Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2017 Etienne Simonis, Riesling Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, Frankrig

2017 Etienne Simonis, Riesling Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, FrankrigAlsace Riesling nr. 12 blev denne Riesling Grand Cru Kaefferkopf fra vinhuset Etienne Simonis, der ligger i byen Ammerschwihr omkring 10 kilometer fra Colmar.

Vinhuset drives af den ihærdige Etienne Simonis, som overtog familiens vingård fra sin far René tilbage i 1996. Faderen grundlagde vinhuset tilbage i 1969, selvom familien egentlig har været vinavlere i Ammerschwihr siden 1700-tallet. Vingården – som danner basis for produktion – byggede René Simonis i 1975.

Etienne Simonis har samlet 7 hektar vinmarker, som primært ligger ved Ammerschwihr, men derudover har han også lidt vinmarker ved Bennwihr, Kaysersberg og Sigolsheim. De bedste marker er Le Clos des Chats, Vogelgarten og Grand Cru markerne Marckrain samt Kaefferkopf.

Lige fra starten har Etienne vært meget målbevidst om, hvordan han ville drive vingården, så han startede med at omlægge produktionen til økologisk drift, hvilket efterfølgende er suppleret med biodynamisk tilgang … begge dele certificeret.

Han får fortsat lidt hjælp fra faderen og hustruen Katia. Etienne laver vinene efter familiens gamle traditioner suppleret med den seneste teknologi og hans erfaringer fra studierne og et ophold i Beaune i Bourgogne.

Her smager vi hans Riesling Grand Cru Kaefferkopf, hvor druerne altså kommer fra Kaefferkopf, hvor Etienne har 3 parceller med 2 slags undergrund, granit og kalksten. Grand Cru marken er samlet på 70 hektar og har et ry, som en af de fineste marker i Alsace. Den fik sin Grand Cru status i 1932.

Vinene hos Etienne er lavet på både rustfrie ståltanke og gamle egefade. Efter høsten, som selvfølgelig sker via håndkraft, så presses druerne, hvilket sker langsomt over 6-8 timer.

Derefter får mosten lov at hvile i 12-24 timer, således de værste urenheder falder til bunden. Så overføres vinen til gæringstankene, hvor vi gærer spontant på druernes naturlig gærceller i monsterlang tid … 3-6 måneder, hvorefter vinen så lagrer en periode sur lie – altså med bærmen – inden vinen så flaskes.

Næsen stikker lidt ud i forhold til de foregående vine, krydret og sprittet, masser af grønne og sure æbler, appelsin, blomster, egentlig let, luftig og samtidig virkelig meget mineralsk.

Det lidt sprittede går igen i smagen sammen med eksotisk frugt, abrikos, mango samt en stor portion bitterhed og mineralitet. Det er bestemt en vin, som skiller sig ud … og måske kræver nogen fordybelse.

Forhandles af Økovin, hvor en flaske koster 220 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2016 Jean Becker, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, Frankrig

2016 Jean Becker, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, FrankrigVi haster videre med endnu en Alsace Riesling, denne gang en 2016 Riesling Grand Cru Mandelberg fra Domaine Jean Becker, der ligger byen Zellenberg i Alsace,

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1610 og drives i dag af 13. generation i form af de tre søskende Martine, Jean Philippe og Jean François Becker. De har i alt 18 hektar vinmarker, som siden 1999 har været dyrket økologisk. De bedste marker hos familien er Grand Cru markerne Froehn, Schoenenbourg, Mandelberg og Sonnenglantz.

På markerne har de tre søskende de helt klassiske, alsaciske druesorter som fx Pinot Blanc, Riesling, Sylvaner, Gewürztraminer  samt en smule Pinot Noir. De laver også vine på under navnet Gaston Beck, hvilket nærmest er deres 2. vine.

