Tag-arkiv: Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, SpanienSå skal vi da bare endnu en tur tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo, men denne gang hverken på Bobal eller Grenache, for jeg smager nu 2019 Syrah Pela Roques.

Alle Syrah druer kommer fra den 3,3 hektar store parcel på Finca Conejros marken i cirka 850 meters højde, hvor Syrah vinstokkene er plantet i 1998 og alle er økologisk dyrkede. Selve marken har et køligt og stærkt næringsfattigt terroir med en jordbund af klipper af sandsten, quartz og feldspat.

Der sker afstilkning af 50% af druerne og gæring sker spontant alene med druerne naturlige gærceller. Gæring af maceration sker over 5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 8.000 liters egetræsfade.

Det kan godt være, at vinen er på ren Syrah, men sådan dufter den på ingen måde, for i glasset er vinen klart til den lyse side og samtidig får man omgående et let, frisk og frugtrig duft med en vild, reduktiv slagsside, som giver lidt bio bio landlighed, krudt og omgående leder tankerne helt på lidt tysk, øko eller bio Spätburgunder. Den har også noget garvet læder, mælkede elementer med sur mælk, kakao, våde sten og et bundt friske urter.

Smagen er lige så vild … har dog en mere solid bund, hvor frugten bliver meget tæt og knap så levende. Vi er dog fortsat i den lette og friske afdeling og langt fra arketypisk Syrah, selvom der dog kommer lidt peber med i smagen. Der er blåbær, brombær, hindbær samt lidt rabarber på én gang, en lidt tør saftighed, en nærmest balsamisk syre og samlet meget tilgængelig og drikkevenlig. Jeg er sgu bare vandvittig imponeret, så 94 point fra mig … næsten 95.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vild godt køb … siger det bare, så din egen skyld, hvis du ikke køber lidt til skabet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2019 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienBlue Label fra Juan Gil er en voldsom sag. Hvis den ikke var omgivet af en tyk og tung flaske, så skulle vinen være omkranset af en stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX, for vinen er næsten lige så kompromisløs og ekstrem.

Det er en vin, som du bedst skal drikke på en ret råkold efterårs- eller vinterdag, for den giver varme helt ud i din storetå. Det er en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.

Jeg ved det, for det er faktisk 4. årgang, som jeg smager af vinen, som jeg tidligere har smagt i årgang 2016, 2017 og 2018, men nu altså smager i seneste facelift anno 2019.

Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.

Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt kører vi på alle cylindere, for næsen er fyldt med tyk fadpræg af kanel, vanilje, sød finsk lakrids, lakridskonfekt, sød tobak, ristede kaffebønner, tørret kød, portvin, sorte kirsebær, solbær og alle modne og solvarme, hvilket så suppleres blæk, grafit, power samt superoktan kraft.

I munden er der også højoktan brændstof med en koncentreret, opulent, sød og solmoden frugt med solbær, sorte kirsebær, svesker, som har varme, kraft, blæk, grafit samt tykke og tørre tanniner, fed og cremet maggiterning af flommelækker smag og alt med en lidt portvinsagtig rundhed og varme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Mustiguillo, La Garnacha, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Mustiguillo, La Garnacha, Valencia, SpanienTilbage til studiet … havde jeg nær sagt, men det skulle måske mere korrekt være tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo og denne gang med hans 2020 La Garnacha.

Ja, jeg har jo efterhånden smagt en del vine fra Antonio Sarrión, hvilket dels er fra hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo og så fra hans sideprojekt Risky Grapes Wine Co.

Fra Bodegas Mustiguillo har jeg tidligere smagt  den røde Mestizaje i årgang 2018 og 2019, samt de vildt lækre Bobal baserede vine Finca Terrerazo Vino de Pago i årgang 2018 og 2019 samt Quincha Corral Vino de Pago, som jeg gav 6,5 fede tomler.

Men nu er det Garnacha aka Grenache, som det drejer sig om og denne vin fra Grenache stokke, der vokser på  El Terrerazo marken , der ligger i 800 meters højde, hvor solen er ekstra intens, men kølige nætter giver druerne en frisk mineralsk balance.

Mustiguillo høster druerne af to omgange fra det kuperede og kalkholdige terroir De afstilkede druer dobbeltsorteres også inden afstikning samt en skånsom knusning. Så følger 10-13 dages gæring, hvor 20% af stilkene gradvist tilføres i fine lag for bidrage med lidt finesse, struktur og parfume til smagen.

