Tag-arkiv: tinto cão

Tinto Cão er en rød, portugisisk druesort, som er svær at dyrke, men giver fantastiske druer. Den stammer fra Douro og dyrkes også i Dão og Beiras. Tinto Cão regnes som en af de 5 bedste druer til brug for fremstilling af portvin i Douro dalen.

Tinto Cão modner meget sent og giver lave udbytter. Den har tykke skaller og giver ekstraktrige vine med mange tanniner. Dens duft og smag er floral og frugtig og kan udvikle megen kompleksitet ved lagring. Den bruges ofte i blandinger, særligt til portvin.

Det er en gammel druesort, som har været kendt i det nordlige Portugal siden 1600-tallet. En undersøgelse fra 2003 underbyggede, at den kan være relateret til den hvide drue Viosinho og til Tinta Francisca. Senere er Tinto Cão blev krydset med Alicante Ganzin til sorten Rubired, som er værdsat for sin farve.

På trods af Tinto Cãos mørke druer, så er vine fremstillet fra duen ikke så mørke som fx de andre vigtige sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Druen fylder kun omkring 1% af de samlede vinmarker i Douro, men er en vigtigt drue i blandingerne til portvinene. Det er en sort, som helst skal plantes i de mindre solrige steder, da et køligere klima vil hjælpe med at fremvise druens elegante blomsteraromaer.

Når Tinto Cão dyrkes på sådanne steder, så hjælper den med sine stærke tanniner og høje syre til at give portvinene lang levetid.

Tinto Cão betyder den røde hund på portugisisk, men man ved ikke, hvorfor druen har fået dette navn. Desuden eksperimenteres der med sorten i Californien og Australien.

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, Portugal

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, PortugalAftenens bedste portugisiske rødvin blev denne 2018 Tinto Reserva fra vinhuset Quinta dos Roques, der ligger i Abrunhosa do Mato mellem Mangualde og Nelas i Dão.

Familien har været vinavlere i mange år drives i dag af  Luís og José Lourenço, der er far og søn.

Det var oprindelig Josés bedstefar, der plantede de første stokke på jorden for over 60 år siden og i mange år leverede man druer til det store kooperativ i Mangualde.

Men i begyndelsen af 1980’erne besluttede Luís sig for at lave sine egne vine, da kvaliteten i kooperativet dalede og selvom man en kort periode havde medejer og leverandør til det store Dão Sul-projekt, så  byggede man i 1990’erne sit eget nye vineri.

I dag har Quinta dos Roques omkring 35 hektar vinmarker, hvor omkring 75% er røde sorter som Touriga Nacional, Jaen, Alfrocheiro, Tinto Cão og Tinta Roriz, men de resterende 25% er de hvide sorter Encruzado, Malvasia Fina, Bical, Cerceal og Verdelho. Det betyder en samlet årlig produktion på cirka 150.000 liter.

Selvom Luís og José Lourenço står for vinene, så er det et rigtigt familieforetagende, hvor alle er engageret, bl.a, styrer Josés søster styrer administrationen og hver formiddag kommer farmor et par timer og ordner regnskabet.

Denne Tinto Reserva er lavet på et field blend, hvor druerne er opgjort til at være mest Touriga Nacional suppleret med Alfrocheiro, Jaen, Tinta Roriz, Tinto Cão, Rufete og 10% andre sorter … alle sorter plantet sammen.

Alle druerne er efter høst afstilket 100%, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke med udvalgt gær ved 28-30 grader over 14 dage. Efter endt fermentering og presning er vinen lagret 10 måneder på franske barriques.

I næsen er vinen let og blomstret, vild og parfumeret. Det er luftige tulipaner, pollenstøv, lysere bær, jordbær, brombær og lyse blommer suppleret med små nøddeagtige noter, pinjekerner samt let vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en let, floral, blomstret og aromatisk vin med en intens frugt af jordbær, hindbær og lyse blommer og lidt sødbitter lemon. Den har tørre og venlige tanniner, lidt engelsk lakrids … let og utrolig drikkevenlig med seriøs kompleksitet, så Houlberg ender på 93 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Feuerheerd’s, Colheita Port, Douro, Portugal

2014 Feuerheerd's, Colheita Port, Douro, PortugalI september smagte jeg Feuerheerd’s årgangsløse Tawny Port fra det gamle portvinhus Feuerheerd’s, men nu stepper jeg op og smager en 2014 Colheita Port.

