Tag-arkiv: Spanien

2020 Viñedos Verderrubí, Pepo Verdejo, Rueda, Spanien

2020 Viñedos Verderrubí, Pepo Verdejo, Rueda, SpanienMer’ spændende hvidvin i form af denne 2020 Pepo Verdejo fra Viñedos Verderrubí, som vi jo er stødt på tidligere og ligger lige udenfor den lille by Rubí de Bracamonte i Rueda.

Vinhuset Verderrubí er bygget i 2012 af den unge ønolog Emilio Pita, hvis familie igennem flere generationer har drevet handel landbrugsmaskiner og ved siden af lavet en smule vin … men mest til eget forbrug.

Emilio José Pita har dog altid vidst, at han ville være vinbonde, så lige efter sin 23 -års fødselsdag rejste han til Frankrig og begyndte sine studier i ønologi ved universitetet i Bordeaux og fortsatte derefter sin uddannelse bl.a. på Cloudy Bay i New Zealand og Newton i Napa Valley i Californien.

I 2010 vendte han tilbage til Rubí de Bracamonte for at starte familieprojektet Viñedos Verderrubí – aka Dominio de Verderrubí eller Bodegas Verderrubí – hvor han ville satse på vine med klar identitet af det lokale terrior i området.

Den første vin blev på Verdejo, men siden har han lavet en række vine i de to serier Pita og Atipyque. I dag laves de fleste vine dog med Pita familienavnet på flaskerne.

Samlet har Pita 63 hektar vinmarker i Rueda i Castilla y León, hvor 56 hektar ligger i La Cantera ved Rubí de Bracamonte og de øvrige i La Bonera ved Velascálvaro.

Her smager vi hans charmerende Pepo Verdejo, der er lavet på ren Verdejo fra sand- og lerholdige marker i den nordlige del af Rueda og vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke … og der er vinen også lagret 4 måneder sur lie efter gæring.

Duftmæssigt har vinen denne nærmest typiske Verdejo aroma, som byder på søde og tørre krydderier, urter, laurbærblade, pærer og en lille portion tropisk frugt med tørrede ferskner, mango og ananas, et lille drys nødder og jordnøddeolie.

I munden er der udover pærer og tropisk frugt også lidt grape … en tak mere grøn, frisk og urtet end duften. Der er en vis tørhed, selvom alt leveret cremet og måske endda en smule olieret. Hvor er det sgu egentlig god Verdejo og kan man næsten kun komme i godt humør. hvorved vi klart ligger mellem 4,5 og 5 store tomler.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.  Køb for satan.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, Spanien

2021 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, SpanienVerdejo vinen El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica er ret spændende og lavet i et joint-venture mellem to af Spaniens store vinmagere Eulogio Calleja og Javier Rodriguez i projektet Eulogio & Javier. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2019, men smager nu 2021’eren.

Eulogio står for Eulogio Calleja og han er et anerkendt navn i både Spanien og USA, da han er teknisk direktør for Grupo Avante Selecta, som er en del af den store koncern Inveravante.

Avante Selecta ejer 9 vinhuse som fx Bodegas Naia og Dominio de Atauta, Viñas del Cenit og Álvaro Domecq. Eulogio Calleja har helt specielt stået bag etableringen af Bodegas Naia i 2002 og det vinhus er netop stærke på Verdejo vine.

Javier står for Javier Rodriguez og han er manden på vinhuset Rodriguez Sanzo, der i 2014 blev hyldet som Spaniens bedste vineri og vi også er stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange før, bl.a. ved smagning af den fantastiske Orange Wine Albillo fra Toro i Castilla y León.

De to har været venner i mange år og har nu lavet en række vine i deres fælles joint venture projekt. Målet er et lave unikke vine fra en række udvalgte marker. De ejer således ikke selv markerne, men de udvælger, opkøber og laver så vinene sammen med minimal indgriben og manipulation.

Der laves pt 4 forskellige vine i joint venture projektet, hvor denne El Quinto Paraje netop af en af dem. Det er 100% Verdejo, som kommer fra økologisk dyrkede marker beliggende i Rueda og den største af markerne i Medina del Campo. Derudover kommer nogle af druerne fra gamle pre-phylloxera vinstokke på en mark i Nieva beliggende i 910 meters højde.

Vinen er fermenteret i henholdsvis 600 liters egefade og betontanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret i 6 måneder frem til aftapning på flaske.

Op af glasset strømmer en veritabel aroma af fed tropisk frugt … ananas, mango, honningmelon, abrikos, fersken og pærer, lidt brunet smør, safran, blomsterpollen, nødder, samlet virkelig eksplosiv, tyk og armeret med vellystpile, der rammer dig i solar plexus.

