Tag-arkiv: Frankrig

2012 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigI sidste uge tog Houlberg – jeres flittige vinblogger – sammen med vinbuddy Jan en forlænget weekend til Sydtyskland med et kort stop i Rheinhessen og ellers ophold og besøg hos masser af vinproducenter i Kaiserstuhl i Baden. Et vinøst roadtrip … og en herlig oplevelse. Jeg skal senere nok komme med beskrivelser fra vore besøg, præsentationer af flere vinproducenter og anmeldelser af enkelte vine.

Allerede på vej auf der autobahn A7 smagte vi første vin … nemlig på først stop på en rasteplads slash rastplätz slash autohof godt stykke efter Hamburg, idet Jan – totalt forudseende – havde medbragt en sød lille 37,5 cl. flaske af førstevinen fra Château Malartic Lagraviere i Pessac-Léognan i Bordeaux samt rigtige vinglas. Sådan.

Så mens de store bimmere, Mercedes, Audier og Porcher drønede skyndsomt forbi på der autobahn, så vi sad vi der med lidt milchkaffee, hjemmesmurte sandwicher og god Grand Cru Classé. Perfekt optakt til vort roadtrip i vinens navn.

Lad os inden smagsnoterne fra motorvejen kaste et blik på Château Malartic Lagraviere, som oprindelig er bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.

Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage samt vinen Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, som  således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil. Jeg har tidligere smagt på førstevinen og Le Comte de Malartic og skrevet om begge her på bloggen.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Druerne er høstet med udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og vinificeret i temperatur-kontrollerede rustfrie ståltanke med gæring i 4 uger, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på egefade, heraf 60% nye fade. Den legendariske vinmageren Michel Rolland har hjulpet med at lave vinen.

I næsen er der som sidst klassiske Bordeaux dyder med dyb og mørk muldjord, skovbund, virker herlig animalsk i udtrykket og har selvfølgelig mørk frugt, solbær, blåbær, lidt hospitalsgang og pilleglas, røg, let vanilje og en smule grønne urter. Smagsmæssigt voluminøs med stor fylde, solbær, engelsk lakrids, flot balance og smager bedre end jeg husker 2005’erne. Måske det skyldes omgivelserne på rastepladsen og forventningerne til de kommende dage … måske! Men godt smagte den.

Købt hos Jysk Vin, hvor 1 flaske 37,5 cl. kostede 219 kr, De har den fortsat i almindelig størrelse, hvor prisen er 429 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, Frankrig

2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, FrankrigWeekenden bød på mere fransk … her nemlig en flaske 2005 Château Bois Pertuis, som er et af de mange vinslotte, som er ejet af den ældre rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Château Bois Pertuis ligger i Saint-Christophe-de-Double nær den store skov i Double, kendt for Merrain eg, som anvendes til fremstilling af barriques. Det er omkring 20 kilometer nord for Saint-Emilion og således på den højre side af Garonne og La Dordogne … egentlig i udkanten af Bordeaux området.

Magrez købte ejendommen meget billigt, da den slet ikke var efterspurgt af andre vinproducenter, men Magrez så et potentiale og investerede i ejendommen. Der er nu imidlertid ikke meget château over ejendommen, som primært består af fabrikslignende lagerbygninger samt 125 hektar marker, hvoraf 68 hektar er vinmarker.

Bernard Magrez laver to vine på Bois Pertuis, nemlig denne Château Bois Pertuis, en prisbillig Bordeaux lavet på Cabernet Sauvignon and Merlot – maskinhøstet – og en storesøster Excellence de Bois Pertuis eller Cuvees d’Exception, som den også kaldes. Den laves på Merlot fra den bedste marker og får masser af ny eg og laves årligt kun i omkring 4.000-5.000 eksemplarer.

Denne almindelige Château Bois Pertuis produceres der dog mange flere af, nemlig omkring 320.000 flasker. Vinen er lavet på 75% Merlot og ellers de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinen er lagret 8 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt er her lidt grafit, lidt alder, tørhed, blommer, solbær, råt kød, muldjord, mentol samt et snert af lidt vanilje. Alderen kan dog på ingen måde mærkes i smagen, som er præget af god syre, ren frugt, lidt blommer, stål, tørhed og en klat blæk. Ganske okay Bordeaux.