Her er det husets Riesling Grand Cru Mandelberg, som er fremstillet helt klassisk og der anvendes kun første pres, men de efterfølgende pres sælges til andre producenter. Der sker alene spontangæring med druernes naturlige gærceller, hvorefter vinen lagrer en periode sur lie med bærmen. Der filtreres alene ganske lidt.

Næsen har både tropisk frugt, masser godt med tropisk frugt, grønne æbler, citroner … meget let, luftig, virkelig meget indbydende og med et lille snert af petroleum, men det er ultra lidt.

Smagen er mere robust og fyldig, men har samtidig en inderlig elegance, er rund, cremet og blid … selv syren er blid med lidt milde citroner, meget fint og smukt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Domaine Schoffit, Riesling Grand Cru Sommerberg, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Schoffit, Riesling Grand Cru Sommerberg, Alsace, FrankrigSjovt nok var næste vin i Alsace Riesling blindsmagningen også fra Domaine Schoffit, men – for mig – et step op, selvom denne Riesling Grand Cru Sommerberg fik samme point gennemsnitlig som forrige vin … lillesøsteren. Jeg havde dog denne 3 point højere.

Druerne kommer her fra Grand Cru marken Sommerberg, hvor druerne er høstet med et meget lavt udbytte. Efter høst ligger druerne koldt i 48 timer inden presning, hvilket efterfølges af fermenteringen ved kontrolleret temperatur i ståltanke.

Der er ingen malolaktisk gæring, men vinen er lagret sur lie omkring 10 måneder på en kombination er egefade og ståltanke.

I næsen er der let petroleum, æbler, pærer, grønne blade, blomster og kalkagtige noter. Der er også lidt krydderier … alt meget blidt, blødt og imødekommende. Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er feminin, meget ren med jern og mineraler.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 252,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, FrankrigSelvom den første vin fra  Domaine Schoffit havde fejl, så fejlede den næste vin fra Bernard og sønnike Alexandre Schoffit bestemt ikke noget … tværtimod. Det var denne 2013 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition.

Druerne til denne Riesling kommer fra Harth marken, som ligger ved Colmar. Lige dér er der lavet vin allerede i det 9. århundrede og marken Harth er allerede nævnt tilbage i officielle dokumenter fra 1259. Det er en mark, som får maksimal sollys fra morgen til aften og har en meget drænet jord, som sikrer en regelmæssigt og homogen modning af druerne.

Druerne til denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 6 gram restsukker pr. liter.

Næsen er virkelig indbydende … det er ikke helt petroleum, men noget der snerper derhenad, nærmest lidt skocreme og linolie kombineret med blomster, modne gule æbler, tropisk frugt, abrikos og endda en kende aromatisk og med lidt diskrete honningnoter. Det dufter indbydende og modent.

I munden er vinen ganske frisk, det er umodne grønne æbler, lemon og citron, så du får et herlig svirp af en tør og skarp syre, så du rykker lidt tilbage stolen og tjekker årgangen på vinen igen. Er det virkelig 6 år gammel Riesling … så krisp og syrlig? Læg dertil lidt grape bitterhed, lang eftersmag … bestemt en lækker lille Riesling.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 123,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Martin Schaetzel by Kirrenbourg, Riesling Roche Granitique, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Martin Schaetzel by Kirrenbourg, Riesling Roche Granitique, Alsace, FrankrigI sæt nr. 2 i Best Alsace Riesling smagningen var denne 2017 Riesling Roche Granitique fra Domaine Martin Schaetzel by Kirrenbourg den sidste vin.

Domaine Martin Schaetzel aka Domaine Kirrenbourg ligger i Ammerschwihr og er grundlagt tilbage i 1852, men det var først i 1930’erne, at Martin Schaetzel startede med af flaske og sælge husets vine. I dag drives vingården af Jean Schaetzel, men det sker sammen med rigmanden Marc Rinaldi, som via hans selskab Kirrenbourg har investeret massive beløb i det lille vinhus.

