Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2021 J. L. Chave Sélection, Hermitage Blanc Blanche, Rhône, Frankrig

2021 J. L. Chave Sélection, Hermitage Blanc Blanche, Rhône, FrankrigMed den sidste hvidvin fra J. L. Chave Sélection røg niveauet bare godt i vejret … det er som om, at Hermitage har et par ekstra gear og det gælder også denne 2021 Hermitage Blanc Blanche.

Det er fortsat lavet på Marsanne og Roussanne, men her 80-85% Marsanne fra op til 60 år gamle vinstokke på Hermitage parcellen Maison Blanche, hvorfra vinen også har sit navn.

Her på den højt- og køligt beliggende Maison-Blanche er den lerede jordbund rig på jern og al høst på de stejle skråninger foregår med håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Vinen vinificeres på barriques, hvorefter den lagres på barriques i 18-24 måneder

Nu er der sgu langt mere skrald på … er tættere, kompakt og med mere intensitet, hvilket virkelig klæder vinen med bivoks og denne olierede smørfedme med dåsepærer, fersken, bagt æbletærte, noget abrikos, grillet citron og appelsinskal samt lakridskonfekt, karamel, vanilje og blomsterpollen. Kompleks, forrygende og de 2 foregående vine bliver helt kedelige i sammenligning.

Også i smagen er der mere af det hele … mere intensitet, mere tørhed og kompakt med en fortryllende olieret smørfed viskositet, godt med stor rigdom, fedtet, overdådigt og udsøgt, Det er fortsat frugt med abrikos, fersken, dåsepærer og overmodne æbler samt en smule appelsinskal og ristede elementer. Det smager stjernegodt og Houlberg er vildt begejstret … 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 529 kr., mens prisen er 479 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Daniel Bouland, Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Daniel Bouland, Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte min første vin fra Daniel Bouland i Corcelette nær Villié-Morgon i Beaujolais. Dengang var det en 2022 Morgon Bellevue Sable, men nu smager jeg hans Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes i samme årgang.

Morgon Corcelette Sable Vieilles Vignes er lavet af Gamay druer fra 60-80 årige gamle vinstokke, som står plantet på den mest sandede og granitholdige del af Morgon højen.

Alle druer er håndhøstet og gæret spontant i hele klaser med semi macération carbonique med druernes naturlige gærceller før lagring på gamle foudres og en aftapning uden filtrering.

Uhhh det er sgu lige mig … bondsk, landlig, animalsk og næsten dyrisk i næsen, hestepærer under træskoene og en snert dampende varm mødding, tulipaner, banan samt frugt af kirsebær, jordbær og alt med en feminin, let og nærmest burgundisk lethed og nogle blækagtige elementer.

Det smager lige så godt, som det dufter … igen animalsk, blomstrende, luftig, let og silkeblød cremet. Der er bløde kirsebær, hindbær, rabarber, ribs og granatæbler, men så rent, aromatisk samt læskende saftigt, sødbittert og alligevel lidt kødfuld. Det er en vild og henrivende elegant vin, der er ekstrem charmerende … 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Weingut Bründlmayer, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, Østrig

N.V. Weingut Bründlmayer, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte vin fra Weingut Bründlmayer – et af af bedste østrigske vinhuse – var det en rosévin på Zweigelt druen og nu har jeg igen smagt pink vin fra huset på bl.a. samme drue … deres imponerende flotte mousserende Rosé Brut Reserve og her endda i en magnum udgave.

Denne østrigske Sekt er – som der står på etiketten – lavet med en Traditionelle Flaschengärung handgerüttelt … altså med traditionel flaskegæring og håndfyldt,

Den er lavet på Pinot Noir, Zweigelt og Sankt Laurent, der er  er høstet ved håndkraft fra kalkholdige marker i september, når syre- og modenhedsniveauet er helt perfekt.

Efter en nænsom selektering gærer vinen på stål, hvor den også gennemgår den malolaktiske fermentering. Herefter foretages flaskningen med sukker og gær, hvorefter andengæring sker på flasken over 2 år inden degorgering er sket i juni 2023.