Gæringen sker i 50-80 hektoliter egefade og efter endt gæring opnår mosten yderligere 8-10 eftermaceration. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 225 liter barriques og 35 hektoliter egefade.

Duftmæssig virker vinen meget frugtrig, frisk og klart til den lettere side og det passer  sgu meget godt med farven, for vi glasset er vinen helt klart til den lidt lysere side. Man fornemmer stor saftighed, godt med morbær, kirsebær, kirsch og lidt viskelæder, marcipan, blomster og mørk chokolade. Vinen har virkelig en let og fin aroma.

I munden er det også let, lyst og saftigt … virkelig fin og yndefuld vin efter min smag. Der er jordbær, lyse kirsebær samt lemon bitterhed og så ellers en lys, sød syre, svævende saftighed med en umiddelbar, tilgængelig og venlig drikbarhed. Det drøner ned i halsrøret med en fin lethed, meget venlig, elegant og drønlækker. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Casar de Burbia, Tebaida No 5, Bierzo, Spanien

2015 Casar de Burbia, Tebaida No 5, Bierzo, SpanienJeg har sgu aldrig smagt Mencia på dette niveau. Jeg snakker om vores sidste vin i den spanske smagning og det er denne Tebaida No 5 fra Casar de Burbia.

Ligesom Casar de Burbias hvide Godello vin var aftenens bedste hvidvin, så blev denne også helt klart aftenens bedste rødvin.

Det er 100% Mencia druer, som kommer fra en enkeltmark Viña Sapita på knap 2,5 hektar og har Mencia vinstokke plantet tilbage i 1903, så vi snakker om tudsegamle vinstokke.

Vinen er lavet i åbne 500 liter franske egetræsfade og alene med druernes egne, naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på både 225 og 700 liters fade, hvorefter den så flaskes og får lov at lagret yderligere et par år.

Uha … nu bliver det tæt, intens og kraftig vin, men er bare vildt tiltrækkende med både kaffe, espresso, våde og gamle fade, finsk og sort lakrids – findes det i andre farver? – mørk chokolade, After Eight chokolade, bløde blommer og sorte kirsebær. Der er en skøn kombi af fadnoter og en mørk, dyb frugt og fed balsamico.

I munden er vinen fed og behåret … virkelig en rund, kraftig og mørk vin, hvor alkoholen dog også bidrager til partytime. Vinen er da mere stringent og ren end duften, for vi har her en frugt af hindbær og en smule solbær samt brombær, en tæt og elegant tanninstruktur. Alt leveres dog cremet, fedt og lækkerfedt. Mums, så 94 point og således lige på grænsen til 6 fede tomler.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc, Montsant, Spanien

2020 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc, Montsant, SpanienVi smagte den hvide Bancal del Bosc Garnatxa Blanca før, men vi smagte skam også den røde udgave fra Vinyes Domènech

Bancal del Bosc Tinto er i de seneste årgange nu lavet på Grenache og Carignan, der er lavet med gæring over 20 dage på ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder med halvdelen i ståltankene og den anden halvdel på nogle gamle, franske egefade.

Vi fortsætter sgu i det rustikke og landlige med en moden samt kraftig frugt med mørk frugt af jordbær, brombær og endda solbær, urter og lavendel, mynte, godt med blæk og lidt Rhône energi, tør jord, kanel og måske endda let gæret i frugt. Der er lidt bulder i vinen, men det er uden at miste syre og mørk friskhed.

I munden det det en krydret vin, men meget ren og klassisk og igen får man associationer til Rhône med lakrids og mørk frugt, der endda har en vis modenhed, let sødme, let alkohol samt friske tanniner. Der er god balance samt en fed balsamisk syre, der  holder tingene flot på plads. 91 point.

Forhandles hos D’Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, Spanien

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, SpanienJamen, vi napper da bare endnu en vin fra kooperativet Señorío de Rubiós og denne gang er det deres 2018 Condado Tinto Selección på et mix af lokale druesorter.

Ja faktisk er vinen lavet på et blend af Sousón, Caíño Tinto, Espadeiro, Pedral og Mencia. Vinen har både gæret og er så bagefter også lagret på ståltank, efterfulgt af kort lagring på egetræsfade.