Det er en portvin lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão.

Og Colheita er en jo reelt en Tawny fra ét enkelt høstår, som altid er lagret i minimum syv år på fad. Denne har lagt 7 år på fad og tappet på flaske i 2021. Og det er lækker væske og man får næsten lyst til at blive glad hjemmealkoholiker med sådan en vin.

Hvor dufter godt, sødme nødder kørt igennem frugtpresseren, valnødder i sirup, brun farin, blommer, rosiner, kaffelikør, karameller, tørret frugt, abrikoser, figner og kirsebær.

I munden er det også lækker, flydende nøddenektar med tørret frugter og en lille alkoholvarme. Alkoholen giver dette stærke og intense modspil til det søde, hvilket er så dejligt. Der er samtidig en beskeden og rund syre, men det gør sammenlagt, at vinen føles så dejligt helstøbt. Jeg er fan … 93 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster194,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Real Companhia Velha, Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Real Companhia Velha, Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port, Douro, PortugalSom med den foregående Colheita Port, så var denne Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port fra Real Companhia Velha også lagret i 10 år.

Det er en Non Vintage, der er lavet fra forskellige årgange, der derefter er sammenstukket og så lagret i 10 år og den kommer som en lille smuksag i en 37 cl. kantet, fin flaske.

Den skulle være lavet på et field blend aka med forskellige druer fra en mark, men det skulle være på de klassiske portvinsdruesorter Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Under gæringen fodtrampes druerne i de traditionelle lagares og ved vinifikationen tilsættes der til sidst vinbrandy til mosten, der forårsager en afbrydelse af gæringen. Derefter er vinen så lagret i 10 år på store egefade.

I forhold til foregående Colheita er duften knap så moden, så du får mere frugt frem her, men den er samtidig tør og støvet. Frugten er rosiner og tørret frugt, lakrids, valnødder, karamel, blæk og røg.

Sådan er smagen også … meget frugtrig med en lidt køligere frugt, men det er fortsat med tørret frugt, nektarsødme, mere power og igen en alkoholvarme. Den er lidt som Colheita, bare mere frisk, mere syrlig, mere kølig, men hvor smager det godt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en 37,5 cl. flaske koster 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Feuerheerd’s, Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Feuerheerd's, Tawny Port, Douro, PortugalSjovt nok er det ikke lang tid siden, at jeg smagte en 2018 Anchor Wine Reserva Tinto fra det gamle portvinhus Feuerheerd’s, men nu er det sgu en ægte Tawny Port fra huset.

Som du formentlig allerede ved, så er en Tawny portvin typisk fra flere årgange og den lagrer også længere tid på  mindre fade og iltes langsomt i modsætning til Ruby portvin. Af samme grund er Tawny portvin også mere læderfarvet og har ofte noter af nødder, krydderi samt karamel.

Denne flaske fra Feuerheerd’s er lavet af kældermester Álvaro van Zeller og er at betragte som en intro portvin til Feuerheerd’s mange Tawny vine. Den er lavet på et mix af Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cão og andre lokale druer.

Det er rigtig fin dessertvinsnæse, hvor der er svesker, blomme i Madeira, tørret frugt, måske endda lidt rosiner, lidt styrke og varme, der lige kildrer i næsen, godt med ristede nødder og lette oxidative aromaer.

I munden er det voksenslik … det er karamel, svesker og overmodne blommer, nøddesirup og så igen den halsvarmende alkohol, en smule appelsinskal … og som entry portvin er niveauet absolut højt, så dermed 88 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster134,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, Portugal

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, PortugalFerien i sommerhuset stod også på et godt glas portvin. Det blev til et glas 2004 Colheita Port fra det store og kendte portvinshus Niepoort.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var selv født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede derefter en negociantforretning.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og søsteren Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften, mens Verena er samlet direktør for foretagendet. Dirk er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Men her er det altså en ægte Colheita portvin, som er lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz og lidt flere, som alle kommer fra nogle lavtydende vinmarker i Cima Corgo regionen i Douro dalen.