Købt i Vinspecialisten til 139,95 kr.

Rating 4/7 

2014 Le Sot de L’Ange, Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L’Ange, Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés, Loire, FrankrigSå er vi atter tilbage hos Le Sot de L´Ange, som ligger i den lille by Azay-le-Rideau lige ved floden L’Indre mellem Montlouis og Chinon i Touraine i Loire. Ja faktisk ligger vinhus under 1 kilometer fra det storslåede Château d’Azay-le-Rideau … et af de tidligste renæssanceslotte, som ligger smukt midt i floden Indre.

Denne gang har vi igen fat i en Chenin Blanc fra Quentin Bourses lille vinhus, nemlig vinen Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés. Den har en anderledes etiket formet som en dråbe, men fortsat med Bourses mandlige udspringer som ikonisk kendetegn.

Druerne til vinen kommer – som navnet indikerer – fra parcellen Les Petits Perrés. Den er – som alle vinene hos Le Sot de L´Ange – lavet med gammeldaws håndkraft og så naturligt som muligt. Quentin begrænser således brugen af svovl,  og i denne Aziaum Chenin Blanc er der alene brugt en knivspids svovl inden flaskning.  Før det er vinen gæret helt ud og været lagret i amforas … høje krukker med to hanke og spids bund.

I næsen fornemmes der en stor fedme, vanilje, pærer, kvæde, blomster, svag honning samt et lidt støvet udtryk. Smagsmæssigt en virkelig blød og blid vin … med lidt jern og et meget let samt frugtrigt udtryk.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, FrankrigHva’ fanden … dette lille vinhus – Domaine Kumpf et Meyer – bliver sgu ved med at overraske, og sparke benene (to af slagsen) væk under mig. Denne gang er det med denne Riesling Grand Cru Bruderthal … ægte Grand Cru, som endda kan erhverves for menneskepenge.

Og I troede måske, at den forrige Restons Nature Pétillant Naturel var eneste genistreg fra den unge Julien Albertus? No way José! Denne Grand Cru Riesling er ganske formidabel, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Dette er selvfølgelig ikke en moderne Pét-Nat, men en almindelig, traditionel Grand Cru Riesling, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Bruderthal, som samlet er på 18,4 hektar og ligger med højeste punkt i omkring 300 meters højde. Denne – måske mere ukendte – Grand Cru mark har Domaine Kumpf et Meyer en lille parcel på.

Grand Cru Bruderthal ligger i Mosheim kommune i Bas-Rhin regionen i Alsace. Vinmarken  har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling. Marken har sit navn fra gamle dag, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … deraf navnet Bruderthal og har således været basis for gode vine siden middelalderen.

På Bruderthal er det Riesling druen, som dominerer … hele 38% er Riesling, men druesorterne derudover er 31% Gewurztraminer, 29% Pinot Gris og 2% Muscat.

Jeg har ikke de store oplysninger om fremstillingen, så vi springer i stedet hovedkulds ind i smagsnoterne, hvor næsen er ganske kompleks med lidt herlig petroleum, æbler, æblegrød, melon, vingummi, hospitalsgang og pilleglas, parfumeret sæbe, champagnebrus og de små muslinge skaller med bolsje, som man kunne få i 1970’erne. Meget ren duft … intet forkert stikker ud, virker nærmest som nektar på en frisk måde og ikke – som forventet – som helt klassisk Riesling.

I munden er det nærmest lidt melede æbler, æblesyre … men med en rund syre, som aldrig bliver kantet. Meget forfriskende og læskende i udtrykket og igen er det ikke typisk Riesling, selvom det fortsat smager af Riesling. Vinen er meget afstemt og det er svært at finde ting, som man ville ønske var anderledes eller bedre. Det er sgu topklasse … og til prisen rent tyveri.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 135 kr.