I glasset er vinen nok ikke helt pink … mere lys lakserosa med rødguldlige refleksioner, mens duften er fabelagtig, bruser godt, syrlige og aggressivt op med nærmest frugteksplosion med masser af kirsebær, jordbær også som lidt rosmarin, vanilje, karamel med landligt præg og eller pænt med sommerblomster.

Smagen er meget elegant og overgår klart mange champagner, bruser blidt og godt op med fin mousse, små bobler og er utrolig velsmagende med stor frugtrigdom. Der er både jordbær, hindbær, rabarber og sødbitter lemon … smuk tekstur, krop og balance, som giver en kompleks og alligevel hamrende tilgængelig vin, så jeg er fandeme begejstret … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 455 kr., mens prisen er 305 kr. ved køb af 6 flasker, mens en magnumflaske koster 710 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Jerome Galeyrand, Gevrey-Chambertin La Justice, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jerome Galeyrand, Gevrey-Chambertin La Justice, Bourgogne, FrankrigMer’ burgundisk vin af bedste skuffe … en 2019 Gevrey-Chambertin La Justice fra Domaine Jerome Galeyrand, der holder til lidt nordøst for selve Gevrey-Chambertin ved Brochon.

Galeyrand er født og opvokset i Bourgogne og har en uddannelse som ønolog. Han har arbejdet hos nogle af de bedste vinproducenter i Bourgogne og har også rejst til andre vinområder i verden for at lære mere om forskellige vinproduktionsmetoder og teknikker.

I 2002 købte han sin første lille 0,5 hektar parcel på Les Retrait marken i Côtes de Nuits og i 2003 overtog han det tidligere vinhus Domaine Brochon og siden har han løbende ekspanderet.

I dag ejer Galeyrand således 5,5 hekar vinmaker på parceller i både Côtes de Nuits Village, Gevrey-Chambertin, Fixin og Marsannay og i 2014 grundlagde han sit eget vinhus og begyndte at producere vine under sit eget navn.

Galeyrand har en meget håndværksmæssig tilgang til vinproduktion, hvor han arbejder tæt med sine druer og forsøger at udtrykke det unikke terroir i sine vine.

Han arbejder med biodynamiske principper og bruger minimal intervention i sin vinfremstilling, hvilket betyder, at han kun bruger naturlige gærstammer og undgår tilsætningsstoffer så meget som muligt.

Denne Gevrey-Chambertin La Justice er også lavet på den måde efter 100% afstilkning. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 16 måneder på barriques, hvoraf 20% er nye fade.

Duftmæssigt snakker vi mentollakrids med lidt reduktive noter, blæk, grafit, en malerspand akrylmaling, tørret kød, skumfiduser, nødder, mødding og marcipan, mens frugten er mest jordbær, kirsebær og en håndfuld grønne krydderurter.

Frugtmæssigt er vi i den lettere afdeling med bløde jordbær, rabarber og kandiserede kirsebær … men alligevel utrolig feminin, meget blød og elegant på dette lette og luftige facon. Det giver en svævende og let vin, der smager ufattelig godt og samtidig har denne lidt landlige kant. 96 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7    

2021 Rocca fu Battista, Barberesco Secondine, Piemonte, Italien

2021 Rocca fu Battista, Barberesco Secondine, Piemonte, ItalienDen sidste vin fra Azienda Agricola Rocca fu Battista blev så deres 2021 Barberesco Secondine, som kommer fra Secondine vinmarken på den øvre del af en bakke nær Tanaro-floden.

Vinmarken har en syd-sydvestlig eksponering, så marken bliver ramt af solen fra middagstid til solnedgang og qua den højere beliggenhed er det et blæsende område som frembringer nogle af områdets bedste vine.

Nebbiolo druerne kommer fra omkring 60 år gamle vinstokke og høstes i begyndelsen af oktober. Efter høst afstilkes og knuses alle druerne, mens gæring er sket i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 2,5 år i store 1.000 liter egetræsfade og tappet på flaske uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt minder Secondine en del om Ronchi, for den har samme bløde, sarte og fine aroma … måske lidt mere umamiagtige noter af nødder, fond og stegte champignon, men ellers er det igen både læder, violer, tørrede rosenblade og medicinskab. Frugten er tranebær, lyse kirsebær og ribs suppleret med lidt lemon bitterhed samt balsamiske elementer … uha så nice.