Marc Rinaldi har tjent sin formue på etableringen af Frankrigs største virksomhed indenfor aluminium- og glasfacader, men har efterfølgende kastet sig over motorsport … og nu vinproduktion.

Hans selskab Kirrenborug er opdelt efter den Kirrenbourg parcel aka lieu-dit, som ligger på den ældste og bedste del på Grand Cru marken Schlossberg, som er en af de allerbedste marker i Alsace, Domaine Martin Schaetzel også har besiddelser på.

Schlossberg er en meget anerkendt mark, som nogle af de største producenter har parceller på, fx Weinbach, Albert Mann, Bott-Geyl, Trimbach, Trapet og Blanck. Schlossberg var også en af de 51 Grand Cru marker, som blev klassificeret som Grand Cru tilbage I 1975.

Siden 2016 har Marc Rinaldi investeret massivt i det lille vinhus, bl.a. med opførelsen af det nye og topmoderne Kientzheim vineri. Rinaldi har foreløbig indskudt 22 millioner i projektet, som udover det nye vineri er gået til opkøb af flere vinmarker, bl.a. parceller på Schlossberg marken købt fra Les Vignobles de l’Oberhof.

Dermed har vinhuset i dag har 10 hektar jord, hvoraf de 8 hektar er vinmarker. Alle markerne dyrkes biodynamisk … noget som Rinaldi går meget op i. Mange af vinene er endda veganervenlige og uden brug af sulfitter. Hans mål er at lave den bedste vin fra de bedste marker og med de bedste vinmagere … og komme i top 10 af de bedste producenter i Alsace.

Vinene fremstilles efter Jean Schaetzels filosofier omkring jordbundens ekstreme betydning for det færdige resultat og at vin skal laves med den allerstørste finesse og perfektion. Jean får i dag hjælp fra Christophe Ehrhart, som er specielt indenfor biodynamisk produktion. Sammen laver Rinaldi, Schaetzel og Ehrhart årligt omkring 50.000 flasker vin, hvoraf halvdelen er Riesling.

Her er det altså husets Riesling Roche Granitique, som alene er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret sur lie efter endt fermentering. Men ellers har jeg ingen oplysninger om vinen.

Næsen er let, luftig og blomsterrig, har lidt karamel, men – uha – hvor er det egentlig lækkert. Der er grønne æbler, citron, lidt honning og derudover salte mineraler.

Smagsmæssigt er det en blød  vin, lidt mere sødme end de forrige, men en stringent citronsyre holder sødmen i ave. I munden breder vinen sig eksplosivt med en smuk balance. Det smager virkelig godt og min karakter blev 94 point, hvilket svarer til 5,5 tomler.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 174 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Domaine Bott Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Bott Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigNæste Alsace Riesling var en 2014 Riesling Grand Cru Schlossberg fra en gammel kending … Domaine Bott Geyl, som holder til i Beblenheim.

Domaine Bott Geyl drives af Jean-Christophe Bott, som har arvet vingården, hvis historie går helt tilbage til 1795, hvor hans forfader Jean-Martin Geyl grundlagde vingården.

Jean-Christophe Bott har været ansvarlig for Domaine Bott Geyl siden 1993, og han konverterede alle gårdens vinmarker til økologisk drift i 2000 og derefter biodynamisk drift i 2002.

Siden Bott-Geyl i 1993 blev overtaget af den dengang 20-årige Jean-Christophe Bott og hans kone Valerie, har huset høstet stor anerkendelse som en af de unge vilde. Kvaliteten er konstant stigende, og Jean-Cristophe har fx oplevet at få hele 98 point hos Robert Parker!

Vingården har i dag 14 hektar vinmarker, heraf 4 Grands Cru parker og 3 Lieux-dits. Markerne er spredit på ikke mindre end 75 parceller, spredt ud over 7 kommuner fra Ribeauvillé til Kientzheim.

I vinmarkerne koncentrerer Jean-Christophe sig om lavt udbytte og i kældrene forsøger han med vinfremstilling på den mest naturlige og minimalistisk måde.