Rating 6,5/7 

N.V. Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pétillant Naturel, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pétillant Naturel, Alsace, FrankrigPaf, overrasket, overrumplet, forbavset og taget med bukserne nede … FÅK en lille perle, og jeg er dermed nu officielt kommet med på den hippe Pét-Nat bølge. Ja, vi snakker om denne lille Restons Nature Pétillant Naturel fra Domaine Kumpf et Meyer, et lille vinhus i Rosheim i Alsace.

Denne flaske Restons Nature Pétillant Naturel er grumset som et akvarie, der ikke er renset i årevis … og der er mørkebrunt og underligt bundfald, som ligner gamle tangplanter i samme urensede akvarie. Flasken kommer også – som Red is dead – med kapsel på toppen og en underlig etiket. Herligt.

Og tilmed et par vise ord fra den franske afdøde filosof Gaston Bachelard på etiketten på flaskens bagside … hvis man kan tale om, at en rund flaske har en bagside. Når man smager vinen er der slet ingen bagsider. Nå, men Bachelard har tidligere skrevet; Qu’est ce que le vin? C’est un corps vivant où se tiennent en équilibre les esprits les plus divers, les esprits volants et let esprits pondérés …

Sådan Google-translate frit oversat betyder det; Hvad er vin? Det er en levende organisme, som står med afbalanceret sind, forskelligartet med flyvende ånder og substans. Ja, det er sgu bedste bud, når mit fransk alene rækker til at bestille to øl, et glas vin, bede om regningen og sige, hvor er min hat samt at den er ude på badeværelset. Lidt er der da tilbage fra tiden i folkeskolen.

Nå, men Domaine Kumpf et Meyer er ældre vinhus, som oprindeligt er grundlagt ved et ægteskab mellem to vinfamilier i Alsace, men jeg har ikke kunnet se, hvornår vinhuset er grundlagt. Det har i en længere periode været drevet af Sophie og Philippe Meyer, men ejes i dag – efter skilsmisse i 2012 – alene af Kumpf familien. De lagde samme år vinproduktionen i hænderne på den unge Julien Albertus, som til dagligt bor i Valmont omkring 50 kilometer nord for Rosheim.

Samlet har Domaine Kumpf et Meyer 16 hektar vinmarker fordelt på 70 parceller. Vinmarkerne ligger ved byerne Boersch, Rosenwiller, Rosheim, Dorlisheim, Mutzig og Molsheim … et område med 15 kilometer fra de sydligste til de nordligste marker. Blandt markerne ejer huset bl.a. Grand Cru marken Bruderthal og alle markerne drives økologisk. Den årlige produktion ligger på omkring 9.000 flasker vin.

Julien Albertus er en innovativ sjæl og laver en række spændende vine, bl.a. denne Restons Nature Pétillant Naturel, som er lavet på ren Pinot Gris. Det er en Pétillant Naturel aka. Pét-Nat, dvs. en mousserende naturvin. Den er uden angivelse af årgang, så jeg har noteret den som en Non Vintage … altså uden årgang. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, så vi springer direkte til smagsnoterne.

Som nævnt er det en grumset, uklar væske og godt med vinsten og andet godt i flasken. Men hvor er det dog samtidig helt fantastisk, anderledes og ganske innovativt. Hipt, sjovt og virkelig godt.

I næsen er der godt med pærer … virkelig frisk og sommerlig med strejf af lime/lemon. I munden er vinen frisk som bare pokker, nærmest opløftende og livgivende. Boblerne er blide og afstemt helt perfekt og alt sker på en virkelig blid, blød og frisk måde. Houlberg er sgu opstemt. Total optur.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 115 kr. Jeg har omgående bestilt nogle flere.

Rating 6,5/7 

2014 Le Sot de L’Ange, Red is Dead Pétillant Naturel, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L’Ange, Red is Dead Pétillant Naturel, Loire, FrankrigZed’s dead, baby. Zed’s dead … siger bokseren Butch Coolidge til den smånaive Fabienne i den geniale Pulp Fiction. Her er det imidlertid ikke Zed, som er død, men i stedet er Red is dead navnet på en Pét-Nat fra The Fool of Angels, englens nar a.k.a. Le Sot de L’Ange … den unge Quentin Bourses innovative vinhus.

