Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Fabien Coche, Meursault Blanc, Bourgogne, FrankrigDernæst røg der en hvid burgundisk Meursault på bordet og det var en 2020 af slagsen fra Domaine Fabien Coche, der netop holder til i udkanten af Meursault by.

Vinhuset er grundlagt i 1940, men dengang hed det Domaine Coche-Bizouard, men familien har egentlig været vinbønder i snart et par hundrede år.

Vinhuset skiftede navnet til Domaine Fabien Coche, da Fabien Coche som 4. generation i familien i 2005 overtog driften fra sin far Alain Coche.

Fabien Coche har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger spredt over Meursault, Pommard, Auxey-Duresses, Monthélie, Saint-Romain, Saint-Aubin og Puligny-Montrachet med ret gamle vinstokke, for 60% af stokkene er over 60 år gamle. Siden 1998 har vinmarkerne været drevet økologisk, men først i 2020 har han søgt om økologisk certificering.

Domaine Fabien Coche bruger traditionelle metoder til fremstilling af vinene og i kælderen bruges der store fourdres fade på 500-600 liter og små mængder nye fad, hvilket giver vinene et rent, syrerigt udtryk med tekstur.

Denne 2020 Meursault Blanc er lavet ved, at de hele klaser er presset, hvorefter mosten falder til ro køligt i egefade, hvor vinen derefter er gæret. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 12 måneder på fadene på 228 til 500 liter og derefter overført til ståltanke, hvor den lagrer 6 måneder mere før aftapning.

Uhmmmm fadet bliver virkelig et krydderi, der bidrager til denne lækre smørfedme, en mushy frugt af pærer, dåsepærer, ananas og masser af nødder, hasselnødder, hasselnøddecreme, Nutella, noget muskat, ristet toast, stearinlys, vanilje og hvide blomster. Det er svært ikke at trække veltilfreds på smilebåndet.

Hvor smager det godt … blødt, cremet og mundsmeltende …. og samtidig utrolig balanceret. Den har en meget levende og legende syre, en god syre og en frugt af citroner, lemon og friske æbler … det virker faktisk som om, at den er stoppe med frugt. Derudover er der ristede mandler og alt placeret de rigtige steder. 96 point.

Vinene forhandles herhjemme af Laudrup Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet. I hjemlandet koster vinen omkring 36,40€ og det svarer til 271 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR GG; Baden, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Seeger, var det også Großes Gewächs fra Herrenberg Oberklamm marken. Men det var på Grauburgunder og nu smager jeg i stedet Seegers 2019 Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR Großes Gewächs.

Leimener Herrenberg Oberklamm er tilplantet i perioden 1990 til 1992 og har en jord præget af Mushelkalk og Löss … og alle druerne er passet med omsorg, herunder via udført grøn høst med halvering af udbyttet. Der er franske Pinot Noir kloner … primært Dijon og 777 klonerne.

Efter manuel høst har druerne  fået gæring og maceration over 14-18 dage i nye franske 228 liter barriques … en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder i fadene.

Slam in your face med speederen i bund … flot, elegant og endda burgundisk i stilen, der er pænt med fadpræg med mælkechokolade, skumfiduser samt nødder suppleret med en kompakt og alligevel let frugt af jordbær og ellers masser af kirsebær. For pokker det dufter fremragende … våde fade, fugtig skovbund, brune efterårsblade, gazebind og ristede champignon.

I munden har vinen en kompakt, frugtrig og legende syre … besidder kæmpe kraft, virkelig intens frugt og det er igen atter kirsebær, godt med kirsebær, grillet grape og lemon. Syren er kraftig, maskulin, fed og alt så intens og velafbalanceret. Det er i munden bare et frugtrigt kraftværk, som producerer saftlæskende eftersmag i metermål, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2022 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini har jeg skrevet om før … fabelagtig vinmager, der er involveret i masser af projekter, men kernen er hans egen vingård Podere Giodo og derfra smager jeg nu igen hans La Quinta Toscana IGT og denne gang er det 2022’eren.

