Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2018 Lallement Massonnot, Millésime Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig

2018 Lallement Massonnot, Millésime Premier Cru Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Lallement Massonnot er en mindre, men anerkendt producent og derfra smager jeg nu denne fine 2018 Millésime Premier Cru Brut.

Champagnehuset ligger på Rue Haute i den lille by Coulommes-la-Montagne 4-5 kilometer vest for Reims og er et nyere hus, der blev grundlagt i 1980 af Francis Lallement, som er 4. generation af avlere, som oprindelig stammer fra Bouilly.

Francis overtog driften i 1980 fra sin far Jean Lallement, der ligesom sin far og bedstefar før ham havde passet sine vinmarker og så solgt alle druerne til kooperativet Courmas.

Det ændrede Francis Lallement imidlertid i 1980, hvor han  startede med at lave, flaske og sælge champagnerne under navnet Lallement Massonnot … og Massonnot navnet kom med, da han et par år før i 1978 havde giftet sig med Anne-Marie Massonnot.

Hun drev også et champagnehus, der var startet i 1920’erne af Aimé Massonnot, men i 1954 var gået i arv til sønnen Michel og senere til Anne-Marie inden de to huse blev lagt sammen i 1980 efter ægteskabet mellem de to unge vinbønder.

I dag er det dog Francis og Anne-Maries søn Xavier Lallement, der som 5. generation fører champagnehuset videre, selvom det faktisk ikke var meningen, at han skulle være vinbonde som sine forældre.

Han havde nemlig først valgt en anden vej. … arbejdede som ung først som ingeniør hos Telecom ParisTech og derefter arbejdede han i omkring ti år for store bank- og industrikoncerner.

Det var da han mødte sin kone Marie. Hun havde studeret på handelsskolen EDC og University of Cergy Pontoise, men herefter fik hun arbejde hos revisionsfirmaet Deloitte, der også ydede finansiel rådgivning.

Men til sidst  vandt  Xaviers forkærlighed for vin og forældrene champagner, så i 2015 besluttede de at vende tilbage til Champagne for at overtage godset og vingården. De har kun 5,3 hektar marker i i den vestlige ende af Montagne de Reims, med ler og sandet jord.

De dyrker mest Pinot Meunuier med hele 4 hektar, mens de har 0,7 hektar med Pinot Noir og 0,6 hektar med Chardonnay og alle marker drives fuldstændig bæredygtigt … og sådan har det været i 30 år.

De laver ikke selv champagnerne i egen kælder, men er et såkaldt Récoltant Co-opérateur, hvilket betyder, at de fortsat er medlem af et kooperativ, der laver vinene med valg af druer fra egne og andre vinmarker … og kun 40% af egne druer anvendes til champagner under Lallement Massonnot navnet.

Resten går til champagner hos kooperativet, men målet er klart selv at kunne kontrollere 100% af deres egen produktion, men indtil nu har de været tilfredse med at være en del af fællesskabet … også for at kunne kæmpe med de helt store champagnehuse.

Her smager jeg en af husets årgangschampagner … en 2018 Millésime Premier Cru Brut, der er lavet på 40% Chardonnay , 40% Pinot Noir og 20% Pinot Meunier. Efter høsten er druerne presset og gæret med speciel champagnegærtyper.

Efter endt fermentering har man blandet de bedste tanke fra det samme år 2018 og så er vinen flasket til brug for andengæringen på flaske, som er sket over 5 år.  Det betyder også, at denne er degorgeret i 2023.

Duften er meget jernet og mineralsk … stål, jern, sten, granit og en næsten grøn og umoden frugt med mirabeller, kvæde, grønne pærer, fersken, pigeon- samt sure cideræbler, grønne krydderurter med en smule estragon og gærnoter. Der er sjovt nok slet ingen ristede eller nøddede aromaer … bare sten, jern og syrlig frugt.

Smagsmæssigt vinder champagnen imidlertid … har et godt, køligt og letbittert brus … der er citroner, lemon og grape på én gang, hvillet så giver champagnen godt med frisk bid, men ingen af citrussmagene er for meget eller for dominerende. Der kommer en lille sødme frem som i en tonicvand … alt på den friske side. Frugten er udover masser citrus, pigeonæbler, hindbær og umodne ferskner … men derudover har den lidt sødme, som binder den fint sammen og dermed smager det bare fremragende, så samlet 93 point.