Igen møder vi en rustik og bondsk frugt … ganske intens med sorte bær, sorte kirsebær, jordbær samt brombær, en brugt karklud eller nogle lidt indelukkede noter, krydderier, saltlakrids, jern, blæk, blod samt læder.

I forhold til foregående Sousón, så er her en smule mere sødme via lidt brombærsyltetøj, men ellers igen en lidt kantet og brovten frugt, krydret med saftig lakrids. 87 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, Spanien

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, SpanienDerefter stod den på røde spanske vine og den næste er fra det lille kooperativ Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo, der ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Herfra fik jeg smagt Manuel D´Amaro Sousón 2016.

Det lille vinkooperativ er  forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.

I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring det samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.

Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.

Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.

Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.

Og netop Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi det spændende kooperativ har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.

Normalt er Rías Baixas jo den hvide druesort jo klart Albariños’ hjemmebane og inden etableringen af Señorío de Rubiós blev der ikke produceret megen rødvin. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.

Denne 2016 Manuel D´Amaro Sousón er lavet på 100 Sousón aka Sousão druer, som kommer fra nogle af husets bedste parceller med meget gamle pre-phylloxera vinstokke. Vinen er tilegnet figuren Manuel d’Amaro, som var en af grundlæggerne af kooperativet.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på galiciske Carballo egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen let og bondsk … har lidt den samme rustikke bonderøvsstil som Beaujolais. Her er der godt med jordbær, røg og brændte noter, lidt mørk kraft og har faktisk noget rustikt Mencia over sig. Der er modellervoks, frugtlikør, lakrids og sådan lidt grov i mælet suppleret med lidt grønne urter.

I munden er vinen også lidt brovten og skarp. Der er godt med goddaw i frugten med denne mørke og kantede syre, touch af peber, småtykke og småtørre tanniner, men brovten er nok nøgleordet for denne vin med sin skarpe syre. 85 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Casar de Burbia, Casar Godello, Bierzo, Spanien

2019 Casar de Burbia, Casar Godello, Bierzo, SpanienDen sidste af de spanske hvidvine var også klart den mest interessante. Det var denne 2019 Casar Godello fra Bierzo vinhuset Casar de Burbia.

Vinhuset ligger tæt på den kristne jakobsvej lidt øst for byen Carracedelo ved bjerget Valtuille de Arriba.

Det blev  grundlagt i 1980, da Nemesio Fernández købte en række gamle vinmarker ved Carracedelo på skråningerne af bjerget Valtuille de Arriba.

De fleste af markerne var langsomt ved at blive opgivet på grund af det lave udbytte i forhold til den mere frugtbare dal. For at skabe et vinhus med kvalitetsvine, så begyndte Nemesio Fernandez at få styr på markerne.

Han igangsatte et omfattende podningsarbejde, hvor de fleste sorter blev podet med stiklinger fra regionens perle … den røde Mencía drue. Arbejdet tog mere end 7 år og omfattede mere en 9.000 vinstokke.

De første vine blev lavet med hjælp fra sønnen Isidro Fernandez, som i dag er den drivende kraft i foretagendet. Han har selv taget en uddannelse som både landbrugstekniker og ønolog fra universitetet i León.

Casar de Burbia har samlet 27 hektar vinmarker fordelt på en lang række parceller … hele 52 forskellige plots. Alle parcellerne ligger i 600-700 højdemeter langs med pilgrimsruten.

Bodegaen har specialiseret sig i dyrkningen af den røde Mencía drue samt de grønne druer Godello og Doña Blanca, der er grundlaget for bodegaens hvidvinsproduktion. Årligt producerer Casar de Burbia omkring 97.000 flasker vin.

Denne Casar Godello er netop en af husets vine på ren Godello, hvor druerne kommer fra marker i Valtuille de Arriba i 600 meters højde, hvor jorden er domineret af ler og mellemstore sten. Placeringen af markerne i højden betyder, at modningen er langsommere og høsten i gennemsnit sker 20 dage senere i forhold til de lavere marker.

Druerne gennemgår først en kold premaceration, hvorefter gæringen er sket over 45 dage i store temperatur kontrollerede rustfrie ståltanke og derefter lagrer vinen sur lie i 7-9 måneder inden aftapning, hvorefter den får lov at hvile yderligere et par måneder.