Ferrini startede Podere Giodo i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle vinmarker mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og der startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter + 2.700 liter amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder.

Sikke da en aroma … svært ikke at tro, at det er stor Brunello, for duftmæssigt er der nøddder,  læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon … fuck det er dragende, storslået og nærmest balsam for sjælen. Frugten er mest kirsebær,  kirsebærsauce, jordbær og ribs, men fadene også bidrager med en smule mælkechokolade, vanilje og sød balsamico.

Smagen er også vild lækker …. sådan frisk, tør, rund, cremet og har denne svævende, saftige, lette og syrlige frugt, der virker æterisk og smooth i munden … frugten er rabarber, tranebær, syrlige kirsebær, mens taninnerne er stramme og så kommer der vermouth bitterhed, masser af syre og friskhed … utrolig fint bid. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, La Artesilla de Leza García Viñedo Viejo, Rioja, Spanien

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, La Artesilla de Leza García Viñedo Viejo, Rioja, SpanienEfter den imposante 2019 La Artesilla de Leza García Viñedo Viejo fra det familiedrevne vinhus riojahus Bodegas y Viñedos Leza Garcí, så smagte jeg – nu endnu mere forventningsfuld – også 2020’eren.

Den er selvfølgelig lavet på præcis samme måde, altså på ren Tempranillo fra vinmarken La Artesilla, der ligger 600 meters højde ved Sonsierra området og har 45 år gamle Tempranillo stokke.

Efter manuel høst, så er alle Tempranillo druerne sorteret og afstilket, hvorefter gæringen er sket ved 28 grader i rustfri ståltanke og derefter er mosten presset let og gennemgået malolaktisk gæring i nye amerikanske og franske egetræsfade over 4 måneder med ugentlig battonage.

Derefter har vinen lagret yderligere i 8 måneder indtil aftapning og derefter er vinen så lagret på flaske i yderligere 15 måneder inden endelig frigivelse. Der er i denne årgang 2020 kun lavet 4.722 flasker og denne er nummer 809.

Duftmæssigt ligner det ikke 2019’eren helt … den dufter mere af frisk , ny træ, noget cedertræ og giver en mere rank vin og dermed får den ikke samme note af sødristede fade. Det er som om, at den lige skal åbne og således er mere lukket. Men under træet, under de grønne urter dukker den mørke frugt frem med solbær, ribs, sorte kirsebær og brombær. Noten af læder og violer er også tydeligere, men lidt efter lidt kommer der så lakrids, chokolade, kaffebønner, kakao og vanilje op … men ikke helt så svulstig og moden.

I munden er syren også mere fremtrædende og frisk … der er skam fortsat frugt af solbær, kirsebær og ribs, men nu dukker der også lidt lemon op med frisk bitterhed suppleret med let rød vermouth. Det er dog ganske cremet og blødt, men der er ikke helt så meget lækker kaffelikør over smagen, men blot en mørk, frisk frugt og tanninerne er nu også mere markante, lysere og mere tørre … der er mere bid i denne årgang i forhold til 2019’eren, men fortsat en røvlækker vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen på tilbud er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Raen Winery, Royal St. Robert Cuvee Pinot Noir, Californien, USA

2022 Raen Winery, Royal St. Robert Cuvee Pinot Noir, Californien, USADet er Carlo og Dante, der står bag vinhuset Raen Winery, men de har ikke deres viden om vin fra fremmede, for de har nemlig efternavnet Mondavi og deres farfar er såmænd ingen andre end Robert Mondavi og her smager jeg deres 2022 Royal St. Robert Cuvee Pinot Noir.

De er 4. generation Mondavi vinbønder og tilskriver deres vinen om til deres farfar, men også deres far Tim, der gjorde dem interesseret i vin og i særdeleshed vine på Pinot Noir.

De to brødre grundlagde Raen Winery i 2013 efter en periode også at havde været en del af familiens nyeste projekt Continuum Estate og i dag har de 20 hektar vinmarker ved den forrevne vestlige Sonoma kyst tæt på det kølige Stillehav.