Men i munden virker vinen dog langt mere rank end duften jo egentlig pralede af, men det gør absolut kun vinen mere lækker. For selvom vinen leverer tingene olieret og cremet, så har den nemlig en frisk, rank og grøn syre, der giver en friskhed med grape, lemon samt citronsyre, melonsaft, fersken og modne pærer suppleret med kalk, jern og salt. Mums for pokker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, Spanien

2020 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, SpanienEfter den ret imponerende Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, som jeg smagte forleden fra vinhuset Bodegas Caudalía, så kaster jeg med atter ud i endnu en vin fra huset, nemlig deres Paal 100% Syrah, som af flere er beskrevet som en spansk fortolkning af Syrah fra Nordrhône.

Jeg har før smagt vinen i årgang 2018, men nu er det altså i en nyere årgang 2020. Vinen er fremstillet på 100% Syrah, der høstes fra marker i 500 meters højde omkring San Martín de Unx.

Før gæringen udblødes druerne skånsomt ved lav temperatur, så mosten kan optage ekstra farve og frugtaromaer fra drueskindet, hvorefter gæringen er sket i betontanke. Der er vinen også lagret 18 måneder på en kombination af 80% betontanke og 20% franske 500 liter fade inden flaskning og yderligere lagring på flaske.

I næsen er der helt klart både jernbanesveller, finsk og engelsk lakrids, nogle kødfulde elementer med røget kød, laurbærblade, sorte oliven, solbær, blåbær og hindbær … lidt solmoden og fed i aromaerne med en vis sødme. Der mangler måske lidt mineralitet, men for pokker en rigtig dejlig aroma.

Smagsmæssigt er vi ikke helt på samme niveau som 2018’eren, men absolut ikke langt fra. Frugten er tør og mørk med solbær, kirsebær og blåbærsyltetøj, stor tørhed, grønne urter, kakao, masser af mørk syre, som giver en rustik og bondsk syrlighed, nogle vilde tanniner med stærk peber og lidt stærk gran, nelliker og kraftigt bid. Her i denne årgang 2020 er vi måske lidt længere fra Nordrhône, men absolut fortsat en fin spansk vin med skrald på.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket må betegnes som værende et rigtigt godt køb for dem, der vil ha’ skrald på drengen.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal har vi vist mødt talrige gange her på Houlbergs Vinblog og nu er den gal igen … og denne gang med noget så usædvanligt som en rosévin fra Ribera del Duero i form af denne 2021 Rosado.

Den er – helt naturligt fristes man næsten til at sige – en vin lavet på 100% Tempranillo og druerne kommer fra 1 hektar på marken Finca Virgen de la Vega, der består af aflejret grus fra Duero floden over en undergrund af kalksten.

Efter høsten ligger druerne i let og kølig maceration, hvilket er med til at give lidt farve til vinen. Derefter er gæring sket ved 18 grader og endt endt fermentering er vinen lagret 2 måneder … halvdelen i ståltankene og den anden halvdel på 500 liter franske egetræsfade, hvorefter der sker flaskning og lagring i yderligere 5 måneder. I denne årgang er der lavet 2.825 flasker … her nummer 1.015.

Det dufter sgu meget godt … klart rødvinsnoter med jordbær, tørrede tranebær, hybenroser og tørrede rosenblade, noget saltet og landligt, røg, solbærblade, en smule grannåle og ellers chokolade samt et let mineralsk note og så ellers nogle fadnoter med let kanel og vanilje.

I munden er der godt med skrald på vinen … masser af frugt med power, for faktisk er smagen proppet med bærsmag suppleret med en del krydderier samt et drys peber. Vinen virker faktisk tør med en smule tanniner … virkelig en krydret rosé med volumen drejet helt op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen kun er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, Spanien

2021 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, SpanienEfter den skønne Xi’ipal Garnacha Las Bajadas fra Bodegas Caudalía, så skal vi da også smage en rosévin fra huset … nu når sommeren har fået alle temperaturer godt op og vinen er deres 2021 Umea Rosé.

Vinen er lavet på Grenache … mest almindelig Grenache, men også lidt Grenache Gris, der alle kommer fra højtliggende og ret kalkholdige marker i 635 meters højde i Baja Montaña i Navarra.

Der anvendes primært den fritløbende saft fra presningen efter en kort og kølig maceration. Gæringen er sket i betontanke efter gamle traditionelle metider og vinen er efter endt fermentering  lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Jeg er jo ikke den store rosémand, men denne rosé er sgu ganske habil og så endda til menneskepenge. Der er godt med jordbær og rød grød med fløde, rosenvand, vandmelon, frugt-te, kandiserede cocktailbær og krydderier.

