Vi fortsatte ufortrødent i det spanske og atter med en vin fra vinmageren Javier Rodríguez på vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, men nu ikke fra Ribera del Duero, men derimod en Crianza fra det tørre Toro i form af vinen Damalisco Crianza.
Denne Damalisco Crianza er en af mange vine, som Rodríguez Sanzo laver og er som forrige lavet på ren Tempranillo fra 30 til 60 år gamle, fritstående buskvine i DO Toro.
Vinen er lavet med relativt kølige gæring med 15 dages maceration og er efter endt gæring lagret 12 måneder på 80% franske og 20% amerikanske barriques.
Generelt virker Toro vinene lidt hårdere i filten end vinene fra Ribera del Duero og det gælder også denne Damalisco Crianza, der i næsen er godt krydret og ellers byder på sorte oliven, saltlakrids, lidt stenede mineraler, nelliker og en mørk frugt med solbær, kirsebær og syrlige blommer.
I munden er der dog masser af pleasende kraft med saftige og sorte kirsebær, solbærmarmelade, tranebær, kanel, kakao, peber samt lidt ristede noter. Tanninerne er mærbare, men søde og sødkrydrede, men alligevel sidder vinen lang tid i munden. Det er sgu et lille kraftværk med potent power, så 5 tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen kun er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.