Jean-Cristophes erklærede mentor er Olivier Humbrecht fra Alsaces vel nok bedste domæne, Zind-Humbrecht. Det betyder terroir-tro vine med fedme, fylde og ikke mindst balance!

Jean-Christophe er uddannet ønolog og har arbejdet hos vinproducenter i Frankrig, i Tyskland og i den nye verden. Han søger meget efter den det autentiske, og følger ikke moden.

Jean-Cristophe er en cowboy i marken og høster senere end de fleste. Alt høstes manuelt og der afstilkes ikke. Terroiret fra de enkelte vinmarker understreges også, idet der kun gæres med druernes naturlige gærstammer.

Jean-Cristophes enorme engagement og evne til at tænke nyt fx i den stedvise anvendelse af barriques og hans evne til at koble stor modenhed med fornem balance gør ham til et stjernenavn i dagens Alsace.

Her er det Bott Geyls 2014 Riesling Grand Cru Schlossberg, hvor druerne selvfølgelig er høstet med håndkraft. Derefter er de presset blidt og alene gradvis i løbet af 6-18 timer, hvorefter de hviler 3-4 dage inden den alkoholiske spontangæring alene på druernes naturlige gærceller.

Gæringen varer 3-6 måneder for at opnå størst mulig kompleksitet og intensitet. Der sker ingen tilsætning af sukker og vinen lagrer så sur lie i 4-8 måneder inden aftapning på flaske.

I glasset er vinen klart en kende mørkere end de første i blindsmagningen. Det er svagt lidt petroleum, men virker ellers varm, fyldig og moden med lidt honning, lidt mormoragtig og byder så ellers citron og tropisk frugt.

Der er god dybde i vinen, som også smagsmæssigt har mere fylde, lidt fedme og meget rund. Der er også citrus og honning i smagen, men den bliver også lidt stærk, men har fin lang eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster omkring 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Gustave Lorentz, Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes, Alsace, FrankrigVinhuset Gustave Lorentz er grundlagt i 1836 og har været drevet af Lorentz familien i 7 generationer. Vi smager her deres 2016 Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes.

Vinhuset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion. I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation.

Vingården har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Her smager vi en af husets økologiske vine, som netop har fået navnet  Evidence, idet Gustave Lorentz har fået synligt bevis for effekten af omlægning til økologi. Det er nemlig Ikke kun i form af sundere vinplanter og druer, men også fordi vildtfuglene er vendt tilbage vinmarkerne! Fuglefjerene på vinens etiket er således en glad hyldest til biodiversiteten.

Riesling Evidence er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne, økologiske drevne marker og vinen er også vinificeret alene i temperaturstyrede ståltanke.

Næsen byder på en lille smule petroleum, meget blid og sagte, nærmest neutral … dog med en smule karamel. I munden er der pænt med citronsyre, en lille smule skarpe kanter og der er måske heller ikke voldsom dybde, men en okay Riesling.

Forhandles hos Nemlig.com, hvor en flaske koster 199,95 kr., men du kan nappe 2 for 230 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Marc Kreydenweiss, Riesling Grand Cru Wiebelsberg, Alsace, Frankrig

2016 Marc Kreydenweiss, Riesling Grand Cru Wiebelsberg, Alsace, FrankrigDomaine Marc Kreydenweiss ligger ved byen Andlau mellem Strasbourg og Colmar i det område, som på fransk kaldes Piemont des Vosges. Derfra smager vi en af deres topvine Riesling Grand Cru Wiebelsberg.

Familien Kreydenweiss har nærmest altid været vinbønder og var i gamle dage tilknyttet det gamle benediktiner kloster, hvor familien allerede for mange hundrede år siden passede vinstokke for munkene. Men efter den franske revolution fik Kreydenweiss familien deres ejet jord og deres eget domæne.

