritiden, og selvom han ikke havde en uddannelse som vinmager, så startede han i også det små med at lave lidt vin med hjælp fra en række venner og mange tekniske eksperter fra landbrugsinspektoratet i Verona … og det blev startede på Coffele vingården.
Azienda Agrocola Coffele har fortsat i dag 25 hektar vinmarker i Castelcerino, hvilket primært er med Garganega druer, men også lidt Trebbiano di Soave og Chardonnay … og lidt røde druer som Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.
Allerede i 1970’erne dyrkede Giuseppe markerne økologisk, da han var dedikeret til beskyttelse af naturen. Han var også en af de første vinavlere, som troede på de forskellige crus i Castelcerinos Soave Classico zone.
Giuseppe var samtidig også en af de første vinprocenter, der startede med at lave mousserende Soave vine.
Siden 1994 har det været sønnen Alberto Coffele, som har produceret vinene. Han er uddannet vinmager fra Agricultural Institute i San Michele all’Adige og startede i familieforetagendet som 30-årig. Han får hjælp af søsteren Chiara Coffele, som tager sig af den økonomiske og salgsmæssige side i vinhuset.
La cappella di Palazzo Visco-Coffele
Som nævnt har Azienda Agrocola Coffele to lokationer, vingården oppe i Castelcerino og den gamle bygning La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by med en gammel gårdsplads.
Ejendommen går helt tilbage til den 17. århundrede og har siden 1990’erne været anvendt af Coffele, efter Guiseppe besluttede at anvende stedet til lagringen af vinene i de gamle hvælvede kældre og samtidig som smagelokale for besøgende, som således centralt kunne smage hans vine.
Vingården Tenuta Coffele på toppen
Vi besøgte senere på dagen også Coffeles smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af en bakke i Castelcerino lige udenfor Soave by … en tur med masser af snørklede hårnålesving.
Ja faktisk er hårnålesvingene så skarpe, at en almindelig bus ikke kan køre derop … så hele selskabet måtte presse sig ind i en skoletur, som er kortere, men også har små sæder, hvor selv korte bloggere op vinjournalister har svært ved at ha’ benene. Men det var jo egentligt meget charmerende.
Tenuta Coffele ligger helt fantastisk på toppen af en bakke med en over 180 grader imponerende udsigt. Det kan I måske få et indtryk af på nogle af billederne, selvom et foto aldrig helt fanger den oplevelse, som man selv får på stedet.
Coffeles marker, som ligger ved vingården er da også nogle af de højeste beliggende vinmarker i Soave Classico zonen i omkring 400 meters højde. På helt på toppen ligger selve vingården, hvor Coffele familien også selv bor. Vingården kan I se på billedet nedenunder.
Selve besøget på vingården skulle reelt alene omfatte en lille gåtur i marken og så ville Coffele også byde på et glas mousserende vin på græsplænen foran vingården. Vi blev budt velkommen af den smukke kvinde nedenunder … en af de ansatte, som også om formiddagen havde hjulpet med smagningen.
Derefter så vi først det lille hus. hvor Coffele hænger druer til tørre til brug for deres Recioto di Soave. Huset er forholdsvis nybygget og ligger lidt nedenfor vingården … men fortsat – som I kan se – med en fabelagtig udsigt fra det store lokale, som Chiara også fortalte, bruges til smagninger.
Vi fik også hilst på Chiaras broder Alberto – vinmageren himself – som er en rar, beskeden og travl mand. På billedet nedenunder får han lige en hurtig snak med Chiara, inden han hastede videre.
Vi fik derefter set husets marker, alle dyrket økologisk og nogle endda med en flok geder rendende rundt imellem vinstokkene … dog styret af en gedehyrde, som forsøgte at afholde de små kræ fra at nuppe nogle af bladene på vinstokkene.
Derfor er selvfølgelig også ret praktisk, at vinstokkene er plantet efter pergola metoden. På billedet ser vinstokkene måske en smule sølle ud, men Chiara fortalte, at det dårlige og kolde vejr i foråret og forsommeren havde betydet, at stokkene var omkring en måned bagefter i forhold til et normalt år.
Efter rundturen i marken sluttede vi med et glas bobler på plænen foran vingården, bl.a. åbnede Elizabeth Zanella en ikke frigivet 2011 Coffele Brut på ren Garganega. Den var endnu ikke degorgeret og endnu med kapsel … men smagte ret fantastisk.
Vinsmagningen
I La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by smagte vi de fleste af vinene fra Coffele. Der fortalte Chiara historien om deres vinhus, men også lidt om det, at være vinproducent i Soave, at stå i skyggen fra de store kooperativer og udfordringen med at gøre Soave vinene kendte for kvalitet … og ikke blot billige priser.
I dag fylder de store producenter som Cantina di Soave og Bolla det meste af markedet og bestemmer meget i Soave. De er dermed også toneangivende i Consorzio Tutela Vini Soave … og har så i kraft af deres størrelse en interesse i, at området også sælger masser af billige vine.
En af årsagerne til, at Coffele har fået en status som én af de 10 bedste producenter i Soave skyldes ifølge Chiara, at de har fundet en perfekt balance mellem traditioner, en stor kreativitet og så en trofast fortolkning af deres terroir.
Derfor er den økologiske tilgang til dyrkning og produktion også vigtig i vinhuset … og Alberto pløjer endda nogle af markerne med hest for at sikre, at tingene sker med mindst mulig påvirkning. De har også en system i flere af markerne med overrisling af vand til vinstokkene, hvis der bliver for tørt … selvom det måske ikke er fuldstændig naturligt.
Selvom smagningen om formiddagen er improviseret, så blev vi budt velkommen med åbne arme, og flasker åbnet. Så der gik ikke lang tid fra vi satte os … og det første glas hvidvin var skænket.
Ja … det ser jo lækkert ud og på højre kant havde de to canadier sat sig. De kendte begge huset ret godt, men John Szabo tog alligevel godt med noter.
Azienda Agrocola Coffele laver årligt omkring 130.000 flasker vin fordelt på omkring 9 vine … og vi smagte et lille glas af næsten dem alle, nemlig disse 7 vine:
Udover de 7 vine, så laver Coffele også 2 rødvine udover den smagte Valpolicella. Druerne til rødvinene kommer primært fra Chiara og Albertos fætter Filippo, som har lidt vinmarker i Cazzano di Tramigna i Valpolicella.
Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.
Sammenlagt en hyggelig smagning … og stor tak til både Chiara Coffele, Elizabeth Zanella og resten af crew’et hos vinhuset. Det er helt sikkert et sted, som jeg vil anbefale, at du besøger, hvis du kommer til Soave.
I La cappella di Palazzo Visco-Coffele sluttede vi smagningen med husets specielle Aurea Retia Spumante Dolce, som vel nærmest kan betegnes som en mousserende Recioto di Soave med masser af sødme og dermed en sjov og anderledes oplevelse.