Det er marker perfekt for både Chardonnay og Pinot Noir og det er også derfra, at druerne til denne Royal St. Robert Cuvee Pinot Noir kommer. Vinen er dedikeret til deres farfar og drueklaserne høstes udelukkende i det kolde nattetimer for at forpurre mindst mulig af druernes friskhed og finesse.

Der er ikke sket afstilkning og gæringen er sket spontant alene med druerne egne gærceller over 11 dage, hvorefter de er presset og så er vinen lagret 10 måneder på brugte franske egetræsfade, inden den aftappes helt uden filtrering.

Duftmæssigt er det en meget juicy, saftig vin med nogle fremtrædende umamiagtige noter af kastanjer, nødder suppleret med lidt tændstikker og krudt. Frugten er overvejede jordbær, har virkelig jordbærsødme, vilde små jordbær, kirsebær og derudover røg, lejrbål og en saltet, ren stenagtig mineralitet. Der er ikke særlig megen aftryk fra fadene … måske fordi der kun anvendes brugte fade og det giver bare rundhed uden de klassiske søde fadnoter. Det er faktisk ret elegant.

Sådan er smagen faktisk også … her er det også frugten af jordbær, der fylder, vilde jordbær og sød jordbærgrød, lette kirsebær samt en smule lyse blommer, en livlig, forfriskende syre, tørre og finkornede tanniner, der er godt integrerede og sammenlagt giver den en rigtig fin, struktureret og elegant Pinot Noir uden det sædvanlige bløde, oversøde amerikansk touch … vildt flot og elegant. 96 point.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor en flaske koster 998 kr., mens prisen er 779 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Benjamin Leroux, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2022 Benjamin Leroux, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, FrankrigFra et lækkert område til et andet i samme niveau, for den næste vin i glasset var nemlig en 2022 Gevrey-Chambertin fra kultproducenten Benjamin Leroux.

Bejamin har altid arbejdet med vin og allerede i 1990 begyndte han som ung 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand. Dette arbejde inspirerede ham til at tage bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen.

Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune med produktion af vine lavet fra opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille vingård drives fra en lille kælder i midten af Beaune og  koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny med stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som biodynamisk tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag ejer Benjamin Leroux også selv nogle vinmarker … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne. Men samlet råder Benjamin i dag over omkring 30 hektar vinmarker, men mest via leje.

Her smager vi hans 2022, hvor halvdelen af druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke marken Les Seuvrées, der grænser op til Morey-Saint-Denis kommunen. De resterende er den fra kalkstensholdige mark La Justice og Les Jeunes Rois.

Hver parcel er vinificeret separat og en stor del af druerne blev i afstilket og efter endt fermentering er vinen lagret i 24 måneder på en blanding af 600 liter og 225 liter egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye fade.

WAUW … let grøn, levende, bondsk, landlig og burgundisk næse, hvor der kommer rosenblade, tulipanstilke, en håndfuld blomster, violer, lidt mentol og krudt samt en frugt af jordbær, lyse kirsebær og lyse blommer, skovbund og en svag bitterhed fra store te-blade samt let vanilje og mælkechokolade.

Smagen er ren og med masser af karakter … masser af frugt af kirsebær, brombær, blommer og mørke ribs, sort te og syre samt bitterhed fra granatæbler, masser af lemon og så alligevel nogle umamiagtige nødder, skovbund og våde fade. Der er grønne og rustikke burgundiske elementer og vild lang smag. 95 point.

Forhandles bl.a. af Otto Suenson, hvor en flaske koster 759 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Ceretto, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Ceretto, Barolo, Piemonte, ItalienCeretto Aziende Vitivinicole ligger i Barolo på Località San Cassiano tæt ved Alba og der kommer næste vin fra … en 2017 Barolo.

Ceretto blev grundlagt i 1937 af Riccardo Ceretto og er fortsat i dag familieejet. Riccardo havde i starten ikke selv vinmarker, så han producerede vin af druer, som han købte af vinavlere.

