Jeg elsker sgu Langhe Nebbiolo og nu har jeg atter en af slagsen i mit fine Nude Stem Zero vinglas, nemlig fra vinhuset Azienda Agricola Sottimano, der ligger på adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området.
Sottimano er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med sin hustru Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften.
Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.
I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt Pajorè marken i Treiso.
Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.
Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.
Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.
Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.
Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.
Druerne til denne Langhe Nebbiolo er deklassificerede fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.
Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade.
Nøj det dufter godt … det er som nyvaskede hvide lagner, lys frisk frugt, ribs, hindbær, jordbær, tranebær, te-blade, tørrede blomster, læder, en blyantstift, meget let, æterisk, lys og nærmest med smuk burgundisk lethed og totalt dragende. Jeg er totalt begejstret og den duft kan nærmest måle sig med nogle af de bedste Barolo’er eller Barbaresco’er. WAUW.
Smagen er dejlig frisk, let og syrlig med lys frugt, hindbær, jordbær, ribs, tranebær … streng som en ung Barolo, masser af italiensk syre, tynde, fine, magre og spinkle tanniner, let, feminin … mineralsk, rank, stoisk, ung, hvalpet og sindssyg stringent … uha det smager sgu godt og én af de bedste Langhe Nebbiolo’er i lang tid. WAUW igen.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker, hvilket er totalt billigt for mini Barbaresco kvalitet.