Smagen er mere klar og ren … rabarber, jordbær, mirabeller, tørrede roser, lidt citron, jern, mineraler og generelt en god syre, selvom den også har denne læskende saftighed. Absolut godkendt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, PortugalNæste vin var faktisk også fra Rui Roboredo Madeira, for det var denne 2019 Castello d’Alba Reserva … og dermed var det atter en Reserva fra huset.

Castello d’Alba Reserva er et mix på 45% Touriga Nacional, 45% Touriga Franca og 10%
Tinta Roriz aka Tempranillo.

Druerne kommer fra nogle østvendte marker i 300 meters højde på terrasser og vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Druerne er plukket manuelt og er derefter afstilket, knust og så gæret alene med druernes naturlige gærceller i små ståltanke ved 28 grader og hver druesort er vinificeret separat.

Gæringen er sket med forlænget skindkontakt og derefter er vinen lagret 8 måneder … halvdelen på ståltank, mens resten opnår ekstra dybde via lagring på franske egetræsfade.

Duftmæssigt minder vinen en smule om foregående vin … har lidt samme aroma med mørk og tør frugt, men på en eller anden måde også lidt mere kølig og elegant. Der er brombær, blåbær og solbær, tobak, engelsk lakrids, cedertræ, balsamicoeddike, violer, kaffe og svagt mineralsk islæt.

Hvor er smagen blød og frugten også totalt fløjlsblød, forførende og smelter nærmest i munden. Det er fin og kølig frugt med let hindbær, blommer, brombær og sorte kirsebær. Det er afrundede tanniner og stor saftighed med et luftigt tråd … hvor er det skruet godt sammen, så Houlberg bliver glad med 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Damalisco Crianza, Toro, Spanien

2017 Rodríguez Sanzo, Damalisco Crianza, Toro, SpanienVi fortsatte ufortrødent i det spanske og atter med en vin fra vinmageren Javier Rodríguez på vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, men nu ikke fra Ribera del Duero, men derimod en Crianza fra det tørre Toro i form af vinen Damalisco Crianza.

Denne Damalisco Crianza er en af mange vine, som Rodríguez Sanzo laver og er som forrige lavet på ren Tempranillo fra 30 til 60 år gamle, fritstående buskvine i DO Toro.

Vinen er lavet med relativt kølige gæring med 15 dages maceration og er efter endt gæring lagret 12 måneder på 80% franske og 20% amerikanske barriques.

Generelt virker Toro vinene lidt hårdere i filten end vinene fra Ribera del Duero og det gælder også denne Damalisco Crianza, der i næsen er godt krydret og ellers byder på sorte oliven, saltlakrids, lidt stenede mineraler, nelliker og en mørk frugt med solbær, kirsebær og syrlige blommer.

I munden er der dog masser af pleasende kraft med saftige og sorte kirsebær, solbærmarmelade, tranebær, kanel, kakao, peber samt lidt ristede noter. Tanninerne er mærbare, men søde og sødkrydrede, men alligevel sidder vinen lang tid i munden. Det er sgu et lille kraftværk med potent power, så 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen kun er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Rodríguez Sanzo, Valsanzo Crianza, Ribera del Duero, SpanienDet er ikke mange uger siden, at jeg sidst smagte en 2016 Las Tierras de Javier Rodriguez El Teso Alto fra Bodegas Rodríguez y Sanzo og nu smager jeg atter en vin fra vinmageren, men nu fra Ribera del Duero i form af denne Valsanzo Crianza.

I Ribera del Duero laver Bodegas Rodríguez y Sanzo to vine … en Reserva samt denne Crianza, der er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra enkeltmarken Pago El Carril, der er beliggende i 900 meters højde.

Gæringen er sket fuldstændig spontant med druernes egne gærstammer. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på nye franske egefade.

Meget lige til … dejlig aroma med en fin balance mellem mørk – men frisk – frugt og så ristede fadnoter. Der er både sorte kirsebær samt en smule solbærmarmelade, kakao, chokolade, tør engelsk og sød finsk lakrids, vanilje … meget indbydende.

I munden er det en vin for alle … bare rund, blød med let sødme, let bitterhed, lav syre og bare så venlig. Sammen med frugtsødmen er der tranebær, hindbær og lidt grape, lakrids, læder samt stor tørhed, men det er bare så drikkevenligt, at man lige nupper et glas til.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, SpanienDen spanske syge fortsatte hos Houlberg, for næste vin var også spansk … en 2019 Mestizaje fra vinmager Antonio Sarrión på hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo.