Pét-Nat? Er det kæledyr om natten eller petting om natten … eller what-the-fuck? Ingen af delene … men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til. No worry.

Udover det catchy navn, så stikker etiketten også øjeblikkeligt ud. Quintins velkendte mandlige udspringer hænger rødt i luften som seglet der krydser hammeren og den røde sovjetstjerne er også kommet med. Red is dead … den røde betonkommunisme er død eller måske skyldes det, at Quintin med denne vin håber at starte en ny oktoberrevolution?

Der er imidlertid ikke megen russervand over denne lille charmetrold, som udover den jerntunge sovjetetiket også kommer uden prop … men i stedet med en ganske almindelig dødelig kapsel på toppen. Jeg finder en gammel støvet øloplukker og knapper den røde satan op med en fint og lydhør blop. Hmmmm … der er bobler i flasken.

For Red is dead er nemlig en Pétillant Naturel … og det betyder jo på ægte jysk en mousserende naturvin. Pétillant Naturel vine kaldes også ofte blot for Pét-Nat… moderne hipstervin og champagnes landlige fætter. Moderne vin, som i øjeblikket er virkelig hot, in, cool og bestemt ikke uden grund.

Hos Le Sot de ‘Ange er denne Pét-Nat således også en brusende fætter til vinen La Couture Rosé, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Derfor skal jeg også spare jer for historien om vingården.

Denne Red is Dead Pétillant Naturel er lavet på druen Chaudenay, som også hedder Gamay de Chaudenay eller Gamay Teinturier de Chaudenay og er – langt ude –  i familie med Gamay druen fra Bourgogne.

Chaudenay er en rød drue og menes at være en mutation af sorten Gamay de Bouze. Druen blev opdaget i 1832 af J. M. Bidault ved byen Chaudenay i Saône-et-Loire ved Bourgogne, men i dag findes den primært i Loire. Der findes i dag kun 183 hektar tilplantet med Gamay Teinturier de Chaudenay.

Druen er forholdsvis tyndskindet, giver meget transparente vine, modner sent og kan give enorme udbytter på helt op til 300 hektoliter pr. hektar.

Hvor meget Quentin Bourse høster ved jeg, men formentlig knap så meget, da vinmarkerne dyrkes fuldstændig biodynamisk. Vinen er gæret helt ud og lavet uden brug af tilsætningsstoffer eller svovl.

Og det er sgu er herlig vin … og indtil nu måske endda den bedste, som jeg har smagt fra Le Sot de L’Ange. I næsen er der godt med jordbær, stikkelsbær, flint og mineraler. I munden er boblerne egentlig ganske blide og vinen er rigtig dejlig læskende med tonsvis af jordbær og andre lyserøde bær, lidt jern og flot, flot syre, som sikrer, at det aldrig bliver for sødt.

Det er sgu dejlig vin, som jeg vil anbefale og jeg hoster selvfølgelig fluks op med 5 røde stjerner …øhh Thumbs Up.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor den halvkommunistiske Pét-Nat kan erhverves for beskedne 115 kr.

Rating 5/7 

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, Frankrig

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, FrankrigÅhhhh Gérard Bertrand igen fristes man næsten til at udbryde … for jeg har efterhånden en del gange været omkring den store, tidligere franske rugbyspiller og hans mange vinslotte.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac har jeg imidlertid ikke tidligere smagt, selvom den er lillesøster til vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac, som jeg til gengæld har smagt nogle gange.

Begge vine kommer dog fra Château de Villemajou, som er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde.

Château de Villemajou blev købt i 1970 af Gérards far og navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Château de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac er lavet på samme druer som storesøsteren … her er det 30% Grenache, 20% Syrah, 40% Carignan og 10% Mourvèdre. Carignan og Syrah druerne vinificeres i hele klaser med en macerationstid på 10-18 dage, mens Grenache og Mourvèdre afstilkes inden macerationen på 15-20 dage.  Vinen lagrer derefter på franske egefade 10-12 måneder inden den flaskes uden nogen form for filtrering.