Vinen kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Thistledown Wine Company, Greatest Escape Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Greatest Escape Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienThistledown Wine Company er et australsk negociantfirma, som ejes og drives af Giles Cooke og Fergal Tynan. De laver fra opkøbte druer en række spændende vine med anderledes, sjove navne og etiketter, som fx denne 2023 Greatest Escape Chardonnay.

Jeg har tidligere smagt deres 2021 Cunningplan Shiraz med druer fra McLaren Vale, men her kommer Chardonnay druerne fra det jo mere kølige Adelaide Hills … et af de bedste områder for kølige vine i South Australia … ellers skal vi nok over til det vestlige Australien.

Både Giles Cooke og Fergal Tynan er Masters of Wine og mødtes i 1998, hvor de lige var startet med den vinuddannelsen, som er så afsindig svær.

Men de bestod begge eksamen og kom til sidst til at arbejde sammen og endte med i 2010 at grundlægge Thistledown Wine Company, der ganske vist ikke selv har vinmarker, men laver vine via opkøbte druer i McLaren Vale. Barossa Valley, Adelaide Hills, Riverland samt Langhorn Creek.

De får hjælp af vinkonsulenten Peter Leske og laver i dag vine under deres brands Thistledown Wine Company samt Wild & Wilder og de fleste med underlige navne som She’s Electric Old Vine Grenache, The Charming Man Old Vine Grenache, Fool on the Hill osv.

Denne 2023 Greatest Escape Chardonnay er lavet med druer fra to vinmarker … en i Gumeracha og en i Lenswood i Adelaide Hills. Efter høsten er druerne gået direkte i pressen, hvorefter den frie saft er overført til store ståltanke for at samle sig og hvile.

Derefter er gæringen sket spontant alene med druernes egne gærceller på en kombination af franske egefade og betonæg. Der er ikke sket malolaktisk gæring for at fremme friskheden, så vinen er blot lagret i fadene og betonæggene en periode. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter.

Duften er hysterisk lækker … virker vild kompleks, så man både fornemmer fede smørlækre fadnoter, masser af frisk frugt og så en kalket eller kridtet mineralitet. Der er lidt saltet havvand, frugt med fersken, pærer, honningmelon, let ananas og så noget citrus, men er mest grillet eller kandiseret, således det giver mere dybde, mindre syre samt en lille opulent fedme.

Selvom vinen i munden er cremet, blød og intens, så fylder de småfede noter ikke meget, for smagen er mere kølig, ren og har en mørkere syrlighed. Frugten er klinisk frisk og ren, men så i duften er alle citrusnoterne mere fede … syltet eller grillet, men får alligevel god plads i smagen og sikrer god længde på frugten. Fadpræget er smagsmæssigt yderst passivt og giver plads til en frugtrig profil, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude – både i årgang 2021 og 2022 – men nu smager jeg den så i nyeste årgang 2023 … og den er fortsat lækker.

Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på  30 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids og foudres egefade alene med druernes egne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden den så aftappes på flaske.

Duftmæssigt kan mærker man lidt kridtet eller kalket mineralitet, men ellers er duften landlig, animalsk med lidt bio-fedme, ensilage, grønne noter, bagt ost og en frugt af stikkelsbær, kvæde, pærer samt en saftig honningmelon. Derudover kommer faglagringen frem med noget smørfedme, butterdej, brunet smør, arme riddere og lidt hasselnøder … lidt mere tyngde i duften end hos 2022’eren.

Smagsmæssigt er vinen utrolig cremet, blød, bred, fyldig og røget med både hvid peber og frugt af fersken, melon, ananas, pærer samt syltet, saltet grape og grillet lemon. Det giver et maskulint udtryk og et kraftigt, højintenst bid … meget lækkert. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, Frankrig

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal er et af de vinhuse. der laver fantastiske Crémant de Bourgogne vine. Nu smager jeg atter en Crémant derfra og det endda en årgangscrémant i form af deres 2022 Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut.

Jeg har efterhånden smagt en del Crémant de Bourgogner fra Veuve Ambal, men de har alle været Non Vintage, men denne gang er det første gang en årgangsvin, en Crémant de Bourgogne fra årgang 2022. De Non Vintage vine jeg før har smagt fra huset, er disse 6 forskellige:

Denne Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut 2018 er lavet på de 4 druesorter Pinot Noir, Chardonnay, Aligoté og Gamay og alle fra samme årgang. Kun den mest delikate most, fra de bedste partier, finder vej til vinen. Gæring er helt traditionel og andengæringen er sket på flaske med 18 måneders lagring sur lie i kælderen.