Vendepunktet kom, da hans sønner Bruno og Marcello kom med i vinhuset med deres innovative tankegange. Bruno og Marcello var inspireret af Bourgogne vinene og strukturen på deres marker, så de startede med i 1960’erne at kortlægge området for at finde de bedste marker til produktion af Barolo for at selv købe marker.

Siden har Ceretto købt de 4 ejendomme Tenuta Monsordo Bernardina, Cantina Bricco Rocche, Cantina Bricco Asili og I Vignaioli di Santo Stefano. Deres hovedkontor er i dag på Monsordo Bernardina ejendommen, som familien købte i 1980’erne.

Samlet har Ceretto over 160 hektar vinmarker fordelt på de forskellige ejendomme og er certificeret økologiske, men de anvender også biodynamiske metoder.

På Bricco Rocche har familien bygget et meget ikonisk glaskube til brug for besøgende og i Alba har familien også åbnet og driver de to restauranter La Piola og Piazza Duomo.

I dag er Bruno og Marcellos børn Lisa, Roberta, Alessandro og Frederico også kommet med i driften.

Her smager vi husets 2017 Barolo, der er lavet på Nebbiolo-druer fra deres nøje udvalgte marker på tværs af 4 forskellige kommuner i Barolo-appellationen, altså Castiglione Falletto, La Morra, Serralunga d’Alba og Barolo.

Vinen er lavet meget tradtionelt med lang gæring og maceration samt 18 måneders lagring i store fade og yderligere 22 måneders lagring i flasken inden frigivelse.

Duftmæssigt er der jod, gazebind, læder, kamfer, tjære og virker ellers meget let med en let og floral burgundisk elegance, hvor der bl.a. er der blomsterpotpourri, tørrede rosenblade og man kan også fornemme en træagtig note af våde egefade.

Smagen er virkelig ren, syrlig og lys med rabarber, granatæbler, ribs og campariagtig bitterhed, meget slank og blomsterrig, har virkelig en vis lethed og så stramme, tørre og vilde tanniner, der dog aldrig bliver helt ustyrlige. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 609,95 kr., mens prisen er 529,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Raúl Pérez, Valtuille Villegas, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, Valtuille Villegas, Bierzo, SpanienTil det sidste battle mellem Vinklubben og Byggesjakket havde Steffen en Valtuille vin med fra Raúl Pérez … dengang var det en 2019 Valtuille Cepas Centenarias, men her havde han taget lillesøsteren Valtuille Villegas med i samme årgang.

Raúl Pérez’s 2019 Valtuille er lavet på primært Mencía tilsat en smule Alicante Bouschet og Aglianico, der alle kommer fra en mark i udkanten af ​​Valtuille, så det er en enkeltmarksvin fra nogle meget gamle vinstokke.

Vinificeringen er sket efter gamle principper i åbne kar med helklasegæring og 60 dage lang maceration afhængigt af årgangen og alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret på brugte 500-liters egetræsfade. Der er kun lavet sølle 1.200 flasker af vinen.

Duften er ikke helt på niveau med Valtuille Cepas Centenarias … men næsten. Igen satans vild og flot med en sandet eller leret aroma, en ikke ultralet frugt af søde kirsebær, jordbær, mirabeller, ribs samt grønne blade, violer, blomster og balsamisk syre.

Der smager sgu også henrivende og anderledes end forventet, men atter med denne burgundiske lethed, der samtidig virker blomstret og saftig, nærmest lys læskende. Smagen er fløjlsblød med en frugt af blommer, jordbær, mirabeller, brombær samt sure ribs, citroner og syrlig syre, der giver godt med tannisk bid. Hvor er det godt, så dermed 96 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Noah, Bramaterra Salero, Piemonte, Italien

2019 Noah, Bramaterra Salero, Piemonte, ItalienWAUW for satan … sorry og pardon my french, men det var min første tanke, da jeg smagte denne 2019 Bramaterra Salero, som er fra et vinhus kaldet Noah og vinen er nærmest som et vildt crash mellem noget burgundisk og Barolo.

