Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienLanghe Nebbiolo nummer 3 i den lille test aka bevisførelse kommer fra  Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico, der ligger i La Morra.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader.

I dag er det fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 6 forskellige Barolo’er og så 2 forskellige Langhe Nebbiolo’er … denne almindelige og så en Langhe Nebbiolo Peirass.

Modsat Peirass er denne basis Langhe Nebbiolo ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera og Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen en lys og transparent … knap som lys som foregående og samtidig og mere grumset og ufiltreret. Som med 2012’eren er duften nærmest lidt flæsket med lidt sødme, syrlige kirsebær, en omgang lyse blommer og frugten virker sådan våd og gæret. Men som tidligere skal vinen ha’ lidt luft i glasset, hvorefter den åbner sig endnu mere op. Der er landlige noter suppleret med en lysere syre, violer, roser, mentol og et diskret fadpræg med svag vanilje.

Smagsmæssigt er det en meget frugtrig vin, som har en vis fylde, men samtidig stramme tanniner. Med luft i munden, så mærker du vitterlig det tanniske bid. Den har en svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør … men syren rocker og styrer. Den starter lidt som en maskulin Langhe Nebbiolo, men med luft i glasset skifter den køn og bliver småfeminin … det smager rasende godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2018 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienNæste Langhe Nebbiolo kommer fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada … et lille familieforetagende, der ligger på Località Rombone i Treiso tæt på Alba. Vinen har de kaldt Langhe Nebbiolo Serena.

Ada Nada er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog drifts af gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og så 3 Barbaresco vine på Nebbiolo … men også denne fabelagtige Langhe Nebbiolo Serena.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle af Nadas 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone beliggende i 200 til 350 meters højde. Druerne høstes manuelt og afstilkes derefter, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så  ligger med drueskallerne med 5-8 dages maceration samt gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

I glasset er denne Ada Nada Langhe Nebbiolo klart lysere og mere transparent end aftenens første Langhe Nebbiolo. Duftmæssigt er den måske også mere klassisk i noterne end foregående, for her er der både violer, læder, mentol, masser af røg, stram italiensk syre … lys frugt, ribs, tranebær og endda svagt granatæbler. Man kan også fornemme lidt træ og grønne blade … so nice.

Smagsmæssigt minder den sindssygt meget om 2015’eren med en lys, levende, frisk og dejlig stram, vild tanninholdig frugt samt pænt med syre og lethed. Her er smagen renere. mere direkte og samtidig også tættere på ægte Barolo. Syren er SÅ fin, let, lys og insisterende med en friskhed med syrlige kirsebær, hindbær, peber og hold nu op, hvor smager det godt og det er fortsat til prisen en vild totalt no-brainer. Overhaler mange almindelige Barolo’er.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 104 kr.

 Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Renato Corino, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Renato Corino, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienJeg er – som de mest trofaste læsere nok allerede ved – stor fortaler for Langhe Nebbiolo vinene, hvor man kan få sindssyg god vin til fornuftige menneskepenge. Det vil jeg  også føre bevis for, da jeg nu smager 5 Langhe Nebbiolo vine i streg … meget forskellige, men alle på et rigtigt højt niveau. Og jeg starter med denne 2018 Langhe Nebbiolo fra Renato Corino.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset startede dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at Corino familien startede med at flaske Barolo vine i eget navn, nemlig da de 2 sønner Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i den bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Langhe Nebbiolo samt 4 Barolo’er.

Deres Langhe Nebbiolo er lavet med Nebbiolo druer fra 20-40 år gamle vinstokke på 1,3 hektar vinmarker i 350 meters højde ved La Morra. Efter høst er vinen lavet med en kort gæring og maceration i temperaturstyrende ståltanke i maksimalt 7 dage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og 12 måneder lagring på franske egefade, der alene er anvendt én gang tidligere til produktionen af deres Barolo vine. Herefter er vinen tappet på flaske uden klaring eller filtrering og årlig produktion ligger på 8.000 flaske af vinen.

Her er lige de 5 x Langhe Nebbiolo, som jeg har smagt i en lille mini-test.

Næsen nærmest emmer af små, syrlige kirsebær, blyanter og tavlekridt, mandler, marcipan, blomsterpollen, estragon og mynte, meget let og næsten æterisk aroma med et lille pirrende tvist. Der er nogle balsamiske elementer, vanilje, men også lidt varme og sødme, som dog lige forstyrrer en smule og giver et fluffy, imødekommende udtryk, som lige er svært at ryste af sig. Er det godt eller skidt … det skal jeg lige reflektere lidt mere over.

Det smager vildsomt godt … lidt en eksplosiv, fyldig Nebbiolo vin med noget sødme, men det gør samtidig vinen meget likeable, rund, venlig og behagelig. Der er dog bestemt også lidt tanniner, men de er dog skubbet noget i baggrunden, men sikrer et tørt bid og at vinen faktisk ikke bliver for mushy mushy. Det smager sgu godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Giacomo Conterno, Barolo Cerretta, Piemonte, Italien

2014 Giacomo Conterno, Barolo Cerretta, Piemonte, ItalienTilbage ved byggemødet i maj måned smagte vi bl.a. en 2011 Barolo Francia fra fabelagtige Giacomo Conterno. Og det var også tilfældet denne gang med en 2014 Barolo Cerretta.

Roberto Conterno købte den knap 3 hektar store Cerretta mark i Serralunga tilbage i 2008 og lavede de to første år alene en Langhe Nebbiolo, men siden 2010 er druerne blevet anvendt til denne Barolo Cerretta, der er blevet en af husets faste Barolo’er og opnået kultstatus blandt alle Barolo freaks.

På Cerretta marken er vinstokkene omkring 20 år gamle og den drives fuldstændig økologisk, selvom Conterno ikke er certificeret økologisk.

Vinen er lavet med en kombination af tradition og moderne teknologi, bl.a. er druerne afstilket maskinelt og gæringen sker i de mest avancerede computerstyrede gæringstanke, der er installeret i nogen kælder i Barolo.

Lagringen sker over 40 måneder i gamle, store egefade og Roberto anvender i dag et særligt udstyr, som analyserer hver enkelt prop for porøsitet og spor at propsyge inden aftapningen på flaske. Hver eneste prop er samtidig forsynet med en unik kode, som også fungerer som et sporbart ægthedsstempel.

I næsen har Barolo Cerretta en dejlig fin, lys og moden frugt kombineret med læder, knuste og tørrede roser, blomster … faktisk masser florale noter, kalk, intens lethed, et lidt støvet udtryk, noget tørt palisandertræ, lakrids, tjære, salvie, lavendel, violer, mynte og frugten er vel nærmest hindbær, rabarber og ribs. Uha det dufter da bare monstergodt af klassisk Barolo, men samtidig med en slags zen-agtig, balanceret nænsomhed, forsigtighed og lys intensitet.

Den blomsterede og lidt lyse side kommer også frem i smagen, som fortsat har en smule babyfedme og buttethed, mens tanninerne dog er slanke, stramme og faktisk feminine. Vinen har denne smukke lyse og lette side, frugt med kirsebær, rabarber og ribs … stor elegance, finesse og altsammen leveret sådan lidt beskedent, undseelig og uprætentiøst, men damm det smager godt. Med lidt flere år i vinkælderen vil dette blive helt unikt. 6,5 fingre med pil op.

Forhandles flere steder, bl.a. Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 1.999 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, Italien

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola Bussi Piero ligger lidt nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Der har Italux nu fundet denne lille perle af en producent, hvorfra jeg smager en 2018 Monferrato Rosso Autumnalis.

Vinhuset er egentlig grundlagt lige efter første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at sælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af Federico, som i dag samlet driver 12 hektar vinmarker. Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Nå, men tilbage til denne Monferrato Rosso Autumnalis, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo fra marker ved Calossog og lavet fuldstændig traditionelt og efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske egefade.

Nøjjjjj … herlige Nebbiolo aromaer strømmer op af glasset som aromatiske røgsignaler. Duften emmer og strutter af syrlig frugt, masser af læder, knuste rosenblade, vilde blomster, lyse kirsebær, ribs og granatæbler, teblade, tør træ, krydderrier samt en skarp lys, balsamisk og arketypisk italienske syre. Det er svært ikke at bli’ ophidset.

Og smagen ophidser bare endnu mere … let, blomsterrig, frugtfrisk og endda saftig. Frugten er lys, ren og direkte, mens fine, tørre og let bløde tanniner, støvet og stenet mineralitet giver små og fine Barolo associationer, selvom der helt klart ikke er samme intensitet eller længde. Men for pokker … til prisen er dette bulls-eye og det er fandeme – pardon my french – svært ikke at blive forelsket i Monferrato Rosso Autumnalis.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster – hold fast – alene sølle 78 kr., hvilket er et vildt godt køb. Der er virkelig buck for skillingen eller hvad man nu siger.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienVi fortsætter i de piemontiske plovfurer og denne gang med en Barolo, som kommer fra Tenute Neirano … et ganske lille vinhus, der ligger ved byen Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato.

Vinhuset er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De er fra en familie, der har lavet vin igennem flere generationer, for allerede i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin. Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini og i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og havde bl.a. arbejdet i familiens firma produktion af Vermouth vine i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Og sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine. Derudover har den pænt foretagsomme Giacomo også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterene Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia.

Og denne Barolo er altså én af husets vine, selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Under gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet. Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset er det ikke en lys, transparent Barolo … lidt mørkere med brungylden slagside og måske endda lidt herlig grumset. Duften er også mørkere med lidt kamfer, chokolade, lakrids, kirsebær, ribs og tranebær, nogle småsøde noter, svagt rosenblade og violer, men de er egentlig pænt afdæmpede, men byder i stedet på lidt krydderier samt sød/sur tobak.

Smagen er en smule kantet, men der er pænt med tørre tanniner, som befuldmægtiger mundhulen med overlegen, nonchalant samt hovmodig fylde, hvorved de ikke varer lang tid, men i stedet fylder munden med en lidt mørkere og sødere, frisk frugt, tørhed, læder og en pænt lang eftersmag. Det er ikke en let og fin Barolo, men mere en mørk maskulin tonser med kraft, tørhed og saftighed. Således rammer Houlberg lige 5 fingre … men giv den altså lige lidt luft i glasset eller måske endda karaffel inden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2018 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienHvor får man dog god vin for pengene med denne Langhe Nebbiolo Avene fra Azienda Agricola Rivetti Massimo, der ligger på adressen Via Rivetti i Neive.

Det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt!

Rivetti Massimo har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg senest smagte deres basis Barbaresco vin i en årgang 2018. Der kan du også læse mere om vinhuset, historien og familien Rivetti, som har produceret vin siden 1860.

Men lad os kigge nærmere på denne lille perle … Langhe Nebbiolo Avene, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo og fra en 1,25 hektar stor vinmark i omkring 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Med det samme, at du dufter til vinen, så forstår jeg sgu godt, at jeg bliver mere og mere glad for Langhe Nebbiolo, for du får her masser af Barolo karakter for billigere penge. Herlig lys, fin og transparent i glasset, herlig frisk og syrlig i næsen med blomster, tørrede, knuste rosenblade, violer, kamfer, tranebær, ribs, kirsebær, frisk træ, lidt fennikel samt en stenagtig mineralitet.

Hvor smager Langhe Nebbiolo Avene også godt … måske en kende mere saftig og læskende end Barolo og Barbaresco, men har samme Nebbiolo nerve som dens dyrere siblinge. Der er bolsjesødme, stor friskhed, herlig lys frugt, masser af tanniner, som dog aldrig bliver vildt tørre, men tilstrækkelig til at give karakter. Hvor smager det vidunderligt wonderful … og prisen er næsten til grin. Køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr. mens prisen er 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, ItalienFrancesco Versio er en ung, dygtig kultproducent, som laver vin i byen Albesani nordvest for Barbaresco og her smager Houlberg netop en fin 2015 Barbaresco fra Versio.

Francesco er søn af en skolelærer i Albesani og er uddannet ønolog og vinmager fra vinskolen i Alba og senere universitetet i Torino. Efter sin uddannelse arbejdede han en kort periode hos kooperativet Terre di Barolo, inden han kom til Bruno Giacosa, hvor han under Dante Scaglione lærte alle hemmeligheder bag en god Barbaresco og endte med i 2011 at blive deres ansvarlige ønolog og arbejdede samlet 8 år hos Giacosa.

I 2012 begyndte Francesco Versio også at lave sin egen vin, da hans familie ejede 2 små parceller i Neive kommune, nemlig på markerne San Cristoforo tilplantet i 1969 og Currà med endnu ældre stokke … begge med en perfekt sydvest vendt eksponering og med en smuk udsigt over Barbaresco by.

Familien havde tidligere solgt deres druer til andre producenter, men dette ændrede Francesco. Den første vin lavede han i 2013 og med et beskedent udbytte på 30 hektoliter pr. hektar lavede han 20 hektoliter, svarende til 2.600 flasker vin. Indtjeningen fra den første årgang blev brugt til en temperaturstyret tank i rustfrit stål til brug i nødsituationer samt en kæmpe Stockinger foudre på 3.400 liter.

For Versio laver sin vine meget traditonelt med lang gæring og maceration samt lagring på store egefade. I 2014 faldt produktionen til  halvdelen, men det skyldes, at han genplantede Currà marken med 60% Lampia kloner, 30% Michet og 10% Picotener kloner.

Det betød også, at denne Barbaresci årgang 2015 alene er lavet med druer fra den kalkholdige San Cristoforo mark. Senere er Francesco også begyndt at opkøbe druer fra en nærliggende Neive vinmark Tetti / Cotta og i 2017 har han opkøbt en vinmark i Borgata Pamparato mellem Dogliani og Belvedere Langhe.

Ved siden at sit eget projekt, så hjælper Francesco Versio også andre producenter, bl.a. er han også nu ansvarlig vinmager hos Figli Luigi Oddero, netop sammen med Dante Scaglione … hans gamle mentor og læremester.

Men her er det altså hans egen 2015 Barbaresco, som dette år alene er lavet med druer fra San Cristoforo marken i Neive. I denne årgang er vinen lavet i Francescos forældres garage for første gang, mens den i de to tidligere år er lavet hos et lokalt kooperativ, hvor han havde lånt produktionsfaciliterne.

Den er som nævnt lavet meget traditionelt med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 18 dage og så lagring i det store østrigske Stockinger fad i 24-26 måneder.

Duftmæssigt absolut en Barbaresco med en både stram og meget frugtrig karakter … virkelig stram balsamisk syre, rosenblade, blæk, læder, ribs, rabarber, violer, grønne noter, appelsinskal, jern, kridt, urter, røg og tobak. Indbydende. Absolut.

I munden er det også meget ungt og stramt … utrolig renhed, syrlig, ung og tannisk. Meget frugtrig smag, blomster og man får nærmest et frisk kick af ribs, rabarber og umodne kirsebær suppleret med en meget lang eftersmag helt ned i ganen. Det er nok en vin, som burde ligge i kælderen mange år endnu, men godt smager det allerede nu, så 5,5 store fede fingre med pil op.

Købt hos Torben fra Terrior Vin for et par år siden … prisen kan jeg sgu vist ikke huske, formentlig omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, ItalienFratelli Alessandria vinene har jeg altid været begejstret for og nu smager jeg en 2015 Barolo, der bestemt også er fin, men fortsat en purung bumset teenager med stemmen i overgang og store fødder.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og omkring 8 kilometer sydvest for Alba og stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer og de har sammenlagt 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale  smagte jeg tilbage i december 2018 og var voldsomt begejstret for. Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Her er det vinhusets almindelige Barolo, hvor druerne kommer fra både Gramolere, Pisapola, Riva Rocca Campasso, Rocche dell’Olmo og Boscatto markerne og vinstokke, der gennemsnitlig er 25 år.

Vinen er lavet i ståltanke med 12-15 dages gæring og maceration ved 28-30 grader og er derefter lagret 3 år i 20-40 hektoliter store egefade af slavonsk og fransk eg, 2 måneder i ståltanke og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen virker duftmæssigt lidt lukket … frugten frygtelig ung suppleret med tørrede og knuste rosenblade, læder, en fin ædelhed, tørhed, egetræ, mineraler, sten, kridt, kul, mentol, ribs, tranebær og nogle balsamiske noter.

I munden er det er meget ren og virkelig frugtrig vin, masser af tanniner og tørhed, men på denne meget saftige og frugtrige facon og med peber, let bitterhed … streng, rank, frisk og ung. Det er bare fortsat et stykke fra de Barolo’er, som jeg tidligere har smagt fra Fratelli Alessandria. Jeg ligger lige mellem 5-5,5 houlbergske lillefingre.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienLad os endelig smage endnu en vin fra Sobrero Vini på adressen Via Alba Monforte tæt ved den byen Castiglione Falletto og nu med en totalt raceren Barolo Ciabot Tanasio i årgang 2015.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno. Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene. Først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaske vinen fuldstændig ufiltreret.

Dejlig lys i glasset … endda lettere grumset og så med en meget blomstret aroma med røde roser, gule smørblomster samt spinkel, lys, fin, sart og feminin frugt, hindbær, svagt lidt jordbær, læder, gammelt træ, svag mentol og kakao.

Smagen er dejlig tør, lys og med tanniner, som først lader som om, at de er bløde og egentlig virker lette, men blot sætter sig på tænder og i ganen sammen frisk, sur og skarp frugt … irettesættende og unge. Det er herligt, når man mærker Nebbiolo druen svinge med pisken og sætte en på plads. Det er en Barolo til den lyse side, letgående, præcis, frisk og fin … men stadig pokkers ung. Lækker vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7