Duftmæssigt kan du godt finde skabet frem … for duften sidder sgu lige i det, men inden du opdager dette, så overraskes du af en meget gul farve i glasset … de røde druers påvirkning kan virkelig ses. Vi er på et ekstremt højt niveau, hvor duften både er balanceret og inderlig med en omgang nødder, lidt oksefond, butterdej, croissanter, modellervoks og en moden frugt. Der er fersken, tørrede abrikoser, hyben, brunet smør og dufter bare som en ægte ældre årgangschampagne.

I munden er brusset voldsomt … og straks mærker du, at tørheden og syrligheden er behersket, men i stedet er der pænt med sødme, Bruset emmer langsomt ud og efterlader dig med modne æbler, sødbitre pigeonæbler, pærer og kandiseret lemon. Alt er afdæmpet, roligt, blidt og blødt … til tilbudsprisen er det en no-brainer. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigStéphane Brocard laver masser af vine og de fleste fra hans eget vinhus, der hedder Closerie des Alisiers og Maison Stéphane Brocard. Det ligger i på Rue Charles Freycinet lidt nordvest for Ouges tæt på Dijon og derfra smager jeg en 2023 Bourgogne Chardonnay.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2022 og er vinen er lavet på Chardonnay druer fra kalkholdige marker i Tonnere nær Chablis samt fra  Mâconnais nær Pouilly-Fuissé. Det er med andre ord et blend af druer fra det kølige nord og den varmere sydlige del af Bourgogne.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring på ståltank og efter endt gæring har vinen lagret 10 måneder på rustfrie ståltanke, hvor den gennemgår en blødgørende malolaktisk gæring.

Duften er noget anderledes end hos 2022’eren … her klart mere vægt på det frugtrige og samtidig finder jeg mindre nødder. Det er mest en frugt af pærer, abrikos, fersken og litchi, mens den lidt fede sur lie duft næsten væk. Dermed får du ikke aromaen af brunet smør, vanilje eller lakridskonfekt … bare mere ren frugt.

Smagen er fortsat dejlig … blød og en smule tropisk med fersken, ananas, pærer, en lille smule melon samt noget lemon, der lige giver en svag sødbitterhed sammen med en lidt maskulin syre. Men det er samlet set saftigt, blødt og venligt … 2022’eren for mig dog en anelse bedre, men sådan kan det jo være med årgange … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Domaine Vuillemez Père et Fils, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Vuillemez Père et Fils, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigNæste burgundiske vinhus er – som forrige – også startet af en, som ikke var vinbonde, men havde en kæmpe interesse for vin. Det er Claude Vuillemez, der var en schweizisk urmager, men forelskede sig i det nordlige Mâcon, hvor han grundlagde Domaine Vuillemez Père et Fils og derfra smager jeg en 2022 Mâcon-Villages.

Det var i 1989, at Claude Vuillemez købte en mere end 300 år gammel ejendom i den charmerende landsby Chardonnay. Ja, byen hedder rigtig nok Chardonnay og ligger i Mâcon lidt vest for byen Uchizy og floden Saône … en biflod til Rhône i øvrigt. Claude Vuillemez havde forinden arbejdet som leder i Richemont Group, der står bag en række kendte ur- og smykkebrands som fx Cartier.

Efterfølgende er både sønnen Paul og nevøen Valentin kommet med i driften … begge havde faktisk også arbejdet hos Cartier. Siden etableringen har holdet også udvidet vingården med køb af flere marker, således man i dag har ikke mindre end 10 hektar vinmarker.

Det er dog først fra 2019, at Domaine Vuillemez Père et Fils er startet med at sælge deres vine og de laves med hjælp fra den ret anerkendte schweiziske ønolog Christian Vessaz, der til dagligt er  vinmager på Cru de l’Hôpital i Schweiz.

I markerne får de også hjælp fra Florent Barday, der er en ældre perfektionistisk vinbonde, der allerede dyrkede alle vinmarkerne, før Vuillemez opkøbte dem.

Den har duftmæssige ingen smørfed overfrakke på … faktisk har vinen slet ingen overfrakke, men fremstår egentlig meget frisk, ren og frugtrig, hvor der kommer modne æbler, pærer, lidt abrikos samt grillede citroner. Man fornemmer en lille småopulent olieret note, hvilket kommer sammen med varm blomsterpollen og nogle lidt krydrede noter.

