Tag-arkiv: Rheinhessen

2020 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandDen sidste af vinene fra Weingut Julia Schittler blev en rødvin og det var hendes 2020 Sezener Gottesgarten Pinot Noir.

Det er – som navnet også indikerer – en enkeltmarksvin fra den lille mark Gottesgarten, der ligger på den stejle skrænt ved Zornheim.

Marken har en kalkholdig og stenet jord. Druerne bliver først håndplukket i små kasser og derefter knust inden spontangæringen alene med de naturlige gærceller. Efter fermenteringen har vinen så lagret 12 måneder på store gamle træfade.

Vinen er dejlig lys i glasset og har en dejlig sødlig, lys og krydret duft, sådan med lidt søde julekrydderier med vanilje, kardemomme og lidt kanel. Frugten er jordbær, søde kirsebær tilsat lidt puddersukker, en smule røg, men har ellers en ganske lille smule tranebær bitterhed og virker endda frisk i frugten suppleret med let karamel.

Hvor smager den godt … frugten virker smagsmæssigt lidt mørkere med denne lille tranebær og lemon bitterhed, men det er ingenlunde ret meget. Frugten virker i stedet rund, blød og saftig … brombær og jordbær … har en smule let peber, noget aske eller brændte noter, men smager sammenlagt pokkers godt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, TysklandDen anden Riesling fra Weingut Julia Schittler var fra den berømte Rote Hang skråning ned mod Rhinen tæt ved Nierstein og endda fra marken Pettenthal … en 2021 Niersteiner Pettenthal Riesling.

Pettenthal marken er en Grosses Gewächs mark, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark og nogle af de bedste vinhuse har også parceller på Pettenthal som fx Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken blev allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Hos Julia Schittler og familien er ejerskabet af en parcel på Pettenthal nyt og en opfyldelse af en drøm. Til denne Riesling er druerne høstet med håndkraft og i kælderen er vinen lavet med spontangæring i ståltanke og efter endt fermentering så lagret både i ståltanke og traditionelle store træfade. Vinen har 3,0 gram restsukker pr. liter.

Så for hulen … sikke vidunderlig duft … vi er ikke bare røget et niveau op, men har taget elevatoren mod lyksalighedens paradis,  for det er simpelthen bare så smukt, roligt, lækkert og flydende med en stoisk ro, pænt med olieret fadpræg samt dekadence elegance. Med andre ord dufter det vildt godt. Frugten er luftig, æterisk med fersken, lidt pærer og en anelse lakridskonfekt og vaniljesødme.

Smagen er sgu også ret lækker … syren er balanceret, elegant og kommer lidt olieret og småfyldig. Der er klart grønne æbler, lemon og citroner, men afdæmpet og lidt kandiseret. Dermed bliver vinen aldrig for syrlig, men mere rund, selvom den bestemt er frisk, skarp og præcis … blot på en rolig, overbevisende og sødkrydret måde, så man undgår på ingen måder ikke at blive imponeret, så igen og jeg kan synge Oh Oh Julia. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, TysklandJeg smagte skam også 2 vine på Riesling fra søde Weingut Julia Schittler og den første var en 2022 Sezener Gottesgarten Riesling, der vel nærmest er hendes Gutsriesling eller i hvert fald entry-level Riesling.

Her kommer alle Riesling druerne fra marken Sezener Gottesgarten, som er en lille stejl mark lige på kanten af ​​Zornheimer Berg. Der består jorden hovedsageligt af kalk, som giver vinen dens mineralske spændstighed.

Vinen er spontantgæret på store træfade og har lagret i minimum 6 måneder inden flaskning. Den har 2,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt meget ren, krisp og frisk uden de store sidespring … ingen petroleum eller tertiære noter, men en frisk citron, grønne æbler og lidt fersken i frugten. Men fornemmer også en svagere sødme og en let saltet mineralitet … god inderlighed og man fornemmer allerede i næsen stor drikkeglæde.