Igen er smagen nærmest burgundisk let og så sart, fin, blød og feminin med tranebær, rarbarber, syrlige kirsebær og ribs, godt med bitter rød vermouth og så både kæmpe tørhed og lækker frugtsøde, mens tanninerne er mere tydelige og lammende end hos Ronchi og alligevel giver det feminine lidt modspil og kant. Det er blødt, tørt, præcist og særdeles smukt … 96 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., men er på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2021 Rocca fu Battista, Barberesco Ronchi, Piemonte, Italien

2021 Rocca fu Battista, Barberesco Ronchi, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Rocca fu Battista laver 2 forskellige Barberesco vine og jeg smager nu begge … startende med denne 2021 Barberesco Ronchi.

Ronchi vinmarken ligger i dalen foran Neive og ligger placeret på en lille bakke med en østlig eksponering, som betyder at solen rammer marken fra daggry til middag. Der er mere blæsende og køligere end ved husets anden Barbaresco mark.

Nebbiolo druerne kommer fra omkring 60 år gamle vinstokke og høstes i begyndelsen af oktober. Efter høst afstilkes og knuses alle druerne, mens gæring er sket i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 2,5 år i store 1.000 liter egetræsfade og tappet på flaske uden klaring eller filtrering.

Slægtskabet med den foregående Langhe Nebbiolo er tydelig, for Barberesco Ronchi har også denne rolige og afdæmpede duft med lidt campagriagtige elementer, læder, violer, tørrede rosenblade og medicinskab. Frugten er tranebær, lyse kirsebær, ribs og lemon med denne lette og blomstret aroma.

Men i munden folder vinen sig virkelig ud … rank, frisk og utrolig elegant på en forførende og ultrapræcis måde. Det er så æterisk, let, feminin og sofistikeret, læskende, saftig og frugten er bedårende fin, sart og blød med jordbær, kirsebær og rabarber, tørre tanniner, som god aldrig bliver truende eller intimiderende, men bare er med til at give en virkelig toplækker vin. 96 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., men er på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienEfter en gudesmuk Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi smagte jeg så en lidt reserveret storesøster … en 2015 Brunello di Montalcino Riserva … en i øvrigt fremragende årgang.

Riserva er lavet med de allerbedste Sangiovese druer sorteret med kompromisløs hånd  fra op til 35 år gamle vinstokke.

Villa Poggio Salvi går benhårdt efter ekstra koncentration og struktur i deres fineste rødvin. Efter høsten sker der en kølig pre-maceration over dage ved 12 grader.

Derefter sker gæringen med temperaturstyring ved 28 grader med  hydrauliske nedstemplinger af drueskallerne. Efter fermenteringen er vinen lagret 40 måneder på store slavonske fade og 6 måneder på flaske før frigivelse. Samlet produktion er kun på 3.333 flasker.

Allerede i glasset kan man se, at vinen ikke er helt ny, selvom en Brunello faktisk ofte får rødbrune kanter, så har denne let rødbrun farve og skal – kan jeg mærke – også lige ha’ tid til at åbne sig og folde vingerne ud. Men uha, så kommer der nogle smukke og afdæmpede aromaer og fadpræget er også klart tydligere i Riserva’en.

Der er sød tobak, stegte svampe samt rå champignon, sød finsk lakrids, æteriske olier, mentoldråber, garvet læder, våde fade, kaffe, vanilje og frugt af kirsebær, blommer og måske endda lidt tørret frugt, men SHIT det dufter fremragende.

I munden er det stille, roligt, behersket og alligevel med en intens, luftig, lys og energisk smag. Det er syrlige kirsebær og kandiserede kirsebær, lidt ribs, lyse blommer, lakrids og læder. Med luft i munden kommer både en lys balsamisk syre og knastørre tanniner frem, som vil lege kispus med din tung og mundhule. Den giver en lys, frisk og temmelig stram vin med masser af lag og kompleksitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDenne Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi har jeg før smagt i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019. Nu smager jeg både 2020’eren og bagefter den reserverede Riserva storesøster i årgang 2015.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Denne almindelig Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne macererer først køligt i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor dufter det godt … flot velafbalanceret og veldoseret duft med kirsebær, brombær, blommer suppleret med en smule appelsinskal, lidt rå champignon, roser, tørt træ, tobak og gammel balsamico. Men hele tiden fornemmes også en energisk, frisk og sitrende nerve og en vis overlegen, dekadent modenhed.

