2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, TysklandDen anden Riesling fra Weingut Julia Schittler var fra den berømte Rote Hang skråning ned mod Rhinen tæt ved Nierstein og endda fra marken Pettenthal … en 2021 Niersteiner Pettenthal Riesling.

Pettenthal marken er en Grosses Gewächs mark, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark og nogle af de bedste vinhuse har også parceller på Pettenthal som fx Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken blev allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Hos Julia Schittler og familien er ejerskabet af en parcel på Pettenthal nyt og en opfyldelse af en drøm. Til denne Riesling er druerne høstet med håndkraft og i kælderen er vinen lavet med spontangæring i ståltanke og efter endt fermentering så lagret både i ståltanke og traditionelle store træfade. Vinen har 3,0 gram restsukker pr. liter.

Så for hulen … sikke vidunderlig duft … vi er ikke bare røget et niveau op, men har taget elevatoren mod lyksalighedens paradis,  for det er simpelthen bare så smukt, roligt, lækkert og flydende med en stoisk ro, pænt med olieret fadpræg samt dekadence elegance. Med andre ord dufter det vildt godt. Frugten er luftig, æterisk med fersken, lidt pærer og en anelse lakridskonfekt og vaniljesødme.

Smagen er sgu også ret lækker … syren er balanceret, elegant og kommer lidt olieret og småfyldig. Der er klart grønne æbler, lemon og citroner, men afdæmpet og lidt kandiseret. Dermed bliver vinen aldrig for syrlig, men mere rund, selvom den bestemt er frisk, skarp og præcis … blot på en rolig, overbevisende og sødkrydret måde, så man undgår på ingen måder ikke at blive imponeret, så igen og jeg kan synge Oh Oh Julia. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7