Det var dog noget senere, at vinhuset reelt begyndte at sælge deres egne vine og blev berømt. Det var Marc Kreydenweiss, som efter sin overtagelse af familiens vingård i 1971 reelt grundlagde huset og i mange år egentlig blot videreførte den traditionelle produktion.

I 1984 besluttede Marc Kreydenweiss imidlertid, at han alene vil lave vine af højeste kvalitet, som i højere grad skulle udtrykke det lokale terroir, og det blev i 1989 også udvidet med ændring til biodynamisk produktion, hvilket gjorde Kreydenweiss én af pionererne indenfor biodynamisk produktion i Alsace.

Domaine Marc Kreydenweiss har i dag 13,5 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter de 3 Andlau Grand Cru marker Wiebelsberg, Moenchberg og Kastelberg., men derudover også Kirchberg i Barr. Det betyder en årlig produktion på omkring 120.000 flasker.

Siden 1999 har det været sønnen Antoine, som har stået for driften, hvilket sker sammen med hans hustru Charlotte og deres døtre Zoe, Lilou og Leonie … samt en hest, som bruges i nogle af markerne.

Vinene er bestemt ikke blevet ringere under Antoine. Metoderne er strengt biodynamiske med et minimum eller ingen svovl samt et udbytte fra vinstokkene er under det halve af gennemsnittet i Alsace.

Etiketterne på Kreydenweiss vinene er tegnet af en kunstner og skiftes hvert år … men de er svære at få fat i, for salget af vinene er allokeret. Men her har vi altså fat i husets 2016 Riesling Grand Cru Wiebelsberg, som findes i en svovlet og usvovlet udgave. Denne er udgaven med en smule svovl.

Wiebelsberg marken er en af de allerbedste Grand Cru marker ved Andlaudalens slutning i 230-300 meters højde og med samlet 12,5 hektar en af de mindste marker. Kreydenweiss har en parcel på 1,58 hektar på marken med frit drænende pink sandsten og højt indhold af jern og kvarts.

Marken er stejl, sydøst vendt og meget soleksponeret. Klipperne varmes hurtigt op og dræner vand fremragende. Floden nedenfor modererer klimaet. Der dyrkes kun Riesling på marken.

Næsen har masser af citrus, er virkelig landlig med lidt bio kant, hvilket klart duftes, selvom vinen er smagt blindt. Der er blomster, blomsterpollen, muskatnød, lette krydderier, en grøn kant, lidt brændenælder samt pebermynte.

Smagen er så flot balanceret, meget let, luftig og elegant. Der er syre, citroner, og det smager rent, let og smukt. Det er virkelig en let, feminin vin … ren brudeslør og brudebukket. WAUW. Houlberg ratede denne til 92 point, hvilket byttes til 5 fede fingre.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 360 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Mittnacht-Klack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

2009 Mittnacht-Klack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, FrankrigSidste Alsace Riesling i første sæt var denne Riesling Grand Cru Rosacker fra vinhuset Mittnacht-Klack, der ligger i den smukke og meget historiske vinby Riquewihr.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1973 ved sammenlægning af to gamle vinhuse. Det skete nemlig, da Anni og Jean giftede sig og overtog driften fra henholdsvis Frédéric Mittnacht og Emile Klack. I starten solgte de vinene under navnet Klack-Mittnacht, men de to navne blev i 1976 byttede om til Domaine Mittnacht-Klack.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker, som er spredt over 5 kommuner, nemlig Riquewihr, Hunawihr, Ribeauvillé, Zellenberg og Kientzheim, hvilket giver en bredt vifte af terroir. De bedste marker er Clos Saint Ulrich, Rosenbourg, Muhlforst samt Grand Cru markerne Sporen, Schoenenbourg og Rosacker.

I dag er det sønnen Franck Mittnacht, der styrer domainet. Han laver sine vine så tørre som muligt, men han ved også,  at en smule sødme er med til at styrke vinens smag. Grand Cru vinene har ofte omkring 10-12 gram restsukker, hvilket gør, at vinene virker tørre, men samtidig har de en let sødmefuldhed, der er med til at give vinene tyngde.