Der er vitterlig også rigtig stor drikkeglæde, for i munden er der balance mellem en let fyldig sødme, en frisk og syrlig frugt med en smule maskulin slagside og så den saltede mineralitet. Frugten er klart citroner, grillede citroner, grønne æbler … virkelig pænt og smukt pakket ind og yderst drikbar … 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Pinot Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Pinot Blanc, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter sammen med winzerin Julia Schittler på Zornheimer Guldenmorgen marken, men nu er druerne skiftet, for denne er lavet på Pinot Blanc og i en årgang 2022.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i store gamle træfade fra Julia’s bedstefars tid. Efter endt fermentering er vinen så lagret på disse gamle fade sur lie … altså med bærmen.

Vinen er først fjernet fra bærmen små 24 timer, før den blev flasket, så dermed har den virkelig bare ligget og passet sig selv og fået godt med kraft. Det er en vin, som Julia selv siger, der fortjener at ligge, og kan udvikle sig i flasken over mange mange år, men i sin friske form giver associationer til stor Bourgogne. Den har kun 1,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en rund, blød og cremet vin … her er fadpræget større end ved foregående vin. Frugten virker til gengæld både klinisk samt en smule tropisk … men ikke meget. Der er moreller, stikkelsbær, lidt pærer og æblekerner, kvæde samt en lille sodavandssødme. Fadene giver lidt lakridskonfekt, karamel og vanilje.

Smagen er intens, stærk og dyb … virker meget koncentreret med abrikos, grillet lemon og kandiserede citroner. Derudover er der røg, sandeltræ, paprika og mellemøstlige krydderier … masser af bid, saft og kraft og denne maskuline syre, der hænger lang tid i munden, så dermed 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, Rheinhessen, TysklandDen første vin fra Julia Schittler var hendes 2021 Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, som endda er én af hendes ynglingsvine og den blev oprindeligt lavet til at fejre Rheinhessens 200 års jubilæum.

Den er en enkeltmarksvin, hvor Sylvaner druerne kommer fra over 30 år gamle vinstokke på Zornheimer Guldenmorgen og den er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller på 1.200 liter großes Stückfass aka store fade, der er lavet af Julias bedstefar.

Efter endt fermentering er vinen lagret på disse fade … og den har 3,7 gram restsukker pr. liter … og en etiket, der fortæller om både duften og terroiret. Fx kan du se, at den  vokser på kalk- og lerjord, at der er valmuer i marken og men der ofte træffer en ræv, mens duften er delikate urtearomaer.

Duftmæssigt skal vinen lige vågne … zzzzz … men så får du også smæk for skillingen … fed, cremet og fyldig frugt med abrikos, lidt fersken, pærer, lakridskonfekt, vanilje og selvom fadpræget mærkes, så har vinen alligevel en kølig, arrogant og smuk facade.

I munden er der virkelig god syre, som markerer sig først, men med mere luft i glasset kommer der mere af den eksotiske frugt frem, lidt tørret abrikos, masser af lemon og grape, nogle grønne urter og fint, frisk bid med lidt maskulin syre i eftersmagen. Det smager rasende godt og jeg forstår godt, at Julia selv er pjattet med vinen. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Houlberg smager nu … vine fra den unge, dygtige winzerin Julia Schittler

Der er dukket endnu en smuk kvindelig og dygtig vinmager med navnet Julia op i Tyskland. Det er nemlig Julia Schittler, som jeg nu smager en række vine fra. Hun er både vinmager på den fædrene vingård, men laver også vine i eget navn.

Hands on Wines forhandler vinene herhjemme og jeg tester sammenlagt 5 af hendes nye vine … 2 på Riesling, en på Sylvaner, en på Pinot Blanc samt en Pinot Noir. Det bliver spændende.

Weingut Julia Schittler

Den unge winzerin kommer fra en vinfamilie … eller rettere fra to vinfamilier, da hendes forældres vinhus kaldet Vereinigte Weingüter Schittler & Becker er opstået ved sammenlægning af to vingårde, da far Hans-Jürgen og mor Simone blev gift …  gårdene i Zornheim og Weinolsheim i Rheinhessen blot 10 kilometer fra hinanden.