Druerne er efter høsten trampet i lagares i huset kælder på Vale de Mendiz ejendommen med efterfølgende gæring. Så er vinen lagret på 550 liter pipa-tønder på Vila Nova de Gaia.

Hos Niepoort skal vinen helst lagre minimum 7 år, men denne har lagret i næsten 14 år, da denne 2004 på grund af dens fremragende kvalitet først er tappet i marts 2018.

Sikke en flot farve, som vinen har i glasset … en rødligt, nøddebrunt skær, men op af glasset strømmer der også en aroma af både ristede, kandiserede og syltede nødder, masser af nektarsødme samt frugt med blommer, rosiner, figenpålæg, tørrede abrikoser samt en smule vanilje, brun sukker aka brun farin, chokolade og virkelig så fed, betagende og vanedannende.

Det smager sgu også på samme måde … blot med lidt varm alkohol tilsat. Den giver sammen med de mange modne noter, nødderne og den brune sukker virkelig velvære i kroppen. Den løber som en sød væske olieret, cremet og fyldig igennem din krop og giver netop en voksenvelvære. Det er kandiserede bær, nødder og stor intensitet stoppet ned i et glas … næsten en dessert i sig selv. 95 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Feuerheerd’s, Anchor Wine Reserva Tinto, Douro, Portugal

2018 Feuerheerd's, Anchor Wine Reserva Tinto, Douro, PortugalVi fortsætter på Den Iberiske Halvø, men er nu rykket til Douro i Portgual, hvor vi i Vila Nova de Gaia finder det gamle portvinhus Feuerheerd’s, der også laver almindelige rødvine … og her smager vi netop sådan en i form af 2018 Anchor Wine Reserva Tinto.

Feuerheerd’s blev grundlagt i 1815 af den tyske handelsmand Dietrich Matthias Feuerheerd, som etablerede sin forretning i Porto. Han søgte kompromisløs efter at skabe fantastiske portvin og brugte megen tid på at rejse rundt i Douro dalen og brugte al sin tid på at udvælge og opkøbe de bedste fade med portvin, som han på store fade i kældrene.

I 1926 blev virksomheden solgt til Barros-familien og i 2007 til Quinta D. Matilde Vinhos, som er ejet af Sogevinus, der i forvejen ejer portvinshuse som fx Cálem og Burmester.

I dag er ejes Feuerheerd’s af Barão de Vilar, der egentlig først er grundlagt i 1996 af Fernando Luis van Zeller og givet til hans sønner Fernando og Álvaro. Men van Zeller familien har dog en lang historie indenfor portvinsproduktion og var bl.a. tidligere ejere af Quinta do Noval, som de solgte til AXA Millésimes i 1993.

Van Zeller familien kan spores helt tilbage til det 13. århundrede, hvor de holdt til i de flamske byer Mechelen og Nijmegen, men de flyttede i løbet af det 17. århundrede fra de religiøse krige til både Spanien og Portugal.

Detefter begyndte Jorge Fernandes og svigersønnen Francisco da Silva Moura at handle med vin og gennem 14. generationer blev van Zeller famílien en stor forhandler af portvine og andre vine fra Douro.

Det er i dag primært Álvaro van Zeller, som laver alle vinene på Barão de Vilar, men har også tidligere været ansvarlig vinmager på Quinta do Noval.

Feuerheerd’s blev købt ud af Sogevinus koncernen og fremover vil van Zeller familien via Barão de Vilar markedsføre de bedste vine under Feuerheerd’s mærket, selvom mange af vinene reelt er lavet fra Barão de Vilars egne vinmarker.

Her smager vi en Anchor Wine Reserva Tinto, hvor flasken nærmest er pakket ind i hele etiketten. Vinen er lavet på lidt Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão og Tinta Roriz. Der er ikke så meget info om selve produktionen, men vinen er efter endt fermentering så lagret 12 måned på egefade, der tidligere blev brugt til at modne vintage portvin.