Han laver 3 forskellige serier, nemlig Tradition, Reserve og til Grand Cru vinene. Det betyder en produktion på 60-80.000 flasker hvert men, men udover vinproduktionen, så udlejer familien også lidt værelser under navnet Gîte des Tuileries.

Nå, men her smager vi altså en af husets Grand Cru vine og endda med en lille smule alder, nemlig en årgang 2009. Rosacker marken er en af de absolut bedste Grand Cru marker i Alsace. Det er blandt andet fra denne mark, at den berømte Clos Sainte Hune fra Trimbach kommer.

Vinen er lavet meget traditionelt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen i øvrigt.

I næsen er der en smule petroleum, masser af blomster, lidt æter og faktisk en meget landlig og lækker duft. Vinen virker lidt muskuløs, kraftig og nærmest fed med lidt autoværksted og jernagtige noter.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor vinen er fyldig, fed og næsen olieret. Samtidig har den en mere skarp, syrlig og krydret kant med en smule sødme og samtidig lidt grape. Det gør den lidt mere ufremkommelig end det, som den egentligt lovede duftmæssigt.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7

1997 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Alexandre, Alsace, Frankrig

1997 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Alexandre, Alsace, FrankrigAftenens første gamle Riesling var denne 1997 Riesling Harth Cuvée Alexandre, som kommer fra Domaine Schoffit.

Vinhuset ligger lige i den østlige udkant af Colmar by og er grundlagt tilbage i 1950’erne af Robert Schofitt, men det var sønnen Bernard Schoffit, som efter overtagelsen af driften i 1970 stoppe med at dyrke grøntsager og alene satsede på vinproduktion.

Schoffit startede ud med flade marker omkring Colmar, hvor markerne er ret tunge i jorden, men de sidste 20 år har familien købt jord op andre steder, således at domainet i dag er fordoblet.

I dag har Bernard Schoffit 16 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar ligger i Harth, mens han også siden 1986 har ejet 5 hektar af Grand Cru marken Rangen de Thann og 1 hektar af Grand Cru marken Sommerberg ved Niedermorschwihr.

På markerne er det selvfølgelig Riesling, der er den primære drue, men der dyrkes også både Pinot Blanc, Pinot Gris, Gewürztraminer og Chasselas. Over halvdelen af vinstokkene hos Schoffit er over 30 år gamle og hans stokke med Chasselas endnu ældre … typisk ældre end 70 år.

Alle vinmarker passes uden brug af kunstige sprøjtemidler, og udbyttet fra markerne er også begrænset … omkring 55 hektoliter pr. hektar for basisvinene og 25-30 hektoliter for husets Grand Cru vine. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker.

I dag er sønnike Alexandre Schoffit – og dermed 3. generation – i gang med at overtage driften. Han har siden 2012 selv stået for husets produktion af vinene … selvfølgelig fortsat med hjælp fra Bernard og endda også gode råd fra gamle Robert.

Denne Riesling Harth Cuvée Alexandre er selvfølgelig lavet med druer fra marker ved Harth, høstet med håndkraft, gæret og lagret i rustfrie ståltanke.

Men vinen har ikke klaret årene … for duften er sherry, totalt overmoden med blomsterhonning, dufter lidt af en dessertvin, og er i glasset ganske brun. Det er selvfølgelig en fejl, og selvom vinen faktisk godt kan drikkes, så smager den ikke videre godt, så vi springer anmeldelsen over.

Den er med andre ord ikke repræsentativ for vinhuset … men det finder du ud af i nogle af de kommende anmeldelser, for sjovt nok blev det en 1994’er vin fra netop Schoffit, der vandt blindsmagningen.

Vinene fra Schoffit forhandles af Winelovers.dk, hvor du kan finde nyere årgange af Schoffits vine på bl.a. Riesling.

Vinanmeldelse -/7