I årgang 2019 er Mestizaje fremstillet på et blend af 72% Bobal, 17% Garnacha og 11% Syrah fra det ret kuperede terroir Pago El Terrerazo i 800 meters højde og velsignet med veldrænede kalkstensmarker, der jo dyrkes økologisk og uden kunstvanding.

Hver druesort og hver parcel vinificeres separat … først sker den en kold maceration af druerne i 3 døgn ved 8-10 grader, hvorefter den alkoholiske gæring sker spontant med druerne naturlige gærceller i både rustfrie ståltanke og 800-1.000 liter egetræsfade over 11-13 dage med løbende overpumpninger og manuelle punch downs.

Efter endt fermentering får vinen en yderligere maceration i 5-8 dage inden presning og lagring på både rustfrie ståltanke og 500-800 liters franske egetræsfade i 10 måneder.

Duftmæssigt er det en virkelig frisk vin og man kan næsten mærke bjergluften oppe fra højderne, meget let, frisk og ren med en anelse koncentreret dybde via en frugt af jordbær, hindbær, kirsebær og lyse blommer. Der er også lidt appelsinskind, orangechokolade, en støvet mineralitet, frugtsødme og blomsterpollen.

I munden har vinen samme lethed … og det er med en tør, sød, syrlig samt saftig bitterhed. Der er godt med tranebær, hindbær, blommer og lidt hyben, ren, syrlig og frisk i frugten, hvorefter der kommer lidt peber, salte mineraler, krydderier og grønne urter. Elsker denne lette og umiddelbare tilgang, så klart 4,5-5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Pago del Vicario, EntreCepas Tinto, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Pago del Vicario, EntreCepas Tinto, Castilla-La Mancha, SpanienVi er totalt spansk i øjeblikket og næste vin er denne 2018 EntreCepas Tinto, som kommer fra vinmageren Susanna Lopez Mendiondo på vinhuset Pago del Vicario og hun har tidligere lavet vin sammen med Peter Sisseck.

Pago Del Vicario ligger 9 kilometer fra byen Ciudad Real med floden Guadiana til den ene side og bjergkæden Montes de Toledo til den anden samt tæt på nationalparken Parque Nacional de Cabañeros.

Vi er i det store vinområde Castilla-La Mancha … og denne EntreCepas Tinto er også en Vino de la Tierra, hvilket er betegnelsen for vine udenfor den normale DOC … Denominación de Origen i området.

Vinhusets beliggenhed tæt ved floden frembringer et særligt klima, som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området.

Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – særdeles gunstige betingelser for modningen af druerne.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, der blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinhuset ligger i et byggeri, som vel nærmest ligner et langt teleskop, som er gravet halvt ned i jorden og falder godt i med omgivelserne og vinmarkerne omkring vineriet.

Pago del Vicario har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste udenfor DOC appellationer, dvs. Tierra de Castilla til produktion af Vino de la Tierra, men de ejer også lidt marker i appellationen Bierzo længere mod nord i Castilla y León vinområdet.

Jordbundsforholdene omkring Ciudad Real er meget forskelligartede, spændende fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale.

Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er alle markerne inddelt i mange mindre separate parceller, hvor de fleste ligger i omkring 600 meters højde.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er Susana López Mendiondo, som er uddannet ønolog fra det polytekniske universitet i Madrid og har haft legendariske Peter Sisseck som mentor fra 1998-2002 hos Celler Mas Gil aka Clos d’Agon i det nordlige Catalonien.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Denne 2018 EntreCepas Tinto er lavet på et mix af Grenache, Merlot og Syrah, som alle er håndhøstes i de kølige morgentimer fra Pago del Vicarios kalkholdige marker i bakkerne nær Ciudad Real mellem bjerget Montes de Toledo og floden Guadiana.

Druerne har først gennemgået kølig pre-maceraion, mens den efterfølgende gæring er sket relativt køligt ved 24 grader med 20 dages skindkontakt med daglige overpumpninger. Efter en endt fermentering har vinen lagret 6 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

I næsen en dejlig mørk frugt … solbær, brombær, kirsebærsyltetøj, tør engelsk lakrids, noget mynte og løvstikke, ristede kaffebønder og cedertræ, tørt og gammelt træ, ristede noter, nelliker samt en smule blomstersæbe samt en snert af lidt diesel eller petroleum … bare ganske lidt.

Smagsmæssigt smager vinen næsten præcis som duften … igen mørk og tør frugt, tranebær, solbær og tørrede blomster. Der er også godt med krydderier, småstærke og syrlige tanniner, lidt peber, men samlet en rigtig god spansk vin, der som en Seat lige har tilstrækkeligt med kraft.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7