Næsen er godt mørk og animalsk, Der er solbær, lakrids, kaffe, vanilje, grønne urter, en smule eucalyptus og lidt læder. I smagen er der – trods det fyldige duftindtryk – en bemærkelsesværdig god syre, godt med mørk frugt og fin balance. Ganske habil vin, men dog ikke på samme niveau som storesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4/7 

2014 Le Sot de L´Ange, La Couture Rosé, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L´Ange, La Couture Rosé, Loire, FrankrigDet siges, at man om sommeren skal drikke rosé … men det er fucking svært, når vejret er så elendigt. Men jeg gør sgu alligevel forsøges med en flaske rosé … det som de fleste danskere kalder terrassevin. Men denne La Couture Rosé fra The Fool of Angels, englens nar a.k.a. Let Sot de L’Ange er imidlertid mere en blot en terrassevin.

Vi er tilbage hos vinhuset, som jeg skrev om forleden og faktisk igen en vin på den lokale drue Grolleau, der her netop er lavet til rosé. Druen som jo ellers er opkaldt efter kragen … og er sort som en brøndgravers røv, hvis den laves til rødvin. Pardon my french. Derudover skulle der efter sigende også være en lille smule Chenin Blanc blandet i, hvilket dog ikke fremgår af etiketten.

Vinen hedder Grolleau de Cinq-Mars La Couture Rosé og druerne kommer fra parcellen Cinq-Mars, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1954. Det er selvfølgelig 100% biodynamisk.

Lad os – som illustrativt vist på etiketten – bare springe ud i mine smagsnoter.  I næsen er der jord, lidt Kongen af Danmark bolsjer, let anis samt en smule natron eller bikarbonat, som det jo også kaldes. I munden er vinen virkelig frisk, syrlig med rød frugt, ribs samt lidt jernagtige slash mineralske noter.

Herligt … og nu lister jeg sgu ind igen. Der bliver – fanden og sgu – for koldt her på terrassen. Bvrrrrrrr.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 115 kr.

Rating 4/7   thumbthumbthumbthumb

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, Frankrig

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, FrankrigFra Sexsymbol til en pornorød … og fortsat fra englens nar, vinhuset Le Sot de L´Ange. Det er såmænd vinen Sottise i den røde udgave, som jeg snakker om. Og den er ikke bare almindelig rød, men porno- og kirsebærrød, let klar og nærmest gennemsigtig som en rosé på svirretur.

Og så kommer den med en herlig etiket, hvor en velklædt kanin både kysser og omfavner en flaske Sottise fra Le Sot de L´Ange. Så ka’ man sgu snakke om vilde kaniner.

Den vilde etiket er tegnet af tegneren Georges Boissier fra Terreur Graphique. Han har nemlig designet en hel række vinetiketter til Le Sot de L´Ange 2015 kollektion. Hmmmm …. kollektion lyder sgu som et helt modefirma, men så i hvert fald til Quentins vine fra 2015. Og det omfatter både etiketterne samt nye typer propper.

Denne Sottise Rouge er et blend på druerne Gamay og Grolleau. Gamay kender vi jo fra Beaujolais vinene, mens Grolleau er mere ukendt i Danmark. Druen kaldes også Grolleau Noir og er en lokal drue i Loire.

Den har fået sit navn afledt af det franske ord grolle, som betyder krage. Druen har nemlig dybsorte bær og giver vine, som er sorte som kragen, hvorfor druen også oftest anvendes til rosévin. Vine på Grolleau har en tendens til at have lavt indhold af alkohol, men en relativ høj surhedsgrad.

I denne vin har druen imidlertid ikke nået at give et dybsort farve … nærmere tværtimod, hvorfor macerationen nok har været forholdsvis kort. Det er selvfølgelig fuldstændig biodynamisk, ufiltreret, gæret helt ud og helt uden tilsætningsstoffer.