Duftmæssigt er vinen mere syrlig og grøn end lige forventet, men det giver en god friskhed. Frugten er nærmest kirsebær, tranebær, hyben, brombær og har sgu lidt fin vildskab, kaktus suppleret med nogle søde elementer, lakridskonfekt, tør engelsk lakrids, søde krydderier samt klare noter af træ.

I munden er vinen rund, blød og imødekommende og her sparker lagringen på de brugte portvinsfade virkelig igennem. Det giver en fed, blød og comfort-behagelig vin, hvor alkoholen giver lidt varme sammen med blød frugt af brombær, solbær, kakao, sød tobak og violer, blomster og let sødbitterhed.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,23€ … svarende til 84 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 88,37€ eller 658 kr., svarende til 110 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Quinta do Pégo, Cerro do Santo Reserva, Douro, Portugal

2015 Quinta do Pégo, Cerro do Santo Reserva, Douro, Portugal Quinta do Pégo har jeg skrevet om før … det fantastiske vin- og portvinshus ejet af AMKA og nu smager jeg atter en vin derfra … Cerro do Santo Reserva, der vel reelt er husets andenvin.

Quinta do Pégo skal jeg ikke skrive om, men i stedet kigger vi da bare nærmere på denne Cerro do Santo Reserva, hvor druerne kommer fra marker tilhørende ejendommen Cerro do Santo, der en én ud af samlet tre vingårde, som Quinta do Pégo i dag består af.

Tidligere har man dog ikke brugt navnet Cerro do Santo, men selve bygningen er da også en gammel ruin, som I kan se på etiketten med det udseende, som den har i dag. I ruinen er der fortsat de gamle lagares gæringskar, lagerrum og beboelse, som har været stor i datidens forhold.

Alt er bygget i skifer samt granit og ejendommen ligger i omkring 300 meter over Dourofloden.

Cerro do Santo Reserva 2015 er lavet på et blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Roriz og Sousão, der alle er høstet ved den optimale modenhed, men der er ikke meget info om selve produktionen, men den er lavet af den sydafrikanske vinmager Wouter Pienaar.

Men efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på to år gamle franske egetræsfade, hvorefter den er flasket og har været lagret yderligere en periode inden frigivelsen.

Duftmæssigt er det en solmoden og krydret vin … våde fade, solbær, brombær, mørke kirsebær, blåbær og måske endda også lidt rosiner, godt med træ, kaktuspiller, mynte, kakaopulver og mørk chokolade samt et lidt tørt og tæt udtryk.

I munden er der saft og kraft … igen ganske krydret og solmodent smag med blåbærtærte, sorte kirsebær og modne blommer samt en lidt tranebærjuiceagtig smag. Det er ganske tørt og kraftigt, har lidt  venlige tanniner, en lidt bitter og rustik syre, en smule peber og selvom den bliver lidt rustik og bondsk, så er der frugtsmag for pengene, så 4 store tomler med pil op.

Vinen koster 119 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, Portugal

2016 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, PortugalRisalamanden fik i år følgeskab af denne fine 2016 Port LBV Unfiltered fra det danskejede portvinshus Quinta do Pégo i Portugal.

Denne er en late bottled Vintage … lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne Port LBV Unfiltered først flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Port LBV Unfiltered er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Dejlig våd, sødlig og solmoden aroma, blommer, sorte kirsebær og søde krydderier. Det er en mørk og kraftig vin, hvor der også er jern, nødder, blæk, våde fade, alkohol og lækker lakridskonfekt.

Smagen er blød og rund … men har også en stærk alkohol, som brænder godt igennem sammen med sødme, fed, lækker frugt med blommer og kirsebær. Der er nødder, finsk lakrids og et godt spark, så dermed er det sgu en portvin på et flot, flot niveau.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Conceito Vinhos, Tawny 10 Anos Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny 10 Anos Port, Douro, PortugalDen anden portvin, som jeg har smagt fra Rita Ferreira Marques på Conceito Vinhos, er hendes Non Vintage Tawny 10 Anos Port … og jeg elsker bare Tawny portvin.

