2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigStéphane Brocard laver masser af vine og de fleste fra hans eget vinhus, der hedder Closerie des Alisiers og Maison Stéphane Brocard. Det ligger i på Rue Charles Freycinet lidt nordvest for Ouges tæt på Dijon og derfra smager jeg en 2023 Bourgogne Chardonnay.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2022 og er vinen er lavet på Chardonnay druer fra kalkholdige marker i Tonnere nær Chablis samt fra  Mâconnais nær Pouilly-Fuissé. Det er med andre ord et blend af druer fra det kølige nord og den varmere sydlige del af Bourgogne.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring på ståltank og efter endt gæring har vinen lagret 10 måneder på rustfrie ståltanke, hvor den gennemgår en blødgørende malolaktisk gæring.

Duften er noget anderledes end hos 2022’eren … her klart mere vægt på det frugtrige og samtidig finder jeg mindre nødder. Det er mest en frugt af pærer, abrikos, fersken og litchi, mens den lidt fede sur lie duft næsten væk. Dermed får du ikke aromaen af brunet smør, vanilje eller lakridskonfekt … bare mere ren frugt.

Smagen er fortsat dejlig … blød og en smule tropisk med fersken, ananas, pærer, en lille smule melon samt noget lemon, der lige giver en svag sødbitterhed sammen med en lidt maskulin syre. Men det er samlet set saftigt, blødt og venligt … 2022’eren for mig dog en anelse bedre, men sådan kan det jo være med årgange … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7