Smagsmæssigt fremstår vinen heller ikke fed, men har dog denne cremede og bløde smag, men samtidig en stærk og maskulin syre fra citrusfrugter … citroner og sødbitter lemon. Det giver en kølig, slank, klar, frisk og mager burgundisk Chardonnay, hvor du bare får frugten langt frem i smagsbilledet uden forstyrrende indflydelse fra sødlig fadpræg og det gør det også meget velegnet til mad … har bare en syngende og klingende syre, der er imponerende. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, FrankrigNicolas Feuillatte er det yngste af de store champagnehuse og er samtidig i dag det mest solgte champagnemærke i Frankrig og derfra har jeg nu smagt en Non Vintage Réserve Exclusive Brut.

Champagnehuset Nicolas Feuillatte er et stort kooperativ grundlagt i 1974 af den franske succesfuld forretningsmand Nicolas Feuillatte.

Han havde skabt en formue ved at importere afrikansk kaffe til USA, hvor han også var et velkendt ansigt på New Yorks sociale scene og spillede golf med Aristote Onassis, John F. Kennedy og hans hustru Jacqueline Kennedy.

Sammen med sin bror købte han vingården Domaine de Saint-Nicholaspå 12 hektar i hjertet af Côte des Blancs regionen. Gården blev restaureret, og vinstokkene blev genplantet. I 1976 besluttede Feuillatte brødrene at skabe deres eget brand og deres champagner fra øjeblikkelig kommerciel succes.

Den store succes betød også, at Nicolas Feuillatte fik kontakt til Henri Macquart, som i 1972 havde grundlagt kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og de to mænd var enige om, at de begge havde en mission om at gøre kvalitets-champagne tilgængelig for et så bredt publikum som muligt.

Så i 1986 blev Champagnehuset Nicolas Feuillatte en del af kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og dermed en stor spiller på markedet. Allerede i 1995 kunne man fejre, at det årlige salg af Nicolas Feuillatte champagner nåede 1 million flasker, men i 2014 er dette tal 10 millioner flasker årligt.

Kooperativet har da også i dag over 5.000 medlemmer aka vinavlere og de har samlet set over 2.250 hektar vinmarker, Der betyder også, at det er Frankrigs ledende champagnehus og det 3. største brand i verden.

Denne Réserve Exclusive Brut er en af husets store sællerter … den ikoniske blå champagne lavet på et blend af 20% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 40% Pinot Meunier. Der er ikke rigtigt informationer om, hvordan den er lavet … men den er lagret i andengæringen 3-4 år inden tilførsel af en passende dossage.

I næsen er der pænt godt med toast, smørristede arme riddere, nødder, peanuts og croissanter. De ristede noter er pænt fremme i billedet suppleret med mynte, en blomsteragtig parfume, umodne cideræbler, grape, citroner og noget røg. Det bliver en meget tiltrækkende aroma.

Smagen har et dejligt bredt brus … virkelig skønne, vedvarende og pænt kraftige bobler, mens frugten mest er pigeonæbler, grape samt lidt citroner, men alt er cremet og rundt med en lille sødbitterhed, så dermed bliver det en meget likeable champagne. 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 415 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Chanson, Montagny 1er Cru Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Chanson, Montagny 1er Cru Blanc, Bourgogne, FrankrigDen sidste vin hos Den gamle Butik, Købmandsgården, Mad og Vinbar var burgundisk i form af en 2019 Montagny 1er Cru Blanc fra Domaine Chanson.

Vinhuset er et af de gamle i Bourgogne og har en historie, der går knap 275 år tilbage, da det blev grundlagt i 1750, hvor Simon Verry startede med at producere og sælge vin.

Der er siden opkøbt flere vinmarker og i 1777 købte man også husets domicilejendom på nuværende adresse Rue Paul Chanson i Beaune fra Monsieur de Migieu, som havde titlen som Marquis de Savigny.

I de mange år er vinene fra Domaine Chanson blevet anerkendt og drukket af prominente personer som bl.a. Voltaire, Kong Louis XVI’s søster og Louis Bonaparte. I vinhusets lange historie har navnet også skiftet, for vinhuset kom først til at hedde Domaine Chanson, da Chanson familien købte det af Verry familien i 1850.

Et af de store begivenheder i vinhusets historie var også købet af den mægtige ejendom La Tour des Filles – pigernes tårn –  i 1794. Det var en ejendom, der oprindelig var en del af de 5 bastioner, der stadig findes i Beaune.

Det var egentlig et forsvarstårn bygget under Louis XI og blev opkaldt efter kvinder med løs moral, der boede i nærheden. Det blev i senere omdøbt til Bastion de l’Oratoire på grund af det kapel, der ligger som nabo.

Ejendommen er i dag klassificeret som et historisk monument med sine 8 meter tykke mure, hvilket betyder konstante temperatur og stor fugtighed  … ideel som vinkælder. Og siden købet i 1794 har det da også været brugt til lagringen af tønder med alle husets vine.

Siden 1999 har Domaine Chanson været ejet af Bollinger Group, der fortsat i dag er privatejet. Vil du vidde mere om dette champagnehus – der også ejer flere andre vinhuse – så kan du læse om det i min anmeldelse af en Bollinger Non Vintage Special Cuvée.

Domaine Chanson har gennem de knap 275 år været en garant for den klassiske, elegante bourgognestil og lavet vine, som markant afspejler de mange vinmarker og parceller i deres ejerskab.

De er egentlig både producent og négociantt, for de ejer selv 93 hektar 1er Cru og Grand Cru vinmarker, men opkøber ellers druer fra andre vinavlere i Bourgogne. De har også bygget store vinerier og vinkældre i Savigny-lés-Beaune og på Clos Cameroy og bare på sidste har der plads til lagring af 1,5 millioner flasker vin.

Her smager jeg så deres 2019 Montagny 1er Cru Blanc, hvor Chardonnay druerne kommer fra forskellige 1er Cru marker i Montagny i Côte Chalonnaise syd for Côte de Beaune.

Druerne er høstet i midten af september og derefter er det sket en mild presning efterfulgt og gæring, hvorefter lagringen er sket på egefade i 12-14 måneder i den gamle Bastion de l’Oratoire.

Det er bestemt en fin lille vin, hvor næsen forkæles af nødder, fersken, pærer, vanilje, blomster og samtidig med en meget tydeligt landligt aftryk. Virker lidt fedtet eller olieret i duften og der kommer også en duft af noget mynte, let estragon, våde fade og halvmuggen vinkælder. Det virker blødt og tiltrækkende.

Smagsmæssigt også bred, cremet og fin vin, hvor lidt hvid peber først masser sig på sammen med friske grønne pærer, lidt lemon og syltede citroner samt en smule bitterhed fra grape eller vermouth, men egentlig lidt spinkel eller afdæmpet i bitterheden. Det bliver en fin cremet, sart og levende vin, så dermed 92 point.

Købt hos Den Gamle Butik, hvor en flaske i vinbaren koster 475 kr., mens den i butikker koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Pierre Brocard, Tradition Brut Nature, Champagne, Frankrig

N.V. Pierre Brocard, Tradition Brut Nature, Champagne, FrankrigChampagnethuset Pierre Brocard ligger i den sydlige del af Champagne regionen i landsbyen Celles-sur-Ource i   Aube området og derfra smager jeg nu en Non Vintage Tradition Brut Nature.

Brocard familien nedstammer fra den irske Kennedy familie og har dyrket vin siden det 11. århundrede, men selve champagnehuset er dog først grundlagt i 1932, hvor Georges Brocard startede med at lave, flaske og sælge sine champagner.

Lige siden er champagnehuset gået i arv fra generation til generation, først til Emile Brocard, senere Henri Brocard og derefter Pierre Brocard, Men i dag drives champagnehuset af Pierres søn Thibaud Brocard, som overtog driften i 2012 og fortsat har lidt hjælp fra far Pierre.

Driften foregår efter familiens gamle traditioner og markerne drives efter bæredygtige principper. Thibaud har dog indført modernitet og en masse nye idéeer, som kan afprøves på vinene fra huset i alt 6,5 hektar vinmarker.

Denne Tradition Brut Nature er lavet på 3 forskellige druesorter og det er 75% Pinot Noir, 5% Chardonnay og 20% Pinot Blanc, hvor de 70% af vinen er fra høsten 2021 og de sidste 30% er fra en perpetuel reserve; altså vin blandet over flere år. Druerne til vinen kommer fra 11 forskellige parceller.

Efter presning af druerne er der foretaget alkoholisk gæring, der er sket på 90% rustfrie ståltanke og de resterende 10% på egefade og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret i tanke og fadene 6-7 måneder inden aftapning på flaske og lagring i 18-24 måneder i kælderen inden degorgering med 1,5 gram dossage.

Der er duftmæssigt godt med rugbrød, ristet rugbrød, gæret dej og samtidig har champagnen er meget luftig og liflig aroma, en frugt af fersken, pære, kvæde og sure cideræbler, lidt Lakrisal salmiakpiller samt et skvis citron.

Champagnen har et godt og frisk brus … sådan medium i styrke og ellers godt med lemon og grape, Den har en lille bitterhed og en lidt æbleagtig syre suppleret med lidt nøddeagtige elementer … er frisk, syrligbitter og præcis. 90 point.

Forhandles bl.a. af Champagne Stories, hvor en flaske koster 385 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Fernand Lemaire, Tradition Brut, Champagne, Frankrig

2020 Fernand Lemaire, Tradition Brut, Champagne, FrankrigJeg var forleden på restaurant Clemens i Randers … højt niveau og dejligt sted, hvor du er i gode hænder hos Agnete og Casper. Vi startede aften med lidt bobler, bl.a. en 2020 Tradition Brut fra champagnehuset Fernand Lemaire, der holder til på Rue des Buttes i Hautvillers  mellem Reims og Epernay.

Champagnehuset er grundlagt i 1903 af Fernand Lemaire, som havde fået øje på den rigdom, som det lokale terroir besad og besluttede at hellige sig erhvervet som vinbonde. Hans forældre Eugène og Jeanne havde allerede et par vinstokke, men faren var landsbyens smed, så vinstokkene var mest en hobby.

Derfor investerede den unge Fernand i sin egen presse, sine første kar og gravede endda en hvælvet kælder ned i den kridtholdige jord. I 1903 kom hans første champagne på markedet og dermed var champagnehuset en realitet.

I dag drives huset af 4. generation i form af Hélène og Benoit Lemaira. De har samlet 7 hektar vinmarker fordelt på 24 små plots, der alle har 1’er Cru status … og huset laver alene champagner med druer fra egne marker.

Som noget helt unikt og usædvanligt laver Lemaire udelukkende vine på druer fra én årgang. Det betyder, at der ikke blandes druer fra flere årgange i samme vin, hvilket ellers er den helt normale praksis i hele Champagne.

Filosofien med kun at bruge druer fra én høst gælder alle Lemairs vine og ikke kun deres dyrere Vintage champagner.

Fernand Lemaire er certificeret HVE (High Environmental Value), og bruger ikke kemikalier til at bekæmpe ukrudt. Presningen af druerne foregår stadig i den gamle Coquard træpresse fra 1960, som giver et stille, skånsom og forsigtigt pres af druerne.

Det er håndværk og kvalitet, så ingen masseproduktion med en årlig produktion på kun 50.000 flasker. Champagnerne får også lov til at hvile meget lang tid på bærmen før de degorgeres … normalt mellem 2 år og op til 9 år før degorgering mod de 15 måneder, som reglerne foreskriver.

Det er primært Hélène Lemaire, som står for produktionen af champagnerne … hun formår at give et rent, præcist, læskende og elegant snit i alle sine champagner og det feminine touch fornemmes tydeligt. Kvaliteten er høj, renheden er stor og dossagen er lav og ligger på mellem 3 og 7 gram. Hélènes vine er elegante, saftige, elegante, forførende … til tider svævende, og enormt præcise.

Her smager vi Hélènes 2020 Tradition Brut, som er lavet på Brut Tradition er lavet på 33% Chardonnay, 33% Pinot Noir og 33% Pinot Meunier, der alle kommer fra Fernand Lemaires egne 1’er Cru marker, rundt om byen Hautvillier og alle fra årgang 2020.

Presningen af druerne foregår stadig i den gamle COQUARD træpresse fra 1960, hvor presningen foregår langsom og nænsomt gennem 4 timer for at undgå uønskede bitterstoffer fra stilke og kerner. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men champagnen er lavet med andengæring i vinkælden over 24 måneder inden degorgering med dosage på 7 gram.

Duften er ganske bred … der er friskhed suppleret med nogle gærede samt ristede noter af nødder, wienerbrød, honningkager, kanel, nelliker og fersken, pærer, lemon, blomster og en lidt kridtet mineralitet.

I munden har champagnen pænt aggressive bobler, der er fint, små med en fin syre, der er drevet af citroner og grønne æbler, rankhed og det leveres alligevel cremet … er sprød, frisk og tør med rigtig fin balance og god struktur. 92 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7