Derfor er Julia flasket op med vin helt fra barndommen af … og har altid haft interesse for vin. I hendes unge år hjalp hun også til med arbejdet på vingården, mens hun gik på teknisk skole indenfor ønologi og vindyrkning.

Men i sine tidligere 20’ere havde hun en vild fase og ville se verden udenfor, så derfor rejste hun med rygsæk rundt i hele den store vide verden, men i 2015 vendte hun hjem … klar til at stå for driften af familiens vingård og fyldt med idéer.

Hendes forældre Hans-Jürgen og Simone Schittler-Becker gav hende total frihed i vinkælderen, så allerede der blev hun sin egen chef, men fortsatte husets linje med at lave letdrikkelige vine, som man også havde gjort i generationer … og Julia er såmænd da også den 7. generation af vinmagere i familien.

Men hun manglede noget … ville gerne skabe nogle egne vin og bringe et frisk pust ind og hun siger selv, at stilstand er en sag for et museum. Det var ikke fordi, at hun ville gøre det anderledes fra den ene dag til den anden og rive fortiden op med rødder … men tilpasse det traditionelle og skabe fornyelser.

Derfor skabte hun Weingut Julia Schittler … vine med hendes eget navn og et andet udtryk, således hun nu laver vine med 2 navne fra familiens gårde i henholdsvis Zornheim og Weinolsheim,

Vinene laver Julia Schittler på gården i Weinolsheim, mens forældrene bor på gården i Zornheim, men samlet har familien 40 hektar marker, hvorfra Julia laver alle vinene.

De har i de senere år udvidet besiddelserne til blandt andet også at omfatte plots i deneftertragtede Pettenthal mark, hvor der laves stor, stor Riesling af mange af de største producenter i Tyskland.

Selvom Julia er ansvarlig, så er resten af familien dog fortsat involveret i driften … mor Simone Becker-Schittler styrer vinsalget fra gården i Weinolsheim og den tilhørende vingård i Zornheim, mens  far Hans-Jürgen Schittler er ansvarlig for vindyrkning og vinhøst. Julia bror Dominik hjælper til alle steder.

Julias vine kommer med nogle markante etiketter, hvor duftnoter samt terroir faktisk er afbilledet med små billeder. Det kom sig af, at veninderne altid spurgte hende, hvad skal vi dufte i denne vin?

Vinene

Samlet har jeg smagt 5 af Julias vine og det er disse:

Jeg har som vanligt ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Konklusion

Oh Oh Julia sang en gruppe engang og den kan jeg – uden at kende melodien – sagtens synge med på, for Julia Schittler laver rigtig gode vine. Det har andre også opdaget, for hun er bl.a. kåret Talent des Jahres 2019 af vinmagasinet Vinum.

Jeg kan også – når jeg har smagt Julias Niersteiner Pettenthal – godt forstå, at familien blev glade, da de fik købt en parcel på denne fine og legendariske mark på Rote Hang skråning, for den vin er crazy.

Julia er selv også vild med hendes Sylvaner … og det er jeg også, men generet set, så laver den unge dame fremragende vine. Der var ikke en eneste, som var kedelig eller bare jævn, så dermed forstår jeg sgu godt, at der er spotlys på Julia Schittler … det vil jeg også have fremover.

2019 Weingut Egert, Bingen Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Egert, Bingen Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, TysklandWeingut Egert er jo efterhånden kendt her på vinbloggen og samtidig har nogle af mine venner besøgt Manfred Egert og hans søde danske hustru Bettina … der har de også fået denne flaske, der slet ikke har etiket … men det skyldes mest, at det ikke er Rheingau Riesling, men lavet på druer fra marker på den anden side af Rhinen ved Bingen og dermed reelt Rheinhessen.

Det betyder dog også, at jeg ikke har ret mange oplysninger om produktionen, men vinen er formentlig lavet alene på ståltanke og der er den nok også lagret en periode inden aftapning på flaske samt endelig frigivelse.