Duften er let animalsk, rustik med grønne vinblade, ribs, kirsebær, granatæbler, grafit, let blyant, let peber, urter, et svagt gæret udtryk, lakridsrod, tørhed og en vis lethed. Martin fra Extra Brut siger selv lidt rå kanter, og det giver total mening, men på et let facon.

I smagen går letheden igen, virkelig læskende og på grænsen til vandet vin. Der er jern, frugtsten, mineraler, meget ren og rød frugt, tørhed og syrlighed. Rå, let og lige ud … eller u’, som de siger i Ålborg. Jeg er sgu ret vild med den. Kør.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2014 Le Sot de L´Ange, Chenin Sec Symbole, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L´Ange, Chenin Sec Symbole, Loire, FrankrigFra mit seneste indkøb fra Extra Brut Vinimports tætpakkede lager slash ophobning af flasker fandt jeg fredag aften denne flaske Chenin Sec Symbole … rolig nu, der står ikke sexsymbol, selvom det såmænd er en lille sexet hvidvin. Den kommer fra et lille spændende vinhus, som hedder Le Sot de L´Ange, som ligger i den lille by Azay-le-Rideau lige ved floden L’Indre mellem Montlouis og Chinon i Touraine i Loire.

Le Sot de L’Ange – som vel kan oversættes til englens nar – drives af den unge Quentin Bourse, som i 2013 overtog vingården efter en ven. Før det havde Quentin arbejdet med vin rundt om i Frankrig, bl.a. 6 måneder hos det berømte Bourgognehus Domaine Huet i Vouvray.

Imidlertid er Quentin ikke en nar … men derimod en fanatisk, talentfuld, innovativ og hårdtarbejdende vinbonde. Han har en ubarmhjertig arbejdsmoral og driver hans 12 hektar vinmarker fuldstændig biodynamisk, hvilket faktisk har været gældende for alle Quetins marker de seneste 10 år … altså lang tid inden han selv overtog vingården.

Markerne er primært tilplantet med de klassiske, lokale sorter og jorden består af tør lerjord, som nærmest kan knækkes og hvide flintesten … i smuk kontrast til de lange rækker af grønne vinplanter. Og hos Le Sot de L´Ange sker alt med håndkraft og så naturligt som muligt. Quentin begrænser således brugen af svovl, idet der slet ingen svovl tilføjes i de røde og alene et lille touch i de hvide.

Arbejdet i vinkælderen er i det hele taget præget af klassiske dyder, eftertænksomhed og perfektionistisk tilgang til vinproduktionen. Således bliver alle druerne omhyggeligt sorteret fire gange, inden de i hele klaser gærer med druernes naturlige gær … en langsom og blid proces på omkring 4-5 timer. Derefter lager vinen enten på ståltanke, neutrale barriques eller lerkrukker, såkaldte amphoraer, afhængigt af cuvéen,

Han deler i øvrigt vinkælder med Pascal Pibaleau … en anden old-school vinproducent fra området.

Nå, men her har vi altså Chenin Sec Symbole … i øvrigt med en herlig etiket. Den er selvfølgelig 100% Chenin Blanc og alle druer er høstet ved håndkradt. Vinen er ufiltreret men ikke uklar og gæret helt ud, lagret på små fade. Der er tilsat en knivspids svovl inden flaskning.

Næsen pirres først af lidt syrlighed … grønne og umodne æbler … den slags, som man ikke sætter tænderne i uden at gyse et kort øjeblik. Derudover er der lidt frugtsten, blomsterstøv, smørfedme og honningmelon.

Smagen er faktisk mere syrlig end næsen … den er grøn, frisk og syrlig, men den syrlige side bliver aldrig for meget, selvom den hele tiden er tilstede med lidt bitterhed, lethed og lemon. Konen siger, at den mangler lidt sødme … og hun har altid ret … selv når hun ikke har ret. Det har hun nu ikke her, for det er en dejlig, frisk Chenin Blanc.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb