Tag-arkiv: 6½

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USA

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USASelvom forrige Beaujolais er tosselækker, så er denne 2015 Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition fra det amerikanske vinhus Au Bon Climat bare lige en tak lækrere.

Au Bon Climat ligger i et bjergrigt område vest for Santa Maria og er etableret i 1982 af Jim Clendenen sammen med Adam Tolmach.

De ville starte en vingård dedikeret til specielt de burgundiske sorter og startede med at leje både vineri og marker, men allerede i 1990 forlod Adam projektet for at starte sig eget projekt, så lige siden har Jim stået for hele driften.

Det var slet i meningen, at Jim skulle være vinproducent. Han er født i beskedne kår i Akron, Ohio i 1950’erne og skulle egentlig ha’ været advokat. Han dimitterede fra University of California Santa Barbara med høje hædersbevisninger i Pre-Law i 1976.

Men efter eksamen overbeviste et måneders ophold i både Bourgogne og Champagne ham om at prøve en karriere inden for vin i stedet for at fortsætte til selve advokatstudiet. Derfor skiftede han omgående spor og i høsten i 1978 startede han som assistent på Zaca Mesa Winery, hvor han arbejdede i 3 år.

Derefter arbejde Jim på vingårde i både Australien og Frankrig inden han i 1982 vendte tilbage til staterne og startede Au Bon Climat. Og lige siden har vingården haft forrygende succes, hvilket bl.a i 1989-90 medførte, at Au Bon Climat var på Robert Parkers korte liste over bedste vingårde i verden og at vingården i 1991 blev udvalgt af Oz Clark som én af de 50 bedste producenter af moderne klassiske vine i hele verdenen.

Siden har Jim Clendenen fået et utal af prise, bl.a. kaldte det tyske vinmagasin Wein Gourmet ham i 2004 for Verdens Vinmager og i 2007 blev Jim også optaget i James Beard Foundations Who’s Who of Food and Beverage in America. Udmærkelser bugner simpelthen, når man snakker om Au Bon Climat.

I dag laver Jim omkring 50.000 kasser vin årligt og druerne kommer fra flere af de mest ansete vinmarker på Central Coast … primært i Santa Barbara County.

Det omfatter Jims egen 40 hektar store mark Le Bon Climat Vineyard og ellers legendariske marker som Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley, Sanford & Benedict Vineyard i Santa Rita Hills, Los Alamos Vineyard i Santa Barbara County og San Luis Obispo County’s Talley Vineyard.

I år 2000 introducerede Jim Clendenen et nyt tiltag under navnet The Clendenen Family Vineyards. Her eksperimenteres der blandt andet med mindre kendte druesorter, hvilket der kommer nogle anderledes og ganske interessante vine ud af, bl.a. har han fået kæmpe anerkendelse for hans vine på italienske sorter, især hans Nebbiolo med 5 års fadlagring.

Denne Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition er købt i Tyskland og dermed en K&U Sonder Edition fra Weinhalle, hvor alle K&U special editions altid er specielle vine, som ikke er tilgængelige fra vingården selv.

Hos Au Bon Climat læner vinen sig dog op ad deres normale Pinot Noir Santa Maria Valley, hvor Pinot Noir druerne kommer fra de to marker Bien Nacido og Runway. Vinen gærer i store 5 tons åbne top gæringskar med løbende punch-downs og bagefter en presning.

Derefter er vinen lagret 24 måneder i franske egetræsfade fra François Frères, hvoraf 50 % nye. Minimal klaring og ingen filtrering ved aftapning.

WAUW … sikke en aroma … har et fadpræg på en kølig facon. Der er mælkechokolade, vanilje, let urtet, men for pokker en æterisk, luftig i stilen, har kanel, dekadente noter med mahogni og teaktræsolie, lidt jordbær, hindbær, ribs, grafit, røg og på ingen måder amerikansk i noterne, men moden, let og overjordisk. Mums.

Hvor er det smagsmæssigt blødt, men igen på denne nærmest kølige måde … bare så blød og cremet med en god rund syre … samt smelter vitterlig i munden på den mest overbevisende måde. Hvor er det bare himmelsk godt … 97 point.

Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition kan – i en nyere årgang 2020  – købes hos Weinhalle, hvor en flaske koster 28€ … og det svarer til 209 kr., hvilket er utrolig billigt. Herhjemme forhandles Au Bon Climat vinene af Kjær & Sommerfeldt.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Tony Bish Wines, Heartwood Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2021 Tony Bish Wines, Heartwood Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandI januar smagte jeg for første gang en Tony Bish vin … en 2021 Fat & Sassy Chardonnay, som jeg blev ret begejstret for, men denne 2021 Heartwood Chardonnay er faktiske vildere og sindssyg betagende.

Den lille garageproducent Tony Bish Wines ligger i byen Napier i Hawkes Bay på Nordøen, men alt det kan du jo læse om i det tidligere indlæg.

Denne Heartwood Chardonnay er lavet på 100% Chardonnay af Mendoza klonen, som Tony Bish håndplukker fra topmarker i de to Hawke’s Bay distrikter Bridge Pa og Mangatahi.

De hele drueklaser presses skånsomt, så kun den rene og fritløbende most frigøres fra druerne. Selve vinificeringen sker på en blanding af nye og brugte franske barriquefade, hvoraf enkelte fade spontangærer med terroirets egen gær, mens de resterende fade gærer med kulturgær.

Vinen gennemgår 100% malolaktisk gæring på fadet, hvor også en hyppig omrøring af gærresterne giver cremet kompleksitet til vinen. Efter endt gæringen er vinen lagret 11 måneder på egetræsfadene, hvoraf 30% er helt nye.

WAUW for en ekspressiv og vild Chardonnay næse, fed, olieret og har nærmest nogle tertiære noter med linolie, fad og nøddekompot. Den er sgu sindssyg, har både blomsterpollen, abrikos, overgærede æbler, fersken, dåsepærer, ananas og lakridskonfekt på epo. Der er også vanilje, ristede hasselnødder, cowboytoast, mandariner og så svagt lidt kølige og salte mineraler.

Og sådan smager vinen også … fabelagtig, meget så fortegnet og udtryksfuld, at det nærmer sig vinøs porno. Smagen er også vild og abnorm, men klart køligere i smagen end i duften, for den klinger sgu virkelig i munden med det helt store klokkeværk. Det giver så saft, kraft og energi … har kandiserede pærer, abrikos, sød æble- og lemonsaft … det smager sgu for vildt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du pt på tilbud ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr., hvilket er et helt absolut fabelagtig tilbud.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Libation, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Libation, Bourgogne, FrankrigSikke en vin … WAUW. Vinen jeg snakker om er denne smukke og letlevende Beaujolais Villages Libation 2016 fra det lille vinhus Domaine Clotaire Michal.

Vinhuset er grundlagt af den unge, vilde ildsjæl og vinmager Clotaire Michal, som har sit lille vinhus på sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais.

Før etablering af vinhuset brugte han 13 år hos nogle af de ypperste vinproducenter rundt om i Frankrig. Han færdiggjorde fx sin læretid til vinmager hos Clos Marie i Languedoc, hvorefter han i perioden fra 2007 til 2012 arbejdede for Cornas legenden Thierry Allemand.

Efter arbejdstid hos Allemand lavede Clotaire Michal endda sin egen Saint Joseph fra lejede marker, men dette stoppede han dog med for at finde et sted til sit eget vinhus.

I hans søgen efter gode marker til at starte sit eget vinhus, faldt valget på nogle unikke, sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais. Her fandt han unikke marker med meget gamle stokke og hans vine kommer fra samlet 4,5 hektar vinmarker med stokke på henholdsvis 40-80 år og 100 år gamle vinstokke.

Han har ikke valgt at købe marker i berømte appellationer som Morgon og Fleurie, for han mener, at man sagtens kan finde marker på mindst samme niveau andre steder. Clotaire siger selv; Hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man få lige så godt terroir og endnu ældre vinstokke udenfor de kendte cru’er. Så jeg behøver ikke kendte marker, men bare gode marker for at lave den vin, jeg vil lave.

Alt, hvad Clotaire foretager sig, tager afsæt i et 100% økologisk og biodynamisk vinbrug, men er dog ikke certificeret endnu. Tilgangen er kun brug af håndplukkede druer, gæring af hele klaser, kun brug af vildgær, under 30 miligram svovl pr. liter, som tilsættes ved gæring, ingen chaptalisering samt ingen opvarmning for at koncentrere farven.

Lagringen sker på gamle fade og på tanke, mens presningen af druerne sker på en antik gammel vertikal presse, for så at få den reneste og fineste vin … kort sagt – en old-school-approach, hvor inspirationen fra Thierry Allemand tydeligt ses.

Vinene er alt det, du normalt ikke regner med i en Beaujolais … her finder du ingen bananer og saftige frugtbomber med psykedelisk lilla farve, men nærmere vine med et klassisk burgundisk udtryk med masser af balanceret, intens og meget ren frugt.

Denne Libation 2016 er første årgang af vinen, der også fremover kun skal laves i de bedste årgange. Det er en vin, som opholder sig over 3 år i kældrene inden frigivelse og der er i 2026 kun lavet et enkelt fad.

Druerne udbløder i 13 dage og gærer omkring 30 dage med druens egne gærceller uden tilsætning af svovl. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på tank inden den aftappes på flaske uklaret og ufiltreret. Derefter ligger flasken så yderligre 12 måneder inden frigivelse.

WAUW … grumset og med den lækreste duft, stald, ganske landlig, tør og bondsk, men også luftig med et klassisk snit, lædersåler, tørt træ, nytårskrudt, lyse kirsebær, kanel, vanilje, røg og sødbrændte fade. Man bliver omgående glad i hovedet.

I munden … hvor det godt … og klart ikke så bondsk, men er dejlig slank, veldrejet, fin og velskabt med  et utrolig og saftigt burgundisk snit, læskende og har frugt af kirsebær, hindbær, jordbær. Man får også sødme, mens syren er fin, spændstig og næsten lemonagtig, men samtidig stor intensitet. Man bliver happy, happy og happy, hvorved jeg overøser vinen med 97 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana Genoveva, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana Genoveva, Rías Baixas, SpanienVi skulle smage flere vine fra Bodegas Forjas del Salnés og næste i rækken var fabelagtig, husets elegante 2021 Leirana Genoveva.

Dette er en vin, som jeg ikke tidligere har smagt, men hold nu op, hvor er den god. Den er lavet med Albariño druer fra op imod 200 år gamle vinstokke på den mark, som hedder Genoveva.

De gamle kringlede stokke står plantet via pergolametoden på marken, som i dag ejes af en over 90 år gammel ældre dame, hvis mor hed Genoveva.

Rodrigo Mendez er venner med den gamle dame og dyrker i dag marken med respekt for de traditioner, som marken i århundreder har været præget af. Dette har også medført en aftale om, at han i sin levetid har ret til at dyrke marken.

Al høst på den granitholdige og veldrænende mark foretages i hånden, mens gæringen sker spontant med de naturlige gærceller og mosten hviler i lang tid på kvaset. Lagringen foretages slutteligt på gamle foudres.

WAUW … det er smukt og  nærmest med en burgundisk duft med smørfedme, brunet smør, ristede hasselnødder, vanilje, æterisk og let og samtidig med en frugt af pærer samt lidt eksotisk frugt med ananas, papaya, abrikos, søde mandariner og hvide blomster. Det dufter himmelsk.

I munden kommer man indunder smørfrakken og dér viser vinen sin sjæl, sit benede skelet og skarpe hjerne, for det er smagsmæssigt så stramt, pivfrisk, syrligt, krisp og præcist. Det er let, elegant, levende og dansende  med masser af lemon … i det hele taget proppet med lys og syrlig frugt, virkelig intens og lækker med mineralsk rygrad samt 97 point. Stor  vin og til 269 kr. ved køb af 3 flasker, så burde man fylde kælderen med en kasse eller to.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, SpanienVinene til ret 3 var vilde … helt klart bedste sæt. Retten bestod af braiserede svinekæber med cremet polenta og parmesan og den sidste af vinene i sættet var fra den øverste hylde hos de 2 herrer, nemlig den ikoniske topvin, der hedder Iconic.

Den adskiller sig allerede i flasken i forhold til de øvrige vine fra Rolland & Galarreta med en mørk, eksklusiv etiket og navnet Iconic.

Vinen er er lavet på 95% Tempranillo og 5% Grenache), som høstes fra to forskellige marker … den lerholdige mark Carranavaridas mellem Laguardia og Leza samt den 0,7 hektar store mark San Millán på skråningen ved foden af ​​Sierra Cantabria.

De håndplukkede drueklaser afstilkes alle og koldmacererer først i store åbne egetræsfade med temperaturkontrol, hvorefter gæring er sket med daglig pigeage. Efter endt gæring er vinen presset via en  vertikale pneumatiske presse. Derefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske, halvristede fade fra Sylvain, Orion og Radoux. Til sidst flaskes vinen og lagrer yderligere 12 måneder før frigivelse.

Ved duft af vinen er det første, som jeg tænker … hvor er alt flot doseret med rette mængder af det hele og en vild fin struktur. Den åbner ballet med en frugt der er dyb … helt fra kompakte svesker til lysere frugt af hindbær og kirsebær. Fadaftrykket er delikat og sart med vanilje, cedertræ, røg, tobak, toast, kandiseret appelsinskal og toast … har så fin balance mellem frugt og fad.

Vinen smelter nærmest i munden … glider ud i alle afkroge med kæmpestor velbehag. Men det er med en stor styrke i frugten, som er frisk, moden, generøs og næsten læskende med sød balsamico og en vis luftighed. Det gør vinen let, cremet og smeltende på én gang, hvilket virkelig giver comfort, men det er samtidig med en enorm tyngde, nerve og mærkbare tanniner, der dog er flot integrerede. Det er måske nok en vin, som burde gemmes, men den smager imidlertid bare så forbandet godt allerede nu. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 2.499,95 kr., mens prisen er 1.999,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandMin absolut favoritvin fra Weingut Jülg er helt klart hans Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG. Det var den sidste år i første årgang 2019 og det er den igen i denne årgang 2020.

Det er således en ny vin hos Jülg og druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert. Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz.

Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

WAUW … så fandt man da lige et ekstra gear frem. Vi er nu i bjerggearet og forcerer de vildeste stigninger, for Kostert virker både vildere, mere æterisk, luftigere, grønnere, tættere og lysere. Selv fadpræget virker mere sofistikeret med et snas lakridskonfekt og vanilje, mens frugten er jordbær, blommer, kirsebær og hindbær. Hvor er der lokkende, lækker, lummert og ligefrem.

Fuck det smager godt – pardon my french – men det er vildt godt, nærmest tæt på perfektion. Som med 2019’eren er det bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, let, luftigt og overjordisk. Man får denne kombination af knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Det er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde. 98 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, TysklandPinot Noix Ardoise var den første vin, som jeg smagte fra Weingut Daniel Twardowski og den første vin, som han lavede. Jeg har således smagt vinen fra starten med både årgang 2016, 20172018, 2019 og nu 2020.

Daniel Twardowski har anvendt 50% hele klaser og alle druerne er fortsat fra Dhroner Hofberg og høstet med et ret beskedent udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves i pagt med naturen og gærer spontant i store, åbne egekar, mens vinen er lagret 16 måneder på barriques … både 20% nye og så tidligere lidt 8-9 år gamle barriques fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti.

Selvom forskellen med Twardowskis basis Pinot Noix er blevet mindre, så har Ardoise mere dybde, er mere urtet og vild, for den har atter denne vilde flowerpoweragtig vildskab på flaske. Det er utrolig let, transparent, lys og teglfarvet vin med et svagt orange skær, mens duften er landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs tilsat lidt karamel, mentol og vanilje.

Smagsmæssigt er det som et lyst punch i maven.  Det er lyse bær med rabarber, ribs, granatæbler og citroner … saltet, mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. I munden er der sitrende energi og alt breder sig stramt og elegant. Det er mineralsk, stenet, saltet og så alligevel sart og syrligt … lykkevin med et vildt tvist. 97 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 795 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2014 Weingut Bernhard Huber, Hecklinger Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Bernhard Huber, Hecklinger Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandNytårsaften smagte jeg en 2014 Malterdinger Spätburgunder fra  Weingut Bernhard Huber … fra samme år, som Bernhard døde. Sidst havde Jesper medbragt vinen og nu serverede han sgu også den monstrøse og fine storesøster Hecklinger Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs fra samme årgang.

Denne vin er spontangæret med 60% hele klaser og er dernæst lagret vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 25% var nye. Aftapning er sket uden klaring og filtrering.

Allerede i glasset breder der sig en lille lykkerus … lys, teglfarvet transparent væske i glasset giver røgsignaler om noget godt i vente og allerede duften øger kun smilet, for op strømmer en let, luftig og æterisk aroma med en smule malerspand, kærnemælk, mejeri, frugt med jordbær, søde moreller og en vis modenhed, skovbund og mos i bunden af skoven, let nelliker og peber samt en let brise fra fadet med lidt vanilje, kaffe og svagt mælkechokolade.

Der er heller intet bedaget ved smagen, som sidder lige i skabet, hvad den ellers laver der? Smagen er ren, syrlig og klar med umodne kirsebær, hindbær og moreller, en pirrende, sitrende og smuk syre, der giver en stringent rygrad, selvom vinen egentlig leveres cremet, blødt og ultra behageligt. Sådan skal stor Spätburgunder smage, så dermed 98 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 1.100 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, UngarnI det vildt spændende Ma’d Moser projekt mellem Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery og Lenz Moser laver de endnu en vin, som dog knap er udgivet endnu … en 2021 Dry Furmint MM55.

Det er en vin, som bare har fået ekstra TLC … druerne kommer fx fra de bedste vulkanske topmarker i Szent Tamás, Nyúlászó og Király,

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke, men derefter har vinen så lagret 8 måneder på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade.

FÅK aka fuck, hvor det dufter godt … det kan faktisk minde en smule om stor hvid burgundisk vin, har en henrivende duft af røg og lejrbål med fællessang og har en olieret fornemmelse med fadnoter, vanilje og havskum med let salt på næsespidsen. Frugten er bare SÅ præcis, skarp og sart doseret. Der er pærer, fersken, mango, grillede samt syltede citroner.

Smagen er helt på samme boldbane og der scores øjeblikkeligt mål, så netmaskerne basker. Smagen er fed, olieret, røget og svag porno, men på den fedeste måde, for vinen har en stram og tæt syre, sødlig bitterhed, æblesyre og lemon. Kæmpevin, som jeg øjeblikkeligt bare knuselsker. 97 point.

Ikke tilgængelig endnu, men Supervin overvejer import, men således kendes prisen heller ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7