2014 Giacomo Conterno, Barolo Cerretta, Piemonte, Italien

2014 Giacomo Conterno, Barolo Cerretta, Piemonte, ItalienTilbage ved byggemødet i maj måned smagte vi bl.a. en 2011 Barolo Francia fra fabelagtige Giacomo Conterno. Og det var også tilfældet denne gang med en 2014 Barolo Cerretta.

Roberto Conterno købte den knap 3 hektar store Cerretta mark i Serralunga tilbage i 2008 og lavede de to første år alene en Langhe Nebbiolo, men siden 2010 er druerne blevet anvendt til denne Barolo Cerretta, der er blevet en af husets faste Barolo’er og opnået kultstatus blandt alle Barolo freaks.

På Cerretta marken er vinstokkene omkring 20 år gamle og den drives fuldstændig økologisk, selvom Conterno ikke er certificeret økologisk.

Vinen er lavet med en kombination af tradition og moderne teknologi, bl.a. er druerne afstilket maskinelt og gæringen sker i de mest avancerede computerstyrede gæringstanke, der er installeret i nogen kælder i Barolo.

Lagringen sker over 40 måneder i gamle, store egefade og Roberto anvender i dag et særligt udstyr, som analyserer hver enkelt prop for porøsitet og spor at propsyge inden aftapningen på flaske. Hver eneste prop er samtidig forsynet med en unik kode, som også fungerer som et sporbart ægthedsstempel.

I næsen har Barolo Cerretta en dejlig fin, lys og moden frugt kombineret med læder, knuste og tørrede roser, blomster … faktisk masser florale noter, kalk, intens lethed, et lidt støvet udtryk, noget tørt palisandertræ, lakrids, tjære, salvie, lavendel, violer, mynte og frugten er vel nærmest hindbær, rabarber og ribs. Uha det dufter da bare monstergodt af klassisk Barolo, men samtidig med en slags zen-agtig, balanceret nænsomhed, forsigtighed og lys intensitet.

Den blomsterede og lidt lyse side kommer også frem i smagen, som fortsat har en smule babyfedme og buttethed, mens tanninerne dog er slanke, stramme og faktisk feminine. Vinen har denne smukke lyse og lette side, frugt med kirsebær, rabarber og ribs … stor elegance, finesse og altsammen leveret sådan lidt beskedent, undseelig og uprætentiøst, men damm det smager godt. Med lidt flere år i vinkælderen vil dette blive helt unikt. 6,5 fingre med pil op.

Forhandles flere steder, bl.a. Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 1.999 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7