Andrea Mosca og Giovanna Pepe Diaz etablerede vinhuset Noah i 2010 og opkaldte det efter deres søn Noah.

De købte en ældre ejendom med 4,7 hektar ved en landsby kaldet Brusnengo. Andrea var selv arkitekt, men solgte sin praksis og kastede sig ud i livet som vinbonde sammen med Giovanna … nu havde de så 2 Noah’er.

Det store skifte i livet skete ud fra deres passion til vin, men også et forsøg på at ændre livsstil for dem og deres to børn. De havde begge lyst til et mere simpelt liv, hvor de vil kunne leve af deres jord.

De har efterfølgende renoveret både det gamle bondehus samt et ældre vineri i Brusnengo, hvor de både skal bo og producere deres vine.

Deres 4,7 hektar vinmarker ligger lige mellem de to vinområder i Brusnengo – Mesola og Forte – og druerne, der dyrkes her anvendes til vine under appellationerne Bramaterra DOC eller Coste della Sesia DOC … Noah producerer begge.

Andrea og Giovanna har en holistisk tilgang til vinfremstilling, de tror stærkt på, at vin er et harmoniske møde mellem menneske og natur.

Brusnengo ligger på vulkansk porfyrklippe og der er store forskelle mellem jorden inden for vækstområdet. Her garanterer det unikke mikroklima af kølende brise og varmende jord en langsom og total modning af drujerne og resulterer i vine med fyldige og komplekse smage. Bramaterra DOC er en relativt lille appellation i Piemonte, men har bestemt potentiale for at producere fremragende vine.

Steffen havde taget denne Bramaterra Salero med … og den er lavet på 80% Nebbiolo, blot tilsat 10% Croatina og 10% Vespolina, men er lavet med afstilkning af druerne, knusning og spontangæring i både træfade og stålkar samt maceration …. 20 dage for Nebbiolo og 10 dage for de øvrige druer.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på  store 28 og 14 hektoliters slavonske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Duften er sindssyg let og luftig … det er blomster, tulipanstilke, grønne stilke, masser af jordbær, søde kirsebær, knuste hindbær, godt med læder, tjære og nogle jordagtige krydderier.

Smagen er ikke Barolo … tanninerne er heller ikke fanden-i-voldske, men mere Barbaresco blide, men dertil skal du lægge let saftighed, for det er en læskende vin med kirsebær, brombær, tranebær, ribs og lemon med denne lette bitterhed. Tag ikke fejl, der er også pænt med tørre tanniner, som er med til at give dette lyse bid. Det smager sgu fandens godt. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 219 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2023 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, Nahe, TysklandDen sidste tørre Riesling vin i smagningen med Laura Schneider fra Weingut Jakob Schneider blev en 2023 Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken.

Udover en Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, så laver Jakob Schneider også en Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, der adskiller sig ved at være lavet med druer fra de ældste vinstokke – nogle fra 1930’erne – på Hermannshöhle marken.

Schneider har lavet vinen helt traditionelt … han spontangærer vinen med en smule skind i en kort periode og der anvendes ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade. Der laves dog ikke ret mange flasker af Magnus vinen.

Intensiteten og mere sødme kommer frem i duften … sødmen er sådan lidt hen af Faxe Kondi, æblemost og så ellers gode med sure citroner og kandiseret bitter lemon. Virker meget blød og suppleres med et skønt mix af petroleum, linolie og hasselnødder … rigtig fint.

I munden virker vinen også blødere og mere komplet … og kompleks med både sødme og syrlighed. Det er friske og syltede citroner samt umodne æbler og lemon samt grape bitterhed suppleret med kalket og saltet mineralitet, granit og flint, blomster, lækker balance. Der er tørt, syrligt, pivfriskt og krisp … vanedannende på den smertelige og syrligste måde … dejligt. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 265 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7