Det smager også rasende godt … har en frisk og klar frugt med syrlige kirsebær, blommer og ribs, en tilpas balance mellem syre og lidt sødme, mens tanninerne er ret tørre, bidske, sødbitre og sprøde med slank og frugtrig balance. Der er rød vermouthagtig bitterhed og igen fornemmer jeg denne lidt vilde, sprælske og energiske nerve i munden og lidt samme fornemmelse, som jeg fik i duften … lækker vin og til 6-styk prisen et røverkøb, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte denne Pommard Cuvée William fra Domaine Michel Rebourgeon var jeg himmelhenrykt og skrev, at den fik fuglene til at synge og glemme uvejr, krige samt al anden dårligdom, så Give Peace and Pommard a chance. Nu smager jeg 2022’eren.

Denne vin er lavet på Pinot Noir druer fra tussegamle vinstokke og her er det et mix fra de to marker Les Perrières og La Vache, som var nogle af de første marker, som man genplantede i Pommard efter vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet.

Det betyder for denne vin, at de ældste vinstokke er 114 år gamle og i gennemsnit 95 år, hvilket endda er ganske unik for Bourgogne, men ellers er vinen næsten lavet som de forrige.

Efter høst og sortering er druerne afstilket fuldstændigt, men druernes knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration før en spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger med daglig pigage og remontage for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye franske barriques og der er kun lavet sølle 2.260 flasker af vinen og denne flaske er nummer 50.

Uhhhh … man bliver helt stille, for man rammes af en smukt velafbalanceret duft med bløde og sødlige fadnoter af ristede nødder, vanilje, kanel, mælkechokolade, skovbund, svampe og ældre træværk af teak, mahogni smurt godt med linolie. Trods den ret unge alder virker frugt moden, rund og cremet med kirsebær, jordbær og  hindbær … alt velfriseret, vandkæmmet og klar til skolebal og første forelskelse.

Hvor er det også smagsmæssigt et par velsiddende bukser … sådan lidt stretchagtig stof for velvære og alligevel frækt tætsiddende om røven og fremstår dermed aldeles sexet. Det er afdæmpet, læskende og luksuriøst med mushy rund, blød frugt af søde og let kandiserede kirsebær, bløde jordbær og knuste hindbær suppleret med en smule tranebær med let bitterhed, let pågående syre og velordnerede, tørre tanniner … smukt … 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Karimalis Winery, Philosopher, Grækenland

2012 Karimalis Winery, Philosopher, GrækenlandJeg sluttede smagningen af den smukke Iliana Karimalis vine fra Karimalis Winery aka Οινοποιείο Καρίμαλη med en ældre sag, der bare smager forfærdelig godt … en 2012 Philosopher.

Den er – som den foregående – lavet på de lokale druesorter Fokiano og Koundouro og lavet med så lidt indgriben i produktionen som det overhovedet er muligt. Gæringen sker således spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen også lagret på egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

I glasset kan alderen ses … der er måske ikke rynker eller kalkunhager, men farven er klart rødbrun. Men det kan skam også duftes, for vinen har en meget moden aroma, som indikerer, at den måske har nået sit peak eller måske endda er på vej til at kravle over, men det sgu på en nobel, dekadent og spændende måde, hvor der er nødder og godt med umamiagtige noter. Der er blommemarmelade, kandiseret solbær, kandiserede Maraschino kirsebær, let sherry og i det hele taget er der godt med liv i frugten.

Uhhhh det smager sgu rasende godt, fløjlsblød, cremet og mundsmeltende. Det er bløde blommer, solbær og kandiserede kirsebær, nødder, nøddekompot og så en anelse lemon en sødbitter nerve. Det er utroligt velafbalanceret, elegant med en rund og blød syre, der alligevel har kant og nerve, mens tanninerne er der, fyldige og tørre, men ellers godt integreret. Det smager rasende godt og jeg mindes ikke, at jeg før at smagt så lækker en græsk vin. 95 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 234 kr.

Vinanmeldelse 6/7