Duftmæssigt er der godt med krop og fylde, der er pærer, lidt stikkelsbær, tørrede abrikoser, noget hyld, let marcipan, blomster, blomsterpollen, mælkebøtter, en svag oxidering, vild parfume, brændenælder, en lille bio bio økofreak kant, linolie, en anelse petroleum samt saltlakrids.

I munden har vinen en frisk syre, mineraler … men dog med godt bundtræk, fylde samt cremet næsten olieret udtryk. Alt er cremet, har god balance, har salte elementer, men samlet fremstår vinen syrlig og stringent i udtrykket … og alligevel moden. 91 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc Garnatxa Blanca, Montsant, Spanien

2021 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc Garnatxa Blanca, Montsant, SpanienVi fortsætter med hvid spansk vin … denne er en 2021 Bancal del Bosc Garnatxa Blanca, fra vinhuset Vinyes Domènechs.

Vinhuset Vinyes Doménech ligger nær den lille landsby Capçanes i Montsant regionen omkring 1 times kørsel fra Tarragona og 1,5 time fra Barcelona.

Vingården er én af de ældste vingårde i Capçanes og blev i 2002 overtaget af Joan Ignasi Domènech sammen med sin hustru samt deres to børn.

Joan var oprindelig forretningmand fra Falset i Priorat, men den fascinerende verden af vin tiltrak Joan, og så endte familien i Capçanes.

Vingården ejer 25 hektar vinmarker, der ligger i et barsk og bjergrigt landskab. Det er et område, der er præget af store skiferbjerge og dolomitter, hvorpå der ligger lag af ler, kalk og mergel.

Vinmarkerne består overvejende af den røde Garnacha Peluda, der er en oprindelig Catalansk drue. Vinyes Doménechs vinstokke er 12-85 år gamle, hvor de ældste stokke leverer druerne til husets topvin Teixar.

Vinyes Doménech bliver drevet af en grøn filosofi, hvor vinhuset udnytter de omkringliggende økosystemer. Vinhuset er således selvforsynende med vand, hvor vinhuset opsamler regnvand og anvender de naturlige kilder i området.

Vinhuset producerer også strøm fra egne solceller. Derudover dyrkes alle markerne økologisk, og der tages i markarbejdet også hensyn til månekalenderen … præcis som de biodynamiske producenter.

De seneste år er Vinyes Doménech blevet mere og mere anerkendt for sit høje niveau. Det kulminerende i 2013, hvor husets andenvin Furvus blev kåret som den tredje bedste vin fra Catalonien, mens topvinen Teixar blev kåret som den bedste.

Bancal del Bosc betyder noget i retning af ruinen i skoven … eller den vaklende bygning i skoven og refererer til en gammel klippehytte, som ligger på en af husets gamle marker.

Bancal del Bosc Garnatxa Blanca er lavet på 100% Grenache Blanc, der er dyrket økologisk på nogle af husets nordvendte marker i 400 meters højde. Vinen er udelukkende vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor druerne først anbringes indtil temperaturen når 4 grader og så udbløder nogle timer inden presning og alkoholisk gæring.

Gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller og gennemgår efterfølgende også malolaktisk gæring. Vinen har så lagret 5 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen bydes på en vis landlig, animalsk aroma og den dufter rigtig dejligt, har klart nogle gærede noter, ristet toast og minder en smule om lidt orangevin. Duften er eksplosiv … byder på blomster, pærer, strandsand, mandler, lakrids og virker endda lidt parfumeret.

Smagsmæssigt er der noget fedme og vinen virker olieret med abrikos, lemon, citroner … måske endda lidt tørret i frugten. Det er således en fed vin, har honning, let saltlakrids, fennikel og smager sgu meget behagelig. 89 point.

Forhandles hos D’Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Celler del Roure, Cullerot, Valencia, Spanien

2019 Celler del Roure, Cullerot, Valencia, SpanienNæste vin med den sjove etiket med et motiv, der ligner dråber eller måske helt små sædceller, hedder Cullerot og kommer fra vinhuset Celler del Roure i Valencia regionen.

Vinhuset ligger faktisk ganske øde i det sydvestlige hjørne af Valencia – næsten på grænsen til Castilla-La Mancha – i det ukendte Moixent ved Clariano.

Vinhuset drives af Pablo Calatayud og han er uddannet agronom. Efter han var færdig med sine studier i slutningen af 1990’erne, så grundlagde han Celler del Roure sammen med far. De havde ingen erfaring inden for vin, for familien havde i stedet arbejdet i møbelindustrien, men ville lave vin i deres hjemland.

De begyndte at plante nogle af området mest valgte druer som Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon … og deres første vine på markedet var blandet med Monastrell fik succes både i Valencia og på eksportmarkederne. Men da Pablo Calatayud fik mere erfaring og begyndte at rejse og besøge andre vingårde, så  indså han, at de var på den forkerte vej.

Fast besluttet på at finde lokale druer, der havde spillet en dominerende rolle i området før phylloxera, så stødte han på en lokal vindyrker, der brugte sine Mandó vinstokke til sine hjemmelavede hverdagsvine.

Pablo blev fascineret af druen, som var anderledes og helt klart friskere end andre lokale druer, så derfor begyndte han at pode sine Tempranillo og Merlot vinstokke med Mandó. Inden længe begyndte han også at anvende Mandó i blendet i sin topvin Maduresa.

I 2006 købte familien den nuværende vingård i Moixent. Udover omkring 40 hektar gamle vinmarker, så omfattede ejendommen en gammel underjordisk kælder/tunnel med omkring 100 jordkrukker indbygget i kælderen.

Pablo og hans far var meget overraskede over at opdage, at disse amforaer ikke tilføjede smag, men at vinene føltes meget friskere i dem. Dette var begyndelsen på et helt nyt sortiment af rødvine fremstillet på Mandó.

De fleste af vinene i serien er gærede i tanke af rustfrit stål, men siden 2015 har Pabro også brugt gamle stenkar der er omhyggeligt bevaret i kælderen. Efter fermenteringen er vinene så lagret i disse jordamforaer.

I dag har Celler del Roure således samlet 50 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Pedro Ximénez, Macabeo, Tortosina, Malvasía, Verdil, Merseguera, Monastrell, Garnacha Tintorera, Mandó og Arcos.

Jeg har før smagt vine fra Celler del Roure, bl.a. Pablos 2019 Safrá og 2016 Les Alcusses, men her er det altså den hvide Cullerot, som er lavet på et mix af 30% Pedro Ximenez, 30% Macabeo, 10% Verdil, 10% Merseguera, 10% Malvasía og 10% Chardonnay fra marker i 600 meters højde og stokke, der er 30-70 år gamle.

Alle druerne kender vi i forvejen … måske lige undtaget Verdil, som jeg vist ikke er stødt på før, men det er en ret sjælden, gyldengul hvid druesort, der hovedsageligt dyrkes i Valencia. Den ses i dag dog også i områderne Alicante og Murcia.

Verdil er en drue, som mest har været brugt i billige bulkvine fra Valencia og giver altid et bidrag med karakteristisk smag af citron, lime, noter af græs, te samt noget røget.  I den søde vine giver den smag af honning, fersken og passionsfrugt.

Den blandes dog oftest med andre druesorter, både lokale og internationale … fx Moscatel, Macabeo og Chardonnay og dér giver Verdil livlighed og åbenlys frugtighed.

Verdil har været i massiv tilbagegang og på et tidspunkt var der sammenlagt under 50 hektar vinmarker tilbage, men en lille gruppe producenter arbejder på at redde Verdil. De har skabt nogle fremragende vine, der er friske, afbalancerede og livlige og tiltrækker en vis opmærksomhed.

Men det er ikke altid nemt at fange friskheden i Verdil, for druen har en tendens til at oxidere, medmindre vinificeringen er omhyggeligt, hvilket måske også årsagen til, at druen faldt i unåde og var på tilbagegang.

Nå, men Cullerot – der i øvrigt betyder haletudse og dermed er vi også en tak nærmere på, hvorfor etiketten ser ud, som den gør – er lavet med presning af de hele drueklaser, hvorefter gæring sker helt spontant i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på ler-amforaer.

Sjov duft … virker en anelse neutral i starten. Så kommer der lidt melon, gule pærer, grønne vinblade, blomster og lidt luftig havvand, saltvand og er i det hele taget pænt saltet.

Smagsmæssigt er det heller ikke en vin, som sprænger banken, men har alligevel en snas charme, hvor der kommer pærer, melon, fersken og lidt citrus suppleret med noget salt. Samlet set en afdæmpet, men læskende vin. 89 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7