Som næsten altid hos Egert kommer der lidt petroleum frem … men her absolut ikke så voldsomt, for næsen er faktisk en smule lukket og så kommer der alligevel friske æbler og pærer frem, æblesaft, gæret æblemost samt en smule nødder og har samtidig en smule fyldighed.

I munden er der intet lukket … der er i stedet skruet godt op for syren og den er næsten alt for syrlig og frisk. Det er en voldsom omgang citroner, citronsaft, lemon … ekspressivt og koncentreret, så  du virkelig lavet den spidseste kyssemund og spekulerer over, om mavesåret kan holde til det. Afstraffelse på syrligt niveau og det elsker vi da bare. 91 point.

På vingården koster vinen 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsatte – høje af højskolesangbogens sommervise i hovedet – med endnu en Weingut Wagner Stempel vin på terrassen og det var med en 2022 Rosé Trocken, der ligeledes er en Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet på et skønt mix af Frühburgunder, Merlot, Sankt Laurent og Spätburgunder, som alle kommer fra flere forskellige vinmarker ved Siefersheim med sandet muldjord med noget porfyrsten i undergrunden.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret kort inden aftapning på flaske. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Dejlig aromatisk og blomstret aroma, hvor frugten er er sjov kombi af hyben, jordbær og kirsebær, mens blomsterne er hybenroser, men virker samtidig virker ret tør med sødlige krydderier, lidt gær og lidt, der kan minde om papkasser, pap og luftig umami.

I munden er der endda lidt større venlighed … har faktisk en svag mousserende fornemmelse, godt med syrlige kirsebær, moreller og jordbær … alt på en slank, tynd, mager og spinkel facon, men det er jo netop dét, som gør vinen så velegnet til sommersjov på terrassen og populær i glasset. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, TysklandDu danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig … skrev Thøger Larsen engang. Men selvom sommeren har vist sig noget omskiftelig, så kan man jo godt drikke god vin på terrassen, som nu fx denne Riesling fra Weingut Wagner Stempel.

Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2019 … og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset.

Det er en helt almindelig entrylevel Gutsriesling, som Wagner har lavet med druer fra husets marker ved Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg samt omkring 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er duften fin og god … virkelig god faktisk, for der er foruden æbler, fersken og citroner en dyb, kalkede mineraler, en landlig og let nøddet aroma med nougat, let mynte og umiddelbart ville jeg aldrig have gættet på, at dette er en basis aka Gutswein, for kvaliteten er virkelig høj.

I munden er vinen mere stram, men fortsat med en lille sødme. Det betyder konkret en stram, citrusdrevet syre, der virkelig bider fra sig og giver en mundspidsende tør og frisk vin med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Christopher Full, Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Christopher Full, Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling, Rheinhessen, TysklandVi slutter Full festen fra Weingut Christopher Full med enkeltmarkdsvinen 2020 Full Minant Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott Riesling.

Her kommer alle druerne selvfølgelig fra Mölsheimer Zellerweg am Schwartzen Herrgott, der endda ligger på grænsen mellem Pfalz og Rheinhessen og har en undergrund med masser af kalksten og ler.

Vinen er ellers lavet nogenlunde som foregående … altså med en  spontangæring i egefade med alle druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på Holzfässern aka egefadene, men den har 3,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er klart langt mere kompleks … byder virkelig på talrige nuancer med både nødder, blomster, let spidskommen, en meget luftig, let, æterisk og svævende aroma. Frugten er dyb, koncentreret. har kandiseret lemon, æbler og pærer, noget fadpræg med vanilje og lakridskonfekt … lidt karamel … virkelig indbydende, som den bedste parfume.

I munden er vinen klart mere ren … men fortsat med dybde og stor kompleksitet. Det er rent, klart og præcist med en fin, feminin, sart og har en elegant syre … æbler, pærer, let lemon og en fin, stram og lækker citron, der dog aldrig bliver for syrlig, men giver rygrad, så vinen bliver spændt og oprejst, men fortsat leveres blødt, cremet samt koncentrereret. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7