Denne 10 år Tawny er lavet på samme druesorter som forrige, altså både Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Det er en portvin, som bygger bro mellem generationer, for hendes morfar og onkel – de to brødre José Costa Ferreira samt Luís Costa Ferreira – havde selv startet med at lave portvine til familien.

Portvinen er produceret efter den traditionelle metode portvin, altså fodtrampning af druerne i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage.

Derefter er der tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og fadlagring og denne 10 års Tawny Port er så en blanding af de bedste portvine lagret på egetræsfade med en gennemsnitsalder på 10 år.

Vinen er således lavet efter de to brødres gamle traditioner, men tilført Ritas innovative og feminine touch.

Nu snakker vi for alvor … dejlig lys i glasset, lys, moden og næsten transparent med den herligste aroma. Der er lys, moden frugt, tørret frugt, gamle egefade, flødekarameller, karamelliserede valnødder, mælkechokolade, appelsinskal, overmodne æbler, lyse blommer, figenpålæg, blomsterpollen og virkelig pirrende duft, feminint, elegant og så let.

I munden er det samme historie … sødme, alkohol og fin syre, men blødt, let, lyst og så fint. Der er lys, moden og alligevel frisk frugt, en sød karamelagtig smag, lidt appelsin og tynd varme. Hvor er det bare en lækker portvin, som jeg bare er total vild med.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Conceito Vinhos, Late Bottled Vinage Port, Douro, Portugal

2017 Conceito Vinhos, Late Bottles Vinage Port, Douro, PortugalJeg aner endnu ikke, hvilke vine jeg skal servere til anden juleaften, men jeg ved allerede, at der skal være portvin til risalamanden. Efter flere forsøg med bl.a. frugtvin på kirsebær, så er min konklusion, at portvin bare er bedst.

Så meget passende tester jeg to af slagsen og begge kommer fra den innovative og dygtige kvindelige vinmager Rita Ferreira Marques og hendes vinhus Conceito Vinhos. Vi starter med hendes 2017 Late Bottled Vinage Port,

Conceito Vinhos ligger i den lille by Cedovim omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero. Rita Ferreira Marques var egentlig uddannet som maskintekniker, men blev skuffet over arbejdet, så i stedet valgte hun at blive vinproducent og fik lov til at producere vine fra marker, som tilhørte hendes mor Carla Costa Ferriera.

Vingården er reelt startet i 1940’erne, hvor de to brødre José Costa Ferreira og Luís Costa Ferreira købte de første vinmarker, som de så passede med salg af deres druer til en række portvinshuse i området. Det var først i 2005, at Rita kom ind i driften, som hendes mor Carla havde overtaget og det var også først der, at man startede med at producere egne vine.

Men inden Rita startede med at producere vin, så tog hun først en uddannelse ønologi i Vila Real og Bordeaux efterfulgt af ophold hos nogle af de mest indflydelsesrige vinproducenter i nogle af de mest fascinerende terroirer i verden.

Hun har bl.a. arbejdet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, hun har arbejdet hos det kendte vinhus Niepoort i Douro, med Bruce Jack på Flagstone i Stellenbosch i Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough i New Zealand.

Samlet har Conceito Vinhos 86 hektar vinmarker, som alle drives økologisk. De er fordelt på 5 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro. De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005 og allerede fra starten var det anderledes vine med sjove etiketter … så hendes koncept er unik. Conceito betyder i øvrigt koncept.

Men det er ikke nok for den unge dame, for Rita har også i gang i en række nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en hvid Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Og selvfølgelig laver hun også portvine, som fx denne 2017 Late Bottled Vinage Port, der er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og fadlagring.

Duften er lettere urtet og tør med mynte, eukalyptus, tør engelsk lakrids, saltlakrids og en frugt med solbær og brombær, kakaopulver og umiddelbart tænker du ikke, at dette er en portvin.

Men det gør du, når vinen kommer i munden, for så dukker der masser af lækkerier op. Det er en intens smag, masser af sødme, men også både peber, sprit, mørk chokolade, let karamel, nogle småtørre tanniner samt tørret appelsinskal. Man får både sødmen